Friday, November 21, 2008

The Ministry of Special Cases - Nathan Englander


En usædvanlig stærk bog i kafkaske højder, som til tider krævede lidt luft for at fatte de uhyrligheder, der beskrives mellem linierne i en ret sort humor.

Kaddish Poznan, hans kone Lillian og søn Pato er jøder; de bor i Argentina - hvor Lillian arbejder i et mindre forsikringsselskab, mens sønnen studerer. Kaddish er den evige uheldige mand, som aldrig formår at blive til den helt, som Lillian troede, da de giftede sig.

I stedet har han et ret usædvanligt arbejde - om natten kravler han over muren til den jødiske kirkegård i Buenos Aires, hvor han fjerner navnene fra gravstene fra de nu velstående jøder i byen, som ikke vil kendes ved deres forfædre - ludere og lommetyve i bogstaveligste forstand. Sønnen skammer sig over sin far, og nægter at deltage i dette natlige arbejde - og deres forhold er temmelig stormfuldt.

Vi er i 1976 - Pato vil hellere ryge hash med vennerne og diskutere politik. Men det er også tiden for militærkuppet - juntaen tager magten i landet, og tingene ændrer sig radikalt. Lillian bruger sine surt opsparede penge på den kraftigste metaldør hun kan finde. Kaddish forsøger at få Pato til at brænde de politisk ukorrekte bøger, han ejer. Men dette understreger kun endnu engang deres forskelligheder og drengens ungdomsoprør.

En af Kaddish's 'kunder' - en plastikkirurg - kan ikke betale for arbejdet på hans families gravsten; og i stedet opererer han Kaddish's og Lillians jødiske næser. Det udvikler sig til en grotesk historie - og bliver samtidig både symbol på og årsag til den fremmedgørelse og afstand, der er mellem forældrene og sønnen.

En dag 'bliver Pato forsvundet' - det er terminologien under juntaen. Kaddish og Lillian håndterer denne tragedie på hver sin måde - og de afprøver alle metoder. Lægen, rabbineren, en katolsk præst (som nok ikke er det alligevel) og ikke mindst ministeriet for specielle anliggender, som er indbegrebet af kafkask utopi med tomme kontorer, lange gange med lukkede døre og mystiske personer. Papirer, der forsvinder foran øjnene på Lillian, og dermed fratager hende de sidste håndgribelige beviser på at have haft et barn.

Bogen omhandler en meget uhyggelig og mørk tid i Argentina's historie - tusinder af mennesker 'blev forsvundet' - de fleste blev dumpet i vandet fra militærfly; det er en meget tragisk bog - men skrevet med en usædvanlig grotesk humoristisk sans - og absolut ikke uden ironi. Som Kaddish, der har brugt hele sit liv på at udslette beviset på personers eksistens, og nu leder desperat efter det mindste bevis på sin forsvundne søns eksistens.

----------------------------------------------------------------------
Un roman kafkaïen inoubliable et incroyable! Humour noire et tragédie est melangé dans un style absolument étrange pour raconter un des moments les plus noirs de l'histoire de l'Amérique du Sud.
La famille Poznan est juive - tout en bas de l'échelle sociale. Kaddish, le père, gagne sa vie en grimpant le mur du cimetière juif de Buenos Aires pour effacer les noms des stèles des familles devenues riches, ,qui ont honte de leurs ancêtres qui étaient des voleurs et des prostituées. Lillian travaille dans une agence d'assurance et leur fils Pato fait des études, fume des pétards et fait se petite révolution d'adolescence - il a honte du travail de son père et réfuse de l'accompagner lors de ses sorties nocturnes.
Un des clients de Kaddish - un médecin - n'a pas les moyens de lui payer (ou ne veut pas); il propose alors d'opérer les nez juifs de la famille. Pato réfuse ce déni de leurs origines mais Lillian et Kaddish se font opérer - et cette différence physique devient à la fois le symbole de leurs différences et du combat qu'ils vont entamer. Car nous sommes en 1976 - l'année où la junte militaire prend le pouvoir du pays et des changements arrivent.
Pato se fait disparaitre - le terme utilisé pour ces milliers de gens qui disparaissent sans raison et surtout sans trace. Ils sont jetés dans la mer - poussés d'un avion militaire pour se noyer au fond de l'océan. Mais Kaddish et Lillian ne savent pas ça - et surtout Lillian ne veut pas croire que son fils ne reviendra pas.
Les parents utilisent tous les moyens - le rabbin, le médecin, un prètre catholique (qui n'en est sûrement pas un) et surtout le ministère des affaires spéciales. Un endroit surréealiste avec des longs couloirs et des gens qu'on trouve toujours ailleurs que dans leurs bureaux et aux méthodes douteuses. Les papiers d'identité disparaissent devant les yeux de Lillian enlevant ainsi la dernière preuve que son fils ait existé. Mais elle réfuse d'admettre qu'il ne reviendra plus pendant que Kaddish veut faire son deuil de sa manière grotesque.
C'est un chapitre noir de l'histoire du pays - et sans doute ce livre raconte beaucoup de vérités. Mais la vérité isolée est tout simplement trop horrible - donc Englander l'enveloppe dans cette ironie et humour noire, dans des phrases kafkaïennes et grotesques qui allègent un peu l'horreur sans pour autant que le lecteur oublie ce qui s'est réellement passé.

Thursday, November 13, 2008

L'étoile du diable - Jo Nesbø


  • French
  • November 10-12
  • 587 pages
  • Dansk titel: Marekors

Nu er jeg snart ved at være igennem Harry Hole's eventyr - nummer 5 i rækken; og absolut én af de bedste. I stand til at holde dig fangen til når du når sidste side - og som alle hans bøger er det som om, at læsehastigheden bare stiger og stiger, jo længere frem man kommer.

I Marekors er en usandsynlig hedebølge kommet til Oslo - og med den en række mord. Fælles for de myrdede er, at de får en finger skåret af - men derudover er der ingen fælles træk. Det er ikke kun kvinder - men der er et alligevel et mønster. Samtlige af de myrdede ligger i et mønster spredt ud over byen, som viser sig at passe ind i et pentagram - en 5-takket stjerne.

Harry Hole finder (selvfølgelig) symbolet; han finder mønsteret i mordene - men morderen? Samtidig strides han med en opsigelse - hans drikkeri har langt om længe taget overhånd; men hans kollega Tom Waaler, som er jordens mest usympatiske person, tilbyder ham et andet job. Ikke et job, man umiddelbart ville forbinde med en politiinspektør... men Harry har få mulige tilbage.

Mysteriet varer til sidste side næsten - lidt i modsætning til andre af hans bøger, hvor man gætter drabsmanden tidligere. Der er altid nogle farvestrålende og gode personskildringer... og man følger kronologien i serien. Rimelig god krimilæsning alt andet lige!

----------------------------------------------------------------------------

Presque à bout de la série sur le policier alcoolique Harry Hole - ça me tentait trop; et comme il y a une certaine chronologie autant en finir avec. D'autant plus que c'est facile à lire - même si on a du mal à laisser le livre pour quelques heures. Des bons polars en fin de compte et on ne se lasse pas du personnage de Hole.

Dans celui-ci il y a la canicule sur la capitale norvégienne. Une série de meutres commencent mais sans un schéma vraiment semblable... les victimes ne sont pas toutes des femmes; il n'y a pas d'abus - juste une liquidation et une amputation d'un doigt - et un message en forme d'un pentagramme en diamants rouges.

Harry Hole résoud l'énigme de la série des meurtres ainsi que ceux à venir - mais il faut encore attraper le bon assassin. En même temps il finit ses jours dans le corps de police - trop est trop - et il s'est fait virer pour ses tendances alcooliques. Une offre de son ennemi juré dans le corps lui laisserait néanmoins une possibilité de garder des revenus - mais en travaillant de l'autre côté de la loi. C'est le livre où plusieurs événements des livres précédents se bouclent - en laissant encore la place pour la suite dans les deux derniers livres de la série.

Facile, agréable - divertissement garanti!

Friday, November 7, 2008

Rue Sans-Souci - Jo Nesbø


  • French
  • November 2-6
  • 587 pages
  • Dansk titel: Sorgenfri

Jeg er totalt uorganiseret med Herr Nesbø - jeg startede med nr. 7 - så nr. 2, nr. 1 og nu nummer 4. Jeg synes uden tvivl, at der er forskel i kvaliteten af hans romaner - og som tidligere nævnt er jeg mest glad for dem, der foregår i Skandinavien - i Norge. Det gør denne i modsætning til Kakerlakkerne og Flagermusmanden.

Det er ikke som udgangspunkt en mordsag - men et bankrøveri, hvor røveren ender med at likvidere kassedamen. Derfor bliver den evigt "uheldige" Harry Hole blandet ind i en sag, som kommer vidt omkring i det norske undergrundsmiljø. Der er sigøjnermafiaer og politifolk, som er centrum for ulovligt våbensalg. Der er også Harry's tidligere elskerinde, som han tilbringer en aften sammen med - uden at kunne huske et sekund af det dagen efter; den dag, hvor Anna præcist findes død i lejligheden i noget, der tydeligvis skal ligne et selvmord.
Det går hurtigt - og der er mange detaljer som sædvanlig. Det er ikke en masse forskellige tråde, der ender med at gå op i en højere enhed - men snarere parallelle hændelser; men som gør det muligt for Harry at drage konklusion fra det ene til det andet for at nærme sig opklaringen.
Det er jo ikke dyb litteratur - men man får jo et forhold til den stakkels Harry, som på en uhyggelig barsk måde altid er lige på kanten af loven som politimand; som har et hav af fjender, der helst så ham smidt ud af korpset. Det er underholdning - jeg har ikke læst krimier i årevis, men det er faktisk ret forfriskende en gang imellem, og hans andre bøger følger uden tvivl på listen.
----------------------------------------------------------------------
J'avoue que ce le desordre total qui règne ici - je saute d'un livre à un autre sans respecter la chronologie. Ce qui n'est pas forcément dérangeant à part les fois où il fait allusion à un événement d'un polar précédent. Mais il fait ça même dans les livres plus récents - donc on arrive sans souci à suivre ;-)

Je trouve que la qualité de ses polars varie - je préfère toujours ceux qui se passent effectivement en Scandinavie - en Norvège - contrairement aux Cafards et L'homme chauve-souris.

Rue Sans-Souci est le nom de la rue où habite une ancienne petite amie de Harry Hole - le detective malchanceux (mais de la pire manière) de Jo Nesbø. Il y passe une soirée et se réveille avec un trou noir le lendemain - alors que son ex-maitresse ne se réveille plus du tout. Elle est trouvée morte - et cela ressemble à un suicide. Mais comme toujours cela mets Harry dans le pétrin; et il sera vite impliqué.

Parallèllement il y a des braquages - pas le domaine de Harry - jusqu'à ce qu'un caissière est tuéée pendant un braguage et que cela devienne un meutre... accidentel ou pas! Il y a comme d'habitude une panoplie de détails, des personnages et tout ça dans un rythme bien soutenu. Il y a la mafia tzigane, des trafiqueurs d'armes, des braqueurs de toutes les époques... et la fin n'est pas LA conclusion de tout ça. Mais Harry utilise un élément d'une histoire pour résoudre une autre - et ce n'est pas ennuyant - du tout!

Ce n'est pas non plus de la grande littérature - mais il en faut aussi de temps en temps comme ça. Je pense que je lirai aussi les autres polars - ça me change un peu de temps en temps, et c'est un genre que je n'avais pas touché depuis des années.

Sunday, November 2, 2008

Le château blanc - Orhan Pamuk


Min videre rejse i Pamuk's univers bragte mig tilbage til hans første roman - Det hvide slot - som jeg omtalte i anmeldelsen af hans erindringer om Istanbul. Han var tydeligt inspireret af den idé, som Flaubert aldrig fik ført ud i livet - temaet er denne grundidé.

Romanen har to hovedpersoner - slaven og mesteren. Slaven er den unge italiener, som bliver taget til fange på et skib og ført til et fængsel i Istanbul, hvor han klarer sig igennem de traditionelle hårde arbejdsopgaver ved at gøre sig selv til læge. Han presses til at konvertere til islam - men nægter; og under denne seance, som næsten ender med hans henrettelse møder han Mesteren. De er fysisk som enæggede tvillinger - et fænomen, som optager slaven mere end Mesteren.

Slaven bliver købt af Mesteren og i årevis bor de sammen; de arbejder sammen på diverse projekter, da slaven har et indgående kendskab til mange videnskabelige ting, som Mesteren vil lære. Men de bruger og misbruger hinanden - der er et voldsomt psykologisk spil imellem dem. Man kan ind imellem komme i tvivl om det hele er en opfundet historie - der er smukke passager, som da de kommer tæt på hinanden under et anfald af pest, som rammer Istanbul. Men deres lighed - eller den samme persons dobbelthed - frastøder dem også.

Ved slutningen af bogen er man næsten i tvivl om, hvem der taler - der er uendelige mysterier... men jeg vil indrømme, at der ikke er den magi jeg oplevede i hans to andre romaner, jeg har læst. Man fornemmer den stil, som senere slår igennem som hans helt egen - men det er stadig ret upoleret. Det var absolut ikke en dårlig bog - måske skulle jeg ikke have læst tre i træk og være så dybt inde i hans univers.

Men man fornemmer hans kærlighed til det utopiske, det mystiske - og stadig til hans by! Det var interessant læsning set i forhold til hans nyere romaner, og jeg glæder mig virkelig til den næste - efter en lille tur over noget andet.

----------------------------------------------------------------------

J'étais tant rentrée dans l'univers de Pamuk après la lecture de ses deux romans juste avant - peut-être aurait-il fallu une pause avant d'entamer la lecture de son tout premier roman? L'idée fondamentale est exactement celle décrite dans ses mémoires comme étant le projet de Flaubert - qui n'a jamais vu le jour. Pamuk a repris l'idée et écrit ce roman.

Il y a deux personnages qui se fondent en une seule à la fin du livre - l'esclave et le Maître. Le jeune italien se fait capturer sur un bâteau et est ramené dans une prison stambouliote où il essaie d'échapper aux taches dûres en passant pour un médecin. On lui mets de la pression pour se convertir à l'islam - ce qu'il réfuse. Pendant ce moment où il échappe de près à la mort il rencontre son Maître - un homme qui lui ressemble comme deux gouttes d'eau.

Pendant des dizaines d'années ils vivent ensemble - l'esclave apprend au Maître tout ce qu'il sait sur la science, l'astrologie... pour réaliser des projets pour éblouir le Sultan. Ils se séduisent presque - ils se méprisent... ils se sentent proches ou se rébutent... il y a des passages où on se demande si on parle bien de deux personnes distinctes ou d'un seul homme à deux faces. A la fin du livre on ne sait presque plus qui est la personne qui parle - et si on s'est fait avoir dans un beau jeu d'illusions.

Néanmoins on sent que le style que j'ai tant apprécié dans ses romans ultérieurs ne fait que naître - il y a le goût pour le mysticisme, les légendes... mais le language est encore loin de 'Mon nom est Rouge'. Pourtant je ne suis pas découragée - et peut-être à force d'avoir lu trois de ses livres d'un trait il me faut une pause. Il reste un écrivain spectaculaire de toute manière.

Thursday, October 23, 2008

Istanbul: Memories and the City - Orhan Pamuk


Der er ingen tvivl om, at Orhan Pamuk elsker sin by - Istanbul; at hans historie er vævet ind i byens; at hans forfatterskab udspringer af hans kærlighed til denne helt specielle by. Han skriver i et af de indledende afsnit, at der findes to slags forfattere - dem, der har behov for rodløshed og rejser til at finde inspiration; og dem, der har behov for at blive det samme sted hele deres liv for at finde denne samme inspiration. Han hører til i den sidste kategori - efter at have brugt sin barndom og ungdom med at kæmpe mod byens historie, arv og indflydelse på ham, bliver dette hans erkendelse og hans skæbne.
Bogen er en blanding af hans egen historie - en forholdsvis velstående familie i efterkrigstidens Istanbul; en generation efter, at det ottomanske rige endelig faldt. Hans familie er ikke religiøs - de opfatter dette, som hørende til de lavere klassers privilegie. De er som så mange andre i 1950'erne og 1960'erne tiltrukket af Vesten og dens symboler. Istanbul som by, er derimod i en identitetskrise - det nye politiske styre forsøger at hive landet ud af sultanernes skygger; men byen er for evigt et levende bevis på tidligere tiders storhed.
En storhed, som det moderne Tyrkiet ikke formår at overgå til - byen er fattig; invasionen af landsbyfolk, der søger til storbyen for arbejde forøger indbyggertallet med millioner - og de begyndende stridigheder mellem grækere og tyrkere ser sin oprindelse i Istanbul i midten af 1950'erne.
Orhan Pamuk beskriver med skift sin egen barndom i byen - og andres opfattelse af byen. Han beskriver det dilemma byens indbyggere ser sig selv i - deres melankoli. Det er en by fuld af kontraster i en opbrydningstid - og som per definition bliver beskrevet som broen mellem øst og Vest - Asien og Europa. Pamuk opfatter dette som et dilemma, hvor Østen er fortiden og Vesten nutiden - og hvordan frigøre sig fra en fortid, som former byen i kraft af bygninger, ruiner og historie. Hans indgangsvinkel er i høj grad vestliggørelsen af østen og vice versa - og han bringer nogle meget interessante betragtninger fra en periode, hvor Tyrkiet reelt set var mere vestligt end det er i dag på visse punkter.
Han krydrer sine beretninger med primært franske forfattere og digteres syn på byen - Flaubert, Lamartine, Nerval, Baudelaire, Gautier... han har ikke alene et dybdegående kendskab til netop disse forfattere, men identificerer sig med dem. Pamuk er i det hele taget en person med en omfattende viden indenfor litteratur og malerkunst, som han ivrigt benytter i sit forfatterskab. Han betragter verden som Utrillo, Bonnard, Melling... og kendskab til såvel forfattere som malere gør læsningen absolut mere interessant. Hans interesse for kunst (han maler desuden selv) afspejles absolut også i hans sprog - han er en litterær maler... eller en malende pennefører, om man vil.
Det er til gengæld ikke nødvendigt at have besøgt byen for at følge hans passion for den eller forelske sig i den igennem hans øjne. Men læsningen giver os en enorm forståelse for hans forfatterskab - i Mit navn er Rød hedder de to små drenge Orhan og Shevket... som hans bror. Deres mor i romanen er Shékuré - som hans egen mor. Men udover disse små "hilsner" forstår man hans passion for vinter, for det melankolske nostalgiske sort-hvide landskab, som i grunden er hovedtemaet i samtlige af hans romaner - de foregår alle om vinteren.
I bogen skriver han om Flaubert's projekt om en roman - Harel-Bey - som aldrig ser dagens lys. Bogen skulle handle om den civiliserede vesterlænding, som på en rejse til Istanbul i det 17. århundrede møder sin tyrkiske dobbeltgænger i fysisk forstand men en barbar i den andens øjne. Deres bekendtskab og indvirkning på hinanden ender med, at de nærmest skifter identitet. I 1985 skrev Pamuk 'Det hvide slot' ...

Om man skal læse denne bog som indledning til de andre eller som afrunding, har jeg svært ved at beslutte mig for... men at resten af hans bøger skal læses er jeg til gengæld ikke i tvivl om. Jeg læste den første på fransk, men denne på engelsk. Med hans tydelige indflydelse fra franske forfattere også sprogligt, vil jeg nok foretrække at læse de næste på fransk.

----------------------------------------------------------------------

Que Pamuk est amoureux de sa ville est évident; son histoire est aussi devenue l'histoire de cette ville - elles ne font plus qu'une et tout ce qu'il écrit est étroitement lié à son amour pour Istanbul. Il écrit au début du livre qu'il existe deux genres d'écrivains - ceux qui ont besoin de voyager sans cesse pour trouver de l'inspiration, qui n'ont pas de racines; et ceux qui ont besoin de rester sur place, de s'imprègner un endroit jusqu'au plus profond d'eux-mêmes pour le comprendre et s'inspirer. Il fait sans aucun doute partie des derniers - d'ailleurs il ne le nie pas. Son enfance et sa jeunesse fût un combat pour arriver à la conclusion que son histoire et sa vie sont celles de l'histoire et l'héritage de cette ville et l'influence qu'elles ont sur lui.

Le livre mélange sa propre histoire - venant d'une famille aisée dans l'après-guerre turque une génération après la chute de l'empire ottoman. Ils ne sont pas pratiquants mais respecte la réligion comme étant un privilège et nécessité pour les plus pauvres. Comme tant d'autres dans les années 50 et 60 ils sont attirés par l'Ouest et ses symboles de richesse et l'occidentalisation. Mais Istanbul est une ville dans une crise d'identité - le nouveau régime politique essaie de sortir le pays des ombres des sultans; mais la ville est et sera pour toujours un témoin de la grandeur d'antan.

Une grandeur que la Turquie moderne a du mal à embrasser pleinement - c'est une ville pauvre; l'arrivée des gens des provinces pour y trouver du travail augmente la population avec une vitesse incroyable - et les problèmes entre les turcs et les grecs commencent à éclater dans la ville au milieu des années 1950.

Pamuk décrit en alternance son enfance et la vision de la ville comme décrite par d'autres. Il décrit le dilemme des habitants de la ville et leur mélancolie. C'est une ville de contrastes - on l'appelle toujours le pont entre l'Asie et l'Occident; Pamuk voit l'Asie comme le passé et l'Occident comme le présent - voire le futur. Comment se libérer de ce poids de l'histoire qui façonne la ville de par ses bâtiments, ruines et mosquées. Il apporte des points de vues intéressants d'une période où la Turquie était presque plus occidental qu'aujourd'hui sur certains points.

Ses propres récits sont mélangés avec ceux de particulièrement les auteurs et poètes français comme Flaubert, Lamartine, Nerval, Baudelaire, Gautier... il a une connaissance profonde de la littérature et de ces auteurs en particulier. Il s'identifie avec eux dans leur vision et leur écriture. Pamuk est une personne avec une culture énorme sur la littérature et la peinture et il l'utilise dans ses romans. Il regarde le monde à travers les yeux d'Utrillo, Bonnard, Melling - et justement ces connaissances rend le livre encore plus passionnant à lire. Sa connaissance de la peinture (il est un peintre habile lui-même) se sent aussi dans ses mots... il est un peintre littéraire ou un poète qui peignent avec ses mots.

Il n'est pas nécessaire d'avoir vu Istanbul pour apprécier ce livre ou comprendre sa passion - ni pour tomber amoureuse de la ville. Mais la lecture donne une compréhension de son écriture - dans Mon nom est Rouge - les deux petits garçons s'appellent Orhan et Shevket (comme son frère); la mère dans le roman s'appelle Shékuré - comme sa propre mère. Mais à part ces petits clins d'oeil on comprend aussi sa passion pour l'hiver, la nostalgie, la mélancolie - tous ses romans se passent en hiver.

Dans le livre il parle d'un projet de Flaubert - Harel-Bey - qui ne sera jamais écrit. Le livre devait parler d'un occidental cultivé qui rencontre un barbare turque au 17ème siècle. Leur amitié et échanges feront qu'ils finiront quasiment pour changer d'identité. En 1985 Pamuk sort "Le Château Blanc" - coincidence étrange...

Si il faut lire ce livre comme la base pour tous les autres ou pour terminer la lecture de ses livres - difficile à dire. Mais qu'il faut le connaitre davantage est une certitude... après avoir lu un livre en français et un en anglais, et avec sa passion pour la langue française en tête - je vais continuer en français.

Sunday, October 19, 2008

Les fabuleuses aventures d'un Indien malchanceux qui devint milliardaire - Vikas Swarup


Det er en rigtig dejlig lille bog på trods af den vanvittige titel, som jeg ikke helt kunne forholde mig til. Det er jo ikke som sådan en lille bog - men den er ualmindelig hurtigt læst. Faktisk på to dage - men så havde jeg lige andre projekter, og de sidste 90 sider blev slugt i dag.

Historien starter med anholdelsen af bogens hovedperson, Ram Mohammed Thomas, efter, at han har vundet 1 milliard rupees i et tv-show. Ram er 18 år gammel og tjener i en ussel bar i Mumbai - og har aldrig haft et nemt liv. Som barn blev han efterladt foran et børnehjem, og opvoksede hos en engelsk katolsk præst. Hver gang det går ham en smule godt sker der noget... han møder utrolige mennesker imens han forsøger at hutle sig igennem tilværelsen. Han er mere end en gang tæt på nogle meget farlige situationer - men igennem det hele observerer og lytter han.

Efter anholdelsen, hvor politiet ikke tager mange hensyn til en ussel gadedreng, kommer en advokat til hans undsætning. De tilbringer en hel nat, hvor Ram fortæller sin livshistorie - hvert kapitel fortæller en utrolig beretning fra hans liv, og ender med et af de 13 spørgsmål i quizzen. Hver historie har sin forklaring på, hvordan Ram - som aldrig har gået i skole - kan kende svarene. Der er fascinerende, sjove, underfundige små historier - der springes rundt i tiden... men i sidste ende falder alle trådene på plads.

Det er et rigtigt moderne lille eventyr - en skøn lille læseoplevelse!

-----------------------------------------------------------------------

Le titre m'intriguait - difficile de savoir si c'était une 'comédie' totale ou à prendre au sérieux. Il y a des deux - de quoi sourire, rire mais aussi avoir de la compassion pour le pauvre héros de ce conte moderne où les mauvais perdent à la fin.

Il se lit très rapidement - deux soirées auraient suffi mais j'ai dû le laisser en mode pause pour le terminer hier soir.

Le début raconte l'arrestation du Ram Mohammed Thomas - un jeune garçon indien de 18 ans qui travaille comme serveur dans un bar obscur à Mumbai. Il a gagné un milliard de rupees dans un show télévisé - mais personne n'y croit en sachant qu'il est un enfant de la rue. Abandonné par sa mère à la naissance il a grandi chez un prêtre anglais, qui ne connaissant pas ses origines lui ont donné un nom hindi, musulman et chrétien... histoire d'être sûr! Quand celui-ci meurt, Ram se voit obligé de survivre par des petits boulots - et parfois des plus bizarres. Il grandit comme beaucoup d'enfants de la rue en Inde - parfois il se trouve dans des situations frôlant le drame... mais à chaque fois il s'en sort miraculeusement sans pour autant avancer dans la hierarchie compliquée de cette culture.

Pour venir à son aide une jeune avocate décide de le défendre; pour cela ils prennent les cassettes de l'émission et se mettent à tout regarder. Ram raconte sa vie avec toutes ses aventures - chaque chapitre raconte un bout de sa vie bizarre et les gens qui croisent son chemin. Toutes ses histoires expliquent comment il a pu connaitre les réponses de treize questions - or qu'il n'a jamais étudié - et chaque chapitre représente une question.

A la fin tout rentre dans l'ordre... mais l'histoire du livre n'est pas tant les questions du quiz mais les aventures justement de ce garçon. Il y a évidemment aussi une certaine leçon - comme quoi il ne faut pas juger les gens sur leur éducation... un beau petit livre à la fois amusant et touchant sous ses airs de légèreté.

Wednesday, October 15, 2008

Mon nom est Rouge - Orhan Pamuk



"Pamuks hidtil mest farverige roman. En spændende historie fyldt med humor, ironi og fortællertekniske finesser. Handlingen, der er en mordgåde indflettet i en kærlighedshistorie, udspilles i Istanbul i løbet af ni vinterdage i 1591. Den foregår i et bogillustratormiljø i en tid, hvor bøger stadig blev skrevet i hånden af kalligrafer og illustreret af billedkunstnere."

Således lyder beskrivelsen på saxo.dk. I mine øjne absolut misvisende - og ydermere måske årsagen til, at mange af de kritikker jeg læste efter at have købt bogen, var meget negative - eller himmelråbende positive. Der var en hel del, der havde givet op efter ganske få kapitler... skuffede. En skuffelse jeg på sin vis kan forstå, når man læser ovennævnte beskrivelse - den har unægteligt fået et par Da Vinci-fans til at kaste sig over den.

Men Pamuk er langt fra Dan Brown - og Dan Brown har af samme årsag aldrig vundet en Nobelpris. Man skal derfor ikke forvente den slags litteratur. Det er derimod en anderledes historie - men fængende...

Den starter ganske rigtigt med, at der er et mord - på en af Sultanens miniaturemalere, som fortæller os historien om sit mord uden dog at nævne morderens navn. Igennem samtlige af bogens 59 kapitler taler personerne direkte til læseren - der er en del personnager: De tre malere, mester Osman (overhovede i sultanens atelier), en ung kvinde - og flere andre... men der er også tegninger, der personificerer sig og taler til os som, det de forestiller - en mønt, døden, et træ. Det giver en meget anderledes læseoplevelse, men da der er mange sider at komme igennem, når man ikke at blive forvirret over for mange sceneskift.

Konflikten i bogen er interessant - men ikke hvis man er fan af letlæselige krimiromaner. Det kræver nok en vis viden om og interesse for historie og kunsthistorie, da det ellers bliver for mange 'kedelige' detaljer - ikke i mine øjne!

Bogen foregår som sagt i 1591 med miniaturemalerne som centrum for en intrige, der udfordrer deres livssyn og deres muslimske tro. Sultanen har bestilt en bog hos en anden mester end den sædvanlige 'bestyrer' af atelieret - den skal holdes hemmelig på grund af dens revolutionerende indhold, og primært bruges til at imponere italienerne og overbevise dem om det ottomanske riges storhed.

Den italienske kunst var på dette tidspunkt meget langt fremme og anerkendt verden over. De excellerede i portrætkunsten, og fra at være forbeholdt fyrster og kongelige, ville nu også den menige velstående borger portrætteres for eftertiden. Allerede 100 år inden denne historie var stort set hele Medicis-familien indlemmet som statister i Botticellis maleri af de Hellig Tre Konger, ligesom det var meget almindeligt, at kunstneren selv optrådte i et hjørne som tilskuer. Under alle omstændigheder skulle maleren nok sørge for ikke at blive glemt som udøver af værket.

Denne praksis er i direkte modstrid med den muslimske tro, hvor man ikke må gengive ansigter, så de kan genkendes som værende en bestemt person - og slet ikke gengive Profeten (som karikaturhistorien vist har lært os alle). Baggrunden for dette er selvfølgelig, at menig mand ikke må sætte sig selv i universets centrum ved at idolisere sig selv på denne måde - det er at sætte sig selv højere end profeten, og er den flukse vej til en evighed i Helvede. Tyrkerne er rystede ved tanken om, at et maleri kan være så vellignende, at man ligefrem ville kunne genkende personen på gaden - ligesom perspektivet er helt forkert. De ottomanske malere malede verden set fra oven - for det er Guds perspektiv. De italienske malere malede verden set fra den vinkel, hvorfra de observerede den. Således vil tyrkeren aldrig male en person langt væk, mindre end en hund i forgrunden - for hunden er mindre værd i Guds øjne!

Sultanen har dog som sagt bestilt et værk udført efter den italienske stil, og for at udføre dette uden for meget postyr, bliver fire malere fra atelieret bedt om at udføre brudstykker af dette - hvor resten af maleriet er tildækket. De ved ikke nødvendigvis, hvem der maler hvad - og slet ikke hvem, der skal male Sultanens ansigt, som skal placeres i midten... på den hellige plads! De er ikke vant til at eksistere som selvstændige kunstnere - men også de bliver drevet af ambitionen om at blive kendte som de italienske malere. Det er det basale menneskelige behov for anerkendelse, uforglemmelighed... og udødelighed!

Dette fører til to mord - for der er mange samvittighedsskrupler forbundet med denne farlige kunst. Bogen viser os de mange facetter - både af personernes tankegange, men også det mere kunsthistoriske i form af legender fra det ottomanske rige, og kendte miniaturemalerier. Jeg fandt ikke dette tungt - måske fordi det er emner, jeg interesserer mig for - og kender til! Hvis man ikke har den fjerneste anelse om renæssancemalerkunst i Europa - ikke kan visualisere de forskelle i maleteknik, som beskrives... ja, så er det nok en kedelig bog.

Jeg fandt den fascinerende - ikke for mordgåden; men for Pamuk's ufatteligt rige sprog, den originale indfaldsvinkel, hvor man tiltales som læser... og så gav den en yderligere dimension til mit besøg i Istanbul. Som da jeg så dette minituaremaleri på muséet for tyrkisk kunst - malet i den periode, og af den Master Osman, som indgår i romanen.


Jeg undrer mig over, hvordan den danske oversættelse er - det franske sprog er så meget rigere end det danske; og Pamuk bruger rigtigt mange ord - det var en sproglig nydelse at læse samtidig!
-----------------------------------------------------------------------------
"Istanbul, en cet hiver 1591, est sous la neige. Mais un cadavre, le crâne fracassé, nous parle depuis le puits où il a été jeté. Il connaît son assassin, de même que les raisons du meurtre dont il a été victime : un complot contre l'Empire ottoman, sa culture, ses traditions et sa peinture. Car les miniaturistes de l'atelier du Sultan, dont il faisait partie, sont chargés d'illustrer un livre à la manière italienne... Ce roman nous plonge dans l'univers fascinant de l'Empire ottoman de la fin du XVIe siècle. Une réflexion sur la confrontation entre Occident et Orient sous-tend cette trame policière, elle-même doublée d'une intrigue amoureuse, dans un récit parfaitement maîtrisé."
Ainsi est presenté le livre sur la couverture - ce qui est dans mes yeux un peu loin de la réalité, et sans aucun doute la raison pour laquelle plusieurs personnes l'ont abandonnés - deçus et le trouvant ennuyant et long. Une présentation telle ferait penser à un Da Vinci Code ses intrigues mêlés à l'histoiore et l'art. Or Pamuk n'est pas Dan Brown - et Dan Brown n'a pas gagné le Prix Nobel! C'est un style fondamentalement différent - mais tout àfait captivant!
Au début il y a certes le meurtre qui nous est raconté par le cadavre du fond de son puits abandonné à son sort - mais il ne nous révéle pas l'identité de l'assassin. Dans les 59 chapitres du roman les différents personnages nous parle tous directement à nous, les lecteurs.. que ce soit les trois peintres de l'atelier du Sultan (et à juste titre soupçonnés du meurtre); Le Noir - ce revenant qui veut reconquérir le coeur de son amoureuse... ou le père de celle-ci - ou encore les dessins qui racontent à travers une personne comme si c'est qu'ils répresentent - un arbre, une pièce... - pourraient parler de leur propres pensées. Ceci en fait une expérience à part - mais sans être trop compliqué vu que le livre est assez long et cela ne saute pas trop entre les différents personnages.
Le conflit du livre est passionnant - mais pas pour des fans de polars faciles. Je pense qu'il faut une certaine connaissance de l'art et de l'histoire de l'art pour pouvoir l'apprécier. Sinon ce serait trop sec et on n'arriverait pas au bour effectivement.
L'histoire se passe donc en 1591 à Istanbul - au centre de l'intrigue on trouve les miniaturistes de l'atelier du Sultan qui se voient heurté dans leurs croyances et réligion. Le Sultan a commandé un livre mais chez un autre maître que celui qui 'gère' son atelier pour garder le secret. Le livre est si revolutionnaire qu'ils doivent le finir sans parler de leur travail - et il est censé impressionner les vénitiens et les convaincre de la grandeur de l'empire ottoman.
L'art italien - vénitien ou florentin - de l'époque était bien avancé et réconnu dans le monde entier déjà. Ils étaient les maîtres de l'art des portraits, et jusqu'alors reservé aux rois et princes pour l'aspect financier, maintenant aussi le citoyen riche voulait se faire immortaliser. Déjà un siècle plus tôt nous avons pu reconnaitre presque au grand complèt la famille Médicis dans l'Adoration des Mages de Botticelli - et bien souvent le peintre réussissait à se faire une petite place dans le tableau aussi. En tout cas il s'assurait bien qu'on sache qui en était l'auteur - et pour la posterité!
Ce pratique est interdit dans la foi musulmane, où on ne peut représenter un visage de telle manière à ce qu'il soit reconnaissable comme une personne précise - surtout on ne peut représenter le prophète (leçon que justement mon petit pays a bien retenu après l'avoir payé chèr!) La raison étant que personne n'est au-dessus du Prophète et en se mettant au centre du monde et se regarder accroché à un mur - on va s'idolâtrer.. ce qui mènerait droit en Enfer! Les ottomans sont choqués par le fait qu'un portrait puisse permettre de reconnaitre une personne dans la rue sans la connaitre - mais aussi par la perspective utilisée dans les tableaux européens. Les miniaturistes peint le monde vu d'en haut - puisque c'est la perspective de Dieux! Les italiens observent et prennent la perspective selon la position dans laquelle il se trouve. Ainsi les ottomans ne pouvaient admettre qu'une personne se trouvant du fond devait être plus petit qu'un chien se trouvant devant - puisque le chien en vaut moins que l'homme aux yeux de Dieu.
Mais le Sultan a commandé cet oeuvre selon le style vénitien; sans pour autant vouloir créer trop de bruit ils peignent chacun chez soi et uniquement une partie du tableau. Ils ne savent qui font quoi - et surtout pas qui sera l'artiste responsable du portrait du Sultan qui se trouvera au milieu - à la place sacrée! Ils n'ont pas l'habitude d'exister en tant qu'artistes indépendants - mais eux aussi se voient flattés et rêver d'une reconnaissance pour leur travail. C'est le besoin basique de l'homme pour se voir recompensé... d'être inoubliable et immortel!
Cette histoire mène donc à deux meurtres - ils sont de plus en plus de problèmes de conscience. Le livre nous montre toutes leurs pensées; mais aussi une description des légendes de l'empire ottoman et comment la vie se vivait à l'époque. Je ne l'ai pas trouvé lourd ni trop long - sans doute parce que je m'y connais un peu et que cela m'intéresse. Si on ne connait rien en art et ne peut pas visualiser les différences dans les techniques je peux comprende qu'on abandonne.
Je l'ai trouvé fascinant - surtout en le lisant en partie à Istanbul; mais aussi pour le language si riche de Pamuk; la perspective (justement) du lecteur et la richesse qu'il a apporté à mes visites dans la ville. D'autant plus que je suis tombé sur ce livre décoré par le Maître Osman - qui est le maître de l'atelier du Sultan dans le livre - et à l'époque!

Monday, October 6, 2008

Le Destin de Mr Crump - Ludwig Lewisohn


  • French
  • September 28 - October 6
  • 406 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat?

En absolut usædvanlig bog - skrevet i 1926, men afslået af samtlige forlag på grund af dens amoralske indhold - og første gang udgivet i Paris i 1926 på engelsk og i 1931 på fransk med et forord af Thomas Mann. Først i 1947 blev den udgivet i en forkortet censureret udgave i USA., og den er af Freud blevet betegnet som et mesterværk.

Jeg fik den anbefalet for nogle år siden af en ven; siden da har den stået i reolen indtil for en uge siden. Det er vel nærmest at betegne som det 20. århundredes Madame Bovary - men med modsat fortegn.

Først introduceres vi til den kvindelige hovedperson - Anne Bronson - der som ung pige gifter sig med en kronisk gambler og løgnhals. De får en søn og to døtre, og lever konstant i dårlige kår med spillegælden hængende over hovedet. Dernæst introduceres vi til den unge Herbert Crump - søn af tyske immigranter, som i familiens tradition alle er orgelspillere. Den unge Herbert er den følsomme kunstnersjæl, som ikke rigtigt kan finde sin plads i denne familietradition. Han komponerer musik, som er nytænkende og anderledes for denne periode i starten af det 20. århundrede.

Han ankommer til New York og bliver forelsket i en ung pige, hvis ambitioner er vigtigere end kærlighed, og Herbert's sarte sjæl er såret og ulykkelig. Han bliver igennem sit arbejde introduceret til den 20 år ældre Anne Bronson - et faktum hun dog gør alt for at skjule og dementere. Til gengæld er han et nemt offer for den midaldrende kvinde, som lever i et ulykkeligt ægteskab, og får Herbert overbevist om, at det udelukkende er hendes mands fejl. De indleder et forhold - men Herbert får snart fornemmelsen af at være blevet snøret ind i forholdet.

Han tager hjem til forældrene - men Anne følger ham, og skandalen er uundgåelig. Han må gifte sig med hende, og så starter hans helvede først. Anne er et perfidt menneske uden den mindste moral; hun gør alt for at ydmyge ham og dernæst appellere til hans kærlighed. Hun gør hans liv til et helvede alt imens hun påtvinger ham sine tre børn - den ene mere doven og uduelig end den anden og med klare psykotiske tendenser. Anne finder altid en undskyldning for børnene; hun ruinerer dem - og de flytter rundt for at finde arbejde. Herbert indser, at han ikke har andet valg end at leve dette mareridt - alt imens han bliver en berømt komponist og dirigent, og prøver at leve igennem sin musik.

Det er en grotesk roman om kvinden som den ultimative synderinde - manipulerende, amoralsk, løgnagtig, jaloux - menneskets værste egenskaber samlet i en og samme person. Anne er en ravnemor; ude af stand til at passe hus og hjem - som var kvindens rolle på denne tid. Hvorfor den var censureret kan bunde i utroskaben og at der tales om skilsmisse - men jeg har haft svært ved at finde informationer om netop dette.

Det groteske i hele bogen er den stille og rolige måde alle disse uhyrligheder beskrives på - samtidig fornemmer man den gennemsyrende ondskab og katastrofen, der lurer og ender med at ødelægge Herbert fuldstændig. Man undres over Annes motivationer til at opføre sig så grotesk - som en edderkop, der spinder sit net omkring den uskyldige mand.

Hvis den findes i en dansk oversættelse kan den varmt anbefales!

----------------------------------------------------------------------

Un livre incontournable qui pourtant est resté quelques années au fond des étagères. Ecrit en 1926 il se voit réfusé par les maisons d'édition aux Etats-Unis et sort premièrement à Paris la même année, et en 1931 en traduction française. Il ne sortira qu'en 1947 aux Etats-Unis mais dans une version censurée. Freud le décrivait comme un chef-d'oeuvre et Thomas Mann en était admiratif au point qu'il écrit le préface de la traduction française.

C'est une sorte de Madame Bovary du XXème siècle - mais dans le sens inverse. Ici c'est le jeune homme qui se laisse séduire, enfermer dans un jeu dangéreux et monstrueux. On fait d'abord la connaissance de Anne Bronson - issue d'une famille bizarre et aux problèmes - elle se marie jeune avec un joueur irrésponsable. Ils auront un fils et deux filles mais le mari a toujours des soucis et ils vivent du jour au lendemain.

Puis rentre en scène le jeune Herbert Crump, descendant des immigrants allemands et d'une famille aux longues traditions musicales. Il grandit dans un milieu serein et sain; mais il ne se voit pas poursuivre les traditions familiales en jouant l'orgue dans l'église locale. Il est d'une âme sensible et artistique et il compose. Il part donc faire sa vie à New York où il rencontre la jeune Gerda, dont il tombe amoureux. Elle se montre dûre avec lui en pensant d'abord à sa carrière et pas à commencer une vie familiale. C'est une grande déception pour ce jeune homme fragile. Donc il est une proie facile...

Il fait la connaissance de Anne, qui a vingt ans de plus que lui - fait qu'elle ne cesse de dissimuler et dementir - et elle commence rapidement à se plaindre de son mari joueur et lui faire des flirts sousentendus. Ils entâment une affaire mais Herbert comprend vite que sa vie n'est pas avec une femme de son âge. Il voulait oublier ses chagrins d'amour mais se voit prisonnier de la toile d'araignée que cette femme a intelligemment tissé autour de lui. Il se réfugie chez ses parents - mais Anne débarque et c'est le scandale.

Il est obligé de se marier et le vrai cauchemar commence. Elle est infame, menteuse, folle, perfide - pour ensuite venir se jeter dans ses bras et demander pardon. Elle fait venir ses trois enfants - dont les deux ainés sont des lâches, corrompus et limite malades mentaux. Elle dépense tout l'argent qu'il réussit à gagner en travaillant et en composant sa musique qui a de plus en plus de succès. Ils errent d'une ville à une autre mais ne trouve la paix conjugale nulle part. Elle lui empoisonne la vie et même si les mots sont calmes on sent le tourment et la tragédie qui arrivera sans faute.

Il essaie de lui trouver des excuses et que bien trop tard voit-il qu'elle est trop forte pour lui. Elle incarne tout le contraire du modèle féminin de cette époque - elle est mauvaise mère; mauvaise femme au foyer; elle a commis l'adultère pour attraper ce jeune homme - bien des raisons d'interdire ce roman qui pourrait donner des idées aux femmes dans un pays où le puritanisme est roi.

Ayant terminé on se dit qu'il faut recommencer pour essayer de comprendre les raisons qui poussent cette femme à se comporter ainsi; à saisir encore tous les sous-entendus de méchanceté qui se cachent dans ces mots plutôt calmes. Un livre qui en vaut vraiment la peine!

Monday, September 29, 2008

The Echo Maker - Richard Powers


"A flock of birds, each one burning. Stars swoop down to bullets. Hot red specks take flesh, nest there, a body part, part body.
Lasts forever: no change to measure.
Flock of fiery cinders. When gray pain of them thins, then always water. Flattest width so slow it fails as liquid. Nothing in the end but flow. Nextless stream, lowest thing above knowing. A thing itself the cold and so can't feel it.
Body flat water, falling an inch a mile. Torso long as the world. Frozen run all the way from open to close. Great oxbows, age bends, lazy delayed S, switch current to still as long as possible the one long drop it already finishes.
Not even river, not even wet brown slow west, no now or then except in now and then rising. Face forcing up into soundless scream. White column, lit in a river of light. Then pure terror, pealing into air, flipping and falling, anything but hit target.
One sound gets not a word but still says: come. Come with. Try death.
At last only water. Flat water spreading to its level. Water that is nothing but into nothing falls. . . ."

Ovenstående uddrag er fra starten af bogen - jeg kæmpede mig igennem 165 sider inden jeg gav op. Jeg aner ikke om jeg nogensinde får den læst færdig. Problemet var nok, at jeg i mine tvivlende øjeblikke begyndte at kigge efter anmeldelser af bogen - og der findes i de i stort set kun to kategorier: Overvældende positive eller ekstremt undrende og uforstående.
Bogen handler om den 27-årige Mark, som er en lidt særegen type. Han har hele sit liv støttet sig op ad sin fire år ældre søster, Karin, som forsøger at komme væk fra barndommens provinsby og skabe sig et liv og en karriere et andet sted. Men hun bliver altid trukket tilbage til barndommer på grund af familieproblemer - faderens død, moderens død og nu broderens trafikulykke, som efterlader ham hårdt såret.
Det værste kommer dog, da han kommer til sig selv fysisk - men hårdnakket mener, at Karin er en kopi af hans rigtige søster. Karin får en berømt hjernespecialist til at komme for at hjælpe broderen. Det var så hér jeg stoppede - meget mod min vilje; men hver side var virkelig en pinsel.
Tempoet er ekstremt langsomt; karaktererne er hverken sympatiske eller usympatiske - de er bare ikke levende for mig; der snakkes i uendelighed om diverse psykologiske fænomener afledt af traumatiske ulykker. Måske er det bare et forkert tidspunkt - men jeg kunne slet ikke se, hvordan jeg skulle kunne klare yderligere 400 sider! Jeg skulle måske have læst flere anmeldelser inden jeg købte den - mange sammenligner ham nemlig med både Don DeLillo, Sebastian Faulks og Philip Roth - forfattere, som jeg helt åbenlyst ikke har nogen fascination for.
---------------------------------------------------------------------

L'extrait du début vient du premier chapitre de ce roman pour le moins bizarre. J'ai abandonné au bout d'environ 165 pages et une belle bataille. Mais l'idée de 400 pages supplémentaires m'était impossible. Au milieu des mes doutes naissants j'ai fait l'erreur de rechercher des critiques sur le net - et il se trouve qu'il y en a deux sortes: Les enthousiastes complètement éblouis par son talent - et ceux qui se sont ennuyés fermement. Je fais partie des derniers!

Le livre raconte l'histoire de Mark - jeune homme pas tout à fait normal, ni tout à fait bizarre de 27 ans vivant une vie d'américain lambda du Midwest des US avec ces cannettes de bière et passion pour les camions. Il a toujours pu compter sur sa soeur ainée, Karin, qui pourtant fait ce qu'elle peut pour échapper à la petite ville provinciale de son enfance. Or il lui faut revenir pour chaque drame familial - le décès du père, le décès de la mère et maintenant lors de l'accident de voiture de son frère. Très touché il mettra du temps à s'en remettre physiquement; et alors commence le pire - il a eu un traumatisme cranien et prend sa soeur pour une sosie mise là comme partie d'un complot de l'état.

Karin avale tout... elle se réfugie dans les bras de son ex - un hippie végétarien qui veut sauver la nature. Finalement elle fait appel à un spécialiste des troubles du cerveau... et c'est à peu près là que j'ai abandonné. Les personnages ne m'inspirent rien - ils n'ont aucune personnalité à mes yeux. Le tout se passe d'une lenteur épouvantable... et l'idée de 3-400 pages remplis d'oiseaux bizarres et allusions aux maladies cérébrales m'a convaincu.

Il est rare que je laisse vraiment tomber - mais là il était impossible d'aller jusqu'au bout...



Thursday, September 25, 2008

L'homme chauve-souris - Jo Nesbø


Jeg er startet helt omvendt i Harry Hole's eventyr ved at læse Snemanden først. Efter at have læst to af hans bøger, måtte jeg overgive mig og købe denne på fransk. Det er den første i serien; det er den, der giver os forklaringerne på nogle af mysterierne bag den fallerede politimand Harry Hole's komplekse person og karakter.

Da Snemanden jo stadig var frisk i erindringen vidste jeg fra starten, hvem morderen var. Men det var stadig absolut en god roman - bedre end Kakerlakkerne synes jeg, og næsten på højde med Snemanden.

Denne gang foregår det i Australien, og aborigenerne og deres kultur spiller en stor rolle i historien om seriemorderen, som Harry skal fange. Der er som altid nogle spændende personskildringer og plottet har altid en finurlig vinkel. Det er stadig "kun" en krimi - men absolut i den bedre ende af skalaen til lidt hurtig læsning. Jeg kunne sagtens blive fristet til at læse de resterende for at få fyldt hullerne ud!

----------------------------------------------------------------------

J'ai effectivement entamé cette série totalement à l'envers en commençant par Le Bonhomme de neige qui est le dernier tôme dans la série des polars racontant les (mes)aventures du policier paumé Harry Hole. Après j'avais lu Les cafards qui m'a moins impressionné, mais j'étais curieuse.

Ce polar se déroule en Australie - à Sydnes avec des bars gays, des aborigènes, des drogués et des scandinaves qui s'y retrouvent. Harry y est envoyé parce qu'une jeune norvégienne a été tuée, mais vite il se rend compte qu'il a peut-être affaire à un tueur en série. Ayant lu Le Bonhomme de neige je savais d'avance qui était le tueur - mais cela n'a pas enlevé le plaisir du livre. Il écrit bien et ses personnages sont si vivants... l'histoire est toujours bien pensé. Jamais tout à fait banal - et ça me donne bien envie de lire les livres restants.

C'est plaisant (malgré les sujets), vite lu et ça garde ce côté nordique qui les distingue des autres polars.

Tuesday, September 23, 2008

Falling Man - Don DeLillo


Det er den første roman af den ellers utroligt kendte forfatter, Don DeLillo, jeg har læst. Det er en 11. september-roman og det gøres klart fra første sætning, hvor Keith vakler ud af de faldende tårne begravet i støv, indsmurt i blod og et nyt menneske. Han vandrer på må og få i Manhattan's gader indtil han pludselig står foran ekskonens dør. Katastrofen bliver deres chance for at trøste hinanden, genskabe tilliden og samle familien med den 6-årige søn Justin.
På vej ud af tårnet har Keith taget en attachétaske, og han opsøger dens ejer - en sort kvinde, som også overlevede, og de indleder en kort men intens affære. Justin og hans legekammerater gemmer sig inde på deres værelser med en kikkert med hvilken de spejder efter flere fly - fløjet af en vis Bill Lawton. Lianne forsøger at tage sig af sin aldrende moder og afreagerer ved at slå underboen, som spiller arabisk musik.
Der er allerede skrevet en del bøger om 11. september - Foer's roman ser det fra barnets vinkel og er på sin vis tragikomisk, som Justin's reaktioner i denne også kan syne i det meget lille indblik man får i barnets opfattelse af hændelserne.
McInerney's roman berører det samme behov for at elske fysisk og psykisk - men også være utro med et menneske, som deler ens erfaringer og minder om katastrofen. På den vis er DeLillo's roman ikke synderligt anderledes. Til gengæld er der en form for dualitet eller modpoler i alting; Keith husker det hele - sine døde pokervenner, den morgen i tårnet - men han vil ikke huske. Han ender med at rejse til Las Vegas for at spille kort dagen lang - et anonymt sted, hvor han kan forsvinde i mængden af andre anonyme skæbner.
Lianne underviser en gruppe ældre ramt af Alzheimer, fordi hendes far begik selvmord, da han fik stillet den diagnose. Hendes største skræk i livet er ikke at kunne huske - og det er hende, som hver gang møder den gadekunstner, som hængende fra bygninger efterligner et af de mest berømte billeder fra den dag - og som har lagt navn til bogen.
Lianne's mor har haft en elsker i tyve år - en tysker, som måske ikke hedder det han påstår, og som måske har været medlem af RAF i 1970'erne - datidens mest berygtede terrorgruppe.

Bogen handler om deres måde at håndtere katastrofen på. Men den er også meget springende og lidt forvirrende efter min smag. Endelig er der nogle korte passager, hvor vi følger en af terroristerne - Mohammed Atta - og hans bevæggrunde for at blive jihad-kriger. Netop disse passager er i mine øjne totalt irrelevante, da dette er en reel person.

Denne bog er en af den slags, som nærmest automatisk bliver udråbt til at være en klassiker - jeg var dog ikke så imponeret af skrivestilen. Hans roman udnævnes til at være den bedste 11/9 -roman - men hvilken fiktiv bog kan nærme sig virkeligheden?

-----------------------------------------------------------------------

Le roman de DeLillo est un des romans phares sur le 11 septembre - il commence droit dans le sujet avec le personnage principal Keith, un avocat trentenaire qui se retrouve dans une des tours lors de l'attentat. Il s'en sort et il sort dans l'air poussiéreux de Manhattan couvert de sang et une mallette dans la main qui ne lui appartient pas. Il déambule dans les rues avant de comprendre qu'il se rend chez son ex-femme et son fils de 6 ans.

Les attentats deviendront leur chance de recoller les morceaux, de regagner confiance l'un dans l'autre mais aussi et surtout dans le monde. Seulement ils font ça dans leurs mondes parallèles et pas en tant que famille unie. Keith retrouve la propriétaire de la mallette - une femme rescapée des tours aussi avec qui il entame une courte relation. Son fils s'enferme dans s achambre avec des jumelles pour scruter le ciel en attendant les avions de Bill Lawton. Sa femme Lianne s'occupe comme elle peut de sa vieille mère, elle tombe sans cesse sur l'artiste qui surgit un peu partout dans les rues de N.Y. en reproduisant l'effet d'une des photos les plus connues sur le catastrophe.

Il y a eu plusieurs romans sur le 11 septembre. Celui de Foer raconte les événements avec les yeux de l'enfant et d'une façon tragicomique presque - pendant que le livre aussi bien connu de McInerney raconte les besoins d'aimer physiquement et psychologiquement pour évacuer les sentiments veçus. Dans son livre les protagonistes ont des affaires avec des personnes ayant veçus le même drame qu'eux.

Dans le livre de DeLillo il y a une certaine forme de dualité dans les univers des personnages. Lianne travaille avec des personnes atteintes de la maladie d'Alzheimer; son père en a été atteint et a décidé de se suicider avant que cela l'handicappe de trop. Lianne est donc obsédée par la peur de l'oubli. Keith fait tout pour oublier - ses amis de poker qui sont morts dans les attentats; et le seul survivant il l'évite. Il part définitivement jouer aux cartes à Las Vegas - là où personne n'est personne... juste une parmi d'autres.

La mère de Lianne a une affaire avec un allemand depuis vingt ans - mais il n'est pas qui il prétend être. Il est peut-être un ancien terroriste de la RAF - groupe le plus connu des années 70. C'est comme si pour chaque fait il existe l'autre pôle. Entre les récits de leur manière de cicatriser il y a des passages racontant le raisonnement d'un des terroristes - bien connu - Mohammad Atta. Ces passages n'apportent rien à mon avis. Il perturbe parce que c'est un personnage réel - et peu sympathique avouons-le!

Certes un auteur comme DeLillo a tout de suite eu le label de meilleur roman sur le 11/9 - comme pour d'autres catastrophes je pense qu'aucun roman peut égaler une vérité si horrible. Quant à son style je dois m'y habituer - j'ai trouvé la fin longue et trop detaillée.

Monday, September 15, 2008

La Porte des Enfers - Laurent Gaudé



  • French
  • September 11-13
  • 266 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

Laurent Gaudé er franskmand, men hans universer foregår under andre himmelstrøg. Det er det sydlige Italien, som i Familien Scortas sol med al dens fattigdom og store dramatiske følelser blev mit første bekendtskab med Gaudé. En betagelse, som fortsatte med Eldorado, som desværre ikke er oversat til dansk endnu - men som binder hans to universer - Italien og Afrika - sammen i historien om den aldrende italienske politimand, som overvåger kysten med bådene af illegale afrikanske indvandrere. Også hér er det de store universelle følelser som skyld, ære... principper om medmenneskelighed.

Efter en kort novellesamling, som foregår udelukkende i Afrika, udkom hans seneste roman for et par uger siden. Med denne bog er vi tilbage i Italien - i Napoli i 1980. Ægteparret Matteo og Giuliana lever en beskeden tilværelse som taxichauffør og stuepige, og de har en lille søn, Pippo, på 6 år. Matteo skal følge sønnen i skole, da de bliver fanget i et mafiaopgør, og drengen bliver dræbt af et skud. Sorgen overmander dem, og Giuliana vil ikke acceptere den medfølelse og omsorg, omgivelserne viser dem. Hun forbander Gud, hun forbander sin mand... hendes eneste ønske er at få sønnen tilbage eller at få hævn.

Matteo lover hende hævn, men da han står overfor sin søns morder kan han ikke gennemføre det, og Giuliana forlader ham. Matteo tilbringer sine nætter kørende rastløs rundt i Napoli's gader - indtil han møder et underligt firkløver: Den prostituerede transvestit Grace, barejeren Garibaldo, den gamle præst Mazerotti og den lidt gale professor Provolone. De mødes i baren overfor kirken, som passende hedder Santa Maria del Purgatorio... skærsilden!

Provolone er overbevist om, at helvede findes - eller det sted, hvor de døde sjæle begiver sig hen på deres vej videre. Der er en dør i Napoli, hvorigennem man kan stige ned - det er ikke 'ét helvede'... titlen giver navnet i flertal, og mest af alt minder det om den underverden, som Dante beskriver i sin Guddommelige komedie. Som i Dantes vers er der flere kredse, som dog hér symboliserer de forskellige etaper i den dødes erkendelse af deres skæbne afhængig af måden, de forlod livet på eller hvordan deres efterladte tænker på dem.

Matteo og den gamle præst stiger ned, men kan man snyde døden og tage en sjæl med ud derfra? Hvilken pris har det for os mennesker, at vi ikke kan acceptere det uafvendelige men vil have hævn og vished om, hvor vores kære befinder sig?

Beskrivelsen af underverdenen er betagende - Gaudé's sprog er stærkt og voldsomt uden at blive patetisk i sin beskrivelse af smerten og savnet. Jeg læste så langsomt, så langsomt... fordi sproget krævede det, og for ikke at komme for hurtigt til slutningen. Jeg håber virkelig, at denne bog bliver oversat til dansk - en uforglemmelig oplevelse! Indtil da kan jeg kun anbefale at læse Familien Scortas sol.

-----------------------------------------------------------------------

Les univers de Gaudé me fascinent - que ce soit les paysages brûllants sous le soleil des Pouilles qui rend fou les hommes dans 'Le soleil des Scorta', ou la double histoire du vieux commandant italien et deux soudanais qui tentent le voyage impossible vers l'Europe - 'L'Eldorado'. Il a une façon d'écrire qui est puissant et tellement intense.

Dans son dernier livre il revient dans son univers italien. L'Italie pauvre de Naples en 1980 avec le couple modeste de Matteo, chauffeur de taxi, et Giuliana, femme de chambre dans un hôtel. Ils vivent une vie simple, se contentant de leur amour et d'aimer leur petit garçon, Pippo, de 6 ans. Un matin tout bouscule. Matteo emmène Pippo à l'école, pressé d'y arriver à temps il finit droit dans un règlement de compte de la mafia napolitaine. Le petit Pippo meurt dans ses bras sans dire un mot.

Cette disparition détruit son couple. Giuliana ne veut pas accepter la mort, ni la compassion des autres. Elle veut se venger, et elle maudit tout et tous - allant jusqu'à coller des petits mots sur les églises napolitaines pour réclamer le retour de son fils. Matteo finit par lui promettre la vengeance, mais face au tueur de son fils il n'a plus le courage. Le seul geste qui aurait pu sauver son couple et leur permettre de continuer de vivre dans un deuil impossible. Giuliana le quitte pour retourner dans son village natal, en oubliant tout de sa vie d'avant.

Matteo roule dans Naples la nuit sans prendre des clients jusqu'au jour où il tombe sur Grace - la travesti prostituée, qui lui présente aussi le vieux curé Mazerotti, le patron de bar Garibaldo et le professeur fou, Provolone. Ensemble ce petit groupe se réunit dans le café en face de l'église Santa Maria del Purgatorio, où le curé acceuille les bas-fonds de la ville. Ils parlent de leurs douleurs et Provolone de sa conviction que les enfers éxistent... ou les mondes d'En-Bas. Cet endroit où vont les âmes mortes sur leur chemin vers la deuxième mort, qui dépend de la manière dont ils ont quitté ce monde et de l'importance qu'ils ont dans la mémoire des vivants.

Les enfers de Gaudé ressemblent aux cercles de la Divinie Comédie - avec les différents niveaux, qui ici symbolisent les différentes étapes vers la mort définitive. Matteo et le vieux curé vont y descendre via la porte qui se trouve près du port de Naples selon Provolone.

La déscription des enfers est captivant; surréaliste sans basculer dans le pathos de la mort et des larmes. C'est un monde violent, triste d'où on ne sort pas indemne. Car la question est si on peut y aller et revenir avec la personne qui manque? Quel prix doit on payer pour obtenir cette vengeance et que se passe-t-il ensuite?

Leur descente aus enfers déclenchent des forces extrèmes... le tremblement de terre de novembre 1980. En parallèle nous suivons le fils en 2002, qui sait d'où il vient. Qui essaie de venger ce que son père n'a pu faire pour lui montrer qu'il connait son sacrifice. Comme dans ses livres précédents il traite des grandes émotions - la tragédie, la séparation, le deuil, le remords... un livre absolument inoubliable que l'on voudrait faire durer le plus longtemps possible.



Thursday, September 11, 2008

Francois Ier - André Castelot


  • French
  • September 7-10
  • 451 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

Ham François kunne jeg da vist godt være blevet lidt forelsket i - for 500 år siden altså! Sikke en konge... især når man sammenligner med de to mest berømte af hans samtidige - Karl V og Henry VIII. Ikke just de største humanister!

François I var en stor kunstelsker; han var grundlægger i 1537 af den lov, som den dag i dag kræver, at en kopi af samtlige skrifter udgivet i Frankrig deponeres på nationalbiblioteket, så intet går tabt. Han bragte Leonardo da Vinci til sit hof - og dermed også Mona Lisa... hvilket er årsagen til, at hun kan ses i Paris. Han byggede nogle af de smukkeste slotte i landet - bl.a. Chambord og Fontainebleau. Han vedtog ved lov, at fransk skulle erstatte latin som officielt administrativt sprog, så menigmand kunne forstå det. Han var - selvfølgelig - en mand, som elskede kvinder... men i modsætning til sin engelske samtidige respekterede han dem også umådeligt.

Som i alle biografier er der også en hel masse krigssnak og strategier - men det var interessant at læse denne så kort tid efter Karl V for at få den 'modsatte' version af historien. Henry VIII har jeg læst flere biografier om - så nu er renæssancens puslespil komplet. Men det føjede blot endnu flere biografier til listen. Desværre skal de findes antikvarisk - men så er der en fornuftig ting at lave i Paris!

----------------------------------------------------------------

Cette biographie complètait à merveille ceux que j'ai lu sur Henri VIII d'Angleterre et récemment celui sur Charles Quint. Et contrairement à ses deux contemporains qui manquaient d'humanité je suis en admiration devant ce roi!

Un homme qui aime les lettres, qui instaure le dépot légal... qui aime les femmes certes - mais en les respectant aussi. Un amateur d'art et responsable des châteaux qui figurent parmi les plus beaux de la France. Mécène qui amène La Joconde et son maître en France parmi d'autres grands talents italiens.

Certes un guerrier et un peu rancunier quant il s'agit de certaines choses (comme son Milanais), mais physiquement un meilleur guerrier que Charles Quint - qui lui en veut terriblement d'ailleurs. Un vrai grand homme il me semble - et le dernier morceau de ce puzzle du triangle qui formaient la Rénaissance des trois plus grandes puissances de l'époque. J'étais réellement captivée et comme pour toutes les biographies cela donne envie d'en savoir plus sur les autres personnages de l'époque ainsi que sur la vie des gens communs. Il y aura de quoi faire chez les bouquinistes de la Seine en novembre...

Monday, September 8, 2008

Elle s'appelait Sarah - Tatiana de Rosnay


Der er skrevet så uendelig mange bøger om 2. verdenskrig, men alligevel er der emner, som aldrig udtømmes - der er nye vinkler på historier. Der er også historier, som tager tid før de kan skrives; som er svære for et folk at erkende har fundet sted. Denne bog omhandler en af de sorteste pletter i fransk historie under 2. verdenskrig.

Bogen er bygget op som en rammeroman, hvor der skiftes mellem den 10-årige Sarahs historie i 1942, og den 45-årige amerikanske journalist, Julia, som i 60-året for denne hændelse bliver bedt om at skrive en historie om det.

I juli 1942 tilfangetager politiet tusindvis af jøder i det indre Paris - oftest angivet af emsige portnerkoner, som efterfølgende tjente lidt håndører ved at fremleje de knapt efterladte lejligheder til franskmænd. Mændene havde i lang tid levet i skjul, og selvom der blev arresteret 3.000 mænd, var de ikke de hårdest ramte. Det var til gengæld kvinder og børn i den største massearrestation og massakre under 2. verdenskrig i Frankrig. Næsten 6.000 kvinder og mere end 4.000 børn under 12 år blev samlet op og ført til en indendørs cykelløbsbane, hvor de blev indespærret i et par dage. De blev overført til lejre udenfor Paris for at camouflere akten; her blev børn skilt fra deres mødre - de blev separat sendt til Auschwitz og direkte i gaskamrene.
Hele operationen var nøje planlagt gennem måneder, og blev udført af 4.500 franske politifolk. Det var ikke Gestapo, det var ikke tyskerne... det var franskmændene selv; det var Vichy-regeringens ønske om at 'hjælpe' tyskerne, der var baggrunden for det. En akt, som det tog den franske stat årtier at erkende og undskylde. Selve stedet er siden revet ned, men at læse bogen var for mig som at gå igennem gaderne og se det hele meget levende for mig.
Den lille 10-årige jødiske Sarah tror naivt, at de hurtigt kommer tilbage, da politiet banker på døren - for det er jo franskmænd! Hun låser den uopdagede lillebror på 4 år ind i et hemmeligt skab og tager nøglen med. Hun regner med at være hjemme inden længe for at lukke ham ud.
60 år efter skal journalisten Julia og hendes franske mand istandsætte farmoderens gamle lejlighed for at flytte ind efter, at hun er kommet på plejehjem. De har boet der hele deres liv - siden juli 1942, hvor de pludseligt og hurtigt fik en større og billigere lejlighed.
Man følger parallelt den lille piges oplevelser i Vel d'Hiv (cykelbanen), deportationen til lejren, adskillelsen fra moderen - og hendes desperation over at vide, at lillebroderen er lukket inde i skabet i lejligheden. Julia begynder at efterforske til sin artikel, men støder på uvilje og angst fra ældre franskmænd, der oplevede perioden. Men hun presses også af sin mand til at stoppe med at rive op i gamle sår, da det går op for hende, at familiens lejlighed har tilhørt en deporteret familie.
Historien om den lille Sarah er selvfølgelig fiktiv - men hun symboliserer alle de børn, der i de dage blev brutalt myrdet, og hun kunne uden tvivl have været én af skæbnerne. Der var børn, det lykkedes at slippe afsted for - der er flere overlevende, der efterfølgende har beskrevet omstændighederne og attituden hos det franske politi.
Det er en utroligt gribende bog for sin historiske vinkel; den er utroligt letlæselig - og min eneste kritik er den unødvendige kærlighedshistorie, som uomtvisteligt må kobles på for Julia - den bibringer intet til den tragiske historie, det var. Men den gør selvfølgelig bogen mere kommerciel, hvilket er unødvendigt.


Tuesday, September 2, 2008

Kakerlakkerne - Jo Nesbø


Knap så god som Snemanden, men absolut en god krimi. Hans skrivestil er utrolig hurtig at læse - jeg forundres over, at en sådan bog kan læses færdig på en dag.

Emnet i denne krimi, som er skrevet tidligere end Snemanden, foregår i Thailand med historien om den norske ambassadør, der findes myrdet på et motel. Det handler om narko, om pædofili og prostitution. Hans beskrivelser af Bangkok er meget levende og rammende. Hans personbeskrivelser er ligesom i Snemanden også detaljerede nok til, at man kan følge deres reaktioner.

Dog synes jeg, at forcen ved nordiske krimiforfattere - og ganske givet det, der har gjort dem berømte de sidste par år - er, at de skriver om Norden. At deres krimier foregår "hjemme" er blevet deres kendetegn - og derfor er Snemanden også så meget bedre!

----------------------------------------------------------------------

A lire en une journée sans problème - il est loin d'être aussi passionnant que 'Le Bonhomme de neige', et donc lu très facilement.

Ecrit plus tôt que le Bonhomme de neige on croise néanmoins le même inspecteur paumé alcoolique - cette fois en Thailande après le meurtre de l'ambassadeur norvégien à Bangkok! Cela n'a hélas rien d'original - la prostitution, la pédophilie, les drogues et un suspect vite demasqué.

La force des auteurs nordiques devenus connus en dehors de chez eux a justement été qu'ils écrivent sur les pays nordiques. Le premier grand succès de Nesbø était 'Le Bonhomme de neige' qui ne pourrait jamais être écrit par un américain ou un français. Tout comme la trilogie de Stieg Larsson a eu son succés puisqu'il se passe en Suède. On ressort maintenant les livres précédents de Nesbø - mais c'est moins bien fait après tout.

The Sea - John Banville


  • English
  • August 14-21
  • 200 pages
  • Dansk titel: Havet
  • Titre français: La mer

Max er en midaldrende mand, som netop har mistet sin kone Anna. Efter Anna's død trækker han sig tilbage til den engelske kyst i et pensionat, som har en vis symbolsk betydning for ham.

Bogen er som titlen - han befinder sig ved havet; der er ikke meget handling - men en samling af bølger, som kaster sig som tidevand frem og tilbage i hans minder. Det er minder blandet af hans møde med Anna som ung og hendes sygdom. Det er især også minder om en sommer, da han var dreng og tilbragte ferien ved samme kyst sammen med sine arbejderklasseforældre.

Den sommer mødte han Grace-familien: Tvillingeparret Chloé og den stumme Myles, deres rige elegante og nonchalante forældre og tvillingernes barnepige Rose. Max oplever sin første fantasi om en kvinde, da han møder Mrs. Grace, tvillingernes mor. Han idealiserer dem, han betragter dem som guder - så langt er de fra hans verden, og så højt hævet over ham. Måden at beskrive Max's fascination af familien samt visse metaforer i bogen, mindede mig om Nick i 'Den store Gatsby', og hans besættelse af Tom og Daisy.

De samme symboler optræder - det guddommelige, uopnåelige, men også destruktive i dette par (ligesom tvillingerne i Banville's bog). Men også øjnene, der kigger - som det reklameskilt, der spiller en stor rolle i Fitzgerald's roman. Men guder lever ikke evigt - de forsvinder med tidevandet... som den tragiske slutning i 'Havet'.

Der veksles frem og tilbage mellem fortid og nutid - hans minder fra henholdsvis barndommen, ungdommen og konens sygdom bliver som strømhvirvler, der skal få hans indre hav til at falde til ro i den sorgproces, han gennemgår. Det er en utrolig lille bog - og jeg brugte uforholdsmæssig lang tid på at læse den. Eller rettere genlæse sætninger, afsnit og sider. Den var det absolut værd.

----------------------------------------------------------------------

Un petit livre bien particulier. Il n'est pas long mais néanmoins il m'a fallu de temps pour digérer les phrases et les pages et le fermer pour de bon. Comme le titre l'indique ce livre et sa construction est aussi comme la mer. Les phrases et les souvenirs du protagoniste sont comme des vagues ou des torrents qui se battent en lui mer pour que sa mer interne redevienne calme.

C'est l'histoire de Max - un homme d'une soixantaine d'années qui vient de perdre sa femme Anna. Pour se remettre de son deuil il part sur la côte anglaise s'installer dans un pensionnat qui a une signification particulière dans ses souvenirs. C'est la maison qui appartenait à la famille Grace qu'il rencontre l'été des ses onze ans.

La famille Grace ce sont les jumeaux - la tumulteuse Chloé et Myles, qui est muet. Ce sont aussi les parents élégants, bohème - dont la mère devient le premier amour du jeune Max. Il les admire - il vient d'une famille de la classe ouvrière, et pour lui passer du temps dans l'univers des Grace c'est comme de toucher les dieux. Sa fascination et les symboles évoqués dans le livre font penser à l'admiration de Nick du 'Gatsby le magnifique' - ils sont intouchables, mais vivent aussi un destin tragique comme Tom et Daisy dans le roman de Fitzgerald.

Il y a aussi la vue - ce métaphore d'observation et de surveillance qui joue aussi un rôle important avec le panneau publicitaire du 'Gatsby'. Ca se termine en tragédie et Max passera toute sa vie à essayer de comprendre et se hisser à ce niveau social pour devenir un de leurs. Parfois un peu chaotique - mais en le relisant je pense qu'on rentre vraiment dans l'univers de Banville et son écriture un peu spéciale.

Tuesday, August 12, 2008

Snemanden - Jo Nesbø


Den er allerede læst af mange - og med god grund, hvis man kan lide kriminalromaner. Jeg læser dem ikke tit - og derfor skal de fænge! Men det gjorde den så absolut også ;-)

Historien og plottet er velskrevet - der er flere lag i plottet, og flere gange føler man, at man nu har afsløret og forstået. Men så er der alligevel et par nye brikker, der forstyrrer billedet! I modsætning til amerikanske kriminalromaner er handlingen mere troværdig, men de hvorfor skal disse efterforskere altid være lidt fallerede drankere med en ulykkelig barndom?

Og hvorfor skal de altid ødelægge det lidt med at væve en sødsuppe-kærlighedshistorie ind? Det hjalp selvfølgelig på at få nerverne til ro de sidste par sider... men er derudover totalt uinteressant og overflødigt! Men på den anden side snakker vi om let underholdning hér - ikke litteratur... og i den forbindelse var det rigtig god underholdning, som holdt mig fanget i skrækken - ikke i sødsuppen!

----------------------------------------------------------------------

Dans la lignée d'auteurs nordiques - scandinaves - qui envahissent les librairies celui-ci est bien à noter aussi. Norvégien - qui connait un premier succés avec 'L'homme chauve-souris' dans son pays il y a presque 10 ans, a eu un succés fulgurant dans les pays scandinaves avec ce livre.

L'histoire des femmes mariées et mères d'enfants qui disparaissent toujours les jours où tombe la première neige. Il laisse un bonhomme de neige comme carte de visite! L'inspecteur - comme d'habitude un alcolo misérable avec une enfance malheureuse - mise tout sur un tueur en série. En fait il en rêve d'en trouver un depuis toujours, mais tout le monde lui dit que cela n'éxiste pas en Norvège.

Il se lit d'un trait... enfin, interrompue par une nuit de cauchemars après le premier tier. J'étais vraiment prise par l'histoire et le mystère, même si je ne comprend pas pourquoi il faut toujours avoir les mêmes clichés - l'inspecteur alcolo et une histoire d'amour malheureuse qui finit bien... ou presque... mais en évitant de se plonger dans cette partie-là de l'histoire il est comme un film! Plein de suspens et moments inattendus... et vaut autant que le premier volet de la trilogie Millenium, qui a rendu les auteurs de polars nordiques célèbres!

Rosen og Stjernen - Elisabet Holst


  • Danish
  • August 6-9
  • 384 pages
  • Titre français: Pas traduit

Jeg kan godt lide historie - jeg kan især godt lide denne periode! Dansk adelshistorie fra det 16. århundrede. Men som med alle historiske romaner er de kun læseværdige hvis de er troværdige!

En del research under læsningen uddybede visse ting i denne roman om den danske adelige Karen Gyldenstjerne, som er født i 1544, som datter af en adelsmand. Hun bliver senere gift med Holger Gyldenstjerne, senere rigsmarsk - og igennem hele bogen møder man personligheder, som prægede denne del af Danmarkshistorien: Birgitte Gøye, Tycho Brahe, Ellen Marsvin....

Bogen giver desuden et fremragende tidsbillede af levevilkårene på denne tid. De mere praktiske dagligdags detaljer, som jeg også finder meget interessante. Især beskrivelsen af hekseforfølgelserne og de kloge koner er interessante, da Karen Gyldenstjerene også beskyldes - noget helt nyt for en adelig. Hun var bestemt en kvinde, der havde sine meningers mod og levede på anden vis end, hvad der var almindelig kutyme på den tid.

Hun mistede som så mange andre sin mand i en ung alder - men tog sig elskere, som hun levede mere eller mindre åbenlyst med uden at ville gifte sig igen. Dette vendte sig imod hende senere, da kongen skulle vælge side i den komplicerede sag.

Sproget er skrevet på en harmonisk måde, der passer til tiden, den beskriver, og alt i alt var det en dejlig bog at læse.

Monday, July 28, 2008

Sept mers et treize rivières - Monica Ali


Denne bog tog tid fordi den blev læst i sommerferien - og der var så mange andre ting, der skulle opleves. Men det var langt fra fordi den kedede mig! Den foregår dog i et meget langsomt udpenslende tempo, som man skal vænne sig til!
Det er historien om den unge muslimske kvinde, Nazneen, som kommer uvidende fra Bangladesh til England i slutningen af 1970'erne for at blive gift med en 20 år ældre mand, Chanu. I starten forsøger han at få hende overbevist om sin overlegenhed i forhold til de andre indvandrere - hans lærdom og mange brevkursusdiplomer overbeviser om ikke andet så ham selv om, at en stor karriere venter ham.
Nazneen føder ham først en søn, der dør som spæd og derefter to døtre. Hun affinder sig med rollen som den underdanige muslimske hustru, der holder sig indenfor hjemmets fire vægge og kun omgås de andre kvinder i den ghetto, hvor de bor.
Men som tiden går opdager hun en anden virkelighed - hendes mand er ikke højt hævet over de andre indvandrere. Han må tage til takke med et job som taxichauffør, og synker længere og længere ned i fornedrelsen og skammen over, at hans døtre vælger den vestlige levevis. Han ser ingen anden udvej end at rejse hjem - men der er bare aldrig penge nok til den triumferende hjemkomst. I mellemtiden har Nazneen gjort det totalt utænkeligt... taget sig en ung elsker - og hun er begyndt selv at tænke over hendes position i livet, i familien... i verden.
Den er ganske givet portrættet af virkeligheden for mange indvandrerkvinder, som bliver bortgift og giver nogle fantastiske portrætter af personerne. Fordi den er så langsom og detaljeret fornemmer man hvert ord og bevægelse fra hovedpersonerne.
----------------------------------------------------------------------
Ce livre a pris du temps - non pas parce qu'il m'ennuyait mais en pleines vacances il y avait peu de temps. D'autant plus qu'il est lent - tout y est détaillé, et ce rythme demande une certaine patience je trouve.
C'est l'histoire de la jeune Nazneeen - femme musulmane de Bangladesh - qui est marié 'de force' à un homme de vingt ans son ainé, et envoyé à Londres où il habite. Il se croit éduqué, il affiche ses diplômes des cours par correspondance sur tous les murs, et lui explique qu'il sera quelqu'un, qu'il aura sa promotion.
Entretemps Nazneen reste enfermée dans l'appartement comme il se doit - et voit juste les autres femmes de la cité. Elle lui donne d'abord un fils, qui meurt jeune et ensuite deux filles. Elle ne se pose pas de question, mais elle observe... elle comprend la ridiculité de son mari, qui le touche aussi.
Il ne devient pas plus que les autres immigrants de la cité. Il doit prendre un travail comme chauffeur de taxi, et la honte l'envahit de plus en plus. Surtout quand ses deux filles ados réfusent sa manière de vivre pour devenir des occidentales. Il ne voit pas d'autre solution que de rentrer chez lui - mais pour le retour en triomphe il faut de l'argent. Entretemps Nazneen commence à se révolter en douceur. Elle prend un amant, elle réfléchit - et elle agit.
Il n'y a pas de violence - cela parle de leur vie, de leur quotidien avec des portraits touchant de toutes ces personnes vu d'abord un peu naivement par Nazneen, puis avec de plus en plus de confiance en elle.