Tuesday, March 15, 2011

One day - David Nicholls



























Sommeren 1988 består Emma og Dexter deres sidste eksamener på universitetet, og efter den efterfølgende festlige aften ender de i samme seng. De vågner næste morgen, og det hele er lidt akavet. Dexter er en playboy, der af vane ikke gentager den slags mere end en gang - men Emma er anderledes; mere romantisk håbende og idealistisk er hun typen, der har demonstreret for alt og alle, og altid gør tingene fuldt ud. Dexter har planlagt at bruge de næste par år på at rejse verden rundt, så det må blive ved den ene nat.

Men mod alle forventninger holder de kontakten vedlige. Gennem seksten år følger vi dem hvert år på samme tid, hvor de bevæger sig parallelt gennem livet uden at være det som et par. De er hinandens bedste venner, men Dexter fortsætter sin karriere som playboy og bliver en golden boy med lette penge, succes, sprut og narko - og Emma kæmper for at finde ud af, hvad hun skal bruge sit liv på. Hun har et mislykket forhold til en stand-up komiker, og holder sine idealer højt.

De skændes til tider, men mest er de hele tiden hinandens bedste venner - og som voksne finder de endelig sammen. Det lyder som en værre romantisk komedie, og det er det selvfølgelig også i bund og grund. Men det er også et tidsbillede af England i den periode - og hvis man er nogenlunde jævnaldrende med Dex og Em er det ren nostalgi! Hvilken musik spillede man? Hvilke drinks drak vi, da vi gik i byen i 90'erne? Det er selvfølgelig også om engelsk politik - Thatcher, Major osv. Og der er ikke en rosenrød happy end!

Sproget er ikke en ligegyldig komedies; det er en roman, der samtidig er lidt bitter og eftertænksom. Hvorfor foretager vi de valg vi foretager os - og hvorfor ændre vores drømme og idealer sig, som vi bliver voksne og også skal håndtere forældre, der ældes, bliver syge og dør. Det er mere end blot romantik, og jeg var totalt absorberet i deres liv - og jeg kneb en tåre ved slutningen, indrømmer jeg!

No comments: