Blå timer - Joan Didion

 

• Engelsk
• 12. oktober
• 208 sider
• Originaltitel: Blue Nights

Blå timer er på mange måder opfølgningen og afslutningen på den historie Joan Didion startede i 2005 med Et år med magisk tænkning efter hendes mands pludselige død. Det var derfor oplagt hurtigt at læse den, da hele forløbet nærmest er en sammenhængende historie. 

Joan Didions mand døde den 30. december 2003. Deres datter, Quintana Roo, lå på det tidspunkt i koma på et hospital i New York med en slem lungebetændelse og blodforgiftning. Hun kom sig til dels, men faldt om nogle måneder senere med en hjerneblødning, og kom sig aldrig fuldstændig. Hun var inde og ude af hospitaler, gennemgik et utal af operationer men døde i august 2005 blot 39 år gammel. 

Didion skrev den første bog i løbet af den periode op til datterens død, og det indgår i den første bog. Den udkom umiddelbart efter datterens død, men det indgår ikke i bogen. Denne anden bog er skrevet i 2011 - altså med lidt mere afstand til tabet end det var tilfældet for mandens død.

Det har uden tvivl noget at sige, men mest af alt er det forskellen mellem at miste en mand og at miste et barn.

Quintana Roo var adopteret, og Didion og hendes mand forsøgte aldrig at skjule den hsitorie. Men nu reflekterer hun over, hvad det gjorde ved datteren, som kæmpede med psykologiske problemer. Didion går tilbage i tiden til de rejste rundt for deres arbejde, og altid havde hende med som en del af det. Et barn, der tilbragte meget tid på hoteller og i deres voksne verden. Et barn, der tidligt ville blive noget - som ledte efter en identitet.

At miste en mand og en livspartner så pludseligt er chokerende. Men Didion og Dunne havde et meget fusionelt forhold, og hun vidste at hun kendte ham inderilgt og intimt. Med Quintana føler hun nu, at hun måske aldrig kendte Quintanas inderste tanker? Hun blev frataget den tid, hvor hun skulle se sin datter blive mor selv - hun var blevet gift blot fem måneder inden mandens død. Det er unaturligt at miste et barn - og mister man sit eneste barn, så mister man sin rolle og identitet som mor. Didion forblev alene efter mandens død, men det kunne potentielt have været anderledes. Man kan blive en andens livspartner. Man bliver ikke en andens mor.

Didion var 71 år gammel, da datteren døde og da hun skriver bogen nogle år senere, begynder hun at mærke alderen. Der er episoder med besvimelser og diagnoser, der skal stilles. Der er indlæggelser, hvor hun skal tage stilling til hvem, der skal underrettes som nærmeste pårørende - og nu er der pludselig ikke nogen. Hvem er hun nu, hvor dem, der husker hende som ung og frisk ikke længere er her? 

Det er en barsk og trist svanesang for datteren, deres forhold men også hendes egen alder og dødelighed. De blå timer er de sommeraftener, hvor lyset aldrig helt forsvinder men bliver en dyb blå, som holder på dagen og forhindrer det totale mørke. Det var det lys hun så fra hospitalet de sidste måneder inden datterens død. Men det hjalp jo ikke. Mørket kom. Som hun ved, at hendes egen rejse nu kun går én vej - og nu er de andre livsvidner væk.

Didion døde i 2021 af Parkinson, da hun var 87 år gammel. Efter udgivelsen af Blå timer trak hun sig mere tilbage fra det offentlige liv, men udgav små essays. De to bøger er hendes testamente til hendes to store kærligheder i livet - manden og datteren.