Paris - Edward Rutherfurd

• Engelsk
• 10.-16. april
• 832 sider
• Dansk titel: Paris

Nå, nu har jeg jo snart et problem eftersom den gode hr. Rutherfurd vist ikke længere skriver historiske romaner. Han har skrevet otte styks, og bogen om Paris var for mit vedkommende nummer fem. Da jeg rejser til Paris i overmorgen passede det fint i planlægningen; ikke, at jeg jo ikke kender Paris som min egen bukselomme - men det var lige for at begynde at glæde sig i god tid.

Paris-historien adskiller sig på flere områder markant fra hans andre bøger. Vi starter ikke helt tilbage ved en nærmest forhistorisk periode, som i Irland og London (men heller ikke så sent som i New York dog). Ydermere er bogen ikke kronologisk, hvilket for nogle måske kan virke forvirrende.

Vi starter i 1875 - nogle få år after Pariserkommunen, hvor den unge Jacques le Sourd for at vide af sin mor, at det er de adelige, der er skyld i faderens død - og mere specifikt, at det er den adelige de Cygne-familie. Så knægten beslutter sig for, at en dag vil han dræbe Roland de Cygnes far som hævn og gengæld.

Bogen fortsætter ret detaljeret kronologisk frem fra 1875 til slutningen af 2. Verdenskrigmed afbræk, som tager os tilbage til 1261 og med hop i de forskellige århundreder indtil 1875 indhentes. Men det er uden tvivl den sidste periode og de to store verdenskrige, der fylder mest i bogen. Det er markant anderledes fra hans andre bøger. 

Man kunne jo ellers mene, at der var masser af materiale til at starte tilbage til romernes ankomst til Lutèce; men måske er det også en for stor mundfuld - eller der er i forvejen skrevet så meget om det. Til gengæld får personerne i Paris meget mere tid til at udfolde sig for læseren, hvilket heller ikke er skidt. Man følger i detaljer bygningen af Eiffel-tårnet, og de mange forskellige samfundslag, der består selv efter revolutionen. 

Og så er der jo affæren med hævnen - for de to mænd mødes, og Jacques får mere end en gang mulighed for at dræbe sin adelige modstander. Men selv han må indse, at hævntørst falmer, og at de måske kæmper for de samme idealer omend fra forskellige angrebsvinkler. Men de er jo begge absolut patriotiske, og så stolte gallere som noget.

Det menneskelige aspekt fylder mere end i de andre bøger, og jeg var som altid dybt opslugt - og det gik for hurtigt med at nå slutningen.

Men der er jo masser af andre muligheder for historier i samme stil, tænker jeg - især Italien må da rumme material til en mursten, ikke?