Wednesday, June 4, 2014

La Dernière Leçon - Noëlle Châtelet

























  • Fransk
  • 3. juni
  • 171 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Denne bog læste jeg første gang for ca. ti år siden. For nylig kom jeg til at diskutere emnet med en veninde, og lånte hende bogen - så kom den videre til en dansk kollega; og så fik jeg lyst til at genlæse den selv. Måske tænkte jeg, at det ville være nemmere i dag end for ti år siden - og lidt var det også; men tårer var der!

Emnet er bestemt ikke blevet mindre kontroversielt eller aktuelt i de forgangne ti år - i Belgien blev der for nylig vedtaget en lov, der nu også omfatter børn. Eutanasi. Aktiv dødshjælp. 

Forfatteren var i slutningen af 1950'erne (og i øvrigt søster til den tidligere franske premierminister Lionel Jospin), da hun skrev bogen om, hvordan hun skulle lære at forholde sig til moderens død. Moderen var 92 år gammel, da hun en dag fortæller sine børn, "at nu bliver det altså den 17. oktober" - en besked de vidste ville komme en dag. Tidligere jordemoder var hun om nogen knyttet til livet; men som hun blev ældre, blev hun også en ivrig fortaler for at kunne dø med og i værdighed. Derfor har hun besluttet, at hun selv vil tage herfra, når hun føler, at hendes krop ikke længere lystrer hende. Aktiv dødshjælp var dengang forbudt i Frankrig, så hun skulle selv være i stand til at gøre det. Principielt er det jo selvmord - men det er den eneste mulige måde selv at kunne vælge sin død.

Så de får datoen at vide. Datteren synes, at det er makabert og får moderen til at flytte den, da den første dato er dagen efter hendes fødselsdag. Derefter bliver der ikke sat en fast dato; men der er et rituel, når de ses, hvor moderen siger til hende, at "det er ikke nu", når hun går. 

Undervejs skriver forfatteren det hele ned - det som hun betragter som at komme tilbage på skolebænken; at vende tilbage til en barndom, hvor det er vores forældre, der lærer os at håndtere nye situationer. Sammen - mor og datter - lærer de at håndtere døden, og forberede sig på adskillelsen. Moderen er jo ikke ligeglad - men hun vil bare gerne selv bestemme over sin krop. 

Der er en frygtelig scene på datterens fødselsdag. I alle de år hun kan huske, har moderen ringet til hende præcis det minut hun blev født - og lavet en lyd som et nyfødt barn. Det er et ritual imellem dem; og der er aldrig lavet om på det. Men det år ringer hun ikke. Datteren går fra at blive bekymret til vred og rasende til trist og endelig i erkendelse af, at det er med vilje. Det er for at vænne hende til, at næste år kommer den opringning ikke. Og så ringer telefonen, da moderen ved, hvor hun er i processen. Jeg var bestemt også med - og med tårer i øjnene hele vejen.

En dag - under et besøg - siger moderen til hende, at det næste besøg bliver det sidste. Derefter kan de snakke i telefon; men hun vil være alene for at gøre de sidste ting klar. Det sidste besøg kommer, og hun går ned for at hente avis til moderen som hun altid gør. Der ser hun de små bunker småpenge, som ville kunne fortælle hende, hvor mange aviser der var til. Men hun tæller ikke. I stedet går hun hjem og venter, og forsøger at leve så normalt som muligt. Indtil moderen ringer, og siger, at det er dagen efter. De snakker og snakker i telefonen. De griner og græder. Derhjemme sidder hun og venter den sidste dag sammen med familie og venner - vel vidende, at det er lige nu. Og det sidste opkald kommer, og de siger farvel og moderen siger, at nu går hun ud og tager sit bad. "Forstår du, hvad jeg mener?" Ja - hun forstår.

Det fortælles ikke, hvordan hun kom af dage - det er i og for sig totalt irrelevant. Den vigtige besked er først og fremmest, at denne gamle men ellers åndfriske kvinde ikke kunne tilbringe sine sidste timer med sine elskede på grund af en lov. Hun var helt alene de sidste dage for, at absolut ingen kunne blive anklaget. 

Den anden vigtige lektion for mig er - ville jeg selv have villet vide det?

De havde tid til at gå moderens ting igennem. De havde tid til at genopfriske minder. De havde masser af tid og det er altid for lidt tid.

Jeg mistede min far i efteråret 2000. Jeg var netop flyttet til Bruxelles på trods af hans kræftsygdom. Men han ville, at jeg skulle leve mit liv. Og han troede selv på, at det gik bedre. Men to måneder efter min flytning kom han pludselig på hospitalet, og blev der den sidste uge. Han var optimistisk - han skulle bare lige have lidt energi. Men de ringede og jeg måtte styrte i lufthavnen uden at vide, om jeg nåede det. Aldrig har en flyvetur været så grusom - med en slukket mobiltelefon. Jeg nåede det med et par timers frist. Derfor var det barsk for mig at læse denne bog fire år efter, hvor såret stadig sprang op og blødte med mellemrum. Nu er det helet mere, og sårskorpen ligner mere et ar end et frisk sår. Men arret vil altid være der.

Men havde det været anderledes, hvis jeg havde stået i denne situation? Jeg tror, at det kræver nogle helt specielle mennesker at kunne håndtere sådan en situation. Måske er kvinder eller mødre bedre rustet til det end mænd? Det ville kræve, at man er stærk nok til at kunne både grine og græde i de måneder. At man kan tilgive og acceptere valget - og ikke konstant plage om en udskydelse. 

Selvfølgelig ville jeg selv have gjort nogle ting anderledes, hvis jeg havde kendt den præcise dato. Men min far døde i viden om, at jeg var etableret og lykkelig i mit liv. Selvom det var langt væk. Og jeg nåede hjem og jeg holdt hånden. Andet ville muligvis have været ubærligt at leve med. Men det fik jeg - og det er også på mange måder mere end andre får.

Faktum er vel, at den ideelle død ikke findes for nogle af os - hverken den døende eller de pårørende. 


2 comments:

Bachs Bøger said...

Det lyder som en stærk, men vigtig bog i debatten om aktiv dødshjælp. Den ville helt sikkert også koste mig nogle tårer. Ærgerligt at den ikke er oversat til dansk, mit franske er ikke så godt som det var engang..

Nille said...

Velkommen til Bachs Bøger!

Ja, den er desværre ikke oversat - den er ellers et glimrende forsvar FOR aktiv dødshjælp.

Men nu er den jo faktisk også en fin historie om, hvordan de selv kommer igennem det i familien. Selvom man godt kunne hav undt dem at være sammen.

Den trak bestemt tårer - også anden gang :-)