Tais-toi et meurs - Alain Mabanckou

• Fransk
• 30. september - 1. oktober
• 218 sider
• Dansk titel; Ikke oversat

Mabanckou er tilbage i topform! Efter sine mere reflekterende romaner er han tilbage i den satiriske karikatural genre, hvor han excellerer som i sine tidligste romaner. Jeg var meget begejstret for hans 'biografi' om rejsen hjem til rødderne; men han er altså fænomenal, når han beskriver den congolesiske koloni i Paris - når man genkender hvert gadehjørne og beskrivelsen af deres farvestrålende jakkesæt - og kender hele kulturen bag. Det hjælper både at have boet i Paris men også at have levet sammen med en congoleser, som jeg.

Mabanckou er samtidig ved siden af sit forfatterskab underviser i fransk litteratur ved et amerikansk universitet - og der er ingen tvivl om, at manden kender sine klassikere. Måske er det fordi jeg netop har læst den - men jeg tænkte Hugo, da jeg læste denne seneste roman fra ham.

Der er mange forskelle - men det er netop alle disse modsætninger, der understreger, at der er paralleller med Hugos historie om den dødsdømtes sidste nat.

Her møder vi Julien Makombo - eller José Montfort, som han hedder på sit falske franske pas. Han er fløjet til Paris på falske papirer, og klarer sig nu gennem tilværelsen med snyd og humbug i fællesskab med de andre landsfæller, der alle bor i en lille lejlighed i Rue du Paradis - midt i det mest congolesiske kvarter af Paris. Hans beskytter, Pedro, lokker ham en dag med på en 'opgave' - men den ender med en hvid kvinde, der falder ned fra femte sal og lander død for hans fødder. Og der står han så i et skriggrønt jakkesæt, bordeaux sko og en gul skjorte - fin i tøjet til den vigtige opgave. Men også let genkendelig - og ligeledes en fare for miljøet.

Mabanckou fortæller hele protagonistens historie - Hugo fokuserede på det principielle i dødsstraffen og hans person var anonym. Men det er alligevel reflektionerne over deres skæbne - over uretfærdigheden og hvordan de er narret ind i en umulig situation, som kommer til at koste dem alt.

Til slut ved man faktisk ikke rigtigt, om José bliver straffet eller ej - det er en fantastisk slutning med mulighed for en begyndelser, eller en grusom afslutning. Og samtidig er det hele serveret med et glimt af humor og Mabanckous (selv)ironi over sit eget folk. Storslået!