La Part de l'autre - Eric-Emmanuel Schmitt

 

• Fransk
• 3. - 6. august
• 503 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har i meget lang tid haft lyst til at genlæse denne roman fra 2001, som jeg læste første gang i 2005. Jeg kunne huske, at den fascinerede mig - og det gjorde den heldigvis stadig.

Eric-Emmanuel Schmitt beskæftiger sig tit med emner som religion, hvor han ynder at sammenligne verdensreligionerne. Især de monoteistiske - for at vise os, hvor meget vi har tilfælles på trods af vore stridigheder. Et andet stort gennemgående tema er skæbnen - eller spørgsmålet om, hvad i vores liv er bestemt af skæbnen og hvor meget vores fri vilje spiller ind. Det ser man i flere romaner, men nok ikke mere tydeligt end i denne.

Vi eri 1908 og Adolf Hitler har netop fået afslag på sin optagelse på Kunstakademiet i Wien. Et afslag han ikke forstår for han mener selv han er talentfuld og tydeligvis bedre end de fleste af sine medmennesker. Det er hvad. hans nu afdøde mor har fortalt ham og i stedet må han nu hutle sig igennem tilværelsen mens han prøver at bilde alle ind, at han går på akademiet. 

I et andet spor i denne roman, der fortælles i korte skift mellem de to personer, bliver Adolf H. optaget på akademiet. Det er ikke nemt, for han er tydelig introvert og besvimer hver gang en nøgenmodel kommer. Han besøger Wiens berømte psykolog, Sigmund Freud, der prøver at kurere ham for komplekserne i forbindelse med moderen og hendes død af brystkræft. 

Ud fra denne ene lille hændelse - optagelsen på akademiet - blev verdenshistorien sandsynligvis ændret.

Schmitt adskiller de to ved at kalde den fiktive version for Adolf H., mens vi følger historiens Hitler under efternavnet. Hvordan ville alt have set ud, hvis han var blevet optaget som 19-årig?

I begge versioner kommer der en verdenskrig i 1914, og de deltager begge. Den ene oplever Tysklands nederlag som ydmygende og en katalysator for det, der kommer. Den fiktive Adolf, der var introvert inden krigen, åbner sig op for andre i mødet med krigens absurditet.

Men i den ene version kommer der jo ikke en 2. Verdenskrig, og Adolf H. gifter sig med en jødisk kvinde. Han elsker flere kvinder igennem sit liv. Han får børn. Venner. Han åbner sig for dialog og relationer selvom han aldrig bliver en stor og anerkendt kunstner. Men han har et godt og lykkeligt liv til sin død i 1970 i USA, netop som Tyskland har sat den første mand på månen.

En helt anden virkelighed, som kunne have været!

Om Hitler blev optaget på Kunstakademiet eller ej er næppe forklaringen på verdenshistoriens gang. Men den kunne absolut være en faktor, og det er det aspekt, der gør romanen interessant. Hvad gør et menneske til det, det er? Er vi produktet af vores egne valg eller spiller skæbnen en rolle?

At forestille sig, "hvad hvis?" er nok en tanke vi alle har haft i forhold til hændelser i vore egne liv. Men sat op i en historisk kontekst med de abnorme konsekvenser det fik, er det voldsomt. At afslaget gjorde noget psykisk ved Hitler, er der vist ingen tvivl om. Det er jo ikke fordi Schmitt forsvarer den version af historien - den rigtige - men får os til at tænke over, hvor lidt, der skal til.

Jeg havde ret i at genlæse den, for det er en tankevækkende roman på mange måder, og absolut en af hans bedste. 

Rules of Civility - Amor Towles

• Engelsk
• 13.-22. januar
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Efter sol kommer regn... det må være mit læsemantra for tiden! Efter at have fordybet mig i Blixens liv, var jeg så fyldt med den historie, at den næste ikke kunne få ordentlig plads. Ikke, at den ikke fortjente det - siden jeg i 2018 læste En gentleman i Moskva ville jeg genlæse Rules of Civility på originalsproget.

En gentleman i Moskva var en af det års absolut største læseoplevelser, som kun varmt kan anbefales.

Jeg læste romanen på fransk lige efter den var udkommet; det var i 2012. 

Jeg læste den noget langsommere denne gang, og nød mangfoldigheden i det engelske sprog. Jeg kan nu se, hvor elendig den franske oversættelse var - endnu en grund til så vidt muligt altid kun at læse i originalsproget. Det er ren poesi med finurlige betragtninger i den Gatsby-stil, som hele historien jo en gennemsyret af.

Eve og Kateys eventyr, som jeg beskrev i min tidligere anmeldelse, gør sig langt bedre på engelsk - og man genfinder det fantastiske sprogbillede, som også gjorde En gentleman i Moskva til så stor en succes.

I denne udgave er tilmed den komplette liste af George Washingtons Rules of Civility, som gav navn til bogen. Han nedskrev dem som teenager, og af de 110 huskeregler er der en del, som jo er universelle i både tid og sted og stadig kan bruges til eftertænksomhed.

Især den sidste er måske essensen af romanens dilemma og morale:

Labour to keep alive in your Breast that Little Spark
of Celestial fire Called Conscience.

For Katey kæmper med den samvittighed, da hun år efter gennemgår, hvad der skete i det år - 1938 - da fire personers veje krydses, og det får konsekvenser for dem alle. 

Nu udkommer den muligvis på dansk efter den store succes med historien om greven på det russiske hotel - men læs den så afgjort på engelsk! Det er her, man får følelsen af at forsvinde ind i en tidslomme i New York i mellemkrigstiden. Ren nostalgi og livsvisdom.

Alle mennesker er dødelige - Simone de Beauvoir

• Fransk
• 19.-24. juli
• 528 sider
• Originaltitel: Tous les hommes sont mortels

Dette er indlæg nummer tusind! - 1.000 bøger, der er læst og anmeldt over de sidste 10 år mere eller mindre. De første par år skrev jeg ikke indlæg for alle bøger - blot 31 bøger i 2007, og 43 bøger i 2008. Men så begyndte jeg systematisk at føre alt ind - godt som skidt!

Det er alligevel utroligt, at det skulle nå til tusinde bøger; men med en læserytme lidt over eller under hundrede bøger om året, passer det jo fint. Derfor skulle nummer 1.000 jo også være lidt speciel, tænkte jeg.

Alle mennesker er dødelige er en af de romaner, jeg har læst flere gange - sidste gang var dog inden bloggen kom i gang. Der er et par bøger, som jeg synes bliver bedre gang for gang - og i dette tilfælde betyder tiden (og min stigende alder) også, at problemstillingen og fortolkningen skifter ansigt med tiden. Den bliver mere melankolsk at læse, som jeg selv bliver ældre - netop fordi det handler om tiden, der går og vores (u)dødelighed. For vi er jo dødelige, og skal affinde os med, at vi en dag forsvinder - og hvad er der så tilbage af os?

Det var et emne, som optog de Beauvoir som den eksistentialist, hun jo var; dog fik bogen ikke en glimrende modtagelse i 1946, da den udkom. Det var ikke "fint" nok sammenlignet med den kreds, hun omgav sig med - hvor især hendes mand, Jean-Paul Sartre, jo strålede på den franske intellektuelle scene. Det er en lidt overset roman desværre; i Danmark er den dog kendt for den oversættelse, som Dronningen og Prins Henrik lavede - og den er stadig 72 år senere absolut værd at læse.

Régine er en ung kvinde, der har travlt med livet, Hun er skuespiller, og vil være berømt - men hurtigt, og gerne på bekostning af andre. Hun møder den mystiske mand, som sidder i timevis ude i hotellets have og da hun opdager, at han er blevet lukket ud af et asyl, beslutter hun sig for at tage ham til sig. Hun vil give ham livslysten tilbage, for hun kan ikke acceptere den apatiske tilstand, han er i. Hun mener, at hun er så unik, at ved at elske ham, kan han blive energisk og lykkelig igen.

Fosca kan dog ikke begejstres af noget længere; han har prøvet det hele. Set alt. Hørt alt. Oplevet, elsket og tabt... nu er alt kun gentagelser. Men Régine forstår det ikke, før han en dag fortæller hende hele sin livshistorie.

Fosca fødes i 1279 i en italiensk by, som konstant er i krig med Firenze, Napoli eller Rom. Flere gange er det var at gå galt, men Fosca vil redde sin by og sit folk. Da en fattig mand tilbyder ham en udødelighedseliksir tager han derfor imod; på trods af hans hustru, Catherines, bønner om at lade den være. Men er der noget mere fristende end udødeligheden? Alt det man kan gøre - se, opleve, udrette... når der aldrig er en ende på det.

Men netop det bliver Foscas største problem. Efter at have værnet om sin by i et par hundrede år bliver det kedeligt - og hans personlige relationer er ikke gode. Vi vil alle være noget særligt for nogen; men for de kvinder, han elsker, er de blot en perle i en lang række - og derfor ikke unikke.

Nogle er optimistiske og mener, at netop de vil være den specielle, der overstråler alle andre - men langt de fleste er rædselsslagne af ren og skær forfængelighed. 

Fosca beslutter nu, at han må tænke større - det er hele verden, der skal forbedres og reddes. Derfor slår han sig sammen med Karl V, og hjælper ham i hans krige og opdagelser og erobringer af den nye verden. Også det bliver i sidste ende en skuffelse; han forsøger at hjælpe en opdagelsesrejsende i Amerika - men hvor han mener, at der er masser af tid og hvis ikke de når det, så gør nogle andre - så mister vennen alt mod. Han indser, at han ikke kan nå alt i sin levetid - og bliver jaloux på Fosca, der vil leve til at se det hele.

Relationer er dermed umulige på alle mulige måder - venner, elskere, børn... han kan ikke længere knytte sig til nogen.

En af de gange, jeg læste denne roman var i 1999. Min far var netop kommet til opvågningen efter en stor operation, og jeg sad og læste mens vi ventede på, at han skulle vågne. Jeg har understreget netop den side, jeg læste den januardag i 1999, hvor der blandt andet står:

"Et øjeblik tidligere havde han tredive eller fyrre år foran sig;                                         og pludselig ikke mere end en enkelt nat."

Det var den dag, vi fik at vide, at min far havde kræft og vores tidsperspektiv også ændrede sig drastisk. Netop den dødelighed higer Fosca nu efter; da han ser, at han ikke kan udrette noget fordi han ikke føler noget. Intet haster og dermed er gnisten væk.

Udødeligheden er den værste forbandelse, og alligevel vil vi alle altid have et par øjeblikke mere med dem, vi elsker. Angsten for at dø er også det, der holder os i live!

Som sagt kæmper Fosca med kærligheden; han fravælger den, da han ved, at kvinderne vil forsvinde fra hans minder. Og de tror, at de vil være anderledes. Glemmer vi, dem vi mister - og er vi selv uforglemmelige? Næppe.

Jeg erindrer min far; men efter atten år er der ting, der ikke er lige så soleklare længere - hans duft, hans latter.... og der er ting, han ikke ville kunne forstå i min verden i dag. Beauvoir beskriver det i romanen:

"...det var ikke længere Mariannes verden; jeg kunne ikke længere se den med hendes øjne; hendes blik var endeligt slukket - selv i mit hjerte var hendes holdt op med at slå. "Du vil glemme mig."Det var ikke mig, der havde glemt hende. Hun var gledet ud af verden, og mig, som var i denne verden for evigt, hun var også gledet ud af mig."

Helt så langt væk er min far ikke; men det er verden post-9/11 - med smartphones, krige og fænomener, han aldrig har oplevet. Ting, han muligvis ikke ville forstå eller bryde sig om. Og sådan vil nogle tænke om mig en dag. Det er livets og naturens cyklus.

Det er en sentimental, melankolsk og deprimerende roman på mange måder; samtidig er det én af de smukkeste kærlighedserklæringer til livet, venskaber og kærligheden, jeg overhovedet kan forestille mig. Jeg har læst den på vidt forskellige måder hver eneste gang; mit perspektiv nu er ikke det samme, som da jeg var i tyverne - og muligvis skulle dette være den sidste roman jeg skal læse.

En dag. Når min egen dødelighed indhenter mig.

Jammers Minde - Leonora Christina

• Dansk
• 24.-25. juli
• 330 sider

Jeg husker stadig i dag dengang jeg første gang 'så' Leonora Christina. Det var i mine forældres leksikon - Hirschsprung-udgaven - som jeg elskede at bladre i, fra jeg kunne læse. Der faldt jeg over Karel van Manders portræt af hende, hvoraf en detalje pryder denne forside. Jeg var dybt betaget - af klæderne, den særprægede hat med perlekransene om (som jo var hendes privilegie at bære) og spurgte meget ind til hende og hendes liv. Den fascination blev jo ikke mindre, da jeg fandt ud af, hvor eventyrligt hendes liv på alle måder havde været.

Jeg skrev en større stil om hende i gymnasiet, og husker endnu lærerens forundring, da jeg troppede op med 50 maskinskrevne sider indbundet og illustreret. Det var lidt mere end han havde forventet kan man vist roligt sige - men jeg har den da endnu.

Jeg læste Jammers Minde som teenager - i Birket-Smiths udgave fra 1869, som var lettere omskrevet fra den originale; men stadig i et tungt gammeldags sprog. Line Kroghs nærværende udgave er moderniseret, men der er bibeholdt dialoger på tysk-flamsk med den oprindelige skrivestil; ligesom der ikke altid er konsekvens i skrivemåden af navne. Eksempelvis bruger hun både Korfits, Corfits og Corfitz i omtalen af Leonora Christinas smågale mand Ulfeldt - dette er også tro mod Leonora Christinas egen skrivemåde i den oprindelige udgave.

Hendes formål med at skrive disse jammerlige minder er selvfølgelig at sætte sig selv i et bedre lys over for børnene; hun kommer aldrig ind på fortiden og anklagerne, og der kommer aldrig nogle indrømmelser. Men sikkert er det jo uden tvivl, at parret Ulfeldt ikke var kongen tro og lydig i alle deres handlinger. Men det er også sikkert, at Leonora Christina elskede sin mand grænseløst og næppe kunne se nogle fejl hos ham. Hun har en tendens til at forherlige sig selv - ikke mindst da hun inkluderer sit eget liv i sit værk om heltinder! 

Men det er jo alligevel en fantastisk beskrivelse af livet i et barsk fængsel; Blåtårn i det 17. århundrede har ikke været nemme forhold at leve under - og hun beskriver det med humor med sine anekdoter om slotsfogeder, fangevogtere og de kvinder, der blev ansat til at varte hende op - for det meste kvinder, som ellers ville ende i et tugthus. Hun morer sig over deres uvidenhed, og spiller på deres tro til hendes heksekunster. Leonora Christina var nemlig en intelligent kvinde - måske for meget for én på hendes tid.

Jeg synes stadig, at hendes liv er utroligt og at hun må have været ualmindelig hårdfør at kunne stå alt det igennem. Selvfølgelig var hun en strid harpe; magtliderlig, ærgerrig og stolt - hun var sin fars datter om nogen. Men samtidig kan man ikke andet end fascineres af den skæbne. Hun må have været et interessant menneske at møde!

La Dernière Leçon - Noëlle Châtelet

• Fransk
• 3. juni
• 171 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Denne bog læste jeg første gang for ca. ti år siden. For nylig kom jeg til at diskutere emnet med en veninde, og lånte hende bogen - så kom den videre til en dansk kollega; og så fik jeg lyst til at genlæse den selv. Måske tænkte jeg, at det ville være nemmere i dag end for ti år siden - og lidt var det også; men tårer var der!

Emnet er bestemt ikke blevet mindre kontroversielt eller aktuelt i de forgangne ti år - i Belgien blev der for nylig vedtaget en lov, der nu også omfatter børn. Eutanasi. Aktiv dødshjælp. 

Forfatteren var i slutningen af 1950'erne (og i øvrigt søster til den tidligere franske premierminister Lionel Jospin), da hun skrev bogen om, hvordan hun skulle lære at forholde sig til moderens død. Moderen var 92 år gammel, da hun en dag fortæller sine børn, "at nu bliver det altså den 17. oktober" - en besked de vidste ville komme en dag. Tidligere jordemoder var hun om nogen knyttet til livet; men som hun blev ældre, blev hun også en ivrig fortaler for at kunne dø med og i værdighed. Derfor har hun besluttet, at hun selv vil tage herfra, når hun føler, at hendes krop ikke længere lystrer hende. Aktiv dødshjælp var dengang forbudt i Frankrig, så hun skulle selv være i stand til at gøre det. Principielt er det jo selvmord - men det er den eneste mulige måde selv at kunne vælge sin død.

Så de får datoen at vide. Datteren synes, at det er makabert og får moderen til at flytte den, da den første dato er dagen efter hendes fødselsdag. Derefter bliver der ikke sat en fast dato; men der er et rituel, når de ses, hvor moderen siger til hende, at "det er ikke nu", når hun går. 

Undervejs skriver forfatteren det hele ned - det som hun betragter som at komme tilbage på skolebænken; at vende tilbage til en barndom, hvor det er vores forældre, der lærer os at håndtere nye situationer. Sammen - mor og datter - lærer de at håndtere døden, og forberede sig på adskillelsen. Moderen er jo ikke ligeglad - men hun vil bare gerne selv bestemme over sin krop. 

Der er en frygtelig scene på datterens fødselsdag. I alle de år hun kan huske, har moderen ringet til hende præcis det minut hun blev født - og lavet en lyd som et nyfødt barn. Det er et ritual imellem dem; og der er aldrig lavet om på det. Men det år ringer hun ikke. Datteren går fra at blive bekymret til vred og rasende til trist og endelig i erkendelse af, at det er med vilje. Det er for at vænne hende til, at næste år kommer den opringning ikke. Og så ringer telefonen, da moderen ved, hvor hun er i processen. Jeg var bestemt også med - og med tårer i øjnene hele vejen.

En dag - under et besøg - siger moderen til hende, at det næste besøg bliver det sidste. Derefter kan de snakke i telefon; men hun vil være alene for at gøre de sidste ting klar. Det sidste besøg kommer, og hun går ned for at hente avis til moderen som hun altid gør. Der ser hun de små bunker småpenge, som ville kunne fortælle hende, hvor mange aviser der var til. Men hun tæller ikke. I stedet går hun hjem og venter, og forsøger at leve så normalt som muligt. Indtil moderen ringer, og siger, at det er dagen efter. De snakker og snakker i telefonen. De griner og græder. Derhjemme sidder hun og venter den sidste dag sammen med familie og venner - vel vidende, at det er lige nu. Og det sidste opkald kommer, og de siger farvel og moderen siger, at nu går hun ud og tager sit bad. "Forstår du, hvad jeg mener?" Ja - hun forstår.

Det fortælles ikke, hvordan hun kom af dage - det er i og for sig totalt irrelevant. Den vigtige besked er først og fremmest, at denne gamle men ellers åndfriske kvinde ikke kunne tilbringe sine sidste timer med sine elskede på grund af en lov. Hun var helt alene de sidste dage for, at absolut ingen kunne blive anklaget. 

Den anden vigtige lektion for mig er - ville jeg selv have villet vide det?

De havde tid til at gå moderens ting igennem. De havde tid til at genopfriske minder. De havde masser af tid og det er altid for lidt tid.

Jeg mistede min far i efteråret 2000. Jeg var netop flyttet til Bruxelles på trods af hans kræftsygdom. Men han ville, at jeg skulle leve mit liv. Og han troede selv på, at det gik bedre. Men to måneder efter min flytning kom han pludselig på hospitalet, og blev der den sidste uge. Han var optimistisk - han skulle bare lige have lidt energi. Men de ringede og jeg måtte styrte i lufthavnen uden at vide, om jeg nåede det. Aldrig har en flyvetur været så grusom - med en slukket mobiltelefon. Jeg nåede det med et par timers frist. Derfor var det barsk for mig at læse denne bog fire år efter, hvor såret stadig sprang op og blødte med mellemrum. Nu er det helet mere, og sårskorpen ligner mere et ar end et frisk sår. Men arret vil altid være der.

Men havde det været anderledes, hvis jeg havde stået i denne situation? Jeg tror, at det kræver nogle helt specielle mennesker at kunne håndtere sådan en situation. Måske er kvinder eller mødre bedre rustet til det end mænd? Det ville kræve, at man er stærk nok til at kunne både grine og græde i de måneder. At man kan tilgive og acceptere valget - og ikke konstant plage om en udskydelse. 

Selvfølgelig ville jeg selv have gjort nogle ting anderledes, hvis jeg havde kendt den præcise dato. Men min far døde i viden om, at jeg var etableret og lykkelig i mit liv. Selvom det var langt væk. Og jeg nåede hjem og jeg holdt hånden. Andet ville muligvis have været ubærligt at leve med. Men det fik jeg - og det er også på mange måder mere end andre får.

Faktum er vel, at den ideelle død ikke findes for nogle af os - hverken den døende eller de pårørende. 

Sauver Ispahan - Jean-Christophe Rufin

• Fransk
• 16.-18. december
• 644 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sauver Ispahan er fortsættelsen til L'Abyssin, hvorman genfinder lægen Poncet og hans kone Alix tyve år senere, og langt fra Cairo. Første bind endte, da Poncet kidnappede Alix fra en diligence, som officielt skulle bringe hende til et kloster i Frankrig - men det var selvfølgelig alt sammen aftalt spil. De gemte sig en tid i Skt. Katarina-klosteret i Sinai-ørkenen, men nu tyve år senere bor de i Isfahan i det daværende Persien.

Deres venner - Alix' tjenestepige Françoise og Poncets tidligere partner Juremi - rejste tilbage til Frankrig for at hjælpe deres protestantiske venner mod den franske konges religiøse forfølgelse. Men tingene går - igen - galt, og de ender i Sverige og er så pludselig involveret i en krig mod Rusland. Da Juremi bliver taget til fange af russerne, tager Françoise afsted til hest mod Persien for at finde Poncet - vennen, som skal redde Juremi.

Det er selvfølgelig igen en værre røverhistorie - men af den gode og absolut underholdende slags. Der er intriger i Vatikanet, og skandalen fra Poncets besøg ved Solkongens hof forvikler yderligere alle historierne - hvoraf nogle er bevidste løgne, mens andre er misforståelser udledt af alle disse forskellige versioner af sandheden. Der er intriger i haremet, og krig med elefanter i bedste Hannibal-stil - og så er der beretninger fra Isfahan, så man (hvis ikke det lige lå i Iran) var taget afsted til lufthavnen med det samme.

Rufin kender som tidligere ambassadør diplomatiet og dets koder og sprog - og intriger; han formår i disse to bøger at føre sin moderne viden tilbage til det 18. århundrede med  en fin sans for historiefortælling samtidig.

Jeg fik absolut mere ud af at læse bøgerne nu mere end 10 år senere; fordi jeg i mellemtiden har besøgt langt flere af de steder, han beskriver og de kunstværker og historiske reelle personer, der optræder.

L'Abyssin - Jean-Christophe Rufin

• Fransk
• 12.-15. december
• 699 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Rufins første roman købte og læste jeg for første gang i 1999; den kom frem igen under mit sygeleje, da jeg var løbet tør for ulæste bøger jeg var i humør til - og samtidig havde jeg i måneder haft lyst til at genlæse hans lange eventyrlige historie om Jean-Baptiste Poncet.

Jean-Christophe Rufin er en fransk læge, forfatter - og ambassadør; ligesom Kouchner har han haft en alsidig karriere, der dog med enhver franskmands fornemmelse for filosofi gør ham til en imponerende historiefortæller. Ydermere har han været ambassadør for Frankrig i såvel Senegal som Gambia - Senegal står jo mit hjerte nært; men historien foregår i et helt andet område af Afrika!

Den unge Poncet er havnet i Cairo efter en lidt skødesløs tilværelse og uden uddannelse; men han har en god viden om planter og naturmedicin, og bliver hurtigt efterspurgt som læge i byen. Men den franske konsul er ikke af samme opfattelse, da han ingen papirer har. Så komplicerer tingene sig for konsulen, da Ludvig XIV beslutter at sende en emission til Abessinien - i dag kendt som Etiopien - for at omvende dem til katolicismen.

I dag kender vi Etiopien som hjemland for Haile Selassie; som hjemsted for rastafari-religionen opkaldt efter Ras Tafari og mest af alt for sult og nød. Men i 1700 var det et uopdaget farligt land - langt syd for de egyptiske katarakter, og hvor hvide mænd ikke rejste. Især ikke som katolikker. For nok var kejseren ikke muslim - men han ville ikke underlægge sig Paven og den katolske kirke.

Men Poncet forelsker sig i konsulens datter, og beslutter sig for at deltage i en dødsdømt ekspedition til kejseren. Her er der lidt konfusion - eller litterær frihed - for i 1699/1700 hed kejseren Iyasou I selvom Rufin kalder ham for Yesu I. Det er nærliggende og tilgiveligt i en fiktiv roman. De tager altså afsted - og kommer tilbage. Poncet har opnået den diplomatiske fortrolighed med Yesu, og vil nu til Versailles for at blive akkrediteret som ambassadør, så han samtidig kan opnå den borgerlige status, der vil gøre det muligt at fri til Alix.

Selvfølgelig går alt galt i denne historie, der er skrevet som i periodens stil. Der er de gode og de onde; dueller og kampe, jesuitter og kapucinere (datidens store religiøse skisme i Frankrig)... der er diplomati og snyderi - og til tider er der aldrig langt mellem yderpunkterne i alle disse modsætninger. Der er samtidig en fantastisk dosis geografi og historie - og jeg var mere opmærksom ved denne genlæsning tolv år senere, da bogen slutter i det fantastiske Skt. Katarina kloster i Sinai-ørkenen, hvor jeg stod for 18 måneder siden. Det rører mig altid mere at læse om steder, hvor jeg også har været - og måske endnu mere, når disse er uændrede igennem århundreder.

Det er måske også en roman uden de store litterære overraskelser - ingen krumspring i sproget men en god dosis gammeldags ridderroman i moderne format; og det er vellykket også anden gang man læser den. Jeg tror ikke, at Rufin vidste, at denne roman ville indbringe ham en Goncourt-pris - men der kom en efterfølger, som selvfølgelig skal læses nu... og senere har han skrevet andre fantastiske romaner, hvoraf jeg har nogle til gode - heldigvis!

Femme blanche Afrique noire - Marielle Trolet Ndiaye

• Fransk
• 22.-23. oktober
• 375 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Denne fantastiske fortælling læste jeg første gang, da den udkom for seks år siden. Jeg havde tidligere læst Corinne Hofmanns fortælling om hendes liv i Kenya, da hun blev håbløst forelsket i en masaikriger. Denne historie er den rigtige historie om en fransk kvinde, der desillusioneret rejser til Senegal i håbet om at finde noget andet og mere end vores evindelige jagen efter karriere og materielle goder.

Da jeg læste den første gang havde jeg endnu aldrig sat min ben i Afrika; det gjorde jeg knap et år senere - og jeg følte som Marielle, at der var noget i det kontinents livsfilosofi, som var en del af mig - at jeg hørte til selvom jeg intet kendte til det. Mit første afrikanske land var også Senegal, og det blev også skæbnesvangert.

Bogen har i dag en helt anden betydning for mig; den landsby hun bosætter sig i med sin fiskermand, ligger ikke langt fra den lille landsby, hvor jeg tilbragte en ferie for et år siden. En ferie, der endnu en gang markerede mig så dybt, at jeg i marts tog en måneds orlov og lejede et hus i landsbyen for at leve mere på den afrikanske vis. Jeg vendte tilbage i juni i år, og jeg vender tilbage igen om en uge.

Da jeg var ved at forberede denne sidste forestående rejse, undersøgte jeg på nettet, hvad jeg kunne foretage mig og faldt over hendes hjemmeside. Der stod, at de lejede værelser ud i deres sammensætning af hytter, og jeg kontaktede hende straks. Hun udlejer ikke længere, men skrev til mig, at jeg endelig måtte ringe og komme forbi til den traditionelle tesmagning, når jeg var der. Og så fandt jeg bogen frem igen - for at genopfriske og forberede mig lidt...

Marielle har gennemgået en psykisk forvandling, som om noget gør hende i stand til at leve permanent i Afrika. Hun har ikke haft de samme problemer med at integrere sig i kutymer, religion og familie, som Corinne Hofmann havde i Kenya. Men hun har også været syg af malaria - til sidst så meget, at hun gravid med deres andet barn, vendte tilbage til Frankrig med manden. Den del af historien er ikke med i denne bog - men jeg ved, at de er vendt tilbage jo. Hun har skrevet en opfølger, hvor hun forklarer problemerne med at falde til i Frankrig. For hendes mand, der var vant til at fiske i Atlanterhavet og leve i og med naturen; for hende selv, der havde været væk i flere år - og for deres lille datter, der var vant til et frit liv i sol og varme.

Den bog vil jeg også læse - for det er den klassiske problematik; kan man omplante en afrikaner til vores kultur? Jeg har set, hvordan livet leves i de landsbyer, Marielle også omtaler... hvor langsomt tingene skal gå, hvor meget tålmodighed man skal have.. og jeg levede endda meget luksuriøst i forhold til hendes forhold omend fattigt i forhold til, hvad vi er vant til.

Derfor ved jeg også, at jeg nok aldrig ville kunne give slip på alting, som hun har gjort det. Jeg er nok for knyttet til min komfort i det lange løb - men jeg kan nyde at være i landet, og helt specielt i området, hvor hun bor og hvor der er usædvanligt smukt i naturen, og menneskene er imødekommende og smilende. Der er fupmagere alle vegne, og Marielle fortæller om de seje kampe, hun har haft. De historier er komiske fordi de er universelle for alle, der rejser i Afrika og lader sig besnære af fantasifulde historier - og bliver snydt! Det er en del af spillet!

Jeg håber, at jeg får mødt denne kvinde i virkeligheden i løbet af de næste par uger - det er dårlig timing på grund af en af de største muslimske fester; men jeg vil forsøge. Jeg er fascineret af den slags mennesker, der har så meget mod - og jeg er beæret over invitationen. Jeg ville meget gerne tale i fred og ro med et mennesker, der har prøvet så meget og tilsyneladende har et helt unikt livssyn.

BRAND sense - Martin Lindstrøm

• Engelsk
• 29.-30. september
• 239 sider
• Dansk titel: BRAND sense
• Bogudfordringen 2011

Jeg har med vilje stavet Martin Lindstrøm med et 'ø' i overskriften - og ikke med et 'o' som på bogens omslag; for han er jo altså dansker - og ikke mindre end én af de mest berømte danskere i disse år! I hvert fald inden for sit kerneemne, som er marketing og ikke mindst branding, varemærker og optimal udnyttelse af mærket. Så kendt, at han har sin egen side på Wikipedia, og kan få Philip Kotler til at skrive forord til sin bog! 

Jeg har netop bestilt hans nyeste bog, Brandwashed, som jeg glæder mig vanvittigt til - og så var det lige oplagt at genlæse BRANDsense, som jeg købte i 2005 - for i denne branche går det hurtigt. Faktisk går det hurtigere og hurtigere - endda muligvis mere end selv de kloge kan forudse?

Bogens drejningspunkt er, hvordan man som brand kan optimere sin værdi, sine produkter, sit omdømme - ja, det hele - ved hjælp af de fem sanser. For slutresultatet skulle gerne blive som det lykkes for kun ganske få - at få en symbiose i marketing, som det er tilfældet for Singapore Airlines. Han benytter både sine egne teorier, som muligvis kan være lidt tunge, hvis man ikke i forvejen arbejder med emnet - men lige så mange pudsige og interessante historier fra den virkelige verden. Det er både tankevækkende og skræmmende, hvilke dårlige historier han kan komme med - men også imponerede i de tilfælde, hvor det hele bare kører for et succesfyldt firma!

Til gengæld er det skræmmende at se, hvor meget der er sket på så få år! Nokia er verdensmarkedslederen indenfor mobiltelefoner! Det var dengang iPod var en baby, og iPhone en sædcelle! For slet ikke at tale om iPad - som jo om noget opfylder hans efterspørgsel til taktile produkter og en reel kultur omkring såvel produktet som varen. Apple som firma omtales - men ingen af de notoriske i-produkter, som mange stadig staver forkert; det forstår jeg ganske enkelt ikke??? Hvordan kan man stadig skrive Ipad??? Så er noget af markedsføringen i hvert fald gået galt - eller også er det bare ikke målgruppen, hvis de ikke engang kan skrive produktnavnet! Men under alle omstændigheder er der i dag tale om en i-kultur, som Lindstrøm ikke ved noget om i 2005!

Derfor var det både lidt nostalgisk og sjovt at se, hvor meget der er sket - og en god optakt til den meget ventede kultbog... som jeg forhåbentlig modtager i næste uge.

Fru Marie Grubbe - J. P. Jacobsen

• Dansk
• April 27-29
• 239 sider
• Bogudfordringen 2011

Det er helt umuligt at finde et forsidebillede af denne gamle sag, som blev mit bud på Bogudfordringen for april måned. Jeg havde flere fantastiske idéer i starten af måneden, men måtte som tiden gik indse, at jeg nok ikke kom afsted for at købe bøgerne - og med en påskeferie kneb det med læsetid. Så det måtte blive rovjagt i reolerne, hvilket absolut heller ikke var skidt!

Fru Marie Grubbe kan jeg se af købsdatoen, som jeg altid skriver i mine bøger, læste jeg første gang, da jeg var 15 - derfor er udgaven jo for længst udgået.... og min hukommelse er også rustet en anelse siden da. Romanen udkom i 1876, så det var lige indenfor grænsen; dengang udkom den med den datidspopulære undertitel "Interieurer fra det syttende århundrede", som åbenbart er sløjfet i senere udgaver.

Historien er både historisk men også tidlig symbolisme og naturalisme med den overvældende plads naturen indtager; sproget er jo ikke nutidigt, og det flyder helt sikkert på en anden måde, end vi i dag er vant til - som i denne passage:

"Der er en blomst, der kaldes for perlehyacinth, som den er blå, således var hendes øjne i farve, men de var som den trillende dugdråbe i glands og dybe som en safirsten, der hviler i skygge, De kunne sænkes så dybt som en sød tone, der dør, og løfte sig så kjækt som en fanfare. Vemodigt - ja, når dagen kommer, så ruste stjernerne med et sløret skjælvende skjær, sådan var hendes blik, når det var vemodigt."

Når Jacobsen beskriver Marie Grubbe er det tit og ofte med den slags malende beskrivelser, som fokuserer på hendes læber, øjne eller andet - inden han når til den egentlige personlighed. Men Marie Grubbe var jo også en reel dansk historisk person, som han skulle forsøge at angribe på en anden facon end ved en traditionel biografi, som vel nok var det mest kendte på den tid. Jacobsen forsøger at komme ind under personen og forklare, hvorfor hun handlede som hun gjorde. En kvinde, der var født på en tid med store klasseskel; men som ikke affandt sig med den plads, hun var blevet tildelt - men som opsøgte den ægte kærlighed eller lykke. I dette tilfælde i form af den fattige kusk, Søren.

Da jeg genlæste bogen efter så mange år, var det primært tydeligt, at jeg bedre nu fik nuancerne i sproget med - dengang har jeg muligvis ikke dvælet så meget ved sætningernes rige ordindhold, for det tager trods alt tid at læse de relativt få sider. Jeg bemærkede også, at jeg fandt en vis lighed med Dina fra Wassmos trilogi - en anden stærk kvindeskikkelse, som ikke lader sig indordne under datidens regler. Måske Wassmo har fået inspiration fra Jacobsen eller blot fra den kendte historie om Marie Grubbe?

For mig var det en lykkelig genlæsning, og omend ikke så krævende som mine planer var, så er der også mange gode danske klassikere fra perioden, som sikkert ikke læses nok længere - fordi vi fik nok i gymnasiet?

The Catcher in the Rye - J.D. Salinger

• English
• August 3-4
• 214 pages
• Dansk titel: Forbandede ungdom
• Titre français: L'Attrape-Coeurs

Selvfølgelig havde jeg læst Salingers mesterværk, som i de sidste mange måneder har ligget højt på bestseller-listerne efter hans død; men jeg læste den for nok mere end tyve år siden - jeg kan ikke huske om det var i gymnasiet eller senere. Der var i hvert fald gået tid nok til, at den kunne bære en genlæsning!

Derudover er jeg overbevist om, at læsningen med mine voksne øjne er helt anderledes fra en stor teenagers øjne. Jeg kan ikke i detaljer huske, hvad jeg syntes om den dengang - men jeg kan forestille mig det. Jeg har uden tvivl syntes, at det var en god historie - men uden helt at kunne forstå, hvorfor den skulle være så enestående. Sproget appellerer jo uden tvivl til teenagere med hans 'vred-ung-mand'-attitude og de mange klichéer i ordvalget; men har jeg helt fattet dybden af hans vrede? Næppe!

Jeg har sikkert heller ikke kunnet se det mere revolutionerende i en tekst skrevet i 1951, hvor den slags litteratur ikke var gængs; hvor teenagere ikke udtrykte sig i jeg-form på den rebelske måde i en efterkrigstid, hvor 16-årige ikke har den magt i samfundet, de har i dag.

Den er stadig god! Det er den også om endnu tres år vil jeg tro - og mange teenagere har sikkert kunnet identificere deres raseri mod autoriteter, skoler, forældre og alt andet iøvrigt med Holdens tankegang. Men det, der nok slog mig mest ved genlæsningen er hans dybe psykiske problemer og de mange advarselslamper, der blinker uden at han registrerer det... en direkte kurs mod "afgrunden"; hvor han jo også ender.

Det er en meget letlæselig bog - sprogligt nem og en handling, der udspiller sig over knap to døgn med hans egne ord. Men det var med glæde, at jeg fandt den frem fra reolernes dybder... og det inspirerer mig til at gøre det samme med andre klassikere.

------------------------------------------------------------------------

L'Attrape-Coeurs n'est pas une nouveauté; ni en terme de littérature ayant apparu en 1951 ni pour moi - je l'avais lu à la fin de l'adolescence. Je ne sais plus si c'était au lycée ou par mes propres moyens mais cela fait donc environ vingt ans! Mais après la disparition de Salinger on le voyait partout - et l'envie m'a pris de le retrouver au fond de la bibliothèque.

Il valait absolument la relecture; je n'ai pas de souvenir précis de mes impressions à l'époque - sans doute que je l'ai apprécié pour plus tard l'acheter pour la collection; mais si je l'ai compris à sa juste valeur est une autre question! En le relisant avec une autre expérience ce sont d'autres détails qui en ressortent - mais c'est aussi là la force du livre. Un ado le lit avec sa haine du monde adulte et un adulte le lit avec un petit sourire douce-amèr des souvenirs de sa propre adolescence.

Peut-être n'ai-je pas à l'époque saisi l'impact qu'un livre comme celui-ci a pu faire en sortant dans une société après-guerre où un garçon de seize ans ne parlait pas ainsi; il obéissait les parents et ne ressentait pas cette haine omnipotente que ressent Holden Caulfield pour tout et tout le monde. Il y en a eu - comme de tous les temps; mais de là à le mettre sur papier - et dans des mots pas vraiment doux.

Ce qui frappe à la relecture est aussi l'abysse vers lequel il se dirige sans sentir que sa situation s'aggrave rien que l'espace de 48 heures qui sont décrites dans le livre. Il se contredit de plus en plus; il change d'avis et il n'a plus de notion de la realité - mais il s'en souvient très bien quand par la suite il décrit les évènements de l'institution où il est interné. Il s'en souvient mais est-ce qu'il comprend l'ampleur des problèmes?

Une relecture avec le recul de l'âge permet souvent d'avoir une vision tout autre - et même si je relis rarement les mêmes livres, je pense que certains grands classiques lus dans ma jeunesse pourraient en effet devenir plus enrichissants maintenant. Celui-ci en est bien la preuve!