Showing posts with label Edward Rutherfurd. Show all posts
Showing posts with label Edward Rutherfurd. Show all posts

Friday, March 31, 2017

Russka - Edward Rutherfurd



























  • Engelsk
  • 24.-31. marts
  • 1024 sider
  • Originaltitel: Russka

Jeg læste et sted, at denne historiske Rutherfurd-saga ikke er udgivet på russisk - men nu kan jeg selvfølgelig ikke finde det igen! Men det skulle da bestemt ikke undre mig!

Hvor Sarum var hans første roman, så er Russka skrevet i 1991 - og altså med et Rusland, der er noget anderledes end det, vi kender i dag.

Men i den lange historie, der følger landet igennem 18 århundreder er der rigeligt med kontroversielt indhold, som selv årtier senere uden tvivl kan mishage russisk censur.

Det er denne gang ikke en enkelt by - men snarere det russiske folk, vi følger. Dog er det centreret omkring to fiktive landsbyer, som begge hedder Russka. Vi starter ud på den barske russiske steppe med to familier, der over årene udvikler sig til fem familier. Der er som sædvanlig nogle modsætninger - her har vi kosakker, ortodokse, rige, fattige og senere kommunister og de reaktionære.

Gennem alle disse århundreder følger vi de fattige bønders skæbne, og kamp for frihed. Og så er ironien jo blot, at da revolutionen endelig kommer, så bliver det snarere værre for dem (og alle andre) i forhold til ytringsfrihed og mulighed for personlig berigelse.

Rusland er et specielt land; den russiske sjæl har måske behov for at have en faderfigur? I mine øjne er den tradition ikke forsvundet med tsarens fald. Tværtimod er russiske præsidenter i dag ikke langt fra at indtage samme rolle som tsaren gjorde for hundrede år siden. Både Lenin og Stalin var til fulde de perfekte erstatninger for denne - og Putin fortsætter jo nu i fin stil!

Rutherfurd kan det med at skrive en saga, så man ikke keder sig. Han formår at holde liv i sine familier kapitel efter kapitel, og tilføre dem nyt liv og udvikling, så man som læser ikke falder ind i en søvndyssende rytme.

Personligt ville jeg selvfølgelig gerne have haft, at han havde skrevet den tyve år senere - det kunne have været virkelig interessant at se hans fortolkning af den udvikling, der nu er sket.

Russka - og samtlige af Rutherfurds værker - er glimrende ferielæsning. Ikke fordi det er for nem læsning; men fordi det er her, man måske har tid til at læse mange sider om dagen, og kan fordybe sig i dem. Jeg håber da stadig, at der kommer flere - men det ser vist ikke lysende ud.

Saturday, July 9, 2016

Sarum - Edward Rutherfurd



























  • Engelsk
  • 29. juni - 9. juli
  • 1.344 sider
  • Originaltitel: Sarum

Rutherfurds debutroman er den sjette roman fra hans hånd, der er endt i mine reoler - og denne var om muligt én af de mest markante i valget af tidsperiode. Det er samtidig Rutherfurds fødeby, og måske derfor den naturlige første inspiration. Hans by kan være stolt af den hæder.

Det er tydeligt, at hans passion ligger hos disse store episke historiske dramaer, og med Sarum gav han sig ud på den mest omfattende tidsrejse, da vi starter allerede i tusinder af år før vores tidsregning - på den tid, da England deles i den sidste istid, da jægeren Hwll drager sydpå med sin familie, og slår sig ned ved sletterne ved det moderne Salisbury.

Derfra følger man historien om hvordan de første beboere slår sig ned for at leve af landet - og ikke blot jage; de bliver bønder! Senere bygger de Stonehenge som en hyldest til deres religion og tro, som er befolket af druider og lokale guder influeret af naturens og livets gang.

Men senere kommer romerne, og de er ikke meget for druider og den lokale religion. Til gengæld sørger de for, at nogle af bogens seks familier kommer højere på strå - og derigennem følger læseren også historien om de første rygter om den mystiske discipel i Mellemøsten, som har fået folk til at tro på kun en enkelt gud.

Princippet er det samme som i Rutherfurds andre bøger; vi følger seks familier, som på skift og på kryds og tværs oplever op- og nedture i det sociale hierarki igennem de mange århundreder vi følger dem. Der er slaver og herremænd - og der er krig og kærlighed; men det hele centreret omkring Salisburys historie og udvikling, som især i Middelalderen var en blomstrende provinsby med klædeindustri som primær indtægtskilde.

Det er derfor naturligt, at denne del af historien fylder meget - faktisk er vi helt henne omkring de tusinde sider før vi når frem til 1800-tallet. Her springes der mindre i tiden - og det er desværre også her Rutherfurd klokker lidt i fødselsår for sine personer. Den slags fjollede fejl undrer mig altid? Kan man som forfatter ikke have en liste med fødsels- og dødsår for samtlige protagonister og henholde sig til den undervejs? Jeg er klar over, at det skal kollidere med visse historiske begivenheder - men så må personerne indordne sig og ikke omvendt.

Men som i alle de andre romaner, så mister man ikke tråden i familierne; dog er den mere koncentreret om historiske begivenheder end i de senere romaner. Man fornemmer tydeligt, at han senere mestrer kunsten bedre - for der er utroligt mange detaljer at holde styr på. Personligt var jeg begejstret for den store del af romanen, der var helliget tiden inden Middelalderen. På den ene side fordi det er en tid, man sjældent beskriver i romanform og på den anden side fordi hele perioden omkring religionsproblemerne efter Henry VIII er lidt fortærskede efterhånden - i hvert fald for mig, der har læst så mange bøger fra den tid.

Nu mangler jeg faktisk kun to af hans bøger, hvoraf den ene er en slags parallelhistorie til Sarum og også foregår i dette område. Den er mere middelalderlig; men mon ikke jeg ender med en komplet samling.

Så venter jeg stadig spændt på næste udspil fra hans hånd; og jeg håber stadig, at han vender sig mod Italien!

Saturday, April 16, 2016

Paris - Edward Rutherfurd



























  • Engelsk
  • 10.-16. april
  • 832 sider
  • Dansk titel: Paris

Nå, nu har jeg jo snart et problem eftersom den gode hr. Rutherfurd vist ikke længere skriver historiske romaner. Han har skrevet otte styks, og bogen om Paris var for mit vedkommende nummer fem. Da jeg rejser til Paris i overmorgen passede det fint i planlægningen; ikke, at jeg jo ikke kender Paris som min egen bukselomme - men det var lige for at begynde at glæde sig i god tid.

Paris-historien adskiller sig på flere områder markant fra hans andre bøger. Vi starter ikke helt tilbage ved en nærmest forhistorisk periode, som i Irland og London (men heller ikke så sent som i New York dog). Ydermere er bogen ikke kronologisk, hvilket for nogle måske kan virke forvirrende.

Vi starter i 1875 - nogle få år after Pariserkommunen, hvor den unge Jacques le Sourd for at vide af sin mor, at det er de adelige, der er skyld i faderens død - og mere specifikt, at det er den adelige de Cygne-familie. Så knægten beslutter sig for, at en dag vil han dræbe Roland de Cygnes far som hævn og gengæld.

Bogen fortsætter ret detaljeret kronologisk frem fra 1875 til slutningen af 2. Verdenskrigmed afbræk, som tager os tilbage til 1261 og med hop i de forskellige århundreder indtil 1875 indhentes. Men det er uden tvivl den sidste periode og de to store verdenskrige, der fylder mest i bogen. Det er markant anderledes fra hans andre bøger. 

Man kunne jo ellers mene, at der var masser af materiale til at starte tilbage til romernes ankomst til Lutèce; men måske er det også en for stor mundfuld - eller der er i forvejen skrevet så meget om det. Til gengæld får personerne i Paris meget mere tid til at udfolde sig for læseren, hvilket heller ikke er skidt. Man følger i detaljer bygningen af Eiffel-tårnet, og de mange forskellige samfundslag, der består selv efter revolutionen. 

Og så er der jo affæren med hævnen - for de to mænd mødes, og Jacques får mere end en gang mulighed for at dræbe sin adelige modstander. Men selv han må indse, at hævntørst falmer, og at de måske kæmper for de samme idealer omend fra forskellige angrebsvinkler. Men de er jo begge absolut patriotiske, og så stolte gallere som noget.

Det menneskelige aspekt fylder mere end i de andre bøger, og jeg var som altid dybt opslugt - og det gik for hurtigt med at nå slutningen.

Men der er jo masser af andre muligheder for historier i samme stil, tænker jeg - især Italien må da rumme material til en mursten, ikke?

Thursday, March 31, 2016

Ireland Awakening - Edward Rutherfurd



























  • Engelsk
  • 23.-30. marts
  • 941 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Da jeg var færdig med første bind i sagaen om den irske historie, ville jeg jo kaste mig glubende over den næste - og jeg havde påskeferie og alverdens tid til min rådighed. Men så kom attentaterne i Bruxelles - min hjemby i mere end 14 år ... og så sad jeg lammet foran fjernsynet en hel dag, og skulle samtidig opdatere mig på venners sikkerhed.

Men da jeg kom i gang, var jeg igen helt opslugt - og måske især fordi jeg hér virkelig lærte noget om et land, som jeg ikke kender meget til.

Man må dog sige, at der er visse personer i verdenshistorien, der virkelig formår at ændre den for evigt - helt uden at ville det; og især uden at kende til de vidtrækkende konsekvenser.
Hvis Katherine af Aragon havde født Henry VIII en søn, så havde verden absolut set anderledes ud. Ikke blot i årene efter - men selv her snart femhundrede år senere! Det er da imponerende.

For så ville Henry VIII ikke havde brudt med den katolske kirke, og udråbt sig selv til overhovede for den anglikanske protestantiske kirke. Det ville igen have medført, at irerne i fred og ro kunne have fortsat deres katolske tro uden indblanding fra Cromwell og hans kumpaner - og uden at landet blev splittet i en religionskrig, som vel egentlig ikke sluttede før udgangen af det 20. århundrede - og da var mange menneskelig gået tabt. Der står virkelig altid en kvinde bag! Og så selvfølgelig religion ...

Anden del af historien starter nemlig lige efter reformationen, hvor vi stadig følger de samme familier - de rige, de fattige, de kriminelle - og alle deres historier. Men det drejer sig hele tiden om forholdet til overmagten - englænderne.

Rutherfurd gav mig et helt utroligt indblik i landets opbygning, og årsagerne til disse stridigheder - men også baggrunden for den store kartoffelpest i midten af det 19. århundrede, som kostede en million menneskeliv; mens en anden million udvandrede til USA og grundlagde den store irske befolkningsgruppe der. At tænke sig, at de spiste så mange kartofler, at der ikke var andet, da de var væk. 

Historien følges op til Irlands uafhængighed efter Påskeopstanden i 1916 og afslutningen af 2. Verdenskrig; en krig, som ikke omhandles specielt, da det faktisk mere handler om deres egne interne krige. Men igen er man naglet til sine sider, og har meget svært ved at slippe den .... og så fik jeg en afsindig lyst til at tage til Dublin og se byen. Og det må virkelig siges at være en succes for en forfatter så, da det ellers er ret fjernt fra mine præferencer.

Rutherfurd kan sin historie uden at læseren slipper eller fortaber sig i de mange personer. Jeg må tvinge mig selv til en lille pause inden jeg kaster mig over den næste Rutherfurd - udelukkende for at få personerne på afstand.



Tuesday, March 22, 2016

Dublin - Edward Rutherfurd



























  • Engelsk
  • 15.-21. marts
  • 816 sider
  • Originaltitel: Dublin: The Foundation

Endnu en mesterlig saga fra Rutherfurd - denne gang om Irland og Dublins oprindelse. Irland er netop et land med en kultur, der er så speciel, og som jeg ved forfærdeligt lidt om. Det er druider og gamle traditioner, og en historie, der selvfølgelig er tæt knyttet til Englands historie.

Historien starter i 430 og følger byens udvikling i tæt symbiose med landets historie frem til 1533 - mere end tusind års familiefejder, krige indbyrdes og mod England, som styrer landet via udsendte repræsentanter for kongen, som holder sig hjemme i London.

Vi følger, som i alle hans bøger, en række familier fra forskellige sociale lag - og som i løbet af historien bevæger sig op og ned i disse lag, mens de også gifter sig på kryds og tværs og gør handlingen flydende og interessant. Nogle følger man mere intenst end andre - men fælles for dem alle er, at de tager form i læserens indre. Det hele understøttes fremragende af Rutherfurds informationer om den historie, der omgav dem.

En stor del af romanen omhandler tiden inden det første årtusindskifte, og det er jo en sindsoprivende interessant periode med netop Irlands traditioner og den store indblanding fra Skandinavien med vikingernes togter til landet. 

Rutherfurd formår virkelig at levendegøre historie, og selvom der til tider springes et par århundreder frem i tiden, så mister man aldrig overblikket. Det er bøger, som tvinger én dybt ned i sofaen og langt væk fra alt andet. Og mens jeg læste den, opdagede jeg, at der er en efterfølger, som fortsætter frem til moderne tid - så den måtte jeg fluks have fat i, så jeg kan fortsætte med at følge alle de irske familier. 

Wednesday, January 27, 2016

New York - Edward Rutherfurd



























  • Engelsk
  • 20.-26. januar
  • 1033 sider
  • Dansk titel: New York :-)

Januar måned har litterært stået i byernes tegn - London, Mogok, Paris, Berlin - så det passede glimrende at fortsætte til New York. 

I New York-biografien starter Rutherfurd først i 1664 - der er næppe noget at skrive om helt så langt tilbage som i London, da der ingen overleveringer eller levn er, tænker jeg.

Så han starter med indianernes uddrivelse af det, der bliver til byen New York og så følger vi den samme familie - Masters-familien - frem til 2009. Der er selvfølgelig andre personer, der krydser ind over - men langt fra så mange grene at holde styr på som i London. Det gør den ikke mere triviel; jeg var absolut lige så grebet af denne. 

Tiden tager os igennem store amerikanske begivenheder som Uafhængighedskrigen, Borgerkrigen men også tiden med spiritusforbud, mafia og charleston - og selvfølgelig ender den med blandt andet WTC og tårnenes fald. På den vis var det mere hele USA's historie i byen, end det var byens historie i USA, som det var tilfældet med London. 

Men Rutherfurd forstår så absolut at skabe nogle personer, man kan holde af og han skaber glimrende overgange i de forskellige tidsperioder, så man som læser ikke bemærker, at der faktisk er gået 350 år. Personerne fra de første kapitler stod stadig lysende klart og som en del af deres efterfølgere - og det er kunsten i en slægtsroman, synes jeg.

Jeg har aldrig været i New York; og principielt har det aldrig sagt mig noget - bogen minder da også læseren om, at det hele handler om penge, penge og flere penge! Men alligevel krøb der lidt bycharme ind i mig, så jeg faktisk overvejede om man en dag skulle .... 

Monday, January 11, 2016

London - Edward Rutherfurd



























  • Engelsk
  • 1.-10. januar
  • 1.318 sider
  • Dansk titel: London (!)

Ja, jeg startede mægtigt året med en mursten på 1.318 sider - mindre kan ikke gøre det, når man skal igennem 2000 års historie. Det er jo dejligt at kunne synke så dybt ned i en roman, og bare lade sig vugge med ned af Themsen nærmest.

Rutherfurd har specialiseret sig i denne slags enorme historiske romaner med udgangspunkt i en by eller et land; det startede med Sarum, som er det latinske navn for hans fødeby Salisbury i England. Dernæst kom en roman om Rusland inden denne om London. Siden har han fulgt op med Dublin, Irland, New York og Paris.
Jeg købte to af dem i efteråret men besluttede alligevel, at de ikke egnede sig til strandlæsning - og ganske rigtigt. De er altså store at holde - ikke god godnatlæsning. Men ellers er de fortryllende vanedannende.

I London starter man da hele området var istid og ubeboet - det er en hurtig overgang til de første mennesker bebor området med druider og andet godtfolk. Og så følger romertiden, hvor bebyggelsen blev kaldt Londinium inden romerne forlod den i det 5. århundrede og efterlod byen til forfald.
Allerede tidligt introducerer Rutherfurd de familier, som vi så følger frem til 1997, hvor vi forlader London igen.

Der er familier af forskellige sociale klasser og op igennem århundrederne rykker også de sig i storhed og fald i de sociale lag. Nogle af dem har visse genkendelige træk, som gør det 'nemt' for læseren at holde styr på dem. Indimellem gifter de sig på kryds og tværs af familierne - men jeg havde ingen problemer med at holde hovedet koldt.

Der er kapitler af forskellig længde - hurtigere historier i historien, hvor man over max. 50 sider får en tidslomme i protagonisternes historie. Eller længere afsnit, som starter på et punkt i historien men ender mange år senere. 

Der var primært to ting, jeg fandt interessant. Rutherfurd falder ikke for fristelsen til at lade sine personer 'pludselig' blive en stor del af verdenshistorien, som Follett gør det i sin trilogi om det tyvende århundrede. Det er helt almindelige menneskeliv, og omdrejningspunktet er byens udvikling omkring menneskeliv. En historie om, hvordan historien har påvirket vores liv som mennesker - hvordan bystrukturer, (inter)national politik gør en forskel for den jævne borger som hvordan man bor, arbejder, spiser, morer sig, etc.

Han bruger en masse tid på middelalderen og faktisk kun knap 300 sider på det 19.-20. århundrede. Til gengæld bruges der nok 500 sider på det 15.-17. århundrede, som var voldsomt i engelsk historie med deres farverige konger - fx Karl I. som jeg jo netop havde læst en biografi af. Det er unægteligt nemmere at forholde sig til en relativ nutid end en fjern middelalderlig fortid, men han har gjort sit benarbejde og som læser får man et hav af oplysninger, som jeg personligt fandt interessante. Små historiske detaljer, som forklarer, hvorfor vi kalder tingene som vi gør den dag i dag. Det er jo ren guf for en historienørd som mig.

Faren ved den slags slægstromaner er selvfølgelig at balancere portrætterne, så læseren stadig adspredes og ikke holde dem troværdige. Jeg tror reelt set, at jeg kun fandt et enkelt sted, hvor jeg tænkte, at deres aldre ikke kunne passe i forhold til tiden - i et historisk spring i bogen. Derudover må man ganske enkelt beundre, hvor god styr på tidslinjen, han har.

Jeg skal ikke igang med den næste lige nu - det ville være synd; men jeg er helt overbevist om, at flere skal læses.