Ces âmes chagrines - Léonora Miano

• Fransk
• 8.-11. december
• 275 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Léonora Mianos romaner er fantastisk akkurate i deres observationer af afrikaneres rolle og plads i såvel Europa, som i Afrika - for dem, der vender hjem eller rejser ud, og skal balancere de to verdener. Som hun selv har gjort det som boende i Frankrig men med sine rødder i Cameroun.

Jeg har læst flere bøger af hende - men ikke alle; så meget desto større er glæden, når jeg falder over en ny bog.

Antoine er afrikaner, men er født i Paris. Hans mor er alkoholiker og han ser hende en gang om ugen, hvor han giver hende lidt småpenge for at lette sin skyldfølelse. Deres forhold er kompliceret efter, at hun overlod ham til en kostskole, da han var 7 år gammel, og hun havde mødt en ny mand - som nok ville have den eksotiske sorte kvinde; men ikke hendes barn. Om sommeren blev han sendt hjem til 'Kontinentet', hvor han boede hos bedstemoderen - og han hadede alt ved Afrika.

Nu lever han en nem tilværelse i Paris, hvor han bruger al sin tid på at pleje sit image som Snow - hans hår er farvet hvidt, og grim er han bestemt ikke med det look. Pengene kommer fra en halvbror og en ven, som ikke har opholdstilladelse - deres løn går ind på Antoines bankkonto, og han tager en fyrstelig kommission for at dække over deres ulovlige situation.

Hele korthuset falder dog sammen, da først den ene og så den anden melder fra. Halvbroderen rejser tilbage til 'Kontinentet', og vennen gifter sig med en fransk pige, der får lovliggjort ham. 

Det bliver kun værre, da halvbroderen opdager den hjemløse alkoholiske mor (og endnu én af Snows løgne) - og nu også tager hende med. For Antoine havde behov for hende som mål for sit had, sin manglende selvtillid og bebrejdelserne for den barndom, hun gav ham. Han får succes i et TV-show - men heller ikke her finder han lykken. Det nemmeste vil faktisk være selvmord!

Antoines rejse ind i sig selv bliver en rejse tilbage til 'Kontinentet', hvor han må se sine rødder i øjnene samtidig med, at de alle dør fra ham. Det er historien om at forlige sig med en kultur, man er en del af hvad enten man vil det eller ej. Han kan bo i Paris, og føle sig hævet over alle andre -men i bund og grund er hans rødder ikke der. Det er et dilemma, som Miano ofte berører og som er særdeles relevant for mange, der forlader deres fødeland og kultur.

Hun skriver samtidig ironisk, og barsk om den afrikanske virkelighed - på den måde kun en afrikansk forfatter kan gøre det. Ganske enkelt rørende enestående; men nok ikke salgbar til et dansk publikum?

La saison de l'ombre - Léonora Miano

• Fransk
• 9.-10. november
• 247 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nu er det efterhånden snart seks år siden, jeg sidst læste noget af Léonora Miano - og desværre er hun ikke i mellemtiden blevet mere kendt i Danmark. Det er virkelig en skam!

En nat vågner beboerne i en lille landsby ved, at deres stråhytter står i brand. De flygter fortvivlede uden at ænse, hvad der foregår. Da roen sænker sig opdager man, at tolv mænd mangler. Ti af dem er unge mænd, som var sammen med to ældre for at fuldføre deres manddomsprøver - for vi er jo dybt inde i den afrikanske jungle. Men tiden er underlig udefinerbar, og som læser var jeg destabiliseret i begyndelsen. Ydermere har alle kvinderne navne, der starter med "Eb" og alle mændenes navne starter med "Mu" - der var lige noget at holde styr på.

Bogens fokus er for det første den animistiske tro, som jeg er temmelig fascineret af. Hvordan mødrene til disse ti unge mænd lukkes inde i et fælleshus i ugevis til man er sikker på, at de ikke har noget med forsvindelserne at gøre. Men ved at afskære dem fra lokalsamfundet, fratager man dem retten til at smykke ansigterne med ar for at fortælle Døden, at den skalholde sig væk - de har givet! Det giver andenkonerne mulighed for at vinde magt i de små familier - det hele er et spørgsmål om en verdensorden, der bulrer sammen. Fordi de er så vant til at gøre tingene efter gudernes tegn og traditionerne. Men denne situation er så nu og skræmmende for dem.

En af mødrene tager afsted - hun har hørt sit barns stemme, som fortæller hende, at han er ved vandets land - men hvordan skal man forstå det. når det eneste vand man kender er regnen og et lille vandløb til at vaske tøj i? Men afsted tager hun, og samtidig drager en gruppe mænd afsted for ligeledes at lede efter landsbyens unge.

Og det bringer os videre til det andet store tema - slaveriet og ikke mindst afrikanernes egen medskyldighed i det, der foregik.

Efterhånden som de rejser fremad mod kysten, går det op for dem, at deres naboer Bwele-stammen måske ikke er så venligtsindede, somde altid har troet. Men alle disse ændringer skyldes 'hønsefodsmændene", som er kommet i en stor båd. Det er den hvide mand, somde kalder sådan på grund af deres bukser og sko. De har tilbudt beboerne ved kysten geværer, smykker, spejle, alkohol og alle verdens lokkende gaver imod at få slaver. Først tager kystfolket deres egne slaver - for selv hos dem var der hierarki og slavearbejde - men senere må de søge indad ilandet.

Her møder de Bwele-folket, somfor at redde sig selv, overfalder og bringer dem Mulongo-folket fra bogens lille landsby.

På sin vis er det jo grænseoverskridende for en afrikansk forfatter således at sætte ord på dette. Selv i Alex Haleys "Rødder" er det udelukkende den hvide mand, der lægges for had. Men realiteten er jo en ganske anden, selvom det selvfølgelig i århundreder ikke har passet til den dialog, man i Afrika har søgt at skabe. Jeg mener absolut ikke, at det retfærdiggør slaveriet - men det giver et mere nuanceret billede end konstant at sætte Afrika i martyrrollen - et problem, som Richard Dowden så glimrende beskriver konsekvenser af i sin bog om kontinentet.

Men tilbage til Mianos historie - som hele tiden foregår i denne udefinerbare tid og med de afrikanske ånder allestedsnærværende. Hendes sprog og skrivestil er poetisk og gennemsyret afrikansk; hun har heldigvis formået at bevare dette på trods af hendes nu mange år i Frankrig.

Jeg var dybt grebet af historien og stemningen; den var så trist og samtidig så barsk og realistisk. Det er en universel historie, som også fortæller os, hvad begær og magt fører til. Et glimrende eksempel på styrken i afrikansk litteratur.

L'intérieur de la nuit - Léonora Miano

• French
• December 6-7
• 214 pages
• Dansk titel: Oversat til svensk til Nattens inre

Jeg læste Miano omvendt - jeg startede med hendes anden roman for godt en måned siden; men den første stod allerede klar hjemme i reolen. Den er om muligt endnu stærkere end den første - og jeg er sikker på, at hun er en af de største nutidige afrikanske forfattere, som formår at formidle det kontinents historie, kontraster og traditioner uden at synke ned i selvmedlidenhed og fortærskede historier om kolonialisme.

'Nattens indre' handler om den unge kvinde Ayané, som kommer fra en lille landsby i det samme imaginære afrikanske land Mboasu som i den anden roman. Hendes stamme har altid levet afsondret fra byen - bortset fra mændene, som af nød drager til byen for at finde arbejde. Landsbyen drives således stort set som et matriarkalsk samfund. Ayané's forældre var atypiske - hendes far drog til byen, kom hjem med en 'fremmed', som han giftede sig med - og så blev han i landsbyen... og han nægtede at tage sig flere koner. Ayané's mor var derfor forhadt og frygtet - som en heks eller troldkone; og dette smittede af på Ayané, da hun voksede op.

Det hjalp heller ikke, at forældrene sendte hende til byen for at studere; og efter gymnasiet til Frankrig - et nærmest diffust koncept for landsbyfolket, som ikke kender til at forlade landsbyens hytter. Ayané vender tilbage til landsbyen, da hendes mor ligger for døden. Hun bliver ikke modtaget med åbne arme - men død skal respekteres, og de ældre kvinder tvinger hende til at opfylde sin rolle som afrikansk datter.

Derefter regner hun med at skulle rejse tilbage til Frankrig hurtigst muligt, og aldrig vende tilbage til det samfund, som hun aldrig har følt sig en del af. Men siden hun ankom har området omkring landsbyen været omringet af guerillasoldater, der vil starte en revolution for at samle landet efter, at det blev delt i nord og syd af kolonimagterne. Hun overvejer muligheder for at slippe igennem til fods, men for sent... for en aften står guerillahæren midt i landsbyen, mens Ayané sidder på udkig oppe i mangotræet.

Oppe fra træet er hun vidne til den tale de indfødte får leveret om det ægte Afrika, om de traditioner og den historie, de skal genskabe i fællesskab - men som kræver nogle ofre. Disse ofre ser hun også - både dem, som modsætter sig idéen og får et hurtigt hug med en machete... eller dem, som udvælges som offerlam for at blive stegt og indtaget som en slags hostie.

Men hun ser ikke det hele; hun så ikke det værste - og hun ved, at hun må forstå, før hun kan få fred i sin sjæl. Hun bliver nærmest drevet ud af landsbyen - men vender tilbage med en tante. Der bliver opgør mellem kvinder - men det er lige så meget Ayané's opgør med sig selv; hun har altid levet i en kultur, som hun ikke har dyrket. Hvilket er forstærket af hendes tid i Europa; og den opfattelse de andre i landsbyen har af hende som den fremmede. Det er en identitetskrise, men som også er kontinentets egen identitetskrise - opgøret mellem det nye og det gamle; urgamle værdier og traditioner og demokratiske principper uden overtro.

Miano formår at fortælle en historie gennem en person, som samtidig er hele symbolet på de konflikter og problemstillinger, som Afrika gennemgår som verdensdel med sin tunge historie. Det var en virkelig fantastisk bog, men også meget barsk!

----------------------------------------------------------------------

"L'intérieur de la nuit" - le premier roman de Miano - est encore plus puissant que son deuxième je trouve. Encore une fois elle arrive à décrire à la fois une histoire personnelle; mais vu avec du récul c'est aussi une image - une personification - des contrastes, des problèmes, des troubles d'un continent qui se cherche encore. Miano est sans doute une des voix les plus sincères et fortes d'une Afrique moderne - sans tomber dans le piège de toujours tout reprocher aux blancs; mais en racontant l'Afrique d'aujourd'hui avec ses multiples défis.

Dans son premier roman on se trouve déjà à Mboasu - ce pays imaginaire qui pourrait être tant de pays africains - dans un petit village perdu dans la brousse. Ici on vit à l'ancienne et seul les hommes s'aventurent vers la ville pour y trouver du travail. La vie au village est donc en grande partie une pouvoir matriarcale. La famille d'Ayané est différente; son père partait en ville, il en revenait avec une femme qu'il aimait et il restait au village. Il refusait de prendre d'autres femmes, et sa femme fût crainte et detestée parce qu'elle était une étrangère - et sa fille forcément une sorcière issue de ce mariage bizarre.

Quand elle grandit et est envoyé à l'école en ville ce n'est guère mieux; et pour finir elle part étudier en France. Ces comportements masculins ne plaisent pas aux femmes du village! Quand elle revient pour dire adieu à sa mère mourante, elle n'est donc pas accueillie les bras ouverts. Néanmoins les femmes lui apprend et lui force à remplir ses tâches de fille dans le processus de la mort; un moment important dans les rites des villageois.

Ensuite elle ne pense qu'à repartir! Mais des rebelles occupent les collines depuis quelques jours et elle ne peut sortir du village. Elle est cachée dans le manguier pour réfléchir à sa fuite, quand un soir les rebelles entrent au village. De là-haut elle voit - presque - tout...

Elle entend le discours bizarre du leader sur la réunification du pays du Nord et du Sud; elle voit les victimes - ceux qui réfusent de se taire mais pas ceux qui sont choisis comme l'agneau sacrificiel pour être cuit et servi comme hostie pour le rituel. Elle entend les cris; elle voit les morts après le départ des rebelles, mais personne ne veut lui raconter ce qui s'est passé - là aussi c'est une tradition pour préserver le village et la tribu. Elle réfléchit comme une occidentale dans son approche de vouloir la verité à tout prix.

Elle est forcée de quitter le village, mais elle revient avec sa tante; là c'est la confrontation entre les femmes - mais aussi pour Ayané de comprendre que ces rites ancestraux ont une importance qu'on ne peut ignorer ou interprêter de manière européenne dans la logique. Elle doit traverser cette crise d'identité en se cherchant... c'est une image parfaite de la crise d'identité de tout un continent aujourd'hui!

C'est un livre magnifique, puissant et terrifiant. Des images très fortes, mais une déscription incroyable des fonctionnements dans un milieu preservé dans un monde moderne!

Contours du jour qui vient - Léonora Miano

• Français
• November 2-3
• 274 pages
• Dansk titel: Kun oversat til svensk

Léonora Miano er absolut en lovende ung afrikansk forfatter - hvis man altså kan lide den slags litteratur. Hun er født i Cameroun, men flyttede til Frankrig i 1991, men hendes romaner foregår i Afrika - tit i et fiktivt land; sikkert fordi problemerne hun beskriver ikke henholder sig til hendes eget hjemland alene men til et helt kontinent.

Denne roman er hendes anden, og vandt i 2006 Goncourt-prisen for unge forfattere - som heller ikke er at kimse af!

Romanen foregår som sagt i det fiktive land, Mboasu - men mange af navnene og ordene er i douala; Camerouns sprog. Men ellers er det et lille afrikansk land, som der er så mange af... tidligere fransk koloni; plaget af borgerkrige og drab på europæere - og det kan minde om såvel Rwanda som Cameroun som andre lande i samme situation. En situation, hvor folket er fattige og desperate; de dør på gaden uden, at nogle rynker på næsen. Men de benytter også en anden mulighed for at skaffe føde til familien - de udstøder deres børn.

Den lille Musango er ni år, da hendes far dør. Hendes forældre var ikke gift og moderen får intet fra faderens velstående familie. Moderen er overbevist om, at Musango er besat af djævlen - og smider hende ud af huset. Hun driver rundt, finder kortvarigt hvile hos nogle franske nonner men må flygte, da de bliver angrebet af rebeller. Hun ender ude i junglen i et hus, hvor nogle religiøse fanatikere under dække af religion, holder unge kvinder fanget indtil de sendes til Europa for at arbejde som prostituerede.

Musango er blot tjenestepige og hendes liv er ikke så ringe, som det kunne være. Men hun vil væk! Hele bogen igennem taler hun til sin mor; hun vil genfinde sin mor og sikre sig, at denne virkelig vil forkaste hende - lidt ligesom Afrika som kontinent er Europa's udstødte barn. Hun skriver på en meget poetisk og smuk måde om afrikanske traditioner; om hendes ønske om at få et liv - men ikke i Europa, som så mange af de unge piger, der ikke aner, hvad der venter dem.

Musango er en lille pige med en voksens sjæl - som Afrika er ung i vores højtudviklede øjne, men besidder en urgammel sjæl med visdom, som vi ikke længere regner for noget. Musango skal igennem en renselsesrejse for at kunne komme til verden - en verden uden sin mor; en verden, hvor hun endelig kan acceptere sig selv som menneske med en værdighedd og ikke bare barnet, der blev smidt for døren.

Det er helt bestemt en fortjent pris; men måske ikke af bred interesse - i Frankrig er der selvfølgelig et ret stort publikum for den fransksprogede afrikanske litteratur, og jeg synes, at det er positivt, at hun oversættes til svensk.

-----------------------------------------------------------------------

Léonora Miano a reçu le Prox Goncourt des lycéens pour ce livre - son deuxième qui comme le premier se passe en Afrique dans un pays imaginaire - le Mboasu. Ce pays peut être chaque pays africain quasiment - avec un passé colonialiste (pour le Mboasu la France); ravagée par les guerres civiles et des meurtres sur les européens - cela peut rappeler le Rwanda autant que d'autres pays africains.

Musango est une petite fille de neuf ans qui se trouve dans la rue après la mort de son père. Ses parents n'étaient pas mariés; sa mère se contentant de vivre sous le toit de cet homme plus fortuné mais déjà marié et espèrant qu'un jour il la marierait. Hélas il meurt avant et la famille du père mets Musango et sa mère dans la rue.

Or commence la bataille quotidienne pour se nourrir et vite sa mère l'accuse d'être ensorcelée pour trouver l'excuse de s'en débarasser mais aussi pour exprimer la haine qu'elle ressent depuis des années envers cet enfant qui devait lui donner la richesse et l'assurance d'un mariage riche; mais qui a fini par reçevoir l'amour du père que la mère n'a pas eu. La mère l'expulse; elle devient l'enfant non voulu comme l'Afrique l'est devenu pour l'Europe dès qu'elle a posé des conditions de vie.

Musango erre dans le pays et se trouve captivée dans une cabane cachée dans le jungle où des fanatiques réligieux sous prétexte de purifier les jeunes filles, les violent avant de les envoyer en Europe pour devenir prostituées. Elle réussit enfin à s'échapper; et elle se mets à la quête de sa mère. Elle a besoin de la revoir; de se contronter à elle pour renaître ou enfin naître et avoir une existence.

Musango raconte sa vie de gamine de neuf à douze ans avec une grande poésie; c'est une fille avec l'âme d'une vieille - comme l'Afrique à nos yeux évolués est un enfant, mais pourtant possède une sagesse que nous avons longtemps oublié.

C'est un très beau petit livre... chaque livre que je lis sur ce continent me donne envie d'y retourner; même si c'est des vies dûres mais aussi avec tant de douceur.