Wednesday, June 2, 2021

Picasso - Patrick O'Brian

 

  • Engelsk
  • 14. maj - 2. juni
  • 512 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat


I marts læste jeg den lettere chokerende bog af Picassos barnebarn, Marina - og selvom jeg gennem tiderne har læst en del om Picassos kunst; og set hundreder af hans malerier, så fik jeg lyst til at læse mere dybdegående om hans liv. Det tog mig virkelig lang tid at komme igennem den - men det var en fantastisk interessant og lærerig læsetid.

Picasso skabte ca. 50.000 kunstværker i sit liv - i gennemsnit 2 om dagen. Det var selvfølgelig ikke alle store malerier - der var tegningger, akvareller, lithografier men også statuer og keramik. Men det er jo fascinerende, at man konstant kan være så produktiv... og inspireret!

Bogen er meget systematisk, og følger først hans families historie; hans barndom i Malaga og Barcelona inden han efter flere længere ophold slog sig permanent ned i Frankrig. Her blev han jo som bekendt en del af slænget med bl.a. Modigliani, Eluard, Braque - men også forfattere som Scott Fitzgerald og Hemingway. Alt dette var dog først i 1930'erne, hvor han jo allerede var en midaldrende mand. Hans fantastiske blå periode er fra hans unge tyvere og tredivere - og nok mine personlige favoritter.

Så "opfandt" han kubismen med Braque - og det er noget, jeg aldrig helt har forstået. Bogen går meget i dybden med filosofien bag kubismen - og pludselig kan jeg noget bedre forstå den, og vil nok også få mere ud af at se disse malerier i fremtiden!

Picasso gav ikke selv sine malerier titler; mange titler kom da andre navngav dem - og eftersom forfatteren går i (nærmest) kronologisk gennemgang af dem, var jeg konstant (positivt) afbrudt af at slå tingene op i diverse medier. Først læste jeg beskrivelsen; så fandt jeg et billede og så læste jeg det hele igen. Det var ikke læsning egnet til andet end hjemme i sofaen med god tid, og ofte blev det ikke til mere 20-30 sider per dag.

Et andet aspekt og ikke mindre vigtigt er selvfølgelig hans personlighed. Han gik fra at være en fattig maler i Montmartre til at blive århundredets bedst betalte levende kunstner, som konstant blev kontaktet. De ville have penge selvfølgelig - men også, at han kiggede på deres kunst; eller lavede illustrationer til deres bøger eller lignende. Det gav ham med tiden et rygte som utilnærmelig og arrogant - og i sine sidste leveår som beskyttet af den sidste hustru; som beskrevet i barnebarnets bog.

Han var en passioneret mand - og kvinderne var der nogle stykker af; og derfor var der jo også skilsmisser og skænderier, og han var næppe den bedste faderrolle. Han var så oplsugt af sin kunst - som jo reelt set også er Marinas konklusion. Med alderen og klogskaben forstår hun ham anderledes, og ser, at han måske ikke kunne være anderledes.

O'Brians biografi er anerkendt for at være den bedste; og det var virkelig også en god bog - men intens at læse. Nu er jeg langt bedre rustet til mit næste Picasso-maleri!

No comments: