Wednesday, August 30, 2017

Une part de ciel - Claudie Gallay



























  • Fransk
  • 23.-30. august
  • 602 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Claudie Gallay er faktisk en forfatter, jeg rigtigt godt kan lide - men det er faktisk en del år siden, keg sidst læste hende. Måske fordi den roman ikke greb mig så meget som de forrige. Men nu var der gået passende lang tid, og hendes særegne rolige tempo passede perfekt til den trang, jeg havde til at fordybe mig i en lidt længere roman end de senere.

Hun er særdeles glad for lidt øde og dystre landskaber; det foregår aldrig i sol og sommer - altså faktisk på nær den ene roman,jeg ikke brød mig om. Tankevækkende! Det er lidt som Pamuks Istanbul, hvor der også altid er gråt og en anelse farligt.

Gallays yndlingsemne er forholdet mellem mennesker; helt almindelige mennesker med helt almindelige liv, som jo alligevel er særlige fordi det er netop deres liv.

Carole er en nylig fraskilt kvinde i starten af fyrrerne, som rejser op i bjergene for at mødes med sine søskende - en ældre bror, Philippe, og en yngre søster, Gaby. De mødes fordi de regner med at deres far efter flere år fravær vil dukke op. De har modtaget en snekugle, som igennem hele deres liv har været en form for kodeord for hans tilbagevenden efter endnu en pause fra familien. Ikke nødvendigvis grundet en krise; snarere hans wanderlust.

Og nu sidder de så der i december måned, og venter på ham igen. De to andre bor permanent i bjergene, og trives med de barske levevilkår - Carole er bymennesket, der rationaliserer og bør forholde sig til alting. Og at være retur i barndommens omgivelser vækker minderne om den brand, hvor deres mor måtte vælge to af de tre børn, da hun skulle redde dem ned fra loftet. Søsteren - oven i købet den yngste - blev fravalgt, og lider nu af kroniske helbredsproblemer. Og Carole af kronisk skyld.

Der foregår egentlig ikke så meget i den halvanden måned. De venter. Hvert kapitel er en dag. Og hver dag starter med, at Carole fotograferer servitricen fra den lokale bar, når hun ryster lagener. Det er et underligt stilleståendemiljø, men hvor netop de små ting, og de humane relationer pludselig får en anden og dybere dimension. Det er mindst lige så megetdet, der ikke sker og det, der ikke siges, der giver betydning.

Jeg tror ikke, at hendes romaner ville finde et dansk publikum - men på fransk er de stort set altid skønne!

Thursday, August 24, 2017

Jomfruen fra Norge - Tore Skeie



























  • Dansk
  • 20.-22. august
  • 317 sider


Det er jo yderst sjældent, at jeg læser danske bøger - primært grundet den ufatteligt elendige korrekturlæsning disse ofte præges af. Der er en grum mangel på kvalitetskontrol hos danske forlag må man formode. Desuden er bøgerne ofte forholdsmæssigt dyre grundet de små oplag. Men denne fandt jeg til en god pris.

Denne var jo heller ikke som sådan dansk, da den er oversat fra norsk - men den var dog på dansk. Og den var heldigvis af en glimrende "teknisk" kvalitet. Historien i sig selv var ovenud fantastisk og dybt fascinerende.

Jeg læser heller ikke nær nok om nordisk historie; hvor jeg til gengæld har spist mig igennem utallige bind af biografier af franske og engelske monarker og deres landes historie. Så det var fornyende og interessant at finde en så velskrevet biografi af personer og en tidsalder, som var ny for mig.

Det 14. århundrede har muligvis færre skrevne overleveringer i Norden end i det sydligere Europa - ikke desto mindre er det en ufatteligt spændende periode, hvor magten skifter konstant mellem de tre kongeriger, der skulle ende med at blive et for noget tid. Inden de igen blev splittet på kryds og tværs, og nu er tilbage ved udgangspunktet som tre lande.

I 1290 sendes en ung norsk prinsesse, Margrete, på et skib mod Skotland. Hun er norsk prinsesse og skotsk barnedronning gennem sin mor; og nu skal hun vies til den engelske tronarving for at sikre Englands fredelige overtagelse af Skotland. Men skibsrejsen er brutal her om vinteren, og ankommet til Orkney-øerne dør hun, og vender tilbage til Bergen i en kiste.

Det bliver på sin vis starten på en turbulent tid i de nordiske lande, som styres af Håkon V i Norge, Erik Menved i Danmark (efter, at faderen Erik Klipping jo brutalt var blevet myrdet i Finderup Lade) og endelig kong Birger i Sverige.

De er alle intrigante og kampstridige, og landegrænserne er jo slet ikke som i dag. Især Sverige er kompliceret, da store dele tilhører enten Norge eller Danmark - især det eftertragtede Halland, som styrer søfarten og dermed toldafgifterne. Den svenske konge lider under to brødre, Erik og Valdemar, som har umådeligt svært ved at kende deres plads under kongen, og konstant forsøger at skabe alliancer for blot at bryde dem igen ved først givne lejlighed. Ikke desto mindre bliver hertug Erik forlovet med Håkons unge datter, allerede da hun var spæd - selvom han i flere omgange forrådte hendes far kongen. 

Det interessante ved denne historie er måske netop, at synsvinklen er Norge - vi betragter Danmark deroppefra og det giver et helt andet billede end vores egen historie, hvor Norge jo mere har været underlagt os. Men på den tid var Norge vigtig; det stoppede så i midten af det 14. århundrede, og da de endelig blev selvstændige igen i 1905 var det jo med et konstitutionelt monarki.

Det er en spændende og hæsblæsende skildring af magtkampe og krige (selvom disse nu mest var langsommelige belejringer uden meget aktion); men også så vidt det er muligt med personskildringer af disse mennesker om hvem vi ved så lidt.
De levede kort og intenst, og deres person blev mest målt i værdi på ægteskabsmarkedet. Alligevel fremstår de realistiske, og man glemmer helt, at det ikke er en roman.

Jeg var meget begejstret, og har bestemt lyst til at dykke mere ned i nordisk historie nu. 

Saturday, August 19, 2017

Maigret på Montmartre (Maigret XXXVI) - Georges Simenon




























  • Fransk
  • 18.-19. august
  • 186 sider
  • Originaltitel: Maigret au Picratt's

Efter den sidste noget overraskende - men også geniale - roman i Maigret-serien, er vi nu tilbage i den traditionelle mordopklaring.

En danserinde fra en af Montmartres obskure barer vælter halvberuset ind på den lokale politistation klokken fire om morgenen for at fortælle, at hun har overhørt to mænd planlægge et mord på en komtesse. De lader hende sove rusen ud, inden de henter hende ind til Maigret på Politigården - og nu vil hun pludselig intet sige. Hun vil bare hjem og sove - og her findes hun kvalt blot et par timer senere.

Så nu er Maigret jo på udkig efter en komtesse, der måske er den næste i rækken - og han slår sig ned i natklubben, Picratt's, for at finde ud af, hvem den unge danserinde var. Det viser sig oven i købet, at en af hendes ihærdige beundrere er en af hans egne unge mænd, der var opsat på at få Arlette væk fra det liv. Håbløst forelsket er han; og helt sønderknust nu.

Tidligt på aftenen finder de så en myrdet komtesse; en afdanket ældre kvinde, der er afhængig af morfin, og lever uhumsk og sølle omgivet af sine sprøjter og rødvinsdunke. Men hvor er forbindelsen mellem de to kvinder, som ikke kendte hinanden? Og hvorfor sagde Arlette, at hun havde hørt de to mænd tale, når ingen i natklubben har set to mænd den nat?

Maigrett slår sig mere eller mindre ned på natklubben, som bliver hans hovedkvarter mens hans mænd vandrer Montmartres gader tynde. Det er et mikrokosmos, hvor alle kender alle - men ingen kender tilsyneladende den mand, som de hurtigt identificerer som morderen.

De ender selvfølgelig med at finde ham - men han bliver dræbt af skud under anholdelsen. Ved man så reelt om det var ham? Den slags detaljer er jo mindre relevante for den kære Maigret - og det er jo også ham, ved vi som læsere.

Et pudsigt træk i denne roman er, at fru Maigret faktisk slet ikke nævnes. Hun er ellers altid i periferien for at passe på sin kære mand. 

Friday, August 18, 2017

La Jeune Épouse - Alessandro Baricco



























  • Fransk
  • 16.-17. august
  • 256 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat


Jeg ved ikke helt om jeg skal grine eller græde over denne bog - eller mit køb af den!?

Jeg er kæmpe fan af Baricco; hans bog 'Silke' er for mig stadig en af de smukkeste bøger, der findes og uden tvivl den, jeg har foræret væk i gave flest gange på alverdens sprog.

Ikke mange af hans bøger oversættes til dansk, men Denne historie er netop oversat, og er også et pragteksemplar af hans litteratur. Jeg har kunnet lide samtlige af hans bøger uden undtagelsel; det har faktisk altid været stor begejstring, og jeg har derfor aldrig været i tvivl om jeg skulle købe den næste. Jeg ventede meget længe på paper back-udgaven af denne, og utålmodigheden voksede indtil den endelig udkom i sommers.

Derfor er følelserne nok endnu mere ambivalente!

Historien er som altid meget mystisk; her har vi Den Unge Brud - hovedpersonen - som ankommer til familien for at gifte sig med Sønnen, som det er blevet aftalt tre år tidligere. Sønnen er dog ikke hjemme, da hun ankommer og hun bliver boende i huset sammen med Moderen, Faderen, Onklen og Datteren. Perioden er lidt udefinerbar, men i Italien omkring 1920 er et godt bud.

Fortælleren er til tider i første person og til tider i tredje person. Problemet er nok, at første personen skifter tit og brat uden varsel - og det er fuldstændigt umuligt at navngive fortælleren i det hele taget. Det forvirrer desværre mig en del!

Mens hun venter på Sønnen, som i mellemtiden ser ud til at være forsvundet i England, drages hun ind i familiens hemmeligheder. De tager hende under deres vinger, og beslutter sig for at overvåge hendes erotiske opdragelse. Det starter med Søsteren, der lærer hende at masturbere, og det kulminerer da Faderen skaffer hende et job i byens bordel. Dialogerne er spontane, og oftest er det ikke nemt at gætte mellem hvilke personer, de foregår. Teksten er stort set ud i et stykke - ingen kapitler, men et par afsnitsafbrydelser hist og her. Og så fortælleren, som midt i handlingen, drager ud af en helt anden tangent og iblander sine egne observationer om hint og andet.

Jeg læste den vel mere i håbet om at blive fanget senere hen - end af ren nydelse, som jeg sædvanligvis gør med Baricco. Jeg er vist ikke snerpet, synes jeg - men jeg brød mig heller ikke om den erotiske dagsorden i bogen; den slags er generelt for mig totalt overflødigt på trods af den stigende trend indenfor denne genre.

Jeg var faktisk slet ikke med i historien på noget tidspunkt; jeg overvejede at stoppe - men min nysgerrighed løber altid af med mig. Denne gang vandt den bestemt ikke!

Wednesday, August 16, 2017

Den underjordiske jernbane - Colson Whitehead



























  • Engelsk
  • 13.-15. august
  • 320 sider
  • Originaltitel: The Underground Railroad


En af det sidste års helt store udgivelser - ikke mindst efter, at selveste Obama bekendtgjorde, at den stod på hans liste over bøger, der skulle læses i sommerferien.

Den har desuden vundet både Pulitzer-prisen og National Book Award for Fiction; noget, der ikke er sket for den samme bog siden 1993. 

Så der var meget høje forventninger, der heldigvis blev indfriede!

Historien er den barske fortælling om de sorte slaver i midten af det 19. århundrede, og deres kamp for at flygte. Det var stort set umuligt, og ikke mange kom særligt langt inden de blev fanget af professionelle slavejægere, der indkasserede en større eller mindre dusør for dem. 

Hovedpersonen er Cora, hvis mor selv flygtede, da Cora var 10 år gammel og dermed efterlod hende til en sikker grusom skæbne. De andre slaver var efter hende - til dels af jalousi over den mor, derslap væk og aldrig blev fundet; og til dels fordi Cora kæmpede for sit eget. Så for at knække hende tager de hendes lille køkkenhave, og voldtager hende. Derefter ender hun i et særligt hus med andre kvinder, som betragtes som anderledes ... eller lidt halvgale!

Hendes redning bliver Cæsar, en ny slave, der ankommer til plantagen og udser sig Cora som flugtpartner. Han tror, at hendes mors succes bringer held, og sammen flygter de gennem den underjordiske jernbane. I bogen fremstilles denne jernbanehelt som togvogne, der kører under jorden ud af sydstaterne, og bringer slaverne til en bedre fremtid. I virkeligheden var det ikke et reelt tognetvær, men et netværk af folk, som husede dem og sørgede for videre transport. De benyttede sig af terminologien fra jernbanerne som fx billet, konduktør, stationer etc.

Jeg synes ikke, at det er forstyrrende, at bogen benytter disse metaforer. Coras rejse beskriver til dels disse etaper, men i lige så høj grad de pauser, der er imellem rejserne. Perioder, hvor hun arbejder og lever blandt andre flygtninge - indtil faren igen nærmer sig.

Coras oplevelser fortælles i hovedafsnittene, mens de kortere afsnit imellem er historierne om nogleaf de vigtigste protagonister - slavefangeren Ridgeway, Cæsar, hendes mor Mabel, den hvide kvinde Ethel etc. Dermed får man et mere komplekst og komplet af det tidsbillede, som slaveperioden jo var.
Den frigivne slave Frederick Douglass kritiserede jernbane-konceptet i sin fantastiske selvbiografi; ikke desto mindre blev det vejen ud for titusinder af mennesker, hvoraf mange tog turen helt til Canada.

Det er en virkelig barsk roman; for det er ikke kun deres status som slaver, der er opslidende på krop og sjæl. Slaverne lever jo også under en intern hakkeorden, da det virkelig er survival of the fittest. Og senere bliver Cora tilbudt at blive steriliseret - en metode de hvide benyttede på trods af deres holdninger til frigivelse af slaver. For der var jo det problem, at de var så mange - og frigav man dem alle, så ville de være i overtal i visse byer eller stater;og det ønskede man trods alt heller ikke.

I lyset af de nylige raceoptøjer i USA er det desværre en debat, der stadig er aktuel - og spørgsmålet er vel reelt set om den befolkningsgruppe nogen sinde slipper helt fri - på trods af Obama og al anden rationel evolution.

En bog, der bestemt har fortjent sine priser- og som jeg varmt kan anbefale!

Saturday, August 12, 2017

Maigrets memoirer (Maigret XXXV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 12. august
  • 189 sider
  • Originaltitel: Les mémoires de Maigret

I 1951 har Simenon skrevet 35 krimier med Maigret som hovedperson; en hovedperson, der i starten i 1929 allerede var en moden mand i midten af fyrrerne. På et tidspunkt sender Simenon ham på pension, og der er flere "huller" i serien som fx mellem 1934 og 1939, og 1943 og 1947. Til gengæld skrev han en lang række andre krimier - han var produktiv. Udover Maigret-serien på 75 krimier og 28 noveller, skrev han 117 andre krimier, og en stor del af dem altså i tomrummene mellem Maigrets eventyr.

Da han startede Maigret-serien var det med seks bind, og det var slet ikke tænkt som et livslangt værk. Men den form for 'banegårdsromaner', som man kalder det på fransk, fik stor succes og forlaget bad om flere efter det planlagte stop i 1934 efter bind nummer nitten. 

Men det skaber jo så problemet med at få placeret en korrekt kronologi og naturlig udvikling i Maigrets liv, da han jo i 1951 skulle være 64 år gammel - og pensionsalderen for politifolk i mellemtiden var ændret til 65 år. Dog havde Simenon vel nu indset, at han ikke kunne slippe sin protagonist - og vel også, at der var gode penge i ham!

Simenon foretager derfor intet mindre end en genistreg! I Maigrets memoirer er det nemlig Maigret selv, der fortæller i første person. Her forklarer han, hvordan han en dag er blevet kontaktet af en ung journalist omkring 1927-28 - Simenon er født i 1903 - som vil studere ham og Politigårdens som research til en krimiserie. Da bøgerne udkommer opdager Maigret, at forfatteren Georges Simenon (!!!) har baseret sin hovedperson på ham selv - og med samme navn. Maigret bliver nu pludselig lidt berømt - men han er utilfreds med visse detaljer, som han mener gør ham til en karikatur.

Han fortæller yderligere, at de sager, som Simenon beskriver i sin serie om politimanden slet ikke er foregået i virkeligheden; at Simenon roder rundt i årstal, så han en dag er ung og den næste dag gammel - og at det slet ikke passer med de sager, han reelt har arbejdet med i forskellige perioder af sit liv. Han tager det dog ret godmodigt, og Simenon og ham bliver private venner og det er også Simenon, der låner Maigret-parret lejligheden på Place des Vosges på et tidspunkt. Ligesom Maigret i sine erindringer indrømmer, at han accepterede rejsen til USA, fordi Simenon på det tidspunkt boede der - og så kunne han jo se sin ven samtidig; og hermed refererer han til Arizona-mysteriet.

Det er jo virkelig exceptionelt - her har vi forfatteren, der skriver i første person som sin vigtigste personnage - om sig selv som forfatter! Han giver Maigret mulighed for at fylde de huller denne mener, at Simenon har overset - blandt andet får vi her historien om hans barndom, hans medicinstudie, der bliver afbrudt og om hvordan han mødte Louise, Madame Maigret.

Ikke alene skifter de roller og overtager hinandens plads; men det giver også Maigret mulighed for at forklare, at denne forfattertype jo er lidt underlig som sådan nogle kunstnere er. Derfor skal man ikke tage det så nøje, at han roder rundt i årstal og ikke kan finde ud af, hvor gammel han, Maigret, er. Det løser jo Simenons problem med en aldrende protagonist, der skal placeres i en naturlig udvikling. Det legitimiserer hele serien, og fritager Simenon for yderligere forklaringer i de mange (fyrre) bind, der følger efter disse erindringer.

Det er morsomt, unikt, genialt! Virkelig en opfindsom måde at trække en streg i sandet, så han ikke skal belemres med spørgsmål om sin hovedperson og blot kan benytte ham frit. Samtidig understreger det jo den symbiose, der er opstået mellem forfatteren og hans person - og nu er linjerne klare.

Den taktik har jeg vist aldrig set før; men nu har jeg jo heller aldrig læst en serie med så utroligt mange bind. 

Friday, August 11, 2017

Jeg har et tæppe i tusind farver - Anne B. Ragde



























  • Dansk
  • 8.-11. august
  • 252 sider

Jeg har læst en del af Anne Ragdes bøger, men det er efterhånden en del år siden. Ikke desto mindre var jeg jo ret sikker på, at jeg ville kunne lide denne - selvom det ikke er en roman. Anne Ragde skrev allerede i Arseniktårnet om sin familie, men navnene var ændrede og jeg syntes, at den manglede en afrunding, som forklarede hele den krise, der tilsyneladende var mellem Annes mor og mormor. Det kommer vi heller ikke meget nærmere her - måske skal man også blot respektere, at visse familiekriser ikke skal udblæses i fuld offentlighed!

Annes mor er ved at være en ældre dame; og pludselig ikke længere så frisk - denne bog beskriver moderens sidste tid med rædsomme oplevelser i det norske sundhedsvæsen. Det overraskede mig noget, da jeg troede, at det var noget bedre end vores danske. Tilsyneladende ikke!

Men det er også en meget kærlig historie om de samtaler de to har, nu hvor de ved, at tiden nærmer sig. Anne får derfor den idé at skrive om moderen - og det er den ældre dame vældigt stolt af. Det er jo ikke en historie om moderens liv; det er en fortælling om den sidste tid, og deres forhold. Det er tilbageblik til en barndom og en ungdom - men igen er det sporadisk og ikke fuldgjort, synes jeg.

Jeg kan sagtens forstå, at man har sine grænser - og at man ikke vil udlevere for meget. Jeg synes dog stadig - som i Arseniktårnet - at det bliver lidt for flydende og ustruktureret.

Dermed ikke være sagt, at der ikke er smukke øjeblikke - der er humor, grin og tårer i de livshistorier de to kvinder deler. Der er sødme og melankoli i afskeden, og sprogligt er det en fryd at læse Ragde. Men måske er den skrevet for meget i selve afskedsfasen med for lidt distance?

Jeg ærgrede mig også over, at Gyldendals forlag tilsyneladende endnu engang har svært ved at korrekturlæse. Det var ret grelt i denne bog desværre.

Monday, August 7, 2017

Fru Maigrets veninde (Maigret XXXIV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 6. august 
  • 188 sider
  • Originaltitel: L'amie de Madame Maigret

Jeg måtte jo op på min Maigret-hest igen selvom han skuffede mig dybt i det 33. bind; men det var jo principielt mere Simenon end Maigret selv.

Heldigvis må det have været en momentan tilstand, for her finder man både Maigret og Simenon i topform!

Fru Maigret spiller jo som regel en ret tilbagetrukket og anonym tilværelse; hendes rolle er at stå klar med varm mad og tøfler, når Maigret vender hjem fra den barske verden, hvor han har bekæmpet de onde. Hun kommer med velmenende moderlige formaninger, og sørger for at pakke hans varme tøj, når han skal finde de onde længere væk fra den hyggelige rede på Boulevard Richard-Lenoir.

Således sætter hun også denne morgen dagens gryderet over, inden hun skal til tandlæge. På vejen sætter hun sig på en bænk, og konverserer med en ung dame. Ganske som hun har gjort det de andre dage. Men i dag forsvinder damen pludseligt og beder hende holde øje med en lille toårig dreng; fru Maigret har jo et ømt punkt for alle de børn hun aldrig selv fik. Men hun bliver alligevel bekymret og faktisk også lidt gal, da damen først vender tilbage to timer senere. Hun har misset sin aftale hos tandlægen, men hvad værre er - Maigret kom hjem til en brændt kasserolle, og måtte spise ostemadder den dag. Det er nok hendes ægteskabs kulinariske lavpunkt.

Maigret arbejder på en sag om en bogbinder, som man mener har brændt et lig i sin ovn - men hvem?
Det bringer ham igen på forsiderne af byens aviser; og ved et skæbnens sammentræf bruger man et billede fra hans ferie ved havet, hvor fru Maigret optræder ved siden af ham.

Hvad der tilsyneladende var en håbløs sag for Maigret og en irriterende hændelse for fruen, bliver nu pludselig til en mere alvorlig affære, der accelerer, da forbryderne ser det billede. For den unge kvinde fra parken er en del af en professionel bande, der laver forfalskninger og begår tyverier. Og nu tror de jo, at fru Maigret hjælper sin mand!

Det gør hun på sin vis også; men uden hans viden. Hun mener nemlig ikke, at han (eller politiet i det hele taget) har forstand på kvindehatte. Så hun finder den modist, der har lavet den unge kvindes hvide hat - og faktisk leverer hun ofrenes navne på et sølvfad til Maigret!

Som sagt så var det tilbage til den sædvanlige Simenon; selvsagt er der efterhånden nogle scenarier, der begynder at gentage sig - men det er alligevel imponerende, at han efter så mange krimier stadig kommer med unikke plots!

Sunday, August 6, 2017

Icons - Steve McCurry



























  • Engelsk
  • 6. august 
  • 100 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

For et par uger siden var jeg i Bruxelles - på hjemmebane for at besøge venner og få den kulturelle indsprøjtning, der så meget mangler i Danmark desværre. Denne gang blev det til en absolut fantastisk udstilling af den amerikanske fotograf Steve McCurry, hvis værker, jeg har beundret i mange år.

Jeg elsker hans portrætter af mennesker fra verdens afkroge; mennesker, som bærer så meget smerte og livsvisdom i deres blikke - og udstillingen her var virkelig imponerende med mere end 200 fotografier i stort format. Ophængningen var yderst original - alt hang på tynde lagner, i en komplet labyrint, så man ikke fulgte en snorlige vej, men sprang rundt i tid og sted.

McCurry har dækket politiske konflikter, naturkatastrofer, krige - og han har taget helt almindelige billeder af helt "almindelige" mennesker; men jeg er knap så begejstret for hans senere arbejde, der i mine øjne mangler sjæl. Men det er også sværere og sværere at finde de befolkningsgrupper, der lever isoleret og i deres egen kultur, når man i dag ser Adidas t-shirts midt ude i den afrikanske ørken. 



























Mest berømt er vel nok hans billede af den unge afghanske pige, der prægede forsiden på National Geographic i 1984 - de grønne øjne, og den mutte mund; stoltheden og angsten, der på samme tid kigger os lige i øjnene. Atten år senere tog McCurry tilbage for at finde hende; udstillingen viser en utrolig dokumentar om den kamp det var at lokalisere hende blandt de mange, der håbede på deres 15 minutes of fame.

Han fandt hende, og tog nye billeder, der fortæller en anderledes barsk livshistorie i hendes øjne.

Jeg købte selvfølgelig en bog på udstillingen - den viser et antal fotografier, vi så der, men akkompagneret af McCurrys fortælling om hvor og hvordan disse billeder blev taget.
Jeg morede mig med samtidig at tage en tur i Google Earth for at gå i hans fodspor - mange billeder er fra 1990'erne; og det er utænkeligt at kunne tage de samme billeder i dag. Lande har forandret sig; udviklingen har udryddet etnicitet - eller der er krige, der gør det umuligt at rejse der.

Samtidig opdagede jeg, at det jeg så ikke altid var den virkelighed, der reelt var bag et fotografi, når jeg læste McCurrys kommentarer. Hvad ser man i et billede? Som drengen nedenfor... er det en leg? Er det fotografen, der har bedt ham om at stille sig op - men hvorfor græder han så?
Det var derfor en ganske smuk og unik bog; som man vil vende tilbage til igen og igen på grund af de fantastiske billeder - og historierne, der tilhører dem.


Saturday, August 5, 2017

Shamanen - Noah Gordon



























  • Engelsk
  • 31. juli - 5. august
  • 652 sider
  • Originaltitel: Shaman

Da jeg bestilte 'Helbrederen', havde jeg i samme omgang bestilt andet bind i Gordons trilogi.
Jeg ved dog ikke, om man oprigtigt kan kalde det en trilogi, når der er så mange år imellem de to første bind? Og jeg har vist allerede besluttet at jeg ikke vil bestille det tredje bind - på den anden side er det sikkert glimrende ferielæsning, når jeg til efteråret skal ud på en 11 timers flytur.

Helbrederen foregik jo i det 11. århundrede med de medicinske forudsætninger og forhindringer, man havde på den tid. I Shamanen er vi nu i Amerika i 1864, hvor den unge Rob J. Cole - også kaldet Shamanen - rejser hjem til familiens gård efter faderens død. Faderen var også en Rob J. Cole - ligesom Helbrederen og som alle førstefødte sønner i slægten siden det 11. århundrede. Ligesåvel som traditionen er, at disse førstefødte sønner bliver læger - hvilket jo unægteligt er nemmere i det 19. århundrede.

Disse sønner har også alle den særlige evne, som gør, at de ved at holde en patients hånd kan mærke om denne snart vil dø. Det minder mig faktisk lidt om Rutherfurds episke historiske romaner, hvor han altid har et særligt træk ved sine personer, der går i arv ned gennem generationerne. Om de har inspireret hinanden er jo svært at sige? Men de startede begge at skrive disse historiske romaner i slutningen af 1980'erne - Shamanen udkom i 1991 samtidig med Rutherfurds Russka. Som jeg nævnte i anmeldelsen af Helbrederen, så var der i den periode åbenbart en trend for historiske murstene - selvom de fleste nu synes at have fået større succes nu et par årtier senere.

Shamanen er i starten af tyverne, da faderen dør og han finder hans dagbøger, og så tages vi tilbage til 1839, da den unge Rob Cole ankommer fra Skotland til Boston. Han er allerede læge - men skal have et arbejde; det lykkes ikke godt i storbyens slum og han er fascineret af indianerne. Så han drager mod vest, og undervejs møder han det jødiske par Jay og Lillian Geiger, som bliver familiens tro venner igennem årtier. Her ser vi selvfølgelig en parallel til Helbrederen - men det jødiske religiøse aspekt spiller en langt mindre rolle i denne historie.

Som en anden nybygger starter han fra bunden i en lille by, der knap kan kaldes en by endnu - men at have en læge er attraktivt for Nick Holden, som sørger for at bygge lokalsamfundet op. Rob Cole møder indianere, der er forfulgte og landløse, og ansætter dem på sin gård. Det er ikke velset af alle, og slet ikke af hans egen hustru, da han gifter sig. Hun er jaloux på den indianske kvinde, der er deres shaman - men som ender voldtaget og knivdræbt; et mysterie, som bliver en del af familiens historie.

Rob Cole og Sarah får sønnen, som også hedder Rob Cole - men får kælenavnet Shamanen som barn. Han bliver dog døv som barn efter mæslingesygdom; men vil være læge som sin far - og man følger hans kamp for at nå dertil. Samtidig er det en politisk tid med tumult, da Amerika splittes mellemnord- og sydstater i spørgsmålet om slaveri.

Både far og søn involveres i Borgerkrigen trods deres pacifistiske principper; og de mødes endog over operationsbordet, hvor faderen endelig anerkender sønnen som læge i sin egen ret.
Der er stadig udvikling i medicinsk historie; basale ting for os som hygiejne - men som stadig var i eksperimenterede stadie dengang - og anset som hysteri af nogle.

Der er visse paralleller til Helbrederen; men det er i høj grad en absolut selvstændig historie, som er sprængfyldt af spænding. Jeg havde en anelse svært ved at blive fanget i starten - men det viste sig at skyldes en god sommerinfluenza; da jeg først kom i gang, blev de sidste 340 sider læst på en dag. 

Så selvom det ikke bliver til tredje bind, så vil jeg bestemt se nærmere på andre af hans bøger.