Les fils conducteurs - Guillaume Poix

 

• Fransk
• 8.-10. marts
• 224 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Agbogbloshie er et grimt ord; lige så grimt som fortællingen om stedet - denne roman var så ond på mange måder, at det gjorde ondt at læse. Det er ikke en thriller om mord og ulykke; men ganske almindelig "hverdag" for nogle mennesker her på kloden. Det gør blot grimheden og ondskaben større; og da jeg havde lukket den, var det med en forfærdelig smag i munden.

På den ene side har vi Thomas - en fransk-schweizisk fotograf i 30'erne, som venter på sit store gennembrud. Nu tror han en historie i Afrika kan give ham netop det; og han tager den hårde tur derned med et cargoskib fra Hamburg til Accra. Han vil "opleve" det hele så autentisk som muligt; og forestille sig, hvordan fx et gammelt udslidt fjernsyn fra Europa ville tage turen. Men det er jo netop den forkælede hvide overlegne indstilling - for han er jo for det første ikke et fjernsyn, og for det andet kan selv ikke den største immersion i Afrika i nogle dage, hvor han tager tilbage til sit hotel hver aften, give ham en indikation af, hvad denne "hverdag" er!

På den anden side har vi 11-årige Jacob, hvis far er død. Jacob og moderen må forlade den plantage, hvor faderen arbejdede - og de boede - for at tage til hovedstaden Accra. Moderen, Ama, finder arbejde ved at sælge små plasticposer med vand udenfor Agbogbloshie - og hurtigt finder Jacob arbejde indenfor.

Og hvad er så dette mystiske sted? Måske en repræsentation af helvede på jord!

Agbogbloshie er en enorm affaldsplads for e-affald - altså hårde hvidevarer, elektronik og alt andet, som skal nedbrydes og genbruges. Jeg kan læse mig til, at der er vidtgående diskussioner om dette er en officiel endestaton for transporter fra Vesten med det ene formål at dumpe dem i Afrika. Eller er det fordi Afrika i årtier har opkøbt vores aflagte varer, som er gamle og langt mere forurenende end moderne produkter. Op mod 40.000 mennesker lever der midt i evige flammer, som udspringer af alt det farlige affald - og selvfølgelig med forfærdelige helbredsrisici.

Jacob møder de to 13-årige drenge, Isaac og Moise, som er forældreløse og bor inde i området. De begynder at arbejde sammen, og især Moise er glad for Jacobs ankomst i gruppen. Han er så medtaget i lungerne, at han ikke kan løbe hurtigt længere - og det er barske vilkår derinde.

Da Thomas ankommer i Accra, vil han finde nogle, der kan få ham derind for at tage billeder. Det viser sig at være sværere end som så, men endelig finder han de to hustlere, Wisdom og Justice.... interessante navnevalg!

De er i princippet alfonser, og jagter de unge drenge for at sælge dem til de hvide turister. 

Isaac arbejder for dem; og da Moise sladrer til Jacob ender de i et slagsmål; et par dage senere dør Moise og bliver smidt i Atlanterhavet.

Thomas får endelig adgang til området - og accepterer den underforståede idé, at han vil have sex. Det kan han jo bare lade som om, tænker han. Han får sine billeder af blandt andet Isaac og Jacob; men da handlen skal ske træder Jacob ind og tager Isaacs plads med begrundelsen, at han er jomfru. Han er 11 år gammel!

Thomas vil ikke have sex; i stedet taler Jacob om arbejdet - men de ender med at falde i søvn i en hule på lossepladsen. Da Thomas vågner om morgenen med Jacob i sine arme, er han underlig opstemt og pludselig har han analsex med den lille dreng. Jacob dør af hjertestop under akten. Thomas efterlader ham på lossepladsen, og flygter.

Parallelt med denne tragedie er der historien om det fjernsyn forfatterens forældre købte i 1986 i Frankrig. Jacob ender med at finde det på lossepladsen - så godt som nyt. Han vil sælge det til en brugthandler, som påstår det ikke virker og giver ham 6 kroner for det. Senere vil Jacobs mor Ama glæde drengen, og køber det nu velfungerende fjernsyn (det har det jo hele tiden været) - for 200 kroner. Da hun skal bære det hjem, taber hun det og skærmen knuses. Det var alle de sparepenge hun havde tjent på tre måneder.

Hun står der i gaden med det ødelagte fjernsyn fra forfatterens forældre; samtidig kommer Isaac gående med hendes søn, der er død under en voldtægt og Isaac sætter ild til sig selv og den døde Jacob.

Således er alle tre drenge døde direkte eller indirekte på grund af vores vestlige livsstil.

Epilogen beskriver ferniseringen af en fotoudstilling i Genève, hvor fotografens "fantastiske" billedserie af drengene fra lossepladsen har gjort ham til en stor stjerne.

Det er barsk! Jeg havde kvalme, gåsehud og alt mulgt andet, som en thriller aldrig kan give mig - fordi dette er ganske almindelig hverdag for mennesker i nogle lande - og selvfølgelig især på kontinenter som Afrika. 

Forfatteren gør intet for at tage trykket af grusomheden; den hvide mand bliver blot personificeringen på den udnyttelse, som de allerede lever under på lossepladsen. Og der er ingen, ingen, ingen undskyldninger for hvordan vi stadig behandler Afrika.