Wednesday, December 31, 2014

Jeg er Malala - Malala Yousafzai



























  • Dansk
  • 28.-30. december
  • 345 sider
  • Originaltitel: I am Malala

Det blev så årets sidste bog. 101 stykker er det blevet til og næsten 40.000 sider læst igennemåret. Der er jo stort set altid gang i en bog; det er yderst sjældent, at der er flere dages pause inden jeg går i gang med den næste. For der er stadig et hav af bøger, jeg ønsker at læse - og så ærgrer det mig, når jeg engang imellem får læst noget skidt. 2014 har budt på en del fantastiske læseoplevelser - og et par rigtigt dårlige; men de er som regel selvforskyldte, når jeg får rodet mig ud i noget skandinavisk krimi, som desværre ikke står distancen. 

Historien om Malala, den unge pige, der netop har modtaget Nobels Fredspris fik jeg i julegave. Jeg må nok indrømme, at jeg nok aldrig selv havde købt den - og da slet ikke på dansk. Men nu er den læst, og blev jeg meget klogere end det, man har kunnet læse i de mange interviews, tv-portrætter osv. ? Nej, det synes jeg faktisk ikke.

Bogen er selvfølgelig skrevet sammen med en ghost-writer, og det skinner kraftigt igennem i en blanding af utrolig infantilt sprog, og højpolitiske historiske analyser af den indo-pakistanske krise og historie. En tid, hvor den lille Malala ikke var født endnu, og hvor det hele er en opsummering af skolebøgerne. Det er faktisk svært at gennemskue, hvor meget er hendes egne ord - udover en prolog en epilog, og takkeordene. 

Selvfølgelig er det dybt tragisk det, der overgik hende - og den uretfærdige behandling, som stadig til daglig overgår millioner af kvinder verden over. Jeg har dyb respekt for en lille pige, som tør sige sine meningers mod - og trodser diverse trusler. Jeg håber, at hun nu får muligheden for at uddanne sig og bruge det potentiale i et voksenliv, hvor det jo skal udfolde helt anderledes end for en pige, hvor hendes alder i sig selv satte hende i en særposition. Den fordel vil hun ikke kunne leve på hele livet; og det bliver spændende at se, om hun kan bruge det til sin og verdens fordel at opnå så stor berømmelse som barn. Personligt synes jeg nemlig, at det var lidt vel tidligt at give hende en Nobel-pris (men jeg synes samtidig, at det gælder en del af de senere års priser, der er uddelt mere strategisk end reelt). 

Bogen fortæller om hendes barndom, skolen, familien - og som sagt iblandet de lange passager om historien. Dernæst talebanernes ankomst til hendes pakistanske region, og deres flugt fra hjemmet. De vender tilbage, men tingene er ikke blevet meget bedre - og endelig ender det jo med den tragsike skudepisode i 2012. Den sidste korte del af bogen følger hende på hospitalet i England, og i en del af hendes nye og meget anderledes liv. Det er en meget letlæselig bog, som sagtens kunne læses af store børn ligeledes.

Det altoverskyggende problem er dog oversættelsen. Jeg måtte faktisk tjekke flere gange, at det virkelig var 2. udgave og så udgivet af Politikens Forlag? Hvorfor er så mange horrible fejl fra en 1. udgave dog ikke rettede? Det er stort I når det skal være lille, det er gentagelser af ord - men især også en ordret oversættelse fra engelsk, så man kan genkende typiske engelske vendinger, som dog ikke går at oversætte så direkte. Det er åbenbart et mere og mere fremherskende problem i danske bøger - men det er pinligt, når det er et stort anerkendt og seriøst forlag. Det ødelægger absolut læseglæden for mig, og det er årsagen til, at danske forlag ikke skal regne med mine penge for oversatte bøger, hvis jeg kan læse dem på engelsk eller fransk. Det er lidt trist; men jeg synes nu, at jeg har set det alt for mange gange.

Saturday, December 27, 2014

Det gode liv ifølge Hemingway - A. E. Hotchner



























  • Dansk
  • 27. december
  • 147 sider
  • Originaltitel: The Good Life According to Hemingway

Jeg har aldrig læst meget af Hemingway - ikke af manglende lyst, men sådan er det bare blevet. Jeg elskede dog hans erindringsbog om årene i Paris - A Moveable Feast - og den passede fint sammen med alt det andet, jeg har læst om ham. Om klanen af venner, der hang ud i Paris og omfattede Man Ray, Robert Capa, Scott Fitzgerald for blot at nævne nogle. Og så er der jo billederne af ham - mit favoritbillede taget af Capa, men også alle de andre, hvor man ser ham som fisker, storvildtjæger, tyrefægterbeundrer ... kriger og verdensmand, som de ganske enkelt ikke laves længere.

Bogen er skrevet af en hans livslange venner - en jøde på trods af Hemingways antisemitiske holdninger; en mand, som også har skrevet flere biografier af Hemingway, og fulgte ham i tykt og tyndt. En mand, som ikke var bleg for at se Hemingways fejl - og overdrivelser i hans historier; måske især i de senere år, hvor depression, paranoia og genetisk nedarvet sygdom førte til hans selvmord. Og igennem alle de år samlede Hotchner små ord og historier fra Hemingway, som nu er samlet i denne lille bog, som ligeledes er rigt illustreret med billeder fra Hemingways liv.

Der er et fantastisk forord af Bo Tao Michaëlis, som glimrende opsummerer personen Hemingway - fandenivoldsk, ulidelig, elskelig, lystløgner, dranker - men også talentet. En mand, som måske ikke skulle leve længere efter, at Pig Bay-krisen havde fjernet ham fra hans elskede Cuba. En mand, som elskede at rejse, leve (farligt), elske, udfordre og udforske. Han kunne ganske enkelt ikke have eksisteret i vores politisk korrekte tider - og det er lidt trist, at den slags store personligheder ikke længere kan fostres. For en Hemingway uden en cigar, en rom, en fiskestang eller et gevær er ikke det samme!

Bogen er opdelt i temaer som Forfattere, Krig, Sport, Kvinder og Livet. Når man læser om hans livslyst forventer man ikke det senere drama. Men det er inden sygdommen sætter ind. Man fornemmer hans helt ekstraordinære liv og hans totale ligegyldighed overfor, hvad andre kunne tænke om ham. Han var en bulderbasse, men også dybt følsom og eftertænksom; det er ikke nemt at pille et enkelt citat eller en enkelt historie ud - det er også svært at skille løgn fra overdrivelse.

Men det er Hemingway hele vejen igennem og det er så uendeligt livsbekræftende at læse ord fra en mand, der virkelig levede livet som en fest!

Venice - Jan Morris


























  • Engelsk
  • 21.-27. december
  • 320 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En af de berømmede rejseskildringer og 'biografier' af byen Venedig - det var prædikatet, der lokkede mig i fælden. Venedig ER en smuk by; en utrolig by med en utrolig historie og der er skrevet meget om den. Den lokker jo med sin særprægede blanding af natur og kultur.

Morris' rejseskildring stammer tilsyneladende fra et længere ophold i byen; selvom jeg ikke kan finde præcise informationer om dette - og det fremgår desværre heller ikke tydeligt af bogen. Jeg elsker jo rejseskildringer - som Theroux, som jo direkte fortæller, hvor og hvornår, han er hvor - eller Kapuscinski, som måske og måske ikke har broderet lidt rigeligt på sine eventyr. Ikke desto mindre er det utroligt at læse om en forfatters egen oplevelse af en rejse.

Det mest fascinerende ved Morris er dog nok hans/hendes privatliv. Født som James Morris og gift med fem børn, besluttede han sig i 1964 for at blive kvinde, og rejste til Marokko for at få udført operationen. Han - nu hun - blev senere skilt fra sin kone, men i 2008 indgik de igen registreret partnerskab, da hun var 82 år gammel. Det er da modigt og fantastisk!

Men bogen her er altså skrevet, da han var en mand og boede i Venedig. Det er en lidt løs fortælling om byen på den tid med anekdoter og observationer om byens mange steder. Den er opdelt i tre dele - menneske, byen og lagunen. Men der er ikke den røde tråd eller kronologi, som ville have bragt det hele lidt bedre sammen i mine øjne. Det er småhistorier opdelt i underkategorier som dyrene i byen - eller bådene - eller kirkerne. Desværre får han det ikke helt til at hænge sammen, så læseren tages med på en reel rejse igennem byens historie. Det er snarere en slags indlæg (som på en blog) med de forskellige temaer. Jeg kedede mig faktisk en del - og selvom der var juletravlhed og familiefester prægede det desværre min læseiver. 

Jan Morris har skrevet mange rejseskildringer, men det bliver ikke en ny globetrotter på mine hylder.

Sunday, December 21, 2014

Vågenatten - Nadeem Aslam


























  • Dansk
  • 18.-20. december
  • 446 sider
  • Originaltitel: The Wasted Vigil

Jeg blev jo tiltrukket af omslagets gengivelse af Boschs uhyrlige billeder af helvede - og i kombination med en historie om nutidens Afghanistan. Men det var så ren indpakning uden indhold skulle det vise sig.

Muligvis ville historien havde holdt bedre på originalsproget - men den danske oversættelse er så åbenlys ringe, at det er direkte ulideligt. Manglende kommasætning, kluntede sætningskonstruktioner og sproget flyder ujævnt og dårligt. Jeg var reelt set ved at give op indtil flere gange; og den kommer da også direkte i skraldespanden, og ikke i bogreolen.

Men kan man se bort fra disse eklatante fejl, så venter der én en historie om menneskeskæbner, der flettes sammen i et post-9/11 Afghanistan. Den gamle læge, Marcus, som er englænder, men konverterede til islam for at gifte sig med Qatrina. De levede i det hus ved en sø, som bliver omdrejningspunktet for en stor del af bogen. Et hus med bøger sømmet fast i loftet for at skjule dem for Taliban; et hus ved en sø og med en parfumefabrik med et kæmpe Buddha-hoved for at minde læseren om de enorme Buddha-figurer i Bamiyan, som blev sprængt i luften i 2001. Det virker til tider alt, alt for søgt og overlæsset med de mange symboler på religion og den mellemøstlige mystik, som skal proppes ind med vold og magt.

Marcus er nu alene; hans datter er taget af Taliban og konen er død; gruen i alt dette oprulles efterhånden som historien skrider frem, og hans veje krydses af den russiske Lara (Dr. Zhivago!!!), som leder efter sin soldaterbror, der hoppede af under USSR's invasion af landet mange år tidligere.

Der er dermed de gode og de onde; men alle har de mistet noget i den krig, som tilsyneladende ikke vil forlade dette land. Men det bliver ikke overbragt på en overbevisende og sammenhængende måde efter min smag. Jeg var hele tiden halvvejs et andet sted - og så er man ikke absorberet af sin læsning.


Thursday, December 18, 2014

Familien Moskat - Isaac Bashevis Singer



























  • Fransk
  • 11.-17. december
  • 859 sider
  • Originaltitel: The Family Moskat

Isaac Bashevis Singer udgav i 1950 den første roman på yiddish; jeg læste den nu på fransk, da den jo er så gammel, at det er svært at finde en originaludgave i dag. Men den var netop blevet genudgivet på fransk, og jeg glædede mig til at kunne dykke ned i denne mursten, som jeg vidste ville tage mig dagevis. Romanen blev oprindeligt udgivet i en yiddish-sproget avis, og derefter som roman i to bind inden den endelig blev udgivet på engelsk.

Perioden strækker sig fra omkring 1910, og indtil Tysklands invasion af Polen i 1939, og følger Moskat-familien og dens efterkommere. Den gamle Moskat-patriark er allerede gammel, da bogen starter; hvilket ikke afholder ham fra at gifte sig igen - ægteskaber og skilsmisser fylder en del i denne roman, og jeg var noget overrasket over deres lidt lemfældige omgang med dette. Såvel kvinder som mænd regner det for naturligt at være gift - men ofte er det ikke kærlighedsægteskaber, og der er elskerinder involveret for mændenes part - og dermed nemme skilsmisser for kvinderne.

Men det er en yderst ortodoks familie - slangekrøller og bønner er del af dagligdagen; ikke mange af den gamle mands sønner eller svigersønner arbejder for føden. De lever enten af investeringer og renter, eller bruger deres tid i synagogen eller med at læse Torahen og efterleve dens mange besværligheder. For når man læser om alle disse ritualer, må det være overordentligt omstændigt at være jøde i den praktiserende forstand.

Derfor er nogle af dem også ved at miste troen på, at Messias en dag skal vende tilbage - en af dem er den centrale protagonist i historien, Asa Heshel. Han er ung mand, der ankommer til Warszawa for at studere og bliver taget under vingerne af en af svigersønnerne. Han er prototypen på fejhed og mangel på mandsmod. Han vælger at trække i trøjen, da 1. Verdenskrig bryder ud - mest fordi det momentant fjerner ham fra de problemer han har skabt for sig selv med diverse amorøse eventyr.
Han mener selv, at han er ateist, men forfærdes alligevel senere i livet over den manglende overholdelse af ritualerne, som han ser hos den yngre generation. Han flagrer fra kvinde til kvinde og fra synspunkt til synspunkt. Hans mest gennemgående livsfilosofi er deprimerende - nemlig, at døden er det eneste, bedste og uundgåelige, der vil overgå ham - hvilket han i en vis udstrækning jo har ret i.

Hans problem er nok snarere, at det bliver en undskyldning for at tage ansvar. Først gifter han sig med en kvinde, men bliver skilt for at udleve sit eventyr med en anden - et af patriarkens børnebørn.
Men heller ikke det fungerer, og ved bogens slutning lever han med en tredje, som forsøger at overbevise ham om, at de skal flygte - men han vælger at blive for at konfrontere den Messias, han nu er sikker på kommer. I form af døden.

Det er en temmelig kompleks roman. Først og fremmest handler det meget om religion og judaisme; selve ritualerne får man ret hurtigt styr på, hvis man ikke kendte dem i forvejen. Men der er selvfølgelig også tale om Palæstina, og deres ønske om at få deres eget land. En diskussion, der snart 70 år senere stadig ikke er endeligt løst. Singers mening som den udtales af bogens protagonister er, at ingen vil give deres land til et andet folk. Hvilket han også fik ret i - han skrev jo romanen inden Israels oprettelse i 1948.

Men han skrev den efter, at 2. Verdenskrig var slut og kunne have inddraget kz-lejre og holocaust i historien. Han afslutter den meget symbolsk med den udtalelse om, at Messias/døden kommer - og mere er vel ikke nødvendigt, da vi alle kender fortsættelsen på den historie i historien.

Det er til tider tung læsning - jeg følte det som med nogle af Pamuks romaner, som er kondenserede, intensive og mættede; til tider med detaljer, som man kan finde overflødige, men som er med til at skabe den særegne stil. Og så flyver man alligevel igennem de sidste 3-400 sider og irriteres over deres stejle facon at gå direkte i katastroferne i religionens navn.

Singer er ikke optimist! Hans religion er eksistentialisme og hans opfattelse af jødedommen er snarere en begrænsning af individet end en forlængelse af det. 

Men absolut en smuk oplevelse, hvis man er indstillet på at skulle grave lidt dybt i sin koncentration og i sig selv.

Thursday, December 11, 2014

The Good Children - Roopa Farooki



























  • Engelsk
  • 6.-10. december
  • 484 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Forsiden pralede af, at dette var en 'life-changing novel'! Det er jo noget af en påstand - og som regel er jeg ret skeptisk over for den slags reklame. Men hvis jeg skal summere nogle af de bedste bøger, jeg fik læst i 2014 så er det uden tvivl Gadefejeren og denne, som jeg især vil huske.

Roopa Farooki er et nyt bekendtskab selvom dette er hendes sjette roman; hun er født i Pakistan men opvokset i England, som så mange andre fra den del af verden. 

Bogen spænder over 7 årtier i historien om en muslimsk familie i Lahore; der er faderen, som er læge, de to sønner Sulaman og Jamal; de to døtre Mae og Lana - og ikke mindst moderen, som er omdrejningspunktet for familien og for de liv, der venter børnene som voksne.

Moderen styrer dem alle med hård hånd - de skal være de gode børn, som titlen indebærer. Drengene er hun ikke specielt knyttet til; de er der kun for at svine huset til og opføre sig for drenget og voldsomt. Pigerne bliver en slags små dukker, hun kan sminke og forme i sit eget billede. Men fremfor alt handler det om ikke at overskygge moderen eller skuffe hende. 

Drengene bliver sendt til USA og England for at studere, da de er store teenagere - og de kan faktisk ikke komme hurtigt nok væk, og bliver da også væk i mange år. Til dels for at slikke sårene efter barndommen, men også på grund af de valg, de træffer som voksne. Sulaman/Sully gifter sig med en hindu, og Jamal/Jakie er homoseksuel. Meget bedre er det ikke for pigerne, som begge bliver skilt og på ingen måder lever op til moderens forventninger om gode børn. En rolle, de selvfølgelig er låst fast i selv som voksne.  

Bogen fortælles ud fra hvert af børnenes synspunkt - dog mest drengenes - og med flashbacks tilbage til barndommen, og andre tidligere episoder af deres liv, De bliver så levende, og man lever sig oprigtigt ind i deres tragedier; til tider måtte jeg ganske enkelt lægge den fra mig, da det blev for tyngende og knugende at være tilskuer til. Så opslugt af personerne var jeg.

Da faderen dør må de tilbage og selv denne rejse viser sig at være så psykisk voldsom for dem, at de endnu en gang falder ned i barndommens traumer. Og endelig er moderen syg, og de må tilbage for at træffe en stor beslutning om den person, der på ingen måde har gjort dem noget godt - og selv som midaldrende bedsteforældre er de paranoide grænsende til det neurotiske. Det eneste lyspunkt er uden tvivl det sammenhold, som de som søskende formår at bibevare. De ved alle, hvorfor de er blevet som de er, og deres roller er forskellige - nogle er rejst mens andre er blevet. Nogle slap væk, og andre måtte opfylde pligterne. Men de kommer over det og finder en samhørighed, som som voksne er smuk og rørende.

Skrivestilen er så intens, at jeg måtte genlæse flere passager - ganske enkelt for at forstå styrken i ordene, som ramte de fire personer så perfekt. Moderen får man absolut ikke et positivt indtryk af - selvom man forstår hendes karakter, og hvad, der driver hende. 

Og så bruger hun et vers fra Koranen, som jeg fandt ganske uimodståeligt:

'Remember me,
I will remember you'

En af årets helt store læseoplevelser, som jeg kun kan anbefale - når den bliver oversat - eller på originalsproget.

Sunday, December 7, 2014

En afrikaner i Grønland - Tété-Michel Kpomassie


























  • Engelsk
  • 2.-5. december
  • 300 sider
  • Engelsk titel: An African in Greenland

Der er nogle historier, der er så utrolige, at de lyder usandfærdige. Og sådan må historien om togolesiske Tété-Michel sandelig havde lydt for de første grønlændere, der mødte ham i starten af 1960'erne, da de endnu var temmelig aflukket for omverdenen, Den er ikke desto mindre sand og utrolig livsbekræftende.

Tété er teenager i Togo, da han bliver bidt af en slange og er ved at dø. Han bringes ud i bushen til en sekf af slangegudedyrkere, som helbreder ham og til gengæld lover hans far at give ham til sekten, hvor han skal opdrages som en form for præst. Men inden han når så langt, og mens han stadig kommer sig over sin sygdom, finder han en bog i missionærernes hus i Lomé. Der hører han for første gang om Grønland; hvor der er koldt og hvor mændene lever af at være fangere - og beslutter sig for, at der vil han hen.

Rejsen fra Togo til Grønland tager ham otte år; han må arbejde undervejs for at skrabe sammen til næste etape - men endelig kommer han på en båd fra København. Han når aldrig helt til Thule, som det var hans plan - men når at tilbringe knap halvandet år i disse usædvanlige omgivelser, inden han beslutter at han må hjem for at fortælle sine historier. Og de blev senere nedskrevet i hans beretning, som udkom på fransk i 1981.

Det er nærliggende at forestille sig, at der er visse paralleller mellem de to typer af stammefolk - og Tété observerer da også mønstre i jagten; men måske er hans største gevinst, at han selv kommer fra, hvad vi kalde et primitivt folk og ikke chokeres af levevisen. Selvom det betyder, at toilettet er en spand i stuen og seksuelt samvær foregår uden meget intimitet - da alle lever sammen på lidt plads. Han undrer sig en smule over deres åbenlyse promiskuitet - men forklarer den igen med kulden; og mellem linjerne forstår man også, at han selv deltog livligt i den lokale levevis.

Han undres over børnenes magt over forældrene; i Afrika er børn anderledes strengt opdraget - men chokeres ikke synderligt over det enorme drikkeri, der finder sted.

Han møder alle de indfødte fra forskellige samfundsklasser; men de møder jo også ham. Den første sorte mand, de har set - og det afføder skrig og rædsel og oprigtig nysgerrighed og fascination. Det er en livsbekræftende skildring af, hvad man kan opnå når man sætter sig for at opdage verden og sine medmennesker uden fordømmelse. Og som altid er rejsebeskrivelser jo bare fantastiske.

Tuesday, December 2, 2014

Attentatet - Yasmina Khadra


























  • Fransk
  • 30. november - 1. december
  • 246 sider
  • Originaltitel: L'attentat

Anden del af Khadras trilogi om .... hvad? Om religionens absurditet, om den stigende terrorisme i og udenfor Mellemøsten. Hans trilogi udkom på samme tid som Hosseinis bøger om Afghanistan, og bragte vel nok et helt nyt kendskab til arabiske forfattere og de emner, som optager dem og som i sagens natur også optog Vesten mere og mere. De havde givet ikke haft samme succes blot et årti inden.

Første del foregik i Afghanistan; men nu er vi i Israel - et lige så komplekst udgangspunkt for religiøse stridigheder. Amine er palæstinenser, men har taget israelsk statsborgerskab og bor og arbejder som kirurg i Tel Aviv. Han er velhavende, og omgås jødiske venner uden at tænke meget over sin religiøse baggrund, da han ikke er praktiserende muslim.

En dag eksploderer en bombe i en nærliggende café, og han kæmper for at redde ofrenes liv. Indtil han opdager, at hans egen kone er den formodede kamikaze-terrorist. Han bliver anholdt af israelsk politi, og pludselig er han ikke længere velset i det jødiske kvarter af byen eller på sit arbejde. 

For Amine bliver det en lang spiral ned i et helvede af Dante-proportioner; han skal forholde sig til, at hans kone ikke var lykkelig og endte med at ofre sit liv for en hellig krig. Han skal forholde sig til sin rolle i samfundet, hvor hans palæstinensiske familie, som han ikke har set i årevis, er betydeligt mere indblandet i konflikten end han anede. Han skal kæmpe mod overgreb og angreb af psykisk og fysisk karakter. Han skal pludselig indse, at det ikke er muligt at leve i Israel uden en markant stillingtagen til de to sider af sagen. Han hører ikke oprigtigt til på nogle af siderne - men den luksus kan man ikke tillade sig; hans familie forsvarer konens selvmord med, at man ikke kan vinde en krig uden ofre - og det kan ikke kun være de andres koner og børn, der skal sprænge sig selv i luften.

Det er en utrolig intens roman; Khadra formår med ganske få sider at skabe en stor historie - men også en historie, som er svær at forholde sig til. Fordi man som læser igen bliver stillet overfor det store dilemma om en evig Israel-Palæstina-konflikt, som vi også bombarderes med i medierne som reelle nyheder om reelle selvmordsbombere.

Han vælger ikke selv klart side. Som menneske har han jo uden tvivl en holdning; som forfatter lader han læseren sidde med spørgsmålene og tankerne. Så nu er jeg spændt på, hvor den sidste del af trilogien skal foregå - men efter en lille pause med andre emner.


Saturday, November 29, 2014

Paganinikontrakten - Lars Kepler



























  • Dansk
  • 25.-28. november
  • 583 sider

Jeg havde jo desværre købt begge bøger samtidig, så selv efter den sidste Kepler-krimi, som efterlod mig lidt demotiveret, så gik jeg alligevel i gang med den.

Man må sige, at det sætter helt nye standarder for, hvad dårligt er. Det skyldes uden tvivl til dels oversætteren - som blandt andet formår at skrive hændelsesbeløb et sted!!! Kommasætning virker til at være helt og aldeles glemt, og der er utroligt mange fejl i den måske for oplagte oversættelse fra svensk til dansk?

Selve historien er ikke meget bedre; international våbenhandel og masser af bad guys - og så skal det kobles sammen til violinspil (en øvelse, der slet slet ikke lykkes her). Og en form fo morale eller løftet pegefinger på sidste side, som muligvis skal vidne om forfatternes politiske ståsted. Men det klinger lid hult efter knap 600 siders mangel på talent.

Jeg forstår endnu engang slet ikke, hvordan de kan sælge så meget - men de får da ikke solgt flere til mig. 

Monday, November 24, 2014

Adèle et moi - Julie Wolkenstein



























  • Fransk
  • 19.-24. november
  • 590 sider
  • Dansk titel; Ikke oversat


Nogle franske forfattere kan sagtens drive én til en lille smule vanvid med deres prætentiøse intellektuelle skriverier. Julie Wolkenstein - som var et helt nyt bekendtskab for mig, tenderer lidt i den retning. Der, hvor man skriver for at skrive - og så må det forfærdeligt gerne handle om familiens aner og alle de skandaler, der tales om (og især ikke tales om) ved franske spiseborde.

Julie Wolkenstein har skrevet en mammutbog på næsten sekshundrede sider baseret på spekulationer. Men det finder læseren først ud af i den sidste tiendedel af romanen; og så følte jeg mig faktisk en anelse ført bag lyset!

Det hele starter, da hendes far dør i 2011. og hun blandt hans gemmer finder tolv sider tekst, som handler om hendes oldemor på fædrene side. En dame, som var årsag til, at familien i årtier har holdt ved et sommerhus på kysten i Normandiet. En dame, som tilsyneladende var stækrt religiøs, temmelig kolerisk - og havde fået fire børn (deriblandt Julies farfar). Denne skrivelse er skrevet af en gammel tante, som lever i den anden ende af Frankrig - og som Julie møder. Tanten har selv en fantastisk livshistorie, som hun malende fortæller Julie - som dog affærdiger den som en mulig løgnehistorie.

Men hun kommer hjem med oldemoderens dagbøger, og derudfra fortæller hun om dennes liv fra 1870 til hun dør i 1941. Om hendes barndom, hvor moderen dør ung. Om opdagelsen af, at moderen måske havde haft en blakket fortid. Om hendes ægteskab og dens ret så fysiske aspekt i en senvictoriansk tid. Om børnene og dem, hun mistede. Om en alderdom tilbragt ved det elskede hus ved havet.

Al dette ublandet forfatterens egne historier om ferierne i huset ved havet med hendes - elsker? Kæreste? Mand? I hvert fald en person, der ikke er der konstant og som pludselig ophører med at være en del af hendes liv.

Pludselig opdager man så, at der aldrig har været et besøg hos den gamle tante. Dermed heller ingen dagbog - og sandsynligvis heller ingen elsker/kæreste/mand. At det hele er pure opspind, og at melomanen ikke er den gamle tante, men hende selv.

Det er vel en forfatters frihed; men hvorfor så ikke ganske enkelt opdigte en historie? Her får det lidt karakter af en midaldrende neurotisk fraskilt kvinde, der opfinder en familiefortid, der kan skabe lidt røre i andedammen? Og så mistede jeg pludselig energien til reelt at koncentrere mig om slutningen - og om formålet med hele denne historie. Det var ellers til tider en fin historie - omend langtrukken ... måske som et udløb af forfatterens flyvske tanker for at få skabt denne oldemor, som hun måske har haft og som måske var som hun beskriver det. Men snarere slet slet ikke ... 

Wednesday, November 19, 2014

Catch A Fire - Timothy White



























  • Engelsk
  • 13.-18. november
  • 574 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

For lidt mere end en måned siden stod jeg foran Bob Marleys grav i landsbyen Nine Miles langt inde i bjergene i Jamaica. Rundt om mig stod en del personer, som var kommet langvejs fra og var dybt bevægede - for hvem, det var en ægte pilgrimsrejse, hvor de endelig stod foran deres store idols grav ... og gerne med en kæmpe joint i munden. Reglerne for besøg på dette museum er bestemt ikke som man er vant til andre steder fra!

Som alle andre kendte jeg selvfølgelig Marleys musik ganske indgående; som den smukke rytmiske reggae jo er. Men jeg kendte langt mindre til personen bag og historien bag hans tragiske død som blot 36-årig. Et par uger i Jamaica var jeg derimod konstant omgivet af tonerne af hans musik; man går ikke to skridt uden at høre sangene - visse af dem mere end andre. Og man møder ganske mange rigtige rastafari-men med deres dreads og deres vandrestokke - og deres kæmpe ganja-spliff i munden. 

Så da jeg kom hjem måtte jeg have fat i det, der betegnes som den ultimative biografi af manden. Timothy White mødte Marley allerede i midten 1970'erne, da han begyndte at blive alvorligt international kendt, og skrev videre på sin biografi selv flere år efter Marleys død i 1981. Han var tidligere musikanmelder på bladet Rolling Stones, men i denne biografi går han langt dybere ned i livet og religionen, der formede Marley.

Jamaica i sig selv er et finurligt sted; der er religion i overflod og hver lille landsby har mindst tyve kirker af forskellige gradbøjninger af religion. De har et helt specielt forhold til deres religion - men også til deres døde, som de tit og ofte begraver i baghaven. Ligesom animisterne i Afrika har de også et specielt forhold til ånder - gode som onde; og er overbevist om, at disse er med til at styre deres liv og den retning, det vil tage.

Allerede som barn var mange i familie og omgangskreds overbevist om, at Marley besad særlige synske kræfter. De var lidt bange for hans rolige men skarpe blik - senere var illusionen om Zions løve nærliggende. Han kom fra en relativt betragtet velstående familie - men de var fra bjergene, hvor velstand er lettere opnåelig. Da han flyttede til Kingston var mødet med ghettoen først et chok, indtil han begyndte at hænge ud med rastaerne og fik indblik i Haile Selassies historie og religion. I tiden op mod hans død var han endda så vidt som til at opfatte sig selv som en reinkarnation af Jesus. Måske en anelse for meget ganja i længden? Hele landet svæver vitterligt under en stor sky ...



Biografien fortæller detaljeret om netop Haile Selassies liv og religion; men også i detaljer om Jamaicas politik som tit førte til politivold og korruption; og Marley var tit involveret ud fra, hvor hans sympati lå. Disse dele fylder enormt meget - blandt andet er der mere end hundrede sider om tiden efter hans død, og hvordan retssager og familiestridigheder om hans arv forløb. En anelse for meget udenomssnak og for lidt reel Marley i mine øjne.

Jeg ville have foretrukket et mere dybdegående studie af netop rastafari-troen; jeg opdagede blandt andet i Jamaica, at det er det mest homofobe land i verden - og at denne modvilje i høj grad stammer fra rastaernes fordømmelse ud fra religiøse synspunkter. Marley mødte muligvis ikke mange homoseksuelle inden sin død på en tid, hvor det var mindre fremme, og AIDS endnu ukendt. Men teksterne til sangene er så dybt politiske og religiøse, at det strækker langt ud over den berømmelse, de opnåede. Næste trin må være at fordybe sig lidt i netop disse tekster og ikke kun lade sig rive med af musikken. 

Store dele af bogen er desuden skrevet på 'jamaicansk engelsk'- det skal man vænne sig til; men det har jo sin charme, når man læser om en brothers (breddahs) rhytm (riddim)! Og man skal vænne sig til rastaernes ord for en verden, hvor Jah er Jesus/Gud. Som der står over døren ind til Marleys grav ...

Uanset hvad så lærte jeg en masse, og det forlængede ferien med nogle dage!



Thursday, November 13, 2014

Svalerne i Kabul - Yasmina Khadra



























  • Fransk
  • 11.-12. november
  • 148 sider
  • Originaltitel: Les hirondelles de Kaboul
Khadras trilogi om terrorisme har stået i uendelige tider i min reol; måske magtede jeg det ikke, når vi samtidig dagligt bombarderes i nyhederne om taliban, Al Qaida og anden form for terrorisme? Samtidig har jeg med fornøjelse læst andre romaner af ham, og jeg var vild med hans finurlige melankoli og empati i begge romaner.

At skrive en trilogi om dette emne er selvfølgelig farligt; som forfatter risikerer man at stemple sig selv i integristernes øjne. Dermed sætter han sig selv nogle grænser - for som forfatter vil han udtrykke sig om dette sprængfarlige emne, men ordene skal vælges med omhu. Khadra er tidligere officer i den algierske hær, og selvom han optræder med foto på bogens omslag, så skriver han under pseudonym.

Historien - og sikkert også de to efterfølgende i trilogien, som jeg har til gode - er derfor et universelt blik på et Afghanistan i opløsning. Der er individer, men de repræsenterer de arketyper, som i dag findes i denne form for samfund.

Der er Atiq - fangevogteren, som samtidig er en umådelig svag mand; krigen mod russerne har knækket ham fysisk og til dels psykisk.
Hans hustru, Mussarat, er syg og hans mandlige bekendtskaber forstår ikke hans modvilje mod at smide hende ud og i bogstaveligste forstand erstatte hende med en yngre model.

Der er Mohsen, som er gift med den gudeskønne Zunaira. De er uddannede mennesker fra den lavere overklasse, som nu har mistet alt og sidder i et usselt hus, som de ikke vil forlade - Zunaira fordi hun ikke vil ydmyge sig ved at iklæde sig en tchadri - eller burqa. Deres ægteskab har været reelt og baseret på kærlighed; usædvanligt på disse breddegradder.

Rundt om disse fire personer drejer en ubarmhjertig verden, hvor man tvinges til at sidde i timevis og høre mollahens bønner og taler; hvor kvinderne ydmyges og hvor ingen har den mindste rest af selvrespekt og værdighed tilbage. Den mest klarsynede er måske landsbytossen, der i årevis har drømt om at gå .... gå til han når havet. Og som pludselig en dag forlader byen. Næppe når han havet - men han besluttede sig for at handle, hvor de andre er apatiske.

Kun en af de fire overlever den korte periode, som denne historie omhandler og hvor læseren ser, hvor langt ud et menneske kan presses, når omstændighederne er som de er under taliban. Det er både en langsom historie om manglende menneskeligt overskud og mod; og en hurtig og tragisk historie om, hvor lidt, der skal til før det går galt. En brillant lille roman.

Tuesday, November 11, 2014

Ikke at ville se - Jan Guillou



























  • Dansk
  • 9.-10. november
  • 352 sider

Og straks fortsatte jeg med fjerde bind af Guillous serie om det tyvende århundrede, da jeg i lørdags fandt den nyeste udgivelse til en fordelagtig pris. Og så alligevel ikke, når den er læst på to dage, vel?

I det hele taget var jeg irriteret over indtil flere elementer, og har lidt på fornemmelsen, at Herr Guillou er ved at tabe pusten og ikke når til vejs ende med sine ambitioner.

Det irriterede mig ved første øjekast, at formatet ikke er det samme som tredje bind, som jeg også havde købt indbundet - og som faktisk var samme format som paperback-versionerne af første og andet bind. Det ser bare ikke pænt ud, når de står sammen i reolen.

I første bind var kapitlerne opdelt efter personen, der "fortalte" det samt tid og sted. I andet bind var det udelukkende Sverre, og der var tid og sted som kapitelangivelse samt en titel. I tredje bind var vi nede på kun årstal og sted - og i fjerde bind er der seks afsnit; et per år. Som sagt virker det som om, at entusiasmen er ved at forsvinde en anelse.

Derudover fortælles det stort set kun fra Lauritz' perspektiv, og han er hårdnakket i sin overbevisning om, at tyskerne vil vinde krigen og desuden bliver uskyldigt beskyldt for diverse uhyrligheder - som fx koncentrationslejrene. Vi følger Ingeborgs langsomme kræft mod kampen - heller ikke her vil Lauritz se det indlysende; og bogens titel er glimrende ramt. Men man bliver jo lidt irriteret på ham Lauritz - og så savner jeg virkeligt, at der er mere diversitet i synsvinklerne.

Jeg er nervøs for om dette kan holde århundredet ud, når det bliver for ensporet - selvom anden generation praktisk nok har sørget for, at der er en tredje generation på vej - og praktisk nok født på samme tid, så man kan arrangere dem med og mod hinanden i kommende afsnit.

Krigen beskrives igen med til tider penslende detaljer - og troen på den tyske sejr - men så ignorerer man fuldstændig D-day, som ellers om noget blev beviset for Tysklands endeligt. Måske skyldes dette, at Lauritz foretrækker sine nyheder fra en tysksindet avis, der ikke er synderligt nuanceret i sine holdninger. Men historien overordnet set bliver for ensformig og kedelig.

Som sagt er to dage ikke en god læseoplevelse for mig, når jeg havde glædet mig til at se hans familiekrønike folde sig ud. 

Saturday, November 8, 2014

Mellem rødt og sort - Jan Guillou



























  • Dansk
  • 6.-8. november
  • 377 sider

Fortsættelsen til Guillous episke historie om det tyvende århundrede starter i 1919; de tre norske brødre blev genforenet i Berlin ved afslutningen af 1. Verdenskrig, og kan videreføre familiens forretninger.

Den homoseksuelle Sverre, som man fulgte i Dandy, bliver i Berlin sammen med Oscar, hvis afrikanske penge jo blev grundlaget til familiens formue. Lauritz er nu i Sverige sammen med sin tyske hustru og deres fire børn.

Historien handler nu om at få sat børnene i karakter - med ti planlagte bind er det jo i sagens natur dem, der skal løfte historien videre. Det lykkes til dels med Harald - Lauritz og Ingeborgs ældste søn, som hurtigt udviser særdeles kærlige følelser for tyskernes naturlige overlegenhed, og krig og magtbrug som en naturlig del af tilværelsen. Han bliver jo familiens sorte får senere hen - men også bindeleddet i historien om Stockholm og Berlin, da han sendes til Tyskland for at fortsætte sin skolegang.

Oscar og hans tyske hustru Christa lever lykkeligt med Oscar i en total politisk uvidenhed på en tid, hvor Europa samler sig efter sårene fra Verdun - og inden længe kan ane, at nye skyer trækker sig sammen. Deres børn er endnu for små til reelt at kunne indtage en rolle i historien; og generelt er det svagheden i denne tredje del af historien, at børnene ikke formår at udfylde en personlighed. Det samme gælder til dels de to tyske hustruer - og den homoseksuelle Sverre tvinges tilbage til en rolle som den stilfærdige onkel, som absolut ikke længere har et liv efter hans egen overbevisning.

Der er ligeledes en irriterende tendens til at ville forklare de politiske og samfundsmæssige forhold, som nok kan gavne en yngre moderne læser uden viden om de reelle årstal og forhold. Men det gør desværre historien lidt for langsommelig til tider; og man savner virkelig at komme ordentligt ind i deres personer. Det var nemmere i de to første bind, hvor der var færre personer at forholde sig til. Men som forfatter skal man jo inddrage hele familien, hvis man vil skrive en sags af disse dimensioner.

Lauritz' søn Harald bliver selvfølgelig en tro tjener af Hitler; men hjælper også brødrene til at sikre deres formue, som nu står i bygninger i Berlin og Dresden ... i parentes bemærket de to byer, der om muligt blev hårdest ramt af bombardementer - man kan ane en økonomisk krise nogle bind senere!

Der er stadig en del namedropping, som jeg også var irriteret over i andet bind - Guillou anfører selv Erik Larsons fremragende biografi om den amerikanske ambassadør Dodd, som kilde - men hvorfor indføre ham og datteren Martha i en enkelt ligegyldig sætning for derefter at lade dem forsvinde?

Nå, jeg er jo alt i alt glimrende underholdt på trods af disse småfejl - og købte straks fjerde bind; der er trods alt nemmere end at skulle vente et år på at komme videre med familien Lauritzen.

Thursday, November 6, 2014

I am Pilgrim - Terry Hayes


























  • Engelsk
  • 1.-5. november
  • 895 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Årets krimi - intet mindre! Det er postulatet, der har ledsaget denne bogs lancering med massiv opbakning af sociale medier og anden brug af marketing til at skabe en vis hype. Lykkes det så?

Det er en meget omfattende bog, som til tider kan lede sin læser lidt på sidespor og det kan man så enten lide eller ej. Med så mange sider er det også vigtigt for en forfatter, at researchen er i orden og der ikke kommer uoverensstemmelser undervejs. Det klarer Hayes egentligt fint - men der er visse basale fejl, som virkelig skyldes elendig research - men som jeg havde særlige forudsætninger for at kunne 'gennemskue'. 

Historien er som sagt vidtrækkende - det starter med et mord i et usselt hotel i New York; en kvinde er myrdet, og alle hendes kendetegn er væk - tænder, fingeraftryk etc. Dermed er hun fuldstændig umulig at identificere. Mordet skal opklares af betjenten Ben Bradley, men med i hotelrummet er også den mystiske mand uden navn. Det er pilgrimmen, som han dog først bliver til langt senere i historien.

Pilgrimmen er en agent i USA's hemmelige tjeneste, som har været med i adskillige af verdens brændpunkter inden 11. september. Da tårnene i New York faldt sammen, besluttede han, at tiden for den slags agenter måtte være ovre - da de jo netop havde fejlet deres fornemste opgave.
Han går på en form for tidlig pension efter at have skrevet en bog om, hvordan man udfører det perfekte mord - og det er netop den bog, der har været brugt ved mordet i hotelværelset - og Ben Bradley har gjort det umulige .... fundet manden, der i årevis har levet under falske identiteter og burde være beskyttet af regeringen. Og hvis en 'simpel' betjent kan finde ham, så kan andre også - deriblandt nogle, som Pilgrimmen oprigtigt ikke vil findes af!

På den anden side - den onde side selvfølgelig - er der Saraceneren; hele opsætningen bliver lidt bibelsk og linjerne er skarpt trukket op allerede i deres navngivelse. Saraceneren er saudiaraber og oplevede som barn sin far blive offentligt halshugget. Det blev kimen til en hard core islamisk terrorist, som vil styrte landets kongedømme og tage hævn over faderen. Men med tiden beslutter han sig for, at de lande, der er med til at støtte landets styre og andre lande (som Israel) er dem, der skal ødelægges - og USA er selvfølgelig den største fjende af dem alle.

Det er en roman, som nemt kan kamme over i generaliseringer og dermed en lidt farlig vej at tage for en forfatter, da det er en hårfin grænse at balancere på. Han får da også trukket tråde tilbage til 2. verdenskrig og nazisterne, og en hel del til nutidens kamp mod terrorisme med saracenerens idé med at inficere landet med kopper - en sygdom, der for længst er udryddet.

Historien følger hver deres livshistorie separat indtil det øjeblik, hvor Pilgrimmen trækkes tilbage til tjeneste af ingen mindre end den amerikanske præsident, og man kan allerede se filmudgaven for sig. Derefter kæmper de to 'usynlige' mænd mod hinanden og mod tiden, for virusen er produceret og skal nu dræbe den amerikanske befolkning.

Dermed kommer man vidt omkring - stort set samtlige mellemøstlige taliban-styrede lande men også Tyrkiet, Balkan, Italien, London, Paris .... der en meget fart, og med de relativt korte kapitler og skiftet mellem de to personers historie skaber det konstante cliffhangere, som får læseren til at holde ved.

Og så er der de virkelige graverende fejl! Jeg kunne selvfølgelig være stolt af, at det firma, jeg arbejder for nævnes så mange gange, at det virker suspekt - men desværre er han gået temmelig forkert med præcis, hvad firmaet kan og ikke kan. Det er ganske enkelt elendig research - og enormt irriterende, da det jo rent faktisk kan give et forkert indtryk af et brand.

Men alt i alt er det jo en hæsblæsende underholdende actionkrimi - hvor man også fra starten ved, at de gode vinder over de onde! Den må være dejlig læsning for en amerikansk præsident, da den er temmelig selvforherligende i fremstillingen af USA, som verdenshersker.

Friday, October 31, 2014

Kongens kvinder - Maria Helleberg



























  • Dansk
  • 29.-31. oktober
  • 429 sider

Langtrukken og desværre langt mere kedsommelig end Christian IV's kongedømme og rækken af hans elskerinder og børn!

Jeg var lidt begejstret over en ny bog om min absolutte yndlingsperiode i dansk historie - Christian IV og hans tid. Ydermere havde jeg set, at Maria Helleberg samtidig udkom med en roman om Leonora Christine - min heltinde over alle! Men hvilken skuffelse ...

Jeg ejer stort set alt,  der er skrevet om Christian IV og hans datter med Kirsten Munk - Leonora Christine; så der skal selvfølgelig en del til at imponere mig. Men Helleberg har heldigvis tidligere begået glimrende historiske romaner om de kongelige - Dronningeskolen, Kælighedsbarn, osv.

Men i denne roman går alt galt! Det er romantiseret - men tilsat breve fra Christian IV's hånd, så det får et falsk islæt af en biografi; hvilket det ikke er. Det er en dårligt skrevet moderne fortolkning af disse kvinders liv. Der er et par halvhjertede forsøg på at genfortælle visse episoder, der er reelt dokumenterede andetsteds; men det fungerer bare ikke. Desuden er sproget ubehjælpeligt i et forsøg på at nærme sig datidens og med indtil flere grammatisk fejl bogen igennem. 

Jeg kæmpede mig igennem de sidste mange sider i håbet om en seriøs vending, som aldrig kom. Hvis man læse om disse kvinder vil jeg langt hellere anbefale Bodil Warmberg eller Karen Plesner, som bidrager med reel historik. Den samtidigt udgivne roman om Leonora Christine kommer i hvert fald ikke ind i mine reoler, og jeg ærgrer mig blot over lidt spildte penge. Et behov for lette penge ser det ud til.

Tuesday, October 28, 2014

No Stone Unturned - Rosemarie Stone



























  • Engelsk
  • 27. oktober
  • 253 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En nærmest fast tradition for mig er at købe en bog med hjem fra mine rejser - lidt historie om landet eller andet. I sidste uge kom jeg hjem fra Jamaica, men der var ikke mange ting, der fristede mig der - kun denne ene bog fra et lille uafhængigt forlag (hvilket desværre ses i kvaliteten af stavekontrol).

Men det er måske den mest interessante bog jeg kunne finde i relation til netop jamaicansk kultur - hvis det ikke skulle være hele rastafari-kulturen. 

Rosemarie Stone er 44 år gammel, da hendes syv år ældre mand, Carl, pludselig begynder at blive syg i julen 1991. Symptomerne er mange og forskellige, og de render fra læge til læge - indtil en enkelt pludselig foreslår en HIV-test. Den viser sig selvfølgelig at være positiv, og Carl må indrømme de mange års utroskab - og dermed også nødvendigheden af at Rose lader sig teste. Et par dage senere falder dommen - de er begge syge.

Carl er en kendt mand i Jamaica - et i forvejen meget lille land med kun 2,5 millioner indbyggere; han er professor, og leder en del politiske undersøgelser og omgås landets øverste politikere. De beslutter derfor at sige, at det er en form for lymfekræft - og historien bliver godtaget. Nu skal de få et liv til at fungere med den brist på tilliden, men også med den hurtigt fremskredne sygdom, som ikke kan behandles som i dag og slet ikke i land med mindre adgang til den nyeste medicin.

Bogen handler om den kamp - men især også om fortielsen og om konsekvenserne, da Rose endelig efter Carls død efter blot 1½ års sygdom, beslutter at fortælle det til nogle få venner. Det koster venskaber og socialt liv.

At indrømme, at man lider af HIV (og i Carls tilfælde AIDS) er stadig tabubelagt i en stor del af verden; og det var selvsagt endnu værre for tyve år siden. Men derudover opdagede jeg en mindre behagelig side af den jamaicanske kultur under mine uger der. Det er ganske enkelt det mest homofobe land i verden, og historien om yderst brutale mord på homoseksuelle fylder jævnligt avisernes forsider. Selvfølgelig ved vi alle i dag, at homoseksualitet og HIV ikke er direkte forbundne - men sådan tænkte man heller ikke dengang. Og slet ikke i et land, der er så religiøst som Jamaica og hvor rasta-kulturen står bag den voldsomme fordømmelse af homoseksualitet (jeg vil aldrig længere høre Bob Marley på samme måde!)

Derfor er Rose Stones bog både modig og vigtig; hun lever heldigvis stadig og er nu i moderne medicinering, så det højst sandsynligt ikke bliver den sygdom, der ender hendes dage. Men det betyder ikke, at mange fattige lande ikke lader deres indbyggere dø på grund af fordomme eller mangel på kontanter. Diskussionen om tabu er stadig yderst relevant!

Sunday, October 26, 2014

Léon et Louise - Alex Capus



























  • Fransk
  • 22.-26. oktober
  • 313 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Alex Capus er halvt fransk og halvt schweizisk, og dette er den rørende historie om hans bedstefar på fædrene side,

Da bedstefaderen dør i slutningen af 1980'erne har hans familie efterkommet hans eneste sidste ønske - en højmesse i Notre Dame! Flere timers latinsk liturgi, som ingen ligefrem ser frem til - men alle møder de op. Alle børnene, børnebørnene og de af oldebørnene, der er store nok til den slags forlystelser. De ser frem til et par kedelige timer - for så sørgeligt er det jo heller ikke, når man går bort i den alder. Men det ændrer sig ...

Ind træder en lille spinkel kvinde, som uden at tøve går op til kisten (som jo ifølge fransk tradition står åben) - hun kysser kisten stille men længe og lader sine hænder hvile for at mærke Léon en sidste gang. Så tager hun en cykelklokke op og ringer højt og tydeligt med den midt i den højtidelige katedral - og lægger den ned til Léon. Og efter at have kigget længe og grundigt på alle familiemedlemmer, går hun lige så stille ud igen.

Det var Louise. Léons ungdomskærlighed fra 1. verdenskrig, som han mistede af syne, da de på vej hjem fra stranden endte i et luftangreb. De mistede kontakten - men fandt hinanden igen i metroen i Paris i 1928. Og siden var de altid på en mystisk måde i hinandens liv - ikke som konstante elskere; i næsten 12 år inden den næste krig holdt de sig fra hinanden, og Léon var tro mod sin kone, som kendte til Louise,

Men de holdt kontakten, og de elskede hinanden på afstand. Det var man nok bedre til dengang, hvor man ikke bare forlod kone og børn - selvom Léons kone ikke var helt psykisk stabil. Men han blev og levede sit lille embedsmandsliv med få farer - og endelig kom Louise hjem fra udlandet efter krigen.

Der tager hun tyrene ved hornene og de begynder endelig som midaldrende at ses jævnligt og have, hvad man ville betegne som et fast forhold. Og da Léon bliver enke finder de sammen uden at bo sammen - men de kan endelig leve som de vil.

Måske ikke helt - for familien troede aldrig, at hun ville turde dukke op i kirken. Men hun kom - som hun altid gjorde. Det er jo en fantastisk familieanekdote - især fordi ingen reelt led under deres forhold; og den fortjente bestemt at blive nedskrevet og delt!

Wednesday, October 22, 2014

The Invention of Wings - Sue Monk Kidd



























  • Engelsk
  • 19.-21. oktober
  • 137 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Forsiden lignede lidt endnu en amerikansk Kleenex-roman - men alligevel blev jeg tiltrukket af den, da jeg opdagede, at historien var baseret på den sande historie om Sarah og Angelina Grimké; to søstre, der i det 19. århundredes USA var banebrydende indenfor afskaffelsen af slaveri.

Historien er derfor en blanding af reelle hændelser fra de to søstres liv fra 1803 og  ca, 30 år frem i tiden og den fiktive fortælling om slaven Handful, som bliver givet til Sarah på hendes 11-års fødselsdag som hendes personlige slave, som det tit var for vane at gøre.

Sarah Grimké blev allerede meget tidligt frastødt af slaveriet, da hun så behandlingen af dem i hendes egen familie. Da hun som teenager blev gudmoder for den seneste lillesøster i familien startede hun med at indgyde den samme politiske fornemmelse i søsteren Angelina.

Sarah drømte om at blive jurist - hun drømte om at slippe fri af kvinderollen; hun giftede sig aldrig efter en mand behandlede hende skidt. Hun var tit oppe at toppes med familien på grund af de kontroversielle synspunkter, og ikke mindst, da hun senere skiftede til Quaker-kirken, som var ualmindeligt ilde set i Charleston, hvor hun kom fra.

Handfuls historie er vævet ind i det, og er den typisk tragiske historie om behandlingen af slaver - en uendelig tragedie, som en evig skamplet. Men så er der jo solstrålehistorierne som denne om de to søstre, som ender med at ture landet rundt for at holde foredrag om det forfærdelige i slaveriet men også om kvinders rolle i samfundet i det hele taget.

Det var ikke en Kleenex-roman - men en vel gennemført historie om to stærke kvinder.

Sunday, October 19, 2014

Immortelle randonnée - Jean-Christophe Rufin



























  • Fransk
  • 16.-18. oktober
  • 278 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Rufin er endnu en favorit hos mig; hans smukke historier og hans livsskæbne beundrer jeg - og det undrede mig derfor ikke spor, at netop han havde gået Caminoen - vejen til Santiago de Compostela i Spanien for at bruge det som en selvransagende og ikke helt spirituel rejse.

Rufin tog turen fra Frankrig - og som jeg skrev var det absolut ikke med et religiøst formål; snarere en pause! Ro fra hverdagen og til til at tænke over sin næste roman.

I bogen beskriver han såvel de praktiske overvejelser, og hvordan man griber det an - men stor humor og selvironi. Men også tankerne igennem de mange uger, hvor han vandrer alene - de personer, han møder og da hans kone endelig kommer for at gå de sidste hundrede kilometer sammen med ham.

Jeg grinede oprigtigt og morede mig over hans hændelser; men følte bestemt også samtidig storheden og sværheden i at gå denne tur. En fantastisk lille bog som altid fra Rufin!

Thursday, October 16, 2014

En attendant Robert Capa - Susana Fortes



























  • Fransk
  • 13.-15. oktober
  • 238 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat


Jeg er stor elsker af smukke gamle sort-hvide fotografier, og der er visse stjernefotografer, som jo bare er et must - Doisneau, Cartier-Bresson og Capa! Jeg læste hans egen biografi for mere end fem år siden efter at have set den smukkeste fotoudstilling med ham på det jødiske museum i Bruxelles. Hans liv var absolut fascinerende - men det var hans kærlighedsliv også. Hans store kærlighed var Gerda Taro - en tysk jøde, som flygtede til Paris i 1934. Hun var ung og smuk - men også revolutionær og ikke indstillet på den gængse kvinderolle, som man forestillede den sig i 1930'erne.

I Paris møder hun slænget af Picasso, Hemingway, Matisse - samt et utal af andre - og selvfølgelig Capa. Han lærer hende at tage fotografier, og så rejser han til Spanien for at dække borgerkrigen. Da han vender tilbage til Paris bliver de elskende og hun følger ham tilbage til Spanien i 1936.

Taro bliver verdenshistoriens første kvindelige krigsfotograf og hun er totalt og fuldstændigt frygtløs. Mere end Capa var på daværende tidspunkt - men som han selv bliver det år senere, og som bliver årsagen til hans død. Men i 1936 vil han faktisk helst bare gifte sig med den rebelske Gerda og have børn.

Men Gerda vil ikke tøjles, og deres historie er lidt af en had-kærlighedshistorie, hvor hun skubber ham væk hver gang hun føler, at hendes vinger stækkes.

Historien er faktuel med de billeder Gerda tog og de datoer tingene foregik; men romantiseret i dialogen mellem hende og Capa - og den filosoferer endvidere over rollen som fotograf og de hændelser, der kom efter Taros død. Om Capas sorg og hans måde at udfordre døden på gang på gang.

Taro dør i Spanien efter et hændeligt uheld - men bliver begravet i Paris som en nationalhelt; absolut en af sit køns første af sin slags - og en smuk smuk lille bog, der flere gange fik mig til at stoppe op rørt af historien og ordene. 

Monday, October 13, 2014

Bellman & Black - Diane Setterfield



























  • Engelsk
  • 9.-12. oktober
  • 407 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

En morgen dræber den ti-årige William Bellman en ravn med en slangebøsse og høster behørig beundring fra sine kammerater. Men hvad med fuglene - glemmer deres venner, at de mistede en af deres egne?

Det er absolut en lidt fantastisk fortælling men også historien om at leve med skylden og blive sin gæld kvit.

William er den heldige dreng, for hvem tingene lykkes på trods af en lidt uheldig baggrund. Han bliver direktør for sin forsvundne fars spinderi selvom han ikke er anerkendt som barn af familien. Han finder sit livs kvinde, gifter sig og får fire børn - men hver gang der er den mindste modgang i hans liv kommer der en råge forbi - som et varsel om, at handlingen ikke er glemt af fuglene.

Ind i mellem præsenteres læseren for kapitler om ravnene, som beskrives som Odins fugles Hugin og Munin, som betyder Tanken og Mindet. De er ravne, og som alle ravne bærer de alle angreb på en af deres egne videre og forsøger at vende det tilbage mod udøveren.

En dag indhenter pesten byen, og William mister alt på nær sin ene datter, som dog invalideres voldsomt af sygdommen. Hun overlever udelukkende på grund af det løfte William har givet den mystiske sortklædte mand, som nu dukker op til samtlige begravelser William går til. Han kender ikke mandens navn - men kalder ham Mr. Black - og lover ham, at han vil arbejde så hårdt, at han kan give Mr. Black en stor sum penge.

Han afhandler alt andet, og tager til London for at bygge en nyt forretning op, som udelukkende skal handle med begravelsesartikler - sort tøj, kister, etc. Det bliver hurtigt byens mest succesrige forretning, og William arbejder mere og mere. Han ser end ikke sin eneste overlevende datter, og går aldrig ud for at more sig. Han tænker kun på at skaffe penge nok til den mystiske Mr. Black - og snart også på, hvordan han kan finde ham igen. 

Det bliver et livs jagt på at betale en gæld, som han har misforstået fra starten. En skrøbelig livshistorie om at fejle, der hvor det gælder. Nok lidt for forudsigelig - men glimrende læsning til ferie og strand!

Wednesday, October 8, 2014

Ulvenes rige - Jean-Christophe Grangé



























  • Fransk
  • 573 sider
  • 4.-7. oktober
  • Originaltitel: L'empire des loups

Anna er ung og smuk - og tilsyneladende lykkeligt gift; selvom hun begynder at glemme sin mands ansigt og er bange for at lide af en mystisk sygdom. Hendes mand tager hende med til et militærhospital, hvor de foreslår hende en hjerneoperation, som hun afslår. I stedet tager hun selv kontakt til en psykolog - og opdager hurtigt, at hun ikke kun lider af hukommelsestab men også har undergået en voldsom plastikkirurgisk operation, Hendes ansigt er ganske enkelt slet ikke hendes eget - men hvem er hun så?

Denne thriller af Grangé er ældre - og fjernere fra de mere esoteriske og mystiske dramaer, der udspiller sig i de senere romaner. Men den besidder alle de gode Grangé-egenskaber og er fantastisk skrevet.

Vi bliver hevet med i det tyrkiske miljø i Paris, som er en underverden i underverdenen i området omkring le Sentier i det 2. arrondissement. Anna er flygtet sammen med psykologen, da hun opdager, at hendes egen mand ikke vil hende det bedste - de har fundet lægen fra militærhospitalet, der har indrømmet at have foretaget operationen. Hun var fundet som et skælvende offer for et skyderi i det tyrkiske miljø. For den franske stat er hun blot en brik i spillet - de var ligeglade med hendes baggrund, men skulle bruge hende til at eksperimentere i at udviske personidentiteter og skabe helt nye.

Med Anna har de dog valgt det forkerte offer - for hun er eftersøgt af hele den tyrkiske mafia. Stille og roligt finder Anna frem til sine tidligere minder, og må selv konfrontere sin fortid. Der er fart, drama og vold i lige mængder - og en barsk og uigenkaldelig afslutning; men det er storslået læsning i thrillergenren!

Saturday, October 4, 2014

Pour seul cortège - Laurent Gaudé



























  • Fransk
  • 2.-3. oktober
  • 186 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Smukke, storslåede Gaudé! Hans prosa er ganske enkelt af en anden verden - uanset hvilket emne, han kaster sig over.

Han har bevæget sig en del omkring Afrika og Italien - men skiftede scene med Ouragan; og nu er han endnu længere tilbage i historien ved Alexander den Stores død i 323 før JC, da han var kun 32 år gammel.

Det er en lille historie; men som med alle Gaudés romaner formår han at give fornemmelsen af en sags på få sider. Vi følger Dryptéis, som er hans svigerinde, og har et barn med en ukendt far. Da Alexander får et ildebefindende samler hans verden sig omkring ham - i ventetid; som ender med døden. Dryptéis tager med på sørgerejsen, hvor hundreder af grædekvinder skal ledsage den store krigsherre ud i alle hjørner af hans domæne for at begræde ham.

Hun ved, at hun selv og hendes søn er i fare. Søsteren Strateira blev dræbt på foranledning af Alexanders første hustru Roxane - og hun har selv en blodforbindelse til slægten.

Hele historien emmer af sorg og erkendelse - det er et gennemgående tema hos Gaudé. Så undrer jeg mig over, hvem man er som forfatter? Han er ung - men hans historier er altid mørke og filosofiske. De drejer omkring sorg - men bestemt også om overlevelse. I denne historie er der en overnaturlig essens, da Alexander kommunikerer med Dryptéis - som selv må dø men alligevel lever videre for at overlevere historien om den store kriger.

Det er måske den vinkel, der også er interessant. I dag kender vi stadig Alexanders bedrifter som kriger og hersker - og nogle har jo overleveret dem i mere end totusinde år?

Under alle omstændigheder leverer Gaudé igen og igen gåsehud, ordfryd og ren læseglæde.

Friday, October 3, 2014

Tais-toi et meurs - Alain Mabanckou



























  • Fransk
  • 30. september - 1. oktober
  • 218 sider
  • Dansk titel; Ikke oversat

Mabanckou er tilbage i topform! Efter sine mere reflekterende romaner er han tilbage i den satiriske karikatural genre, hvor han excellerer som i sine tidligste romaner. Jeg var meget begejstret for hans 'biografi' om rejsen hjem til rødderne; men han er altså fænomenal, når han beskriver den congolesiske koloni i Paris - når man genkender hvert gadehjørne og beskrivelsen af deres farvestrålende jakkesæt - og kender hele kulturen bag. Det hjælper både at have boet i Paris men også at have levet sammen med en congoleser, som jeg.

Mabanckou er samtidig ved siden af sit forfatterskab underviser i fransk litteratur ved et amerikansk universitet - og der er ingen tvivl om, at manden kender sine klassikere. Måske er det fordi jeg netop har læst den - men jeg tænkte Hugo, da jeg læste denne seneste roman fra ham.

Der er mange forskelle - men det er netop alle disse modsætninger, der understreger, at der er paralleller med Hugos historie om den dødsdømtes sidste nat.

Her møder vi Julien Makombo - eller José Montfort, som han hedder på sit falske franske pas. Han er fløjet til Paris på falske papirer, og klarer sig nu gennem tilværelsen med snyd og humbug i fællesskab med de andre landsfæller, der alle bor i en lille lejlighed i Rue du Paradis - midt i det mest congolesiske kvarter af Paris. Hans beskytter, Pedro, lokker ham en dag med på en 'opgave' - men den ender med en hvid kvinde, der falder ned fra femte sal og lander død for hans fødder. Og der står han så i et skriggrønt jakkesæt, bordeaux sko og en gul skjorte - fin i tøjet til den vigtige opgave. Men også let genkendelig - og ligeledes en fare for miljøet.

Mabanckou fortæller hele protagonistens historie - Hugo fokuserede på det principielle i dødsstraffen og hans person var anonym. Men det er alligevel reflektionerne over deres skæbne - over uretfærdigheden og hvordan de er narret ind i en umulig situation, som kommer til at koste dem alt.

Til slut ved man faktisk ikke rigtigt, om José bliver straffet eller ej - det er en fantastisk slutning med mulighed for en begyndelser, eller en grusom afslutning. Og samtidig er det hele serveret med et glimt af humor og Mabanckous (selv)ironi over sit eget folk. Storslået!

Tuesday, September 30, 2014

Mapuche - Caryl Férey


























  • Fransk
  • 23.-29. september
  • 549 sider
  • Originaltitel: Mapuche

Jeg har læst flere af Féreys andre krimier, som alle er med et lidt antropologisk islæt - Sydafrikas slum og deres stammer, maorierne i New Zealand ... denne gang er det så turen til Sydamerika med dens grusomme historie af kidnapning og drab af politiske fanger - og ikke mindst adoptionen af børn fra de 'revolutionære'.

Jana er en ung kvinde af en indianerstamme. som er forsøgt udryddet af argentinerne, og nu er hun flygtet til storbyen for at glemme de ting, hun har set. Her lever hun som kunstner, og hendes eneste ven er transvestitten Miguel, som prostituerer sig på havnen i Buenos Aires. Miguels ven, som han prostituerer sig med, bliver fundet dræbt - og hurtigt viser det sig, at det nok skulle have  været Miguel i stedet.

Sideløbende forsvinder den unge Maria, som er datter af en rig forretningsmand - som samtidig finansierer byens borgmesters politiske kampagne for at blive landets præsident. De to kendte ikke hinanden, men Maria troede, at hun i den forkerte transvestit havde fundet sin bror. Det var jo selvfølgelig Miguel i stedet.

Det er nemlig historien om korruptionen, der stadig lever efter krigen i 1970'erne og 1980'erne, som kulminerede med Falklandskrigen. Sagerne kædes sammen af detektiven Rubén Caldéron, hvis far og søster selv forsvandt i politikernes fængsler, og hvis mor er formand for mødrene fra Plaza de Mayo, som hver uge til stadighed kæmper for, at sandheden om de mange forsvundne skal komme frem en dag. 

Problemet med historien er nok, at det er en kompleks politisk og vigtig besked at forklare omverdenen, hvad der skete under diktaturet dengang. Men det bliver en kontrast mellem forklaringerne, som skal komprimeres for meget for at komme tilbage til aktionen - og så selve krimihistorien med sin vold og mange drab. Kontrasten bliver for mig alt for stor, og jeg mistede tråden ved at skulle følge to så forskellige vinkler - hver for sig interessante men sammenlagt mistede historien struktur desværre.

Det tog mig en evighed at komme til vejs ende, og jeg var ved at give op - men kom igennem alligevel; men jeg var faktisk ikke positiv ved slutningen.

Monday, September 22, 2014

Le Roman des Châteaux de France II - Juliette Benzoni



























  • Fransk
  • 15.-20. september
  • 600 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg tog denne mursten i to omgange - det er faktisk en samling af to bøger, der er udgivet separat men nu samlet i denne udgave. Jeg var begejstret for alle de fantastiske historiske røverhistorier i den første del. Men 1,200 sider i et stræk ville jo næsten være synd.

Jeg ved stadig ikke helt, hvad der ligger til grund for udvælgelsen - der er usigeligt mange slotte i Frankrig; og her stifter man også bekendtskab med dem, som i dag kun er ruiner. Men fælles for historierne er, at slottene har været baggrunden for en del af Frankrigs historie. Man møder selvfølgelig de samme personer i forskellige sammenhænge - intrigerne er livlige og mangfoldige i det 16.-18. århundrede.

Men det er lige så vel historierne fra middelalderen, der er spændende - om tempelriddere og religion, der var baggrunden for de smukke kathar-slotte, der nu ligger øde hen i Roussillon-området. De er eventyrligt spændende at besøge - jeg har besteget et par stykker af dem; og der føler man virkelig, hvorfor de byggede deres slotte så afsides. 

Nogle vil måske køre træt i så mange sider historie, og man skal holde tungen lige i munden, da det tit springer fra epoke til epoke - men jeg får vist aldrig helt nok af det.

Det eneste "minus" er, at bogen ikke indeholder billeder - men heldigvis weblink til de fleste slotte; og så bruger man lige lidt ekstra tid på at kigge efter dem på Wikipedia. 

Sunday, September 14, 2014

Analfabeten, der kunne regne - Jonas Jonasson


























  • Dansk
  • 12.-14. september
  • 381 sider


Jonas Jonasson fik jo nærmest instant fame  med sin pudsige roman om den hundredårige, der kravlede ud af vinduet fra plejehjemmet og på eventyr, Et eventyr, der bragte ham på litterært besøg hos mange mennesker på alverdens sprog og senere til det store hvide lærred.

Det kan være næsten umuligt at leve op til en sådan bestseller, og det er faktisk også lidt mærkbart i Jonassons anden roman. 

Vi starter i Soweto - i den værste slum Sydafrika kan byde på ... i apartheidtider. Her tømmer den unge pige Nombeka latriner efter at være blevet forældreløs i en ung alder. Men finde sig i hvad som helst vil hun dog ikke - selv som sort nederst på rangstigen. Så hun tager en dag sine diamanter, som hun har "fået" af en eventyrløgner, og vil ud i verden. Den verden stopper, da hun bliver kørt over af en hvid mand og for at betale for den bule, hun har lavet i hans bil, må arbejde for ham i syv år.

De bliver til mange flere; for nu er hun havnet midt i det storpolitiske spil mellem Sydafrika og Israel, og deres handel med atombomber, Sydafrika og den fordrukne ingeniør, der 'ejer' Nombeko kommer nemlig til at producere en for mange - og overproduktion af atombomber er ikke altid af det gode.

Hun ender på finurlig vis i Sverige, hvor hun ender sammen med tvillingerne Holger og Holger, som dækker hele spektret af politiske synspunkter fra den yderste kongetro væbner til den kommunistiske republikaner. De er samtidig på den ene side lynende intelligent og tilsvarende tåbelig - og så eksisterer kun den ene af dem officielt.

Sammen med et par kinesere, som ved et tilfælde kom med i kassen med atombomben, kommer de nu til at udgøre en lille 'familie'; hvor den ene del vil destruere bomben, og den anden del bruge den til at destruere kongen. Det står på i temmelig mange år og de må igennem grueligt mange forviklinger - ganske som i den forrige roman,

Men jeg synes, at der er mindre personlighed i disse aktører; der hoppes alt for meget rundt i et forsøg på at lave falde-på-halen-komedie konstant; det bliver faktisk lidt trættende.

Det ender selvfølgelig lykkeligt - efter at vi endnu engang har stiftet bekendtskab med en del af verdenshistoriens direkte magthavere. Men jeg var nu lidt lettet ved slutningen også - det var en genial og nytænkende genre ved den første roman. Nu er faren jo ikke at hænge fast; og det var der desværre allerede en snert af i denne. 

Friday, September 12, 2014

En dødsdømts sidste dag - Victor Hugo


























  • Fransk
  • 10.-11. september
  • 201 sider
  • Originaltitel: Le Dernier Jour d'un Condamné

Jeg trængte altså gevaldigt til lidt hjerneføde efter den grusomme oplevelse med den sidste bog. Og så er der ikke nogen bedre medicin end en god gammel 'klassiker' - og ikke mindst lidt Hugo! Hvor meget klassiker den er, kan muligvis diskuteres - det er et af hans meget tidlige værker, som han udgav som 27-årig; men ikke desto mindre afspejler den allerede hans politiske og sociale indignation, som jo præger størstedelen af hans værker.

Bogen udkom som sagt i 1829; den udgave jeg læste er fra 1832, hvor den er tilføjet et lille kapitel teater i indledningen. Dette er ment som ren satire fra Hugos side - personerne, der indbyrdes diskuterer det forargelige i romanen og ikke mindst dens tema. I epilogen finder man ligeledes et brev fra Hugo til hans redaktør, som havde foreslået en ændring i romanen - men der argumenterer Hugo, at der er interne og eksterne romaner; der er handling og analyse. Og denne roman er en analyse, og netop derfor skal den forblive abstrakt i forhold til personerne.

Jeg-formen som fortæller er usædvanlig for perioden; ikke desto mindre vælger Hugo den unavngivne jeg-fortæller, som budbringer for hans egen fordømmelse af dødsstraffen. Hugo har ved flere lejligheder set guillotinen i brug på Place de Grève - den nuværende Place de l'Hôtel de Ville i midten af Paris; og temaet vender igen i flere af hans senere romaner. At se en henrettelse påvirkede ham så voldsomt, at han måtte skrive om det og forsøge at rette offentlighedens opmærksomhed mod det uhyrlige i denne praksis.

Vi får aldrig at vide, hvem manden er eller hvad hans forbrydelse var. Selvom der var mange henrettelser på Hugos tid, så ville han ikke have en forbindelse til et reelt navn og en reel sag. Dette er en universel forkastelse af guillotinen som instrument.

Dødsstraf ved guillotinering var ellers blevet afskaffet i 1795; men det blev senere ophævet. Først i 1848 blev den afskaffet for politiske forbrydere, men ikke for mordere. Og den var i brug så sent som i 1977 for sidste gang selvom man "allerede" i 1939 fjernede udøvelsen fra offentlige pladser.

Men her følger vi altså denne dødsdømte mand fra han dømmes til han flyttes til fængslet lige inden henrettelsen. Hans tanker om de efterladte - moderen, hustruen og datteren. Hans udvekslinger med fængselsbetjentene, som behandler ham så pænt - man skal jo nødig have, at han dør i fængslet, når folket glæder sig til festen. De lejer nemlig pladser tæt på, og laver en skovtur ud af det.

Hovedpersonen filosoferer over sit liv og den måde det skal ende på; og han beslutter sig for at nedskrive historien til sin lille datter - men Hugo klarer sig udenom det kapitel ved at sige, at papirerne forsvandt.

Det er tidlig Hugo - men allerede med stærke holdninger politisk og litterært. Han forsvarer sin ret til at bruge slangsprog, som han jo var en pioner med indenfor den pænere litteratur. Slangsproget er ikke anderledes for ham - det er blot elendighedens sprog; derfor må hans personnager fra samfundets bund tale med deres egen tunge. Men for 200 år siden var det revolutionær nytænkning.

Selve historien er kun knap 140 sider; men man får mindst lige så meget ud af at læse hans bevæggrunde for handling og sprog, som han forsvarer dem i efterskriftet. 

Wednesday, September 10, 2014

Mig før dig - Jojo Moyes


























  • Engelsk
  • 6.-9. september
  • 521 sider
  • Originaltitel: Me Before You

Jeg græd ikke - som "lovet" i andre anmeldelser; blandt andet i Politikens anmeldelse. Jeg synes faktisk slet ikke, at den var god - udover den åbenlyse letlæsnings-chicklit-faktor; men det er jo stort set alt, som jeg ser som en hån mod litteraturen som kunstart.

Den skal selvfølgelig filmatiseres, og det skal nok blive en sjappet Hollywood-affære, som kan trække en del tøser til. Men derudover er det jo en overfladisk ligegyldig bog.

Den unge Lou - Louisa - kommer fra et rigtigt engelsk arbejderhjem, hvor hun som 26-årig bor hjemme sammen med forældrene, bedstefaderen og lillesøsteren og hendes barn. En familie, hvor alle må hjælpe til med at skrabe penge sammen til udgifterne - men også til at hjælpe Katrina, lillesøsteren, som alle anser for at være langt bedre begavet end Lou.

Lou har en kæreste; det er hverken passioneret eller stærkt - blot en fornødenhed, så hun med tiden kan få samme liv som moderen ... med vasketøj, rengøring og børnepasning. Ingen ambitioner her!

Og Will er alt det modsatte. Den smarte City-fyr, der rejser jorden rundt for at springe i faldskærm, bo på dyre hoteller med sine smukke kærester. En karrierefyr med krudt i. Indtil han bliver kørt ned af en motorcykel og havner i kørestol lammet fra halsen og ned.

Begge hovedpersoner er desværre så karikerede, at man græmmes. 

De to mødes, og så kan man forvente en rigtig usandsynlig kærlighedshistorie - hvilket jo ville være lidt for meget selv for en Kleenex-læser; ikke virilt nok. Men Lou opdager, at hun kun er ansat på en 6-måneders kontrakt fordi Will har lovet sin familie den tid inden han vil tage til Schweiz for at begå assisteret selvmord. 

Der er selvfølgelig ingen anden mulig slutning end denne; men inden vi når til den forløsning, skal vi igennem en krydsning af Pygmalion, Pretty Woman og den franske succesfilm De urørlige fra 2011.

Faktisk kunne man have forfatteren mistænkt for at få ideen til denne kvalmende kærlighedskomedie efter at have set netop dette mesterværk - men indkorporere kærlighedshistorien og derved ødelægge plottet. Lou forelsker sig i Will; han giver hende mod på at udfordre sin verden og ikke tage tingene for givet - og så holder han fast i sit dødsønske. Vi når lige den sidste cliffhanger, hvor de skilles som uvenner - og genforenes på hans dødsleje.

Stilen er skiftende fra komisk til påtaget storladet - men det er og forbliver en total kliché; og man kan kun grue for filmversionen. Man kan selvfølgelig græde af lettelse over at nå enden!