- Dansk
- 25.-26. oktober
- 393 sider
Der er noget med mærkedage, der kryber ind i kroppen på én og vækker noget til live i tide op til. Sådan har jeg i mange år haft det med datoen for min fars død og en traumatisk returrejse fra udlandet for at nå hjem i tide. Sådan har jeg det med den 1. november - de dødes dag - som også er dagen jeg fik min kræftdaignose for fem år siden. Det kan virke som lang tid siden nu - men fornemmelsen er der stadig, og den kommer altid igen på denne tid af året.
Skal man så opsøge den litteratur, der minder én om en ikke særlig positiv livsperiode eller forsøge at glemme det? Jeg opsøger det ikke direkte; men der er måske også stadig et behov for at bearbejde det, fordi det er en ensom følelse at stå midt i det. Nok så mange kan man have omkring sig - men det er svært for andre helt at forstå, hvad det vil sige at have det ord påklistret ens krop. Det ved jeg jo fra blandt andet min fars sygdom.
Line og Vigdis Hjorth er begge forfattere - jeg kendte dog ingen af dem. De er nordmænd, men datteren Line bor i København mens mor Vigdis bor i Oslo. I foråret 2023 rammes Line af brystkræft og skal igennem forløbet med operation og kemo som alenemor til to børn. Moderen tager tit og ofte turen til København for at være der for hende, men det er heller ikke altid helt nemt. Moderen er objektivt set nok, hvad man vil kalde for alkoholiker. Det lyder barsk, men i mine øjne må det være ordet, når dagen går med at se frem til den tid, hvor man kan drikke og det så er mindst en flaske vin.
Da datteren er ved at være færdig med kemoen, og skal igang med sin rekonstruktion, rammes så moderen af brystkræft. Der var blevet påvist genetiske tendenser i familien, så som udgangspunkt er det måske ikke så rystende. Men at samme familie indenfor samme år rammes af den sygdom er barsk. Ikke mindst når de samtidig er hinandens nære netværk. Hvordan kan man passe på et andet menneske, når man selv er ramt?
Det er denne historie de to kvinder fortæller om i skift og set fra hver deres perspektiv. Det betyder, at historien skrider frem for så at springe tilbage, når vinklen skifter. Deres perspektiv er selvfølgelig ikke det samme - der er forskel på at blive ramt som 39-årig single mor end som 64-årig fraskilt kvinde.
Jeg var ikke begejstret for skrivestilen især hos moderen. Det er den meget nordiske facon med korte brudte sætninger, som mangler melodi for mine frankofile ører. Men følelserne var genkendelige. Dog kan man også blive både forarget og irriteret på en kvinde, som aftenen inden sin operation tænker mere på om hun kan have en flaske vin med på hospitalet og drikke inden operationen tidligt næste morgen. En diagnose, der tilsyneladenden ikke fik hende til at revurdere sin levevis - og en datter, som accepterer, at det er og altid har været moderens selvmedicinering.
Overordnet set en ærlig og ligetil historie om en familie, der sættes på prøve.

No comments:
Post a Comment