Marie-José de Savoie - Luciano Regolo

• Fransk
• 1.-5. april
• 391 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

For at få et afbræk i Rutherfurd (og strække glæden lidt længere), gik jeg i reolerne og fandt denne biografi, som havde stået og samlet støv siden 2004. Det er ikke en fejlinvestering - den skulle bare have tid til at modne i reolen, og nu havde jeg lyst til noget non-fiction.

Marie-José var belgisk prinsesse, født i Bruxelles i 1906 af kongen Albert I (som var Belgiens kun tredje konge) og dronning Elisabeth - oprindeligt en tysk grevinde. Hendes forældre var ret moderne i deres opdragelse af de tre børn, hvoraf den ene jo skulle være konge. De færdedes blandt ret almindelige mennesker, men måtte også i eksil under 1. verdenskrig, hvor Belgien jo var hårdt ramt af den tyske invasion. Hvor moderne de end var, så skulle datteren dog giftes ind i en passende familie - og allerede i en tidlig alder begynder de at fortælle hende om Umberto - den italienske prins, der en dag skal være konge.

De to børn mødes da de er teenagere og igennem årene ved flere mere eller mindre planlagte begivenheder. Men Umberto er ikke en specielt udadvendt eller handlekraftig mand - han lever totalt under sin fars skygge. I modsætning til det belgiske kongehus, er devisen her, at man regerer alene; Umberto bliver ikke på nogen måde inddraget i de royale pligter eller 'oplært' til rollen som konge.

Om de reelt er forelskede i hinanden, er ret svært at vide - men forventningerne er som de er; og i 1930 bliver de gift i pomp og pragt i Rom og selvfølgelig med Mussolini som øverste vogter over det hele. For reelt er det jo ham, der styrer det fascistiske Italien og Marie -José opdager hurtigt, at hendes mand er en marionetdukke og selv hendes svigerfar kongen, er underlagt Il Duce.

Hendes første år i landet er langt fra lykkelige; men de får børn og holder sig beskæftiget og Marie-José begynder at blande sig i politikken ved at opildne til et statskup for at få afsat Mussolini og kongen, og springe hendes egen mand over - og indsætte deres lille søn med hende selv som regent til han bliver myndig.

Under krigen træder hun virkelig i karakter i modsætning til resten af den italienske kongefamilie, som pure nægter at indse, at monarkiet står og falder med fascismen. I italienernes øjne er de medansvarlige for Mussolinis pagt med Hitler og dermed al den ulykke krigen bringer med sig. Kronprinsparret lever adskilt under hele krigen, hvor Marie-José laver undergrundsarbejde og samtidig knokler løs for humanitære formål. Da krigen endelig er færdig vil hun tilbage til Italien hurtigst muligt, selvom alle fraråder det - så til slut vandrer hun hjem. Over Alperne. Bestemt dame!

Derefter følger en lang og sej kamp, hvor den gamle konge nægter at opgive tronen men til sidst accepterer mod, at der afholdes en folkeafstemning. I denne korte periode er Umberto og Marie konge og dronning af støvlelandet - fra den 9. maj til den 13. juni, hvoraf navnet Majdronningen.

Efter afstemningen flygter de i eksil i Portugal, men ægteskabet holder ikke. De bliver dog aldrig officielt skilt, og holder til tider ferier sammen. Men Marie-José bruger de næste 54 år på at rejse og arbejde for humanitære sager - blandt andet rejser hun til kommunistiske lande, hvilket ikke hjælper på hendes omdømme.

I bund og grund er hun en kvinde, der bekymrer sig meget lidt om, hvad man mener om hendes handlinger. Hun finder aldrig en ny mand og lever til 94 år. Så det italienske kapitel var jo kun en brøkdel af et liv, men alligevel det, som definerede hende i offentligheden. Men i modsætning til mange andre kongelige var hun en særdeles handlekraftig og selvstændig kvinde. En yderst interessant biografi, der handlede meget mere om politik end om tiaraer - og jeg fik mit kendskab til Italiens fascistiske periode sat på prøve!