Sunday, December 18, 2016

Belgravia - Julian Fellowes





























  • Engelsk
  • 15.-17. december
  • 411 sider
  • Dansk titel: Belgravia 

Som mange andre Downton Abbey-fans købte jeg denne roman af instruktøren bag den succesfulde engelske tv-serie. Det kunne jo være et kæmpe flop, hvis man konsekvent havde de stærke personligheder fra tv-serien på nethinden. Men Fellowes har selvfølgelig gjort det smarte at henlægge handlingen, så den starter ca. hundrede år før Downton Abbey - nemlig i Waterloo i 1815.

Allerede der var jeg jo ramt på følelserne, da det er mit gamle hjemland, og området, hvor Napoleons sidste store slag stod, har jeg besøgt en del gange - endog også for at se en genopførelse af netop det slag i juni 1815. 

James og Anne Trenchard er netop flyttet til Bruxelles for at være tæt på det hele; James sælger forsyninger til den engelske hær - men er også lidt af en social opkomling og snob. Han vil så gerne være med hos de fine mennesker! Det lettes i Bruxelles lidt af hans datter, Sophia, som er blevet lidt for tætte venner med den unge Edmund Bellasis, som er adelig og arving til en stor familie.

Aftenen inden slaget er de begge inviterede til et bal, som er gået over i historien, hos grevinden af Richmond. For faderen er det et højdepunkt i hans liv, og som man kan se af gæstelisten på Wikipedia var der faktisk borgerlige til stede. Men krigen bryder ud, og direkte fra festen drager de unge mænd i krig. Men inden da har Sophia opdaget noget, hun ikke bryder sig om - og da Edmund dræbes i slaget, og hun senere opdager, at hun er gravid er skandalen tæt på at ødelægge familien.

Derefter springes 26 år til det fashionable Belgravia-kvarter i London - et kvarter, som James Trenchard i høj grad har været med til at opbygge gennem sine investeringer. Og familien er da også kommet lidt mere med i det bedre selskab - men adelige bliver de jo aldrig. Anne skammer sig til tider over mandens taktløse smigren for herskaberne; især fordi hun ved, at netop en hemmelighed faktisk forbinder dem til Brockenhurst-familien - Edmunds forældre. Han var deres eneste barn, og deres arving er nu nevøen John, som er en talentløs, forgældet skørtejæger!

De tre familier begynder nu uafhængigt af hinanden et detektivarbejde - med hver deres formål. Og de bliver godt hjulpet på vej af deres tjenestefolk. For Fellowes får deres verden til at glide smukt ind i herskabernes, præcis som i tv-serien. 

Det er rent drama og romantik; jeg overvejede på et tidspunkt, om det blev lidt Danielle Steel .... men nej! For Fellowes tekst bevarer lidt af den engelske stiff upperlip, og man fornemmer alligevel lidt Downton Abbey i hans ironiske betragtninger. Gør jeg selv den tjeneste at læse den på engelsk - det er virkelig synd at læse den slags i en oversættelse!

No comments: