La vallée des rubis - Joseph Kessel

• Fransk
• 11. - 16. januar
• 254 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En rejse til Østen med Kessels dejlige rejsebeskrivelser; Østen har aldrig haft den store tiltrækningskraft på mig - men lige netop Myanmar (eller Burma) har altid virket dragende. Måske er det navnet, eller lukketheden - eller tanken om alle de gyldne pagoder i det frodige landskab. Under alle omstændigheder er det jo et mytisk og mystisk land.

Kessel rejste deril i midten af 1950'erne sammen med en ven fra Paris, som var opkøber af ædelsten. Myanmar havde - og har - den største del af verdens rubinminer, og står for 90% af verdensmarkedet. Og alt dette er koncentreret i og omkring byen Mogok, som da Kessel var der husede ca. 10.000 mennesker - et stykke fra de 150.000 i dag. Endnu en af charmerne ved datidens rejser!

Legenden siger, at en ørn fløj over dalen, da den så noget skinnende rødt - og troede, at det var frisk kød. Igen og igen hakkede den næbbet i det røde objekt indtil det indså, at dette var en umådelig stor rubin - den første i verden ... som det jo altid er med den slags legender.

Kessels beskrivelse af denne rejse er meget centreret omkring den lille landsby, og de personer, han møder der sammen med sin ven Jean. De bor hos den gamle Julius, en russisk jøde, som har levet i landet i årtier. Derudover er der tre englændere i en høj alder - de sidste levn fra kolonitiden, og alle personnager i sig selv.

Der er hele ritualet omkring handlen og alle myterne om de fantastiske sten, man har fundet - eller dem, der er forsvundet på mystisk vis for at dukke op et sted i verden mange år senere. Det er en historie om den passion, der driver alle i minerne - som arbejder ud fra et sindrigt lønsystem, så ingen føler sig fristet til at snyde. Netop den del er uden tvivl uigenkendelig i dag desværre - men Kessel skildrer det med datidens ubekymrethed, hvor banditter blot var dem, der drak lidt for meget og røg lidt for meget opium. Der var dig nogle uromagere - de politiske optøjer ulmede stadig - og han kan godt lide den snert af fare, der er i rejsen. 

Da jeg var i Sri Lanka i efteråret, så vi safirminer, og der foregik 'produktionen' stadig på urgammel vis uden de store elektroniske hjælpemidler - knap en pumpe til at rense jorden. På det punkt har tingene næppe ændret sig siden Kessel så det i Myanmar; og det er milevidt fra den luksus, der omgiver stenene i deres endelige form - det ryster faktisk én mest, synes jeg. 

Men Kessels interesse var alle myterne omkring jobbet - og den specielle dal i verden, hvor det hele er centreret; det er jo et geologisk mirakel!