Wednesday, January 30, 2013

Kvinden, der forsvandt - Gillian Flynn
























  • Engelsk
  • 27.-29. januar 
  • 466 sider
  • Originaltitel: Gone Girl

Gillian Flynns krimithriller - som de nok så lovende beskriver den - er endnu ikke oversat til dansk; men da flere af hendes tidligere krimier er det, så skal denne sikkert også komme. Jeg havde selv set den på The New York Times bestsellerliste, hvilket til tider kan være en kompliment; men stadig er det jo amerikansk.

Men jeg havde dog høje forhåbninger, som overhovedet ikke blev indfriet - det gør det bestemt ikke bedre, at jeg i tiden inden havde læst så utroligt smukke bøger, at det ville være svært eller ganske enkelt umuligt at leve op til. Derfor skifter jeg til tider i genrer - men denne gang blev det lidt af et flop.

En julimorgen vågner Nick op til sin 5-års bryllupsdag, og går ned til konen, Amy, der er ved at lave pandekager til ham. Men man fornemmer, at det ikke er lutter idyl og så er der et brat cut til næste scene. Nick er på arbejde i sin bar i den lille søvnige mellemamerikanske provinsby, da naboen ringer for at alarmere ham. Og da han vender hjem er hoveddøren vidt åben, møblerne i stuen væltet rundt - og konen er væk.

Nick og Amy var det lykkelige unge New York-par, som begge arbejdede som journalister. Indtil krisen begyndte at kradse, og de mistede deres job. Da Nicks mor samtidig er døende, beslutter de at flytte tilbage til Missouri for at hjælpe søsteren med den kræftramte mor og den demente despotiske far. Amy har svært ved at vænne sig til denne tilværelse; hun er vokset op med overlykkelige forældre, som dog brugte hende som ventil og inspiration i deres række af børnebøger med hende i hovedrollen. Men heller ikke det varer ved, og Amy og Nick har lånt hendes forældre stort set alle deres penge - og resten er brugt til at købe baren for. Og nu er lykkelige lille Amy væk.

Ret hurtigt ved man dog, at ...
- Nick ikke har dræbt hende
- Nick ikke elskede hende længere
- Nick har en affære
- Amy slet ikke er så uskyldig og perfekt, som hun lader til
- Amy stadig er i live
- Amy selv har iscenesat hele forsvindningsnummeret

Men politiet går selvfølgelig efter den sædvanlige teori om, at manden gjorde det. Indtil tingene pludselig vender - dog på ingen måde overraskende; og derfra går det bare fra tamt til søvndyssende. Temmelig skuffende for en 'krimithriller'. Jeg kunne ikke se begejstringen - det var forudsigeligt, langtrukkent og jeg var lykkelig over at være nået tilvejs ende i Nick og Amys pinefulde kærligheds/hadshistorie.

Saturday, January 26, 2013

La Controverse de Valladolid - Jean-Claude Carrière

























  • Fransk
  • 253 sider
  • 24.-25. januar
  • Dansk titel: Ikke oversat

Den franske forfatter har tidligere genskrevet det historiske drama fra Valladolig til en teaterudgave; men nu er den omdannet til en historisk fortælling, som unægteligt gør det nemmere at følge end den oprindelige dialog baseret på de faktuelle hændelser i den spanske by, Valladolid, i 1550.

Det er et historisk drama, som på mange måder er uomtvisteligt aktuelt selv i vore dage. Den historiske baggrund er opdagelsen af Amerika, og udnyttelsen af de nye landområder af de spanske conquistadores. Den spanske konge - og kejser af det tysk-romerske rige - Karl V er ved at få moralske skrupler over de historier, han høre om behandlingen af de indfødte indianere.

På den ene side er der munken Las Casas, som begynder at kæmpe for indianernes rettigheder og imod den voldsomme behandlign af dem som slaver. På den anden side er der filosoffen Sepulveda, som bannerfører for underlæggelsen af kolonierne og dets befolkning, da disse er laverestående individer, som ikke kan klare sig selv. Deres modvilje mod at lade sig omvende til katolicismen er for ham beviset på deres manglende åndsevne.

Dermed starter debatten i Valladolid i 1550 med de to protagonister som debattører styret af Pavens udsendte, kardinalen som skal afgøre debatten. Det må siges at være historiens i hvert fald ført dokumenterede debat om menneskerettigheder.

De to parter fremfører hver deres argumenter for at bevise, at indianerne ikke besidder den samme sjæl som den hvide overlegne race (på den ene side) eller, at de derimod er den hvide mindst ligestillet med deres avancerede kultur og blot forsvarer deres egen tro i stedet for at underlægge sig vores.

Man bebrejder dem deres menneskeofringer til deres guder; men som debatten understreger kan man kun tale om menneskeofringer, hvis man antager dem for at være mennesker. Det er grum læsning fem århundreder senere; men for datiden var der såvel økonomiske som religiøse overvejelser på spil. Spanien havde på dette tidspunkt slået maurerne ud af deres land, og mente selv, at islam som religion var uddøende.

Las Casas argumenterer for det umenneskelige i den hvide mands behandling af indianerne; de sygdomme vi påførte dem i form af alkohol eller blot sygdomme medbragt på skibene fra den gamle verden. Han mener selv at have fejlet, da han i sin tid havde farme med indianere som slaver. Sepulvedea derimod henholder sig til Aristoteles' teser, som forsvarer volden som middel til at hæve den underudviklede befolkning - målet. Han har skrevet en bog, som han ønsker udgivet i de spanske territorier, men som møder en del modstand på grund af frygten for overfortolkning.

Der kom aldrig en reel konklusion på debatten i nedskrevet form, og de to parter anser begge sig selv for vindende. Men det får følger. Umiddelbart neddrosles ekspeditionerne til den nye verden - og blot nogle år senere abdicerer Karl V. som bekendt.

På længere sigt har Las Casas argumenter dog den stik modsatte virkning. For at skåne de 'sarte' indianere, begynder slaveeksporten fra Afrika nemlig rigtigt at tage fat - for den befolkning kan man med garanti konkludere er tættere på dyreriget end menneskeriget (efter datidens normer). Han er dermed uanende med til at fremme slaveriet af en anden befolkningsgruppe, som skulle blive endnu mere grusom og vidtrækkende om muligt. I forbindelse med Las Casas er der dog den eneste store fjel, som irriterer mig i bogen - han omtales som værende 76 år i 1550 - men født i 1484; det kan man hurtigt regne ud er umuligt og alle andre kilder nævner da også hans alder som værende 66 år under debatten. Irriterende fejl!

Men at genlæse reflektioner der er næsten sekshundrede år gamle får uvilkårligt en til at tænke på, hvor lidt den debat fremmede sagen de næste mange århundreder frem. Selv den dag i dag fortsætter racismen uforfejlet i mange lande.

Ironisk nok er Sydamerika dog i dag det mest katolske område i verden i såvel procentdel som befolkning; så der vandt spanierne deres kamp. Men de fik ikke ret i udbredelsen af islam - og religion er stadig den største og første årsag til krig. Netop derfor er det vigtigt at læse de gamle tekster for at forstå, hvor svær en kamp det er.

Thursday, January 24, 2013

Jeg har hørt et stjerneskud - Carsten Jensen


























  • Dansk
  • 14.-23. januar
  • 513 sider

Anden del af Carsten Jensens store rejseskildring fangede mig mindst lige så meget som den første; muligvis mere. Det er der nok en ganske enkel og ligetil forklaring på.

Efter at have krydset de mange lande med en kommunistisk fortid, bevæger han sig i andet bind tværs over Stillehavet til de mange små og meget ukendte øer som Papua Ny Guinea, Påskeøen osv. Han konfronteres i dette bind med nærmest det stik modsatte af oplevelserne på den første del af rejsen.
Det er kontrasten mellem diktaturer, der gjorde alt for at udviske mennesket som individ og fremme konformiteten til mødet med urgamle kulturer, hvor overtro og sagn spiller en stor rolle i deres livssyn selv i dag.

Jeg er jo omtvisteligt også mere tiltrukket af det eksotiske i rejser, og derfor appellerede denne fortælling virkelig til mig. Han rejser steder, som kun ganske få mennesker når at se, fordi de ligger så fjernt og øde. Det er netop det, der giver dem det skær af eksotisme, og heldigvis er masseturismen endnu ikke sat ind de steder.

Menneskene i Papua Ny Guinea er utroligt fascinerende, og igen bryder han det traditionelle rejsemønster og går på opdagelse i personerne og med dem. Det betyder mindre komfort men langt større oplevelser, og man føler til tider, at man er med på rejsen.

Efter de mange øer rejser han videre til Peru, og der er en del meget interessante historier om Thor Heyerdahls arbejde i landet - også lidt om, hvordan Paul Theroux kritiserer Heyerdahls teori om en kulturel sammenhæng mellem den peruvianske kultur og de figurer og mønstre, man finder i Polynesien. Det er jo ekstra interessant efter at have læst så mange af Theroux's bøger - som jeg bestemt ikke vil skamrose; men det er uddybende at se Carsten Jensens vurdering af rejsebøgerne ligeledes, da det jo er en genre helt for sig selv.

Der var en del flere småfejl i denne udgave - trykfejl, stavefejl og i starten af bogen er to kort byttet om; det er lidt forstyrrende for læsningen, og det undrer mig, at der i et genoptryk kan være så mange skønhedsfejl?

Men alt i alt en helt utrolig dejlig bog; det har virkelig taget mig mange år at nå frem til dem; til gengæld er de blevet nydt langsomt - denne på en lille bitte rejse for mig. Men der er mange facetter at tage fat i, og det er absolut material til genlæsning med den gode blanding af filosofisk undren over livet og håndgribelige historier fra rejseverdenen. Man kan også sagtens forestille sig, at der er indhentet en del baggrundsmateriale til en del af Vi, de druknede.
 

Sunday, January 13, 2013

Hopper - Rolf Renner

























  • Fransk
  • 13. januar
  • 95 sider

Man kan selvfølgelig diskutere om man skal læse om en kunstner og hans værker før eller efter en udstilling? Jeg købte denne gennemgang af Edward Hoppers værker på den store udstilling i Paris i går, og med billederne frisk i min erindring læste jeg dem i dag.

Havde jeg læst den inden, havde forfatterens tolkning præget min oplevelse på udstillingen - og jeg havde kigget efter de billeder, jeg havde set i bogen. Ved at læse den efterfølgende har jeg dannet mig mine indtryk, og kan sammenligne dem med forfatterens.

Jeg kan erindre min oplevelse af malerierne, og glæde mig over de nye, som er i bogen og ikke på udstillingen. Det er for mig den ultimative måde at optimere en udstilling - især, hvis det gøre i hurtig forlængelse af hinanden selvfølgelig.

Derudover gav såvel udstilling som bogen mig et langt mere nuanceret på Hoppers kunst end det, som er delvist ødelagt af plakatproduktionen og misformationen af visse af hans værker. Her er vi tilbage i det essentielle, og hvis man ikke vil bruge måneder på et dybdegående studie er Taschens kunstbøger helt aldeles glimrende til formålet.

Jeg har set verden begynde - Carsten Jensen

























  • Dansk
  • 6.-12. januar
  • 559 sider

Det lykkedes mig i lufthavnen endelig at finde Carsten Jensens rejseromaner til en fornuftig pris og i et dejligt format; og efter at have læst Kapuscinski og Theroux er jeg nok mere inde i den form for litteratur end da Carsten Jensen udgav sine bøger. For romaner er det jo faktisk ikke.

Jeg ved faktisk ikke, hvad der fik Carsten Jensen til at begive sig ud på denne lange rejse i 1992/93, som varede et årstid efter, hvad jeg kan regne mig frem til - muligvis et behov for en pause som forfatter eller fra Danmark, fra hverdagen? Under alle omstændigheder er det helt enestående rejseprosa, som dog adskiller sig fra de to førstnævnte. Kapuscinski opsøger problemerne og fattigdommen; Theroux lægger vægt på togrejsen i rejsen og ikke nødvendigvis opholdene undervejse - i øvrigt forsøger han at begrænse tiden udenfor togene.

Carsten Jensen rejser for at finde sig selv måske - i hvert fald for at opsøge sjælen i de lande, han besøger og komme i kontakt med befolkningen. Han har en langt mere filosofiks tilgang til tingene, og et citat på forsiden understreger dette: "Obligatorisk læsning for alle tænkende mennesker." Det er måske lige højtravende nok - for man skal bestemt ikke lade sig skræmme af dette. Læsningen er absolut tilgængelig, men man skal nok kunne nyde de litterære billeder og kunne sætte sig ind i hans også samfundskritiske observanser.

Han filosoferer over det at rejse på en måde, som tiltaler mig:

"Man var ingen, når man rejste - for de andre. Og for sig selv an anklager. Det var derfor, man skulle rejse, når man var ung og ikke havde så meget historie. Så blev rejsen måske en dannelsesrejse. Når man rejste i en moden alder, rejste man ikke i det håb at blive smeltet om og blive en anden."

På mine rejser som ung var jeg selv i centrum; det drejede sig om min underholdning - men nu rejser jeg længere væk og på en mere rå måde. Men som Jensen fordi det ikke længere om at danne mig, men om at opleve de andre. Han udtrykker det blot på en eminent måde.

Jensens rejse går gennem Rusland, Kina, Cambodia, Vietnam og Hong Kong - inden Hong Kong jo selvfølgelig igen var Kina. Men alle lande, som i årene inden havde været berørt af store omvæltninger. Ruslands fald fra kommunismen, Kinas overgang til markedsøkonomi, Vietnams krige etc. Han ser resterne, han taler med 'ofrene', han besøger museerne og reflekterer over, hvor de lande er nu og vil bevæge sig hen - alt afhængig af deres mentalitet og evne til at rejse sig.

Han funderer over hvordan revolutioner opstår - og mange af dem, vi oplevede i de sidste tiår af det 20. århundrede, kan karakteriseres ved hans opsummering af en samtale nogle år forinden med en ung rumæner:

"Der var to ting, som var utålelige under Ceausescu", svarede rumæneren, der ernærede sig som tolk, "for det første, at der kun var to timers fjernsyn om aftenen, for det andet, at alle Bukarests barer lukkede klokken enogtyve." Hvis man virkelig vil vide, hvordan historien leves og opleves, og hvorfor diktaturer tåles eller ikke tåles, eller revolutioner opstår eller udebliver, bør man lytte nøje til udagsn af denne slags."

Hans skildring skifter således mellem møder med mennesker og steder; hans forhold til en ung kvinde beskrives ligesom hans behov for at rejse alene og sætte sig fri af disse mange mulige forhold med såvel kvinder som mænd. Venskabeligt eller andet.

Det er fængende læsning, og som med alle rejsebøger har jeg dyb respekt for den, der kan gennemføre det - og en fantastisk lyst til at prøve det samme. Men det bliver nok ved læsningen!

Saturday, January 5, 2013

100 grønne løsninger - Erik Hoppe
























  • Dansk
  • 5. januar
  • 279 sider
  • Ikke færdiglæst!

Jeg havde set denne miljøløsningsbog omtalt et sted, og derfor ønsket mig den i julegave - så glæden i morges var stor, da jeg skulle læse den. Den stoppede meget meget hurtigt! Magen til BRAS har jeg aldrig set - og det er pinligt, at netop miljøet har måttet lægge træer til papir til dette.

Billederne i bogen er ualmindeligt flotte - men billeder gør desværre ikke alt. Jeg kan ikke gennemskue om teksten er oversat med Google Translate eller blot skrevet af analfabeter? Men ikke nok med det, så er tegnsætning, afstande mellem ord - eller mellem tekst og parenteser - sat op som af et 5-årigt barn! Har der ikke været læst korrektur på dette?

Jeg gav op efter ca. 35 sider. Det var for uhyrligt og et angreb på mit intellekt at være vidne til. Nedenstående lille collage giver blot et lille overblik over groteske sprog- eller lay-outfejl på de første sider. Jeg har slet ikke nerver til at se, om det fortsætter i samme stil. Der er endda ord, som slet ikke findes på dansk ... lærtiing???? Jeg kan slet ikke gennemskue, hvad der skulle have stået!



Måske skulle jeg have tjekket deres hjemmeside bedre inden jeg ønskede mig bogen; for allerede der starter overgrebet på det danske sprog. Hvis man læser introduktionen under OM OS på denne side, kan man se, at der er noget helt galt.

Nu vil jeg blot skrive til dem for at vide, hvordan jeg kan få mine penge retur for det makværk - og skarpt anbefale alle IKKE at give penge for dette!

Jordens søjler - Ken Follett

























  • Engelsk
  • 21. december - 4. januar
  • 1076 sider
  • Originaltitel: The Pillars of the Earth

Om Folletts ligefrem er en klassiker, som forsiden angiver, ved jeg ikke - men det er en ualmindelig god historie! Det er et mesterstykke at kunne skrive en så omfattende roman i såvel sider, personer, epoker, emner og ikke miste sig selv i det. Jeg blev først lidt overrasket over at opdage, at den er skrevet i 1989 - jeg synes al hysteriet omkring den er ca. fem år gammelt. Da jeg havde læst Falcones roman om hans spanske katedral var jeg derfor lidt lodden ved at give mig i kast med Follett. Af frygt for at blande tingene sammen - og muligvis også fordi jeg kun kendte hans navn som krimiforfatter.

Det blev heldigvis gjort til skamme, og jeg blev hurtigt fanget af middelalderhistorien - selvom juleferien gjorde det svært at få tid til at læse på ferien hjemme i Danmark. Men retur blev de sidste 600 sider slugt på et par dage.

Historien er sikkert ganske godt kendt nu, hvor så mange har læst bogen eller set den filmatiserede udgave på fjernsyn; den tror jeg nu ikke, at jeg har lyst til at se. Men bogen fanger med sin klassiske opbygning af gode og onde - og de findes hos de gejstlige og de verdslige, hos kvinder og mænd, hos rige og hos fattige - kærlighed og krig, religion og politik. Og så er der det fascinerende element ved katedralbygningen, som få mennesker sikkert interesserer sig for i et land som Danmark med vores protestantiske tradition for kirkearkitektur.

Jeg har altid været fascineret af katolske kirker og symbolikken i deres arkitektur; jeg besøger en hel del om året - det er et obligatorisk stop på en udflugt; så jeg havde samtidig gang i Wikipedia for at visualisere begreberne, som jeg primært kender på fransk. For netop det 12. århundrede, som bogen foregår i, var brydningstid for arkitektur. Man kunne nye ting, og det er den passion, som driver såvel abbed Philip som Tom the Builder og senere hans stedsøn Jack.

Skal man irriteres over noget, er det Folletts evne til nogle gange at ridse tidligere hændelser op - som om han ikke har tiltro, at læseren kan erindre det hele undervejs i hans murstensroman. Det kan man, hvis man er en rutineret læser og mere indviklet er det så heller ikke. Han skifter tit mellem fortællernes perspektiver, så man konstant ser historien fra de mange forskellige vinkler - det er med til at gøre det yderst levende og man vil hele tiden videre.

Det bliver aldrig en klassiker i historiefortælling som fx Hugo, men det er en ualmindelig GOD historie. Derfor står efterfølgeren allerede på hylden - der skal lige lidt luft til at få det 12. århundredes personer til at dvæle inden jeg begiver mig videre til det 14. århundrede.