No Stone Unturned - Rosemarie Stone

• Engelsk
• 27. oktober
• 253 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En nærmest fast tradition for mig er at købe en bog med hjem fra mine rejser - lidt historie om landet eller andet. I sidste uge kom jeg hjem fra Jamaica, men der var ikke mange ting, der fristede mig der - kun denne ene bog fra et lille uafhængigt forlag (hvilket desværre ses i kvaliteten af stavekontrol).

Men det er måske den mest interessante bog jeg kunne finde i relation til netop jamaicansk kultur - hvis det ikke skulle være hele rastafari-kulturen. 

Rosemarie Stone er 44 år gammel, da hendes syv år ældre mand, Carl, pludselig begynder at blive syg i julen 1991. Symptomerne er mange og forskellige, og de render fra læge til læge - indtil en enkelt pludselig foreslår en HIV-test. Den viser sig selvfølgelig at være positiv, og Carl må indrømme de mange års utroskab - og dermed også nødvendigheden af at Rose lader sig teste. Et par dage senere falder dommen - de er begge syge.

Carl er en kendt mand i Jamaica - et i forvejen meget lille land med kun 2,5 millioner indbyggere; han er professor, og leder en del politiske undersøgelser og omgås landets øverste politikere. De beslutter derfor at sige, at det er en form for lymfekræft - og historien bliver godtaget. Nu skal de få et liv til at fungere med den brist på tilliden, men også med den hurtigt fremskredne sygdom, som ikke kan behandles som i dag og slet ikke i land med mindre adgang til den nyeste medicin.

Bogen handler om den kamp - men især også om fortielsen og om konsekvenserne, da Rose endelig efter Carls død efter blot 1½ års sygdom, beslutter at fortælle det til nogle få venner. Det koster venskaber og socialt liv.

At indrømme, at man lider af HIV (og i Carls tilfælde AIDS) er stadig tabubelagt i en stor del af verden; og det var selvsagt endnu værre for tyve år siden. Men derudover opdagede jeg en mindre behagelig side af den jamaicanske kultur under mine uger der. Det er ganske enkelt det mest homofobe land i verden, og historien om yderst brutale mord på homoseksuelle fylder jævnligt avisernes forsider. Selvfølgelig ved vi alle i dag, at homoseksualitet og HIV ikke er direkte forbundne - men sådan tænkte man heller ikke dengang. Og slet ikke i et land, der er så religiøst som Jamaica og hvor rasta-kulturen står bag den voldsomme fordømmelse af homoseksualitet (jeg vil aldrig længere høre Bob Marley på samme måde!)

Derfor er Rose Stones bog både modig og vigtig; hun lever heldigvis stadig og er nu i moderne medicinering, så det højst sandsynligt ikke bliver den sygdom, der ender hendes dage. Men det betyder ikke, at mange fattige lande ikke lader deres indbyggere dø på grund af fordomme eller mangel på kontanter. Diskussionen om tabu er stadig yderst relevant!