Showing posts with label Jan Elhøj. Show all posts
Showing posts with label Jan Elhøj. Show all posts

Wednesday, December 20, 2023

ABANDONED (Forladte steder Volume 5) - Jan Elhøj & Morten Kirckhoff

 


  • Dansk
  • 20. december 
  • 210 sider

Da jeg jo havde gjort et kup (troede jeg selv) ved at købe to bind i serien om forladte steder til en fordelagtig pris, så havde jeg det nyeste bind, som jeg nemt kunne læse til morgenmaden.

Det er bøger man nok vil kigge i igen fra tid til anden; men der er jo ikke meget læsestof i dem.
Den sproglige kvalitet er en anelse bedre - men langt fra tilfredsstillende. Der er ikke mere uddybende information om de steder, de besøger - men i indledningen dog lidt mere information om hvordan det foregår. Det savnede jeg i andet bind.

Det er stadig trykt på tykt papir og sorte baggrunde; personligt synes jeg ikke det bringer det bedste frem i billederne, hvoraf mange virkelig er smukke.

Mine forventninger var desværre nok lidt for høje - og overordnet set var det alt for mange penge for alt for lidt. 

Tuesday, December 19, 2023

ABANDONED (Forladte steder Volume 2) - Jan Elhøj & Morten Kirckhoff

 
















  • Dansk
  • 19. december
  • 210 sider

Jeg faldt over denne serie i en reklame på Instagram; og faldt lige pladask i fælden om et godt tilbud og købte den seneste udgivelse sammen med andet bind, der er nogle år gamle.

Præmissen er jo interessant og principielt ret simpel; man rejser rundt i verden, og opsøger forladte bygninger. Det er sikkert ikke nemt - det forklarer de to forfattere da også; man skal finde en vej ind uden at blive opdaget. Nogle steder er under opsyn af sikkerhedsvagter som fx kraftværker eller større tidligere offentlige steder. Andre er private hjem, der ligger øde hen og måske er nemmere tilgængelige.

De to forfattere tager så billeder inde fra alle disse steder, hvor historien står stille og dokumenterer dem i deres bøger. Langt de fleste er blot ledsaget af et generisk navn og sted - som fx Slangelaboratorium Japan; mens andre har en kortere ledsagende tekst.

Alle billeder er trykt på en sort massiv baggrund og på kraftigt papir; det harmonerer ikke helt med deres livsfilosofi om at passe på verden osv. Det må være en særdeles miljøskadelig måde at trykke bøger på! Som det ofte er med små forlag, der selv trykker og sælger, er der også en kreativ tilgang til det danske sprog. Den er rent ud sagt proppet med grammatik- og stavefejl. Som fx i følgende paragraf:

Første gang, vi hører om dette unikke slot i Toscana, er vi solgt.
Det smukt beliggende slot med udsigt over Toscana opføres i 1605 af Ximenes d'Aragona, en af datidens rigeste familier i Europa. Deres portugisiske oprindelse og samhandel med Afrika, skabte et kæmpe familie dynasti som voksede sig større gennem flere hundrede år.
Frem til 1800 tallet var det i familiens eje og husede sågar den Italiens kong Umberto i en periode.

Der er absolut smukke fotos; men helhedsindtrykket ødelægges for mig både af opsætningen, sprogkvaliteten og den manglende baggrundshistorie om, hvordan de rent praktisk arbejder. Det er muligvis beskrevet i første bind, men hvis man starter et andet sted i serien, er det vel lige så relevant for læseren. Der mangler historier bag billederne! Det er givetvis for at beskytte stedernes "gravfred" at de forbliver så anonyme; men lidt mere information havde gjort det til en reel oplevelse at læse.