Grand Hotel Europa - Ilja Leonard Pfeijffer

 

• Dansk
• 28. september - 3. oktober
• 704 sider
• Originaltitel: Grand Hotel Europa

Dette er uden tvivl en af de mere komplekse bøger jeg har læst i lang tid, og det er virkelig svært at kondensere det ned i en kort beskrivelse for der er så mange forskellige historier og temaer.

Hovedpersonen, Ilja, som jo er forfatteren - men alligevel ikke er det - indlogerer sig på Grand Hotel Europa; et majestætisk hotel, der dog har mistet lidt af fordums glans, hvor det blev besøgt af kronede hoveder og berømtheder fra hele verden. Han har valgt det for at kunne fordybe sig i skrivningen af sin historie om Clio - hans italienske ekskæreste - og deres fallerede kærlighedshistorie.

Der er tilsyneladende mange elementer, der passer på forfatterens eget liv. Han har boet i Genova og Venedig; han er kunst- og historieinteresseret, men også meget optaget af europæisk identitet og politik. Men Clio er fiktiv ligesom det maleri, de leder efter. Men det giver en helt særlig oplevelse for læseren fordi han taler direkte til os, og fortæller i bogen om den bog, han skriver om Clios og hans forhold.

De to mødes i Genova, hvor han bor, og hun arbejder som kunsthistoriker. De flytter til Venedig, hvor hun får arbejde, og samtidig leder de efter det sidste maleri som Caravaggio skulle have malet i Valletta inden han drog mod Italien og som bekendt døde på en strand. Denne søgen er en intellektuel leg for dem begge, hvor de forsøger at opfinde årsager til, at maleriet skulle findes et bestemt sted. Og så drager de ud for at lede efter det! Det handler nok mere om legen og søgen end om maleriet selv - og det bliver et symbol på deres forholds dynamik.

I tiden for deres forhold arbejder Ilja også på en dokumentar om masseturisme, som han arbejder på med et hold fra hans hjemland Holland. I deres research møder de forskellige typer turister, og det bliver til små historier inden i den store historie.

Men hotellet er metaforen for det hele - navnet alene vidner om den storhed Europa havde, og som vi i Iljas øjne har tabt. Det bebos af en række personer, som lever i en forsvunden tid - en fransk digter, en græsk finansmand, mens det overses af den gamle majordomus og den unge piccolo, Abdul, som er bådflygtning fra Afrika. Ilja fortaber sig i de lange snørklede gange i jagten på den mystiske ejer af hotellet, der nu bor i et værelse han ikke kan finde.

Hotellet opkøbes af en kinesisk investor, hr. Wang, der erstatter gamle lysekroner med moderne bling-bling og gør det kinesiske værelse til en pseudo-engelsk pub. Hotellet er symbolet på Europa som en forlystelsespark for turister, der kommer for at se historie, og som i den større aktuelle kontekst er det kinesiske investorer, der kommer til vores redning. Globaliseringen har ændret magtbalancen, men vi er stadig ude af stand til at se og erkende det mener forfatteren.

Der er vitterligt mange historier, og mange synspunkter at forholde sig til. Der er uden tvivl en del af hans egne holdninger og synspunkter på Europas historie og kultur, som den udvikler sig nu og der er nogle interessante betragtninger, der rammer plet hos alle, der elsker at rejse. Han spidder vores opførsel som turister i en præcis satire - for der er også meget humor i al alvoren med hans beskrivelser af turister, der søger autenticitet men dermed ødelægger netop denne, og fremprovokerer en falsk autenticitet hos de lokale. Vi vil alle gerne se steder, hvor der ikke er mange turister - og dermed er vi med at til at åbne for turismen netop disse steder.

Som europæere mener vi jo, at vi har ret til at rejse hvor vi vil og besøge de lokale kulturer; men vi vil ikke lade hvem som helst besøge os i det indemurede Europa, hvor emigranter holdes ude som fx Abdul, hvis historie viser sig måske ikke at være helt som han fortæller den.

Der er en rød tråd igennem det hele; men den kan være svær at se og beskrive. Ilja ser tilbage på sin historie med Clio og jagten på Caravaggio-maleriet, mens han interagerer med gæsterne på hotellet, og fører lange samtaler om Europa som en døende civilisation. Alt imens kineserne indtager hotellet og invaderer vores kultur, og han reflekterer over turismen. Nogle anmeldelser anklager den derfor også for at være for lang og usammenhængende - som det ses her, er det da også umådeligt svært at give en konkret logisk beskrivelse af alle de temaer og historier. Men der er en finurlig krølle til sidst, som måske binder det hele sammen for hans egen historie. 

Det var en virkelig intens læseoplevelse, men jeg var fascineret af alle historierne i historien. Rejsen til Abu Dhabi, hvor de besøger det nye Louvre ude i ørkenen er endnu et glimrende eksempel på ironien. Europas historie er til salg for højestbydende, og hvad er konsekvensen for Europas tiltrækningskraft så som kulturelt nervecenter for hele verden? 

Man skal ikke læse den som en historie med mange twists og plots, men som et kritisk blik på Europa, dets historie og os selv som europæere.