Sunday, June 15, 2014

Without a Net - Michelle Kennedy

























  • Engelsk 
  • 14.-15. juni
  • 212 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

For nogle dage siden diskuterede jeg - endnu engang - hvilke forskelle, jeg kommer til at opleve ved at flytte tilbage til Danmark efter 14 år i udlandet. Der er mange forskelle - sikkert også mange, jeg slet ikke forestiller mig lige nu; fx de hjemløse. Er de også i Danmark i samme grad som hernede? Ikke den selvvalgte måske lidt skæve eksistens eller romaerne - men den helt almindelige veluddannede arbejdende person, som måske har mistet sit job under krisen, og nu sidder på gaden i et land, hvor socialt sikkerhedsnet ikke eksisterer, som vi kender det! Næste dag kom min kollega så med denne bog om netop én af disse skæbner, som måske ikke når helt ud i sumpen - men som viser, hvor lidt, der skal til!

Michelle er en ung pige, der bliver forelsket i Tom og alt for hurtigt bliver de gift, fordi det kan give hende hjælp til at læse. Men som 19-årig bliver hun gravid, og inden længe har hun opgivet studierne og sidder med tre mindreårige børn. Tom arbejder, og hun holder kreditkortfirmaerne fra døren med deres krav om tilbagebetaling af alle de ting, som hun ikke mener hendes børn kan leve uden. Indtil Tom en dag siger stop til overforbruget, og hiver hele familien med på landet, hvor de lever uden nogen form for komfort. Michelle kaster sig over husky-hunde, og for en tid går det simple liv, selvom det betyder manglende elektricitet og en levestil ikke mange i dag ville kunne indordne sig under.

Og så bliver det mellemste barn - en 3-årig pige - bidt af en af hundene, da Tom ikke passer på. Hun er tæt på at dø, og er skamferet for livet og Michelle tager sine ting og går. Kører! Men man kan ikke bare få en lejlighed uden penge - og et barjob til 2$ i timen rækker ikke langt.

I måneder lever hun således i sin bil med de tre børn; bilen er parkeret bag ved baren, hvor hun må løbe mellem kunder og køkken for at holde øje med dem. Ingen hjælp fra det offentlige - det er jo USA! 

Men på mirakuløs vis klarer hun at skaffe mad, spare penge op og undgå alkohol eller andre lette fælder. Og endelig får hun en lejlighed og et bedre job som ansat for .... et kreditkortfirma! Her måtte jeg jo undre mig over hendes integritet? Hvordan kan man arbejde med præcis det, som i bund og grund var årsagen til ens egen ulykke - men hun indser fejlen, og går tilbage til et mere enkelt liv med sin nye mand. 

Jeg kan se på nettet, at hun i dag har otte børn, og har skrevet flere bøger om at leve enkelt og billigt. På sin vis som hendes eksmand havde lyst til, men dog med en vis form for komfort - såsom tv og vaskemaskine! Hun har lært af sine oplevelser - og det viser, hvor lidt, der faktisk skal til; og hvor vigtigt det er at beholde sine fighterevner. Hvilket nok er det sværeste. En hurtig lille bog, der giver stof til eftertanke!

No comments: