Den skjulte skønhed - Lucinda Riley

 

• Engelsk
• 1. - 2. august
• 565 sider
• Originaltitel: The Hidden Girl

Dette må vel være den sidste roman af Lucinda Riley! Ligesom Den sidste kærlighedssang er denne en opdateret udgave af en roman fra 1992, som hendes søn har arbejdet med. Hvor forskellig er denne udgave så fra originalen? Det er svært at vide. Selvom der jo er en kærlighedshistorie - eller flere - så er der også en lidt mere barsk kant i den. Der er overgreb, en seriemorder, stoffer.... en anelse mere råt end hendes eget univers ville jeg mene. Der er i hvert fald rigeligt at tage fat på, da der er mange historier i historien.

Vi er i en lille landsby i Nordengland i 1976. Rose er en kvinde i fyrrerne, der er ved at få sit comeback som kunstmaler efter en selvvalgt pause på tyve år. Hun bor i et lidt faldefærdigt hus med sin søn, Miles, og adoptivdatter Miranda. I huset får de hjælp af en kvinde fra landsbyen - Doreen - og hendes teenagedatter, Leah, som er den skjulte skønhed. 

Pludselig får hun et telegram fra sin bror, David, som hun ikke har talt med i tyve år - samtidig som hun forlod kunstscenen, og det hektiske London. Han er nu en af verdens rigeste mænd - men som nylig enkemand vil han bede hende tage sig af sønnen Brett over sommeren.

Så her har vi to unge mænd og to unge piger med hormoner i fuld flor, og intrigerne starter hurtigt.

Man fornemmer jo som altid hurtigt, hvem der er the bad guy - og hvem, der skal ende med at få hinanden. Men udover disse historier, som i sig selv er nok, er der fortiden. Rose og Davids fortid, hvor vi er tilbage i Polen under krigen med to børn, der ender alene i Treblinka.

Vi tages med i modelverdenen i London, Milano og New York fra slutningen af 1970'erne til starten af 1980'erne. Vi ser tilbageblik fra krigen og hvordan de to søskende kom igennem den. Der er grumme historier om udnyttelse af kvinder og et spøgelse fra fortiden i Treblinka. Der er usædvanligt mange døde for en Riley-roman, og her tænker jeg sønnen har haft en indflydelse. Eller måske var hendes tidilge romaner mere blanding af krimi og romance?

Det er som altid i højt tempo, og virkelig letlæst. Jeg troede jeg ville tage den over et par dage, men det er som en god film, man sætter sig til rette med og pludselig er man færdig når man kan læse omkring 75 sider i timen. Det er altid ukompliceret underholdning, og her var der da lidt mere fart over det. Men mon ikke sønnen nu er nået til bunds i hendes gemmer? 

Grâces lui soient rendues - Pierre Assouline

 

• Fransk
• 29. juli - 1. august
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Pierre Assouline er journalist og har skrevet både romaner og biografier - og en form for selvbiografi.

Han er en oprigtig fransk intellektuel, der er velbevandret i fransk kultur, og lige så begejstret jeg var for hans roman om et maleri, lige så forvirret kan jeg være over andre af hans bøger.

Men han kender sin kunstverden, og derfor har jeg nu købt to biografier af to af Frankrigs mest kendte kunsthandlere - altså agenterne, der handler for og repræsenterer kunstnerne. 

Paul Durand-Ruel var én af de første og var vel nærmest med til at skabe denne jobtitel i slutningen af det 19. århundrede, da impressionisterne skabte furore i den franske kunstverden ved at bryde med de traditionelle regler for, hvordan et maleri skulle se ud for at blive godkendt til den årlige salon.

Men lige et skridt tilbage...

Durand-Ruel er født i 1831, og hans forældre har en forretning på venstre Seine-bred, der sælger papirvarer. Det udvider de til at omfatte akvarelfarver og pensler blandt andet. Når de fattige kunstnere ikke har penge til at købe nye varer for, sker det, at de efterlader et maleri i pant i forretningen. Dermed skabes der langsomt grobund for at sælge disse videre for kunstnerne - og så rykker familien til den højre Seine-bred, hvor det købekraftige publikum bor.

I 1860'erne begynder de at samle værker af Corot, Millet, Rousseau  - so allerede var banebrydende. Et årti senere er det Monet og Pissarro, og er den første til at samle en udstilling med det, der skulle blive impressionismens malere. En bevægelse, som blev udvidet med Cézanne og Renoir - og senere pointillisterne Seurat og Sisley. 

Men tiden var ikke kun gunstig - i hans første mange år gennemlevede Frankrig flere kriser. Revolutionen i 1848, krigen i 1870 og han måtte flere gange lukke sit galleri og søge flugt i blandt andet England. Det påvirkede jo også salget, og selvom han arbejdede med eksklusivitet havde han tit ikke oenge til at betale sine kunstnere. I 1880'erne forsøger han sig i Amerika, som han mener er mere åbne overfor den nye kunst end de forstokkede franskmænd. Især fordi museerne ikke vil købe impressionisterne, og håndhæver reglen om, at en nulevende kunstner ikke kan udstilles på Louvre, som reelt er det eneste museum på den tid.

Han ender med at få succes - ligesom impressionisterne - og dør i 1922 med en betydelig formue, og ikke mindst en kunstsamling, der i dag ville være mange formuer værd som fx nogle af Monets åkandemalerier. De værker er siden blevet solgt til museer og private samlinger rundt omkring, og eksisterer ikke som sådan som én samling desværre.

Det er absolut en biografi af kunsthandleren og lidt mindre mennesket Paul Durand-Ruel. Han giftede sig i 1862 og fik fem børn med sin hustru inden hun døde ung i 1871. Han giftede sig aldrig igen, og nåede også at miste to børn inden sin egen død. Vi ved dog, at han var inkarneret royalist og født i 1831 havde han jo ældre familiemedlemmer, der kunne huske revolutionen i 1789. Han mente stadig, at det var den rette vej frem for Frankrig, og var udpræget konservativ og katolik. Det var et chok for ham, da Frankrig i 1905 adskilte kirke og stat, og som et mindre attraktivt karaktertræk var han højst sandsynligt også om ikke antisemitisk så anti-dreyfussard, som man kaldte dem, der ikke forsvarede den fransk-jødiske officer. Alligevel samarbejdede han i årevis med Pissarro, så det er svært at udpege ham som decideret antisemitisk - men han var traditionel og nok lidt forstokket. 

Hans kunstnere så dog op til ham. Der var tider, hvor de brokkede sig over forholdene - men overordnet vidste de, at han ville deres bedste, og hvis de ikke fik penge, var det fordi han ingen havde til sig selv.

En interessant biografi, der dog er lidt kringlet og tung i stilen - ligesom nogle andre af Assoulines bøger.