Thursday, October 16, 2014

En attendant Robert Capa - Susana Fortes



























  • Fransk
  • 13.-15. oktober
  • 238 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat


Jeg er stor elsker af smukke gamle sort-hvide fotografier, og der er visse stjernefotografer, som jo bare er et must - Doisneau, Cartier-Bresson og Capa! Jeg læste hans egen biografi for mere end fem år siden efter at have set den smukkeste fotoudstilling med ham på det jødiske museum i Bruxelles. Hans liv var absolut fascinerende - men det var hans kærlighedsliv også. Hans store kærlighed var Gerda Taro - en tysk jøde, som flygtede til Paris i 1934. Hun var ung og smuk - men også revolutionær og ikke indstillet på den gængse kvinderolle, som man forestillede den sig i 1930'erne.

I Paris møder hun slænget af Picasso, Hemingway, Matisse - samt et utal af andre - og selvfølgelig Capa. Han lærer hende at tage fotografier, og så rejser han til Spanien for at dække borgerkrigen. Da han vender tilbage til Paris bliver de elskende og hun følger ham tilbage til Spanien i 1936.

Taro bliver verdenshistoriens første kvindelige krigsfotograf og hun er totalt og fuldstændigt frygtløs. Mere end Capa var på daværende tidspunkt - men som han selv bliver det år senere, og som bliver årsagen til hans død. Men i 1936 vil han faktisk helst bare gifte sig med den rebelske Gerda og have børn.

Men Gerda vil ikke tøjles, og deres historie er lidt af en had-kærlighedshistorie, hvor hun skubber ham væk hver gang hun føler, at hendes vinger stækkes.

Historien er faktuel med de billeder Gerda tog og de datoer tingene foregik; men romantiseret i dialogen mellem hende og Capa - og den filosoferer endvidere over rollen som fotograf og de hændelser, der kom efter Taros død. Om Capas sorg og hans måde at udfordre døden på gang på gang.

Taro dør i Spanien efter et hændeligt uheld - men bliver begravet i Paris som en nationalhelt; absolut en af sit køns første af sin slags - og en smuk smuk lille bog, der flere gange fik mig til at stoppe op rørt af historien og ordene. 

No comments: