Gouverneurs de la rosée - Jacques Roumain

 

• Fransk
• 1.-2. februar
• 216 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Til tider falder jeg over beskrivelser af ældre udgivelser, som af forskellige grunde stadig er meget omtalte; det er ikke nødvendigvis altid for den litterære kvalitet. Sådan synes jeg det forholder sig her; men til gengæld er der andre årsager til at ikke glemme visse værker.

Jacques Roumain er fra Haiti på trods afe det meget franskklingende navn; han er født i 1907 og døde ung i 1944. Så det er en ældre roman. Den foregår heller ikke i Afrika, og dog er den en integreret del af panafrikanismens bevægelse ud fra definitionen, at dette omhandler sorte menneskers skæbner og vilkår.

I romanen, som selvføgelig foregår i Haiti, møder vi Delira og Bienaimé - et gammelt ægtepar, hvis søn Manuel har været bortrejst i 15 år, Han tog til Cuba for at arbejde i sukkerplantagerne, og forældrene lever i en lille landsby i dalen, hvor de arbejder jorden for at overleve. Det fortegår oftest som en form for kooperativ med de andre indbggere, og det er en lille fasttømret landsby.

Manuel vender hjem efter 15 år væk; han chokeres over at se forfatningen af dalen. De har fældet træerne for at få hurtige penge - men til gengæld er jorden udtørret, da træernes næring og skygge er væk. Nu har de mindre landburgsjord, og det forstår Manuel. Det er muligvis den tidligste roman, der behandler sustainability? Manuels tid i Cuba var hård; forholdene var barske og hans politiske bevidsthed er vakt. Ved hjemkomsten sætter han gang i en lavine af handlinger.

De ældre i landsbyen er meget religiøse, og mener at alle deres ulykker skyldes, at Gud har for travlt til at høre deres bønner. Manuel er marxist, som så mange panafrikanske ledere, som var trætte af kolonialismen.

Manuel forelsker sig også i en af landsbyens unge piger, Annaisse; men hun er allerede forlovet med en anden. Det bliver en hanekamp mellem de to mænd. Mens Manuel samtidig forsøger at lave oprør mod vandforsyningerne til landsbyen, bryder konflikten ud i lys lue, og Manuel dræbes.

Det bliver til en meget opponerende historie mellem ideologier på mange fronter og der mærker man, at det er en anden generation, der skriver. Det er tydeligt mærket af netop mellemkrigstidens strømninger, og sproget er til tider ikke godt at læse i dag. Desuden er en del på kreolsk - fransk kreolsk vel at mærke; men selv jeg måtte altså ty til fodnoterne for at forstå alle termer.

Ikke en skidt bog - men måske lidt forældet på trids af de vigtige ideologiske idéer.