Thursday, October 23, 2008

Istanbul: Memories and the City - Orhan Pamuk


Der er ingen tvivl om, at Orhan Pamuk elsker sin by - Istanbul; at hans historie er vævet ind i byens; at hans forfatterskab udspringer af hans kærlighed til denne helt specielle by. Han skriver i et af de indledende afsnit, at der findes to slags forfattere - dem, der har behov for rodløshed og rejser til at finde inspiration; og dem, der har behov for at blive det samme sted hele deres liv for at finde denne samme inspiration. Han hører til i den sidste kategori - efter at have brugt sin barndom og ungdom med at kæmpe mod byens historie, arv og indflydelse på ham, bliver dette hans erkendelse og hans skæbne.
Bogen er en blanding af hans egen historie - en forholdsvis velstående familie i efterkrigstidens Istanbul; en generation efter, at det ottomanske rige endelig faldt. Hans familie er ikke religiøs - de opfatter dette, som hørende til de lavere klassers privilegie. De er som så mange andre i 1950'erne og 1960'erne tiltrukket af Vesten og dens symboler. Istanbul som by, er derimod i en identitetskrise - det nye politiske styre forsøger at hive landet ud af sultanernes skygger; men byen er for evigt et levende bevis på tidligere tiders storhed.
En storhed, som det moderne Tyrkiet ikke formår at overgå til - byen er fattig; invasionen af landsbyfolk, der søger til storbyen for arbejde forøger indbyggertallet med millioner - og de begyndende stridigheder mellem grækere og tyrkere ser sin oprindelse i Istanbul i midten af 1950'erne.
Orhan Pamuk beskriver med skift sin egen barndom i byen - og andres opfattelse af byen. Han beskriver det dilemma byens indbyggere ser sig selv i - deres melankoli. Det er en by fuld af kontraster i en opbrydningstid - og som per definition bliver beskrevet som broen mellem øst og Vest - Asien og Europa. Pamuk opfatter dette som et dilemma, hvor Østen er fortiden og Vesten nutiden - og hvordan frigøre sig fra en fortid, som former byen i kraft af bygninger, ruiner og historie. Hans indgangsvinkel er i høj grad vestliggørelsen af østen og vice versa - og han bringer nogle meget interessante betragtninger fra en periode, hvor Tyrkiet reelt set var mere vestligt end det er i dag på visse punkter.
Han krydrer sine beretninger med primært franske forfattere og digteres syn på byen - Flaubert, Lamartine, Nerval, Baudelaire, Gautier... han har ikke alene et dybdegående kendskab til netop disse forfattere, men identificerer sig med dem. Pamuk er i det hele taget en person med en omfattende viden indenfor litteratur og malerkunst, som han ivrigt benytter i sit forfatterskab. Han betragter verden som Utrillo, Bonnard, Melling... og kendskab til såvel forfattere som malere gør læsningen absolut mere interessant. Hans interesse for kunst (han maler desuden selv) afspejles absolut også i hans sprog - han er en litterær maler... eller en malende pennefører, om man vil.
Det er til gengæld ikke nødvendigt at have besøgt byen for at følge hans passion for den eller forelske sig i den igennem hans øjne. Men læsningen giver os en enorm forståelse for hans forfatterskab - i Mit navn er Rød hedder de to små drenge Orhan og Shevket... som hans bror. Deres mor i romanen er Shékuré - som hans egen mor. Men udover disse små "hilsner" forstår man hans passion for vinter, for det melankolske nostalgiske sort-hvide landskab, som i grunden er hovedtemaet i samtlige af hans romaner - de foregår alle om vinteren.
I bogen skriver han om Flaubert's projekt om en roman - Harel-Bey - som aldrig ser dagens lys. Bogen skulle handle om den civiliserede vesterlænding, som på en rejse til Istanbul i det 17. århundrede møder sin tyrkiske dobbeltgænger i fysisk forstand men en barbar i den andens øjne. Deres bekendtskab og indvirkning på hinanden ender med, at de nærmest skifter identitet. I 1985 skrev Pamuk 'Det hvide slot' ...

Om man skal læse denne bog som indledning til de andre eller som afrunding, har jeg svært ved at beslutte mig for... men at resten af hans bøger skal læses er jeg til gengæld ikke i tvivl om. Jeg læste den første på fransk, men denne på engelsk. Med hans tydelige indflydelse fra franske forfattere også sprogligt, vil jeg nok foretrække at læse de næste på fransk.

----------------------------------------------------------------------

Que Pamuk est amoureux de sa ville est évident; son histoire est aussi devenue l'histoire de cette ville - elles ne font plus qu'une et tout ce qu'il écrit est étroitement lié à son amour pour Istanbul. Il écrit au début du livre qu'il existe deux genres d'écrivains - ceux qui ont besoin de voyager sans cesse pour trouver de l'inspiration, qui n'ont pas de racines; et ceux qui ont besoin de rester sur place, de s'imprègner un endroit jusqu'au plus profond d'eux-mêmes pour le comprendre et s'inspirer. Il fait sans aucun doute partie des derniers - d'ailleurs il ne le nie pas. Son enfance et sa jeunesse fût un combat pour arriver à la conclusion que son histoire et sa vie sont celles de l'histoire et l'héritage de cette ville et l'influence qu'elles ont sur lui.

Le livre mélange sa propre histoire - venant d'une famille aisée dans l'après-guerre turque une génération après la chute de l'empire ottoman. Ils ne sont pas pratiquants mais respecte la réligion comme étant un privilège et nécessité pour les plus pauvres. Comme tant d'autres dans les années 50 et 60 ils sont attirés par l'Ouest et ses symboles de richesse et l'occidentalisation. Mais Istanbul est une ville dans une crise d'identité - le nouveau régime politique essaie de sortir le pays des ombres des sultans; mais la ville est et sera pour toujours un témoin de la grandeur d'antan.

Une grandeur que la Turquie moderne a du mal à embrasser pleinement - c'est une ville pauvre; l'arrivée des gens des provinces pour y trouver du travail augmente la population avec une vitesse incroyable - et les problèmes entre les turcs et les grecs commencent à éclater dans la ville au milieu des années 1950.

Pamuk décrit en alternance son enfance et la vision de la ville comme décrite par d'autres. Il décrit le dilemme des habitants de la ville et leur mélancolie. C'est une ville de contrastes - on l'appelle toujours le pont entre l'Asie et l'Occident; Pamuk voit l'Asie comme le passé et l'Occident comme le présent - voire le futur. Comment se libérer de ce poids de l'histoire qui façonne la ville de par ses bâtiments, ruines et mosquées. Il apporte des points de vues intéressants d'une période où la Turquie était presque plus occidental qu'aujourd'hui sur certains points.

Ses propres récits sont mélangés avec ceux de particulièrement les auteurs et poètes français comme Flaubert, Lamartine, Nerval, Baudelaire, Gautier... il a une connaissance profonde de la littérature et de ces auteurs en particulier. Il s'identifie avec eux dans leur vision et leur écriture. Pamuk est une personne avec une culture énorme sur la littérature et la peinture et il l'utilise dans ses romans. Il regarde le monde à travers les yeux d'Utrillo, Bonnard, Melling - et justement ces connaissances rend le livre encore plus passionnant à lire. Sa connaissance de la peinture (il est un peintre habile lui-même) se sent aussi dans ses mots... il est un peintre littéraire ou un poète qui peignent avec ses mots.

Il n'est pas nécessaire d'avoir vu Istanbul pour apprécier ce livre ou comprendre sa passion - ni pour tomber amoureuse de la ville. Mais la lecture donne une compréhension de son écriture - dans Mon nom est Rouge - les deux petits garçons s'appellent Orhan et Shevket (comme son frère); la mère dans le roman s'appelle Shékuré - comme sa propre mère. Mais à part ces petits clins d'oeil on comprend aussi sa passion pour l'hiver, la nostalgie, la mélancolie - tous ses romans se passent en hiver.

Dans le livre il parle d'un projet de Flaubert - Harel-Bey - qui ne sera jamais écrit. Le livre devait parler d'un occidental cultivé qui rencontre un barbare turque au 17ème siècle. Leur amitié et échanges feront qu'ils finiront quasiment pour changer d'identité. En 1985 Pamuk sort "Le Château Blanc" - coincidence étrange...

Si il faut lire ce livre comme la base pour tous les autres ou pour terminer la lecture de ses livres - difficile à dire. Mais qu'il faut le connaitre davantage est une certitude... après avoir lu un livre en français et un en anglais, et avec sa passion pour la langue française en tête - je vais continuer en français.

3 comments:

Bogsider said...

Jeg har ikke selv læst denne (eller nogle andre af Pamuk), men begge mine forældre har læst den. Min far er meget interesseret i Tyrkiet og kender hele forfatterskabet, og han syntes, at Istanbul var en mageløs bog. Min mor derimod, der ikke er særlig interesseret i Tyrkiet, men meget interesseret i litteratur, kunne slet ikke snuppe Istanbul og syntes, at den var alt, alt for melankolsk og hun blev i dårligt humør af den. Din anmeldelse er fantastisk god, det lyder som en god bog og god litteratur og jeg ER interesseret i Mellemøsten (måske knap så meget Tyrkiet, dog), men jeg har bare slet ikke lyst til at give mig i lag med Pamuk.

NILLE said...

Louise, det er ret interessant - og jeg kan sagtens forstå begge synspunkter. Måske havde jeg set på den med andre øjne, hvis jeg ikke lige havde været i byen... men den er melankolsk. Det er den røde tråd i hele bogen - som Pamuk også selv skriver det.

Jeg synes, at han har en helt fantastisk måde at skrive på - lege med ordene. Men det er jo en smagssag ;-) Jeg har haft 'Sne' i hænderne mange gange inden jeg så startede med en helt anden. Men han er ikke en sprudlende lykkelig forfatter, nej!

Bogsider said...

Og som du selv så ganske rigtigt sagde inde hos mig for lidt siden, så er det jo heller ikke altid, at det hele skal være så rosenrødt! Jeg er enig. Jeg læser tonsvis af letbenet lit, og indimellem må jeg bare have en dosis af noget, der er lidt tungere og trækker lidt flere tænder ud. Det har ikke noget at gøre med, at den ene type er bedre end den anden - litteratur er litteratur - men om at jeg også godt kan lide at komme lidt dybere ned i de menneskelige lag, så at sige.

Måske hænger min fars begejstring sammen med, at han har besøgt Istanbul flere gange i forb. med arbejde, og at min mor aldrig har været der. Jeg er ret begejstret for Naguib Mahfuz som jo ofte skriver om Cairo, og der har JEG været. Nej, det er egentlig et fjollet argument, for de fleste steder mine bøger foregår, der har jeg ikke været. Så det handler nok mere om hvordan forfatteren er til at lave person- og områdebeskrivelser og om, hvilke følelser det genererer i en selv.