Greco - Annie Cloulas

• Fransk
• 26.-27. april
• 205 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sidste uges højdepunkt i Paris var for mig den lille intime udstilling på Musée de Luxembourg med kunstværker fra det nationale kunstmuseum i Budapest. Der var ikke mere end 80 malerier strækkende over seks århundreder - fra den tidlige middelalder over renæssancen og impressionismen og op til de moderne, som jeg jo ikke er så begejstret for.

Især havde jeg glædet mig til at se deres lille samling af fire El Greco-malerier, og jeg blev ikke skuffet! Malerier, som jeg nok ellers aldrig ville have set - med mindre jeg en dag kommer til Budapest; men nu kunne jeg suge dem ind i lang tid. Så gik vi videre i udstillingen - og inden vi forlod museet måtte jeg lige tilbage en sidste gang og beundre farverne i specielt dette maleri, som jo slet ikke gør sig godt med et mobilkamera.

Selvfølgelig måtte jeg også i museumsbutikken, og der var jeg heldig at finde en biografi af El Greco; den er ikke voldsom omfattende, da der ikke er mange overleveringer om hans tidlige liv eller private optegnelser. 

Men der er en grundig indsigt i, hvordan malerne på den tid arbejdede med kommissioner fra adelige og gejstlige med alle deres krav og paragraffer om, hvad der skal ske, hvis kunstneren ikke overholder tidsfristen - som jo ofte strak sig over flere år. Han kunne jo dø undervejs, så kontrakten måtte fortælle, hvem der i så fald skulle færdiggøre det.

Da Greco jo heller ikke var spanier på trods af sine mange år i Toledo og Madrid, var der også klausuler, der forbød ham at forlade byen (eller landet). Maleren fik et forskud til køb af materialer, som ligeledes var nøje defineret i form af farver og mængder, der skulle benyttes. Når malerier var færdigt skulle det takseres og dette skete ved hjælp af en repræsentant for både køber og sælger (kunstner). Begge parter skulle vurdere, hvad maleriets endelige værdi var - og her var El Greco ofte ude i lange diskussioner og tvister, som varede flere år.

Ligeledes skulle det kontrolleres, at ikonografien var overholdt. Inkvisitionen havde strenge regler for, hvordan hver helgen skulle repræsenteres og var det ikke i orden, skulle det males om. Man måtte heller ikke male nulevende personer - det var ikke velset, at fremstille sig selv på den forfængelige måde.

Dog malede El Greco jo også portrætter - men med personen alene, og ikke sammen med kirkelige figurer. 

Jeg er dybt fascineret af hans metode, penselstrøg og farvevalg, som slet ikke harmonerer med datidens klassiske idealer. De langtrukne forpinte figurer med triste hængende øjne og de specielle melankolske farver, han benytter. Senere forskere har argumenteret for både sindssyge og synsproblemer, som gjorde, at han ikke kunne male 'korrekt'. Andre har argumenteret for åbenlyse homoseksuelle tegn i hans malerier - kropsstillinger, nøgenhed (han var jo også glad for at male Sankt Sebastian!) og det faktum, at han aldrig giftede sig men levede med en mandlig tjener. 

Måske var han homoseksuel som Caravaggio - men derudover tror jeg nu, at hans stil blot var hans stil, som var helt hans egen. Han kritiserede åbenlyst Michelangelo som en dårlig maler; han brød sig ikke om den pertentlige skarpe stil og derfor var det jo indlysende i det 17. og 18. århundrede at påstå, at han var syg af den ene eller den anden årsag.

Vores anskuelser i dag er heldigvis mere nuancerede - og hans malerier er med rette kommet tilbage i rampelyset.