Fugleliv - Véronique Ovaldé

• Fransk
• 30.-31. januar
• 252 sider
• Originaltitel: Des vies d'oiseaux

Jeg læste en af Ovaldés første romaner i 2011, som en del af en Bogudfording; og først så mange år senere vendte jeg tilbage til hende. Hun er betydeligt og behageligt modnet i mellemtiden, kan jeg blot konstatere.

Vi er stadig i et diffust Sydamerika, hvor det er umuligt at stedfæste landet - og dermed er vi stadig i en Marquez-lignende fantasiverden. Men vi er i en moderne verden, hvor tiden er helt konkret fra 1980'erne og frem til slutningen af årtusindet.

Vida er en kvinde i sin bedste alder, som er gift med den succesrige Gustavo - men hun er en af de fugle i et bur, som titlen refererer til. Gustavo mødte hende i Irigoy - som skal anses som lidt af et vildnis i landet - og gjorde hende til den fine forstadsfrue, hun nu er. Sammen har de datteren Paloma - den opmærksomme læser vil bemærke ironien i dette navn, da det jo betyder due på spansk!

Paloma har forladt hjemmet, og nu må der ikke tales om hende - det er et brud på Gustavos forventninger til familien, der primært er en kulisse til hans liv. Men hun vender tilbage, og det ved Vida selvom Gustavo ikke opdager det. Sammen med hendes rebelske kæreste Adolfo, kommer de når forældrene er på ferie, og bor i deres hus, spiser deres mad og sover i deres senge. De lever på denne ukonventielle måde overalt i de riges område uden at stjæle, men blot for at overleve mens de nyder deres ungdoms forelskelse.

Da Gustavo melder indtrængningen til politiet, får de besøg af betjenten Taibo, som er ungkarl. Han rører ved noget i Vida - og han bliver selv lige så berørt af det mystiske liv hun lever.

Så hvis Palomas flugt fra hjemmet er en slags oprør mod det liv, det står for - så er mødet mellem Vida og Taibo en anden form for opgør med konventioner. Sammen tager de til Irigoy for at lede efter datteren; og til slut forenes mor og datter i deres nye ukonventionelle liv - Vida forlader Gustavo for at leve sammen med Taibo.

Det hele beskrives med denne særegne sydamerikanske humor - på trods af, at Ovaldé er fransk, så er noget umiskendeligt sydamerikansk i hendes stil. Det er en hurtig lille bog at læse - dejlig weekendunderholdning.