Emmäus - Alessandro Baricco

• Fransk
• 2. juni
• 169 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Baricco er absolut en favorit hos mig; "Silke" er en ren klassiker, som jeg vist skal genlæse snart - bare for den pure fornøjelses skyld. Men generelt er han en forfatter, jeg køber uden tvivl - det er altid en god investering.

Emmäus er en kort lille dannelsesroman fra Italien i 1970'erne, hvor fire drenge gennemlever en reel transformation i deres liv. Bobby, Luca, Helgenen og fortælleren selv er fire drenge i 16-17 års alderen, og fra solide arbejdsmiljøer, hvor katolicismen samtidig spiller en stor rolle. Drengene kunne ikke drømme om at overskride de grænser forældrene og kirken sætter for dem. De sætter ingen spørgsmålstegn ved begges ret til at definere reglerne. De arbejder som frivillige på et hospital, hvor de plejer de ældre, og de spiller i musik i kirken. Gode og retskafne katolske drenge, hvis største synd er at nusse lidt med kæresten - men længere går det ikke før ægteskabet.

Men så er der Andre - ikke Andrea, for det er jo et drengenavn - men Andre er noget midt i mellem. Noget farligt. Det siges, at hun blev født i samme sekund hendes storesøster døde. Det siges, at hun har forsøgt at begå selvmord. Det siges, at hun er med på den værste sammen med drengene. Og de fire drenge er håbløst betagede.

Deres observation af Andre er i starten på lang afstand. Men hun får bevæget sig ind i deres periferi, og forstyrret deres dagligdag og deres venskaber. Sandheder afsløres og illusioner brister. Det ender som det kun kan - tragisk. Men tragisk i Bariccos poetiske facon at udtrykke det på. Det er ikke en af hans bedste - men den er god! Der er samtidig en stor dosis af religiøse motiver og referencer, som får mig til at tænke, at der er andet og mere bag denne roman. En fase, som han har gennemgået, og som er stærkt anderledes end hans livsfilosofi i andre romaner. Og at han som god italiener/katolik selvfølgelig kan sin Bibel - det mærkes ...