Grand-père - Marina Picasso

 

• Fransk
• 22.-23. marts
• 210 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Bedstefar. Så enkelt kan det siges - og alt kan lægges i det ord! Et barnebarns beundring for en farfar, der også var hyldet af hele verden som et geni. Eller et barnebarns opgør med en barndom præget af svigt på grund af samme farfar.

Marina Picasso skrev denne bog for tyve år siden; næsten tredive år efter Picassos død - og efter tredive års terapi for at bearbejde de traumer livet havde givet hende.

Marina boede i Sydfrankrig; ikke langt fra den berømte farfar, sammen med sin mor og storebror Paulito. Denne hed officielt Pablo - som sin farfar - men der kunne kun være én Pablo. Så han skulle kaldes Pablito - den lille Pablo. Forældrene er skilt; de er begge alkoholikere og faderen arbejder som chauffør og altmuligmand for sin far. Han henter børnene for at besøge Picasso; men oftest står de forgæves udenfor den store port, og får at vide, at Monseigneur ikke har tid til at se dem.

Begge børnebørn higer efter at blive set af Picasso; og i starten af bogen tænkte jeg, om det mon var lidt voldsomt? En ting er at mangle opmærksomhed fra forældre - men ens bedsteforældre betyder måske lidt mindre i ens bevidsthed som lille barn? Det gør det dog ikke her, og man mærker et utroligt had og en enorm frustration over hele livet i historien.

Og det bliver jo også bare værre og værre - og man forstår, hvor voldsomt det har været.

Forældrene har ikke mange penge; men hver skilling skal tigges ud af Picasso - som jo har så rigeligt med penge. Men omgivelserne ser dem jo stadig som Picasso-familien. Endelig kommer børnene på en god skole betalt af Picasso; men de har ingen lommepenge til at købe en is for. De lader som om de skal til Spanien på sommerferie med Picasso - i virkeligheden ser de ham slet ikke, og bruger ferien p at arbejde for at hjælpe moderen med penge. Faderen har giftet sig igen, og fået et barn mere - han glemmer alt om dem. 

Da de får sommerferiejob som fx hjemmehjælper for handicappede, tror de andre fuldtidsansatte, at det er en joke. Rige børn, der skal ud at se virkeligheden. Men de fortæller ingen, hvordan det i virkeligheden hænger sammen. Til gengæld ødelægger det dem begge stille og roligt.

Picasso var en gammel mand på det tidspunkt; han havde giftet sig med den 46 år yngre Jacqueline, som var ekstremt overbeskyttende. Af angst for at miste grebet om manden, berømmelsen, pengene - eller af ægte kærlighed? Det ved jeg ikke. Jeg har læst meget om Picasso i hans yngre vilde dage - hvor han jo allerede ikke var helt ung. Da han turede rundt i Paris med Hemingway og slænget var han allerede over 40 år. 

Som han ældes lever han mere og mere indelukket - Jacqueline passer på ham, og han skal have fred til at male. Og det kan end ikke børnebørn lave om på!

Men hvad der er vigtigt er nok så meget Marinas og Pablitos manglende kærlighed fra forældrene; og følelsen af, at forældrene ikke siger fra overfor den lidt egensindige bedstefar.

Det viser sig i sin ypperste grusomhed, da Picasso dør i april 1973 - han er da 91 år gammel. For det første hører de det i nyhederne; alene det er jo modbydeligt! Men da de tropper op foran huset for at se ham en sidste gang og sige farvel, bliver de ikke lukket ind. Men faderen er derinde, og gør intet.

De er heller ikke inviteret til begravelsen; faktisk ligger Picasso begravet i parken til det slot han ejede i Sydfrankrig og som stadig er i familiens eje. Eller snarere er det Jacquelines datter, der arvede det - altså ikke en af Picassos egen familie.

Den sidste dråbe for Pablito blev denne begravelse og at blive holdt væk. På dagen for begravelse drikker en flaske klor, som brænder hans mavesæk, spiserør oev. op. Han ligger på hospitalet i 3 måneder inden han dør en langsom og smertefuld død. Der er heller ingen penge til begravelsen; men nu begynder folk at forstå sammenhængen i det kaotiske familieforhold. Pablitos venner samler penge sammen til at give ham en begravelse. Det er faktisk frygteligt at læse slutningen - og så forstår man, hvorfor Marina Picasso, der arvede sin farfar i mange år nægtede at se på hans malerier.

Hun valgte at bruge sin store arv på velgørenhed; hun fik to børn og adopterede yderligere tre men lever ikke som milliardær. Hun er aldrig blevet gift; og uanset om det er forældrene eller bedstefaderen - så er det et liv, der er mærket af svigt i barndommen. Måske mest fordi hun mistede sin bror - noget hun ikke kunne tilgive!

Det er således ikke udelukkende et spørgsmål om at udstille familien, tror jeg. Man kan nemlig undre sig over, hvorfor nogle har behov for at lufte alle de skandaler og hemmeligheder? Det er vel nok så meget på grund af retfærdighedsfølelsen? Alle beundrer og ser op til Picasso; aldrig hører man andet end rosende ord verden over.... men når man selv har betalt prisen, er det nok vigtigt at nuancere det billede lidt.

For mig var det ny information; det ændrer jo ikke ved, at manden var et geni - men netop genier er de sværeste humanister. Det gav mig dog også lyst til at læse en mere komplet biografi af Picasso; ikke fokuseret på kunsten, men mennesket!