- Dansk
- 24.-28. marts
- 352 sider
I februar læste jeg den første del af historien om Jytte - eller rettere forfatterens guide til hvordan man gør sine strategier mere forståelige og spiselige for den menige medarbejder; og ikke mindst sine kunder!
Jeg faldt jo derfor straks for fristelsen til at investere i andet bind; den kommer alligevel nok ikke mere ned i pris.
De to bøger kan jo sagtens læses uafhængigt af hinanden; dog er der visse reference i denne til den første bog. Har man tillige besluttet sig for at læse begge bøger - så vil jeg derfor stærkt anbefale at starte med den første.
Denne gang behandler Münster tre paradokser om forandring og motivation. Mange virksomheder har en tendens til at bruge ufattelige ressourcer på at opfinde forkromede planer til, hvordan en ny verden skal se ud. Primært er det ledelsen, der sidder i konferencer på et hotel og finder på det hele - for så at komme hjem på kontoret, og opdage, at mailboksen er fuld og der ikke er tid til at implementere det. At medarbejderne slet ikke er med på vognen. Så det går galt - og året efter finder man så på en ny strategi.
Det kender vi vist alle! Der er så meget energi lagt i projekter, der aldrig bliver fuldført.
Som medarbejder har jeg flere gange selv oplevet, at man til sidst ikke rigtig tager det seriøst. For inderst inde tænker jeg jo, at det bliver alligevel aldrig til noget - så hvorfor skal jeg spilde en masse tid på det nu, hvor jeg har supertravlt med "rigtigt" arbejde. Så hvis det nu viser sig at være en holdbar strategi eller et projekt, jeg reelt skal arbejde på, så har ledelsen allerede mistet lidt af mit engagement fra starten.
Hans mantra i denne bog er, at man skal tage mange små skridt for at opnå de ønskede ændringer i både mentalitet, motivation og målbare ændringer. Det giver jo mening!
For sådan er det jo igen og igen med denne type bøger; når man ser det sort på hvidt er det soleklart og logisk. Men nogen skal jo have skrevet det ned først.
Bogen er opdelt i ni store kapitler; og det passede mig fint - med denne slags bøger har jeg behov for at lade tingene synke lidt. Så jeg tog min tid, og rationaliserede en del over, hvor mange paralleller jeg kunne finde tl mit job. Desværre henvender bogen sig også mest til de ledere, der har beslutningskraften - i praksis ville det nok være svært for mig at kunne gennemtrumfe nogle af disse idéer. Desværre!
No comments:
Post a Comment