Sunday, January 31, 2016

Fugleliv - Véronique Ovaldé


























  • Fransk
  • 30.-31. januar
  • 252 sider
  • Originaltitel: Des vies d'oiseaux

Jeg læste en af Ovaldés første romaner i 2011, som en del af en Bogudfording; og først så mange år senere vendte jeg tilbage til hende. Hun er betydeligt og behageligt modnet i mellemtiden, kan jeg blot konstatere.

Vi er stadig i et diffust Sydamerika, hvor det er umuligt at stedfæste landet - og dermed er vi stadig i en Marquez-lignende fantasiverden. Men vi er i en moderne verden, hvor tiden er helt konkret fra 1980'erne og frem til slutningen af årtusindet.

Vida er en kvinde i sin bedste alder, som er gift med den succesrige Gustavo - men hun er en af de fugle i et bur, som titlen refererer til. Gustavo mødte hende i Irigoy - som skal anses som lidt af et vildnis i landet - og gjorde hende til den fine forstadsfrue, hun nu er. Sammen har de datteren Paloma - den opmærksomme læser vil bemærke ironien i dette navn, da det jo betyder due på spansk!

Paloma har forladt hjemmet, og nu må der ikke tales om hende - det er et brud på Gustavos forventninger til familien, der primært er en kulisse til hans liv. Men hun vender tilbage, og det ved Vida selvom Gustavo ikke opdager det. Sammen med hendes rebelske kæreste Adolfo, kommer de når forældrene er på ferie, og bor i deres hus, spiser deres mad og sover i deres senge. De lever på denne ukonventielle måde overalt i de riges område uden at stjæle, men blot for at overleve mens de nyder deres ungdoms forelskelse.

Da Gustavo melder indtrængningen til politiet, får de besøg af betjenten Taibo, som er ungkarl. Han rører ved noget i Vida - og han bliver selv lige så berørt af det mystiske liv hun lever.

Så hvis Palomas flugt fra hjemmet er en slags oprør mod det liv, det står for - så er mødet mellem Vida og Taibo en anden form for opgør med konventioner. Sammen tager de til Irigoy for at lede efter datteren; og til slut forenes mor og datter i deres nye ukonventionelle liv - Vida forlader Gustavo for at leve sammen med Taibo.

Det hele beskrives med denne særegne sydamerikanske humor - på trods af, at Ovaldé er fransk, så er noget umiskendeligt sydamerikansk i hendes stil. Det er en hurtig lille bog at læse - dejlig weekendunderholdning.

Wednesday, January 27, 2016

New York - Edward Rutherfurd



























  • Engelsk
  • 20.-26. januar
  • 1033 sider
  • Dansk titel: New York :-)

Januar måned har litterært stået i byernes tegn - London, Mogok, Paris, Berlin - så det passede glimrende at fortsætte til New York. 

I New York-biografien starter Rutherfurd først i 1664 - der er næppe noget at skrive om helt så langt tilbage som i London, da der ingen overleveringer eller levn er, tænker jeg.

Så han starter med indianernes uddrivelse af det, der bliver til byen New York og så følger vi den samme familie - Masters-familien - frem til 2009. Der er selvfølgelig andre personer, der krydser ind over - men langt fra så mange grene at holde styr på som i London. Det gør den ikke mere triviel; jeg var absolut lige så grebet af denne. 

Tiden tager os igennem store amerikanske begivenheder som Uafhængighedskrigen, Borgerkrigen men også tiden med spiritusforbud, mafia og charleston - og selvfølgelig ender den med blandt andet WTC og tårnenes fald. På den vis var det mere hele USA's historie i byen, end det var byens historie i USA, som det var tilfældet med London. 

Men Rutherfurd forstår så absolut at skabe nogle personer, man kan holde af og han skaber glimrende overgange i de forskellige tidsperioder, så man som læser ikke bemærker, at der faktisk er gået 350 år. Personerne fra de første kapitler stod stadig lysende klart og som en del af deres efterfølgere - og det er kunsten i en slægtsroman, synes jeg.

Jeg har aldrig været i New York; og principielt har det aldrig sagt mig noget - bogen minder da også læseren om, at det hele handler om penge, penge og flere penge! Men alligevel krøb der lidt bycharme ind i mig, så jeg faktisk overvejede om man en dag skulle .... 

Thursday, January 21, 2016

Goodbye to Berlin - Christopher Isherwood



























  • Engelsk
  • 18.-19. januar
  • 252 sider
  • Dansk titel: Farvel til Berlin

Til tider er det så afslappende at dykke ned i de gode gamle klassikere - eller endnu bedre at opdage nye. Med bagklogskabens briller er der jo skrevet mangt og meget om alle tider i historien og her mange år efter, er der skrevet enorme mængder om 2. Verdenskrig. Men der er skrevet langt mindre om den periode mellem de to krige; den tidsperiode er forsvundet i dramaet om de krige, der ødelagde generationer.

Og dog var det en særdeles morsom og vild tid - netop fordi alle troede, at krig nu var overstået eller fordi man levede lidt fatalistisk med tanke på blot at more sig mest muligt nu, hvor verden var af lave.

Den periode har mange samtidige jo netop skrevet om - og de havde det sjovt i Paris med Hemingway og vennerne, som var en af hovedscenerne for datidens dekadence. Den amerikanske forfatter Erik Larson har også nutidigt skrevet en fantastisk bog om stemningen i netop Berlin i de skæbnesvangre år, hvor det hele ændrede sig med Hitlers adgang til magten.

Berlin var nemlig et andet knudepunkt i denne enorme fest; der var løssluppent og folk flokkedes dertil for tage del i festen. Christopher Isherwood var en af disse; muligvis var det nemmere at udfolde sin homoseksualitet langt fra familien og den bornerte engelske kultur?

Han er selvfølgeligisær kendt for sin Cabaret-musical, men hovedpersonen Sally Bowles optræder i denne lille samling af historier, som udkom i 1939. Der havde han selv forladt Berlin - han kunne ikke længere lide lugten i bageriet; men det er med en vis nostalgi, at han pakker og rejser. Og hans historier emmer af netop den specielle stemning, og det liv, hvor han måske endelig kan leve som han selv ønsker det.

Det er historien om et liv uden mange penge på lommen, hvor han boede i et pensionat - men alligevel festede og levede ubekymret. Han fortæller om rejser til kysten og de venner, han skaffer sig i byen også blandt jøderne. Han siger selv, at det hverken er biografisk eller komplet fiktion - som læser ville jeg mene, at det er ret biografisk, men navne er ændrede af hensyn til de rigtige personer.

Det er i hvert fald dejlig læsning, og har givet mig lyst til med det samme at få fat på hans andre bøger.

Sunday, January 17, 2016

Frankrig for alle - Bjørn Bredal


























  • Dansk
  • 17. januar
  • 261 sider

For en del år siden læste jeg en leder i en avis, der diskuterede, hvornår man kunne tillade sig at skrive bøger eller musik eller lave film om store verdenshistoriske skelsættende begivenheder. Jeg mener, at det var efter 11. september. Hvor det hidtil havde varet år inden man trak virkeligheden ind i kunsten, så er den tidsperiode nu forkortet - i nogle tilfælde så meget, at man kan frygte en vis kamp for at komme først. Det betyder desværre, at der må være et kompromis - på kvalitet som regel. Det er essensen af problemet med Bredals bog om angrebet på Charlie Hebdo for blot et år siden - hans bog udkom blot otte måneder senere.

Hans idé er en gennemgang af Frankrig med dets kulturhistorie - kulturarv ... patrimoine ... som en direkte årsag til den tilstand landet befinder sig i nu. Alligevel er hans bog jo allerede indhentet af virkeligheden med de skrækkelige angreb den 13, november; men netop dette kan man jo ikke bebrejde forfatteren. Han var blot hurtigere.

Bogen gennemgår franske kerneprincipper som republikken, Marianne, baguetten - alt sammen i et forsøg på at analysere den franske sjæl og landets forhold til den omkringliggende verden; ikke blot nu men som en historisk opbygning til det 21. århundrede.

Desværre mistede jeg tråden i en del af disse afsnit - lange resuméer af blandt andet Prousts mesterværk og Goncourt-prisvinderen fra 2013 om de sårede fra 1, verdenskrig. Jeg forstod slet ikke sammenhængen i kontekste for afsnittet om Flauberts Bovary? Der manglede for mig en overordnet og langt mere dybdegående analyse og konklusion. Det var ganske enkelt for letkøbt - det er at slå plat på en tragisk hændelser.

Hvis man som jeg har boet i landet, og taler sproget og kender kulturen indgående, så er mange historier ganske overflødige. Hvis man stort set intet kendskab har til Frankrigs historie og kultur, så er det for overfladisk. Jeg forstår ikke målgruppen her, da den uanset hvad virker for let.
Der er ufatteligt mange citater; det er jo ren afskrivning, som ikke giver meget credit til forfatteren, hvis indsats må siges at være minimal udover at samle det sammen.

Endelig må man græmmes over de uendeligt mange stavefejl - både i de franske ord (side 59 - un lieux; side 101 - Au grands hommes); men sandelig også i det danske sprog. Det lader til, at intet forlag i Danmark har professionelle korrekturlæsere, og jeg græmmes faktisk over, at en bog på så få sider skal koste 300 kroner - og alligevel være af så ringe 'teknisk' kvalitet. For trykfejl og stavefejl forventer jeg bliver opdaget af forlaget.

Heldigvis fik jeg den da med 30% rabat - men det må stadig siges at være dyr underholdning for de par timer, det tog at læse den. Der manglede absolut tyngde på alle mulige måder.

La vallée des rubis - Joseph Kessel


























  • Fransk
  • 11. - 16. januar
  • 254 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En rejse til Østen med Kessels dejlige rejsebeskrivelser; Østen har aldrig haft den store tiltrækningskraft på mig - men lige netop Myanmar (eller Burma) har altid virket dragende. Måske er det navnet, eller lukketheden - eller tanken om alle de gyldne pagoder i det frodige landskab. Under alle omstændigheder er det jo et mytisk og mystisk land.

Kessel rejste deril i midten af 1950'erne sammen med en ven fra Paris, som var opkøber af ædelsten. Myanmar havde - og har - den største del af verdens rubinminer, og står for 90% af verdensmarkedet. Og alt dette er koncentreret i og omkring byen Mogok, som da Kessel var der husede ca. 10.000 mennesker - et stykke fra de 150.000 i dag. Endnu en af charmerne ved datidens rejser!

Legenden siger, at en ørn fløj over dalen, da den så noget skinnende rødt - og troede, at det var frisk kød. Igen og igen hakkede den næbbet i det røde objekt indtil det indså, at dette var en umådelig stor rubin - den første i verden ... som det jo altid er med den slags legender.

Kessels beskrivelse af denne rejse er meget centreret omkring den lille landsby, og de personer, han møder der sammen med sin ven Jean. De bor hos den gamle Julius, en russisk jøde, som har levet i landet i årtier. Derudover er der tre englændere i en høj alder - de sidste levn fra kolonitiden, og alle personnager i sig selv.

Der er hele ritualet omkring handlen og alle myterne om de fantastiske sten, man har fundet - eller dem, der er forsvundet på mystisk vis for at dukke op et sted i verden mange år senere. Det er en historie om den passion, der driver alle i minerne - som arbejder ud fra et sindrigt lønsystem, så ingen føler sig fristet til at snyde. Netop den del er uden tvivl uigenkendelig i dag desværre - men Kessel skildrer det med datidens ubekymrethed, hvor banditter blot var dem, der drak lidt for meget og røg lidt for meget opium. Der var dig nogle uromagere - de politiske optøjer ulmede stadig - og han kan godt lide den snert af fare, der er i rejsen. 

Da jeg var i Sri Lanka i efteråret, så vi safirminer, og der foregik 'produktionen' stadig på urgammel vis uden de store elektroniske hjælpemidler - knap en pumpe til at rense jorden. På det punkt har tingene næppe ændret sig siden Kessel så det i Myanmar; og det er milevidt fra den luksus, der omgiver stenene i deres endelige form - det ryster faktisk én mest, synes jeg. 

Men Kessels interesse var alle myterne omkring jobbet - og den specielle dal i verden, hvor det hele er centreret; det er jo et geologisk mirakel!

Monday, January 11, 2016

London - Edward Rutherfurd



























  • Engelsk
  • 1.-10. januar
  • 1.318 sider
  • Dansk titel: London (!)

Ja, jeg startede mægtigt året med en mursten på 1.318 sider - mindre kan ikke gøre det, når man skal igennem 2000 års historie. Det er jo dejligt at kunne synke så dybt ned i en roman, og bare lade sig vugge med ned af Themsen nærmest.

Rutherfurd har specialiseret sig i denne slags enorme historiske romaner med udgangspunkt i en by eller et land; det startede med Sarum, som er det latinske navn for hans fødeby Salisbury i England. Dernæst kom en roman om Rusland inden denne om London. Siden har han fulgt op med Dublin, Irland, New York og Paris.
Jeg købte to af dem i efteråret men besluttede alligevel, at de ikke egnede sig til strandlæsning - og ganske rigtigt. De er altså store at holde - ikke god godnatlæsning. Men ellers er de fortryllende vanedannende.

I London starter man da hele området var istid og ubeboet - det er en hurtig overgang til de første mennesker bebor området med druider og andet godtfolk. Og så følger romertiden, hvor bebyggelsen blev kaldt Londinium inden romerne forlod den i det 5. århundrede og efterlod byen til forfald.
Allerede tidligt introducerer Rutherfurd de familier, som vi så følger frem til 1997, hvor vi forlader London igen.

Der er familier af forskellige sociale klasser og op igennem århundrederne rykker også de sig i storhed og fald i de sociale lag. Nogle af dem har visse genkendelige træk, som gør det 'nemt' for læseren at holde styr på dem. Indimellem gifter de sig på kryds og tværs af familierne - men jeg havde ingen problemer med at holde hovedet koldt.

Der er kapitler af forskellig længde - hurtigere historier i historien, hvor man over max. 50 sider får en tidslomme i protagonisternes historie. Eller længere afsnit, som starter på et punkt i historien men ender mange år senere. 

Der var primært to ting, jeg fandt interessant. Rutherfurd falder ikke for fristelsen til at lade sine personer 'pludselig' blive en stor del af verdenshistorien, som Follett gør det i sin trilogi om det tyvende århundrede. Det er helt almindelige menneskeliv, og omdrejningspunktet er byens udvikling omkring menneskeliv. En historie om, hvordan historien har påvirket vores liv som mennesker - hvordan bystrukturer, (inter)national politik gør en forskel for den jævne borger som hvordan man bor, arbejder, spiser, morer sig, etc.

Han bruger en masse tid på middelalderen og faktisk kun knap 300 sider på det 19.-20. århundrede. Til gengæld bruges der nok 500 sider på det 15.-17. århundrede, som var voldsomt i engelsk historie med deres farverige konger - fx Karl I. som jeg jo netop havde læst en biografi af. Det er unægteligt nemmere at forholde sig til en relativ nutid end en fjern middelalderlig fortid, men han har gjort sit benarbejde og som læser får man et hav af oplysninger, som jeg personligt fandt interessante. Små historiske detaljer, som forklarer, hvorfor vi kalder tingene som vi gør den dag i dag. Det er jo ren guf for en historienørd som mig.

Faren ved den slags slægstromaner er selvfølgelig at balancere portrætterne, så læseren stadig adspredes og ikke holde dem troværdige. Jeg tror reelt set, at jeg kun fandt et enkelt sted, hvor jeg tænkte, at deres aldre ikke kunne passe i forhold til tiden - i et historisk spring i bogen. Derudover må man ganske enkelt beundre, hvor god styr på tidslinjen, han har.

Jeg skal ikke igang med den næste lige nu - det ville være synd; men jeg er helt overbevist om, at flere skal læses.