Sunday, June 27, 2021

Ærlighedsprojektet - Clare Pooley

 


  • Engelsk
  • 24.-27. juni
  • 405 sider
  • Originaltitel: The Authenticity Project

En rigtig sommerlig feel-good roman, som man allerede kan se castet i Hollywood; og mon ikke den kommer på det store lærred på et tidspunkt?

Bogen starter med Julian, en 79-årig (eller noget....) ensom mand, hvis kone har været død i femten år (eller noget....). Nu sidder han tilbage i sit hus med minderne om et fantastisk liv levet i overhalingsbanen med alle de kendte, og med masser af elskerinder. Sex, drugs & rock'n'roll ganske enkelt. Men det er slut, og nu kommer ingen på besøg og han får derfor idéen til ærlighedsprojektet. Det starter som en lille grøn notesbog, hvori han beskriver sin virkelighed som den reelt er - ensom, aldrende og glemt. 

Han efterlader notesbogen i Monicas lille café, og hun bliver ansporet til at skrive sin historie i den. En kvinde i slutningen af 30'erne, som bare vil have det perfekte liv med mand, børn, hund og hus. I stedet kæmper hun lidt for at få økonomien til at hænge sammen i den lille café; og er vel også lidt ensom - i hvert fald lidt desperat.

Bogen begynder at leve sit eget liv, som den nu kommer i hænderne på Hazard, som er indbegrebet af en idiot. Børsmægler, smart og alkoholiker (og narkoman); som endelig indser, at det må stoppe.
Han tager bogen med til Thailand, hvor han gemmer sig for flasker og kvinder.

Og sådan begynder cirklen at dannes mellem alle disse mennesker, som sandsynligvis aldrig ville have mødt hinanden ellers. De opfører sig anderledes med den viden om folks inderste sårbare sandheder; men det kan også medføre uheldige episoder og fejltrin; for hvor er ærligheden henne i den interesse for et andet menneske? Er det oprigtigt eller bunder det i sympati, fordi du har læst min historie og kender nogle detaljer fra mit liv? Det spørgsmål krydser også deres veje!

Den excentriske Julian er måske lidt for excentrisk til at det kan være hele sandheden? Og Monica er måske for anspændt til, at hun tør lade nogen komme ind i sit liv? 

Historien ender med at skifte mellem seks personer; men de er alle forbundne og derudover er der nogle statister om man må sige, som skaber et helhedsbillede af et hyggeligt lille kvarter i London, hvor man pludselig begynder at komme hinanden ved. 

Det er hyggelig og let læsning; men baggrunden er måske lidt tungere end som så. Forfatteren selv skrev nemlig en blog under pseudonym, som hed Mummy was a secret drinker; og hendes første bog handler om, hvordan hun kom ud af alkoholismen. Men det gav hende idéen til denne roman, hvor hovedtemaet og moralen jo er, at du kommer langt længere ved at blotte din sjæl en smule for andre; også selvom de er fremmede.

Det er jo en rigtig fin tanke; og jeg tror alle kan relatere til, hvordan vi per automatik siger "det går fint" når nogen spørger. For det modsatte er jo utænkeligt - eller....?

Feel-good romaner kan til tider også lidt mere; og det kan denne!

No comments: