Léon et Louise - Alex Capus

• Fransk
• 22.-26. oktober
• 313 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Alex Capus er halvt fransk og halvt schweizisk, og dette er den rørende historie om hans bedstefar på fædrene side,

Da bedstefaderen dør i slutningen af 1980'erne har hans familie efterkommet hans eneste sidste ønske - en højmesse i Notre Dame! Flere timers latinsk liturgi, som ingen ligefrem ser frem til - men alle møder de op. Alle børnene, børnebørnene og de af oldebørnene, der er store nok til den slags forlystelser. De ser frem til et par kedelige timer - for så sørgeligt er det jo heller ikke, når man går bort i den alder. Men det ændrer sig ...

Ind træder en lille spinkel kvinde, som uden at tøve går op til kisten (som jo ifølge fransk tradition står åben) - hun kysser kisten stille men længe og lader sine hænder hvile for at mærke Léon en sidste gang. Så tager hun en cykelklokke op og ringer højt og tydeligt med den midt i den højtidelige katedral - og lægger den ned til Léon. Og efter at have kigget længe og grundigt på alle familiemedlemmer, går hun lige så stille ud igen.

Det var Louise. Léons ungdomskærlighed fra 1. verdenskrig, som han mistede af syne, da de på vej hjem fra stranden endte i et luftangreb. De mistede kontakten - men fandt hinanden igen i metroen i Paris i 1928. Og siden var de altid på en mystisk måde i hinandens liv - ikke som konstante elskere; i næsten 12 år inden den næste krig holdt de sig fra hinanden, og Léon var tro mod sin kone, som kendte til Louise,

Men de holdt kontakten, og de elskede hinanden på afstand. Det var man nok bedre til dengang, hvor man ikke bare forlod kone og børn - selvom Léons kone ikke var helt psykisk stabil. Men han blev og levede sit lille embedsmandsliv med få farer - og endelig kom Louise hjem fra udlandet efter krigen.

Der tager hun tyrene ved hornene og de begynder endelig som midaldrende at ses jævnligt og have, hvad man ville betegne som et fast forhold. Og da Léon bliver enke finder de sammen uden at bo sammen - men de kan endelig leve som de vil.

Måske ikke helt - for familien troede aldrig, at hun ville turde dukke op i kirken. Men hun kom - som hun altid gjorde. Det er jo en fantastisk familieanekdote - især fordi ingen reelt led under deres forhold; og den fortjente bestemt at blive nedskrevet og delt!