Ces âmes chagrines - Léonora Miano

• Fransk
• 8.-11. december
• 275 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Léonora Mianos romaner er fantastisk akkurate i deres observationer af afrikaneres rolle og plads i såvel Europa, som i Afrika - for dem, der vender hjem eller rejser ud, og skal balancere de to verdener. Som hun selv har gjort det som boende i Frankrig men med sine rødder i Cameroun.

Jeg har læst flere bøger af hende - men ikke alle; så meget desto større er glæden, når jeg falder over en ny bog.

Antoine er afrikaner, men er født i Paris. Hans mor er alkoholiker og han ser hende en gang om ugen, hvor han giver hende lidt småpenge for at lette sin skyldfølelse. Deres forhold er kompliceret efter, at hun overlod ham til en kostskole, da han var 7 år gammel, og hun havde mødt en ny mand - som nok ville have den eksotiske sorte kvinde; men ikke hendes barn. Om sommeren blev han sendt hjem til 'Kontinentet', hvor han boede hos bedstemoderen - og han hadede alt ved Afrika.

Nu lever han en nem tilværelse i Paris, hvor han bruger al sin tid på at pleje sit image som Snow - hans hår er farvet hvidt, og grim er han bestemt ikke med det look. Pengene kommer fra en halvbror og en ven, som ikke har opholdstilladelse - deres løn går ind på Antoines bankkonto, og han tager en fyrstelig kommission for at dække over deres ulovlige situation.

Hele korthuset falder dog sammen, da først den ene og så den anden melder fra. Halvbroderen rejser tilbage til 'Kontinentet', og vennen gifter sig med en fransk pige, der får lovliggjort ham. 

Det bliver kun værre, da halvbroderen opdager den hjemløse alkoholiske mor (og endnu én af Snows løgne) - og nu også tager hende med. For Antoine havde behov for hende som mål for sit had, sin manglende selvtillid og bebrejdelserne for den barndom, hun gav ham. Han får succes i et TV-show - men heller ikke her finder han lykken. Det nemmeste vil faktisk være selvmord!

Antoines rejse ind i sig selv bliver en rejse tilbage til 'Kontinentet', hvor han må se sine rødder i øjnene samtidig med, at de alle dør fra ham. Det er historien om at forlige sig med en kultur, man er en del af hvad enten man vil det eller ej. Han kan bo i Paris, og føle sig hævet over alle andre -men i bund og grund er hans rødder ikke der. Det er et dilemma, som Miano ofte berører og som er særdeles relevant for mange, der forlader deres fødeland og kultur.

Hun skriver samtidig ironisk, og barsk om den afrikanske virkelighed - på den måde kun en afrikansk forfatter kan gøre det. Ganske enkelt rørende enestående; men nok ikke salgbar til et dansk publikum?