Coach din cancer - Iben Seneca

 

• Dansk
• 21.-22. december
• 193 sider

Hvad skal man sige? Aldrig har man lyst til at læse sådan en bog. Aldrig tror man, at det rammer en selv.

Men da jeg pludselig stod med en kræftdiagnose, blev jeg først totalt handlingslammet - som det ses af min læseaktivitet! Dernæst tog jeg kontakt til en psykolog, og det hjalp mig også til at komme over det første chok, hvor man er i flight-mode - og skal over i fight-mode.

Men jeg følte også jeg havde behov for at gå efter noget helt konkret i forhold til netop min situation, og faldt derfor over denne bog, Den er skrevet af en tidligere kræftsygeplejerske fra Aarhus, som nu er uddannet som coach. Den findes ikke længere i oplag og en venlig mail til forfatteren blev totalt ignoreret; hvilket jeg altid finder temmelig uforskammet, når man nu etablerer et website.

Jeg fandt den dog i en brugt men meget fin udgave; og mener også den kan lånes på biblioteket - medmindre man selvfølgelig er ebogstypen.

Bogen er inddelt i faser - de naturlige faser man gennemgår såsom diagnose, behandling og tiden efter sygdommen; eller hvordan det langsigtede forløb nu bliver.

Hvert kapitel er ledsaget af nogle øvelser - vejrtrækning, mindfulness og reflektion. Dem brugte jeg ikke selv meget - men det er jo en individuel sag om man kan lide den slags.

Jeg fandt dog meget andet god information og gode råd til, hvordan man får sig selv med igennem den rejse, det jo er at skulle overleve sygdom men også et opslidende behandlingsforløb. Der er også gode råd i forhold til pårørende, som jeg fandt meget nyttige.

Man ville aldrig læse den; men står du en dag i samme situation som mig, så kan jeg anbefale den som værktøj.

Notes from a Small Island - Bill Bryson

 

• Engelsk
• 15.-20. december
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I forbindelse med min sygdom, operation og hele denne vanvittige situation fik jeg mange dejlige opmuntrende gaver fra kolleger og venner. Der var rigtig meget chokolade - men heldigvis fik jeg også nogle bøger. Denne fra en engelsk kollega med hvem, jeg altid har mange underholdende samtaler om netop kulturforskelle og hvordan det påvirker vores person.

Bill Bryson er en kendt rejseforfatter; han er amerikaner af fødsel, men flyttede til England i 1970'erne - først bare for at se det, så fandt han et job - og endelig mødte han sin kone der.

I 1995 ville de flytte tilbage til USA, men inden ville Bill på en afskedsturné i England - og det kom der denne bog ud af, som senere blev til en tv-serie.

Det starter, hvor det hele startede - ved færgelejet i Calais, hvor han krydsede over. Calais i 1990'erne er noget anderlede - og i dag ville det være endnu mere skelsættende med junglen af indvandrerlejre, der nu kendetegner området. Og det er jo nok lidt problemet med bogen - i hvert skal man konstant holde sig for øje, at den er mere end 25 år gammel.

Det er jo ikke bogens skyld - men læserens; dog skal man forholde sig til en sammenligning mellem 1975 og 1995 - og man kan jo ikke lade være med at tilføje nutiden til denne ligning.

Jeg er absolut ikke særlig kendt i England; det begrænser sig til et par få besøg i London og det er også mange år siden. Så det er både svært at relatere til de steder han beskriver - men også interessant fordi jeg næppe selv vil besøge dem. Det er humoren, som virker mere britisk end amerikansk - men Bryson observerer dog sit nye fædreland med et glimt i øjet,

Det er ikke den bedste rejsebog, jeg har læst - ganske enkelt fordi den nok er forældet nu; men der var stadig perler af kulturforskelle, som man kan nikke genkendende til - og grine af.

Pigen fra det store hvide skib - Jesper Bugge Kold / Mich Vraa

 

• Dansk
• 13.-14. december
• 416 sider

For den yngre generation er historierne om Jutlandia nok udelukkende en diffus baggrund for en velklingende Kim Larsen-sang; men i 1950'erne var Korea-krigen en reel ting. En ny krig så få efter, at en verdenskrig var slut. Godt nok isoleret til et andet kontinent, og fjernt fra os - men Danmark fik alligevel en rolle at spille. 

FN var blevet dannet efter afslutningen af 2. Verdenskrig, og med den igangværende krig lovede Danmark at støtte med humanitær hjælp i form af et hospitalsskib. Skibet M/S Jutlandia blev udstyret med kahytter, operationsstuer og sengeafdelinger til 356 patienter, og der var enorm interesse for jobbene ombord ikkemindst som sygeplejerske.

Historien følger Molly, som arbejdede som sygeplejerske i Odense under krigen - men under befrielsesnatten i maj 1945, udsættes hun for et groft overfald efter at have arbejdet med sårede frihedskæmpere hele natten. Hun så nemlig en tysk soldat, og nu skal hun straffes - familien slog hånden af hende, og hun forlod byen for at slikke sårene... og gemme sig! Hun har derfor intet at miste ved at rejse ind i en krigszone, og har behov for at rense tavlen ren.

I Korea har den lille pige Yun mistet sin familie i et bombardement af sin landsby, og er nu på flugt.

Mens Molly rejser den lange vej gennem Suez-kanalen, hvor tiden ombord bruges på at forberede sig teknisk og mentalt på det, de vil møde, er Yun på vej mod Busan i det nuværende Sydkorea.

Skibet skulle tage sig af sårede amerikanske soldater; men det viste sig hurtigt, at der ikke altid var fyldt op i sengene - nok fordi de alvorlige skader virkeligt var fatale for ofrene. Molly møder selvfølgelig den lille pige, Yun, og bringer hende ombord for at yde akut førstehjælp. Yun bliver der i længere tid, selvom de forsøger at skjule hende for lægerne - men der er andre civile og ikke mindst forældreløse børn, som smelter deres hjerter.

Der bliver et stigende pres mod FN for at udnytte den tomme plads, og det ender med, at der oprettes en børneafdeling på skibet. Mollys og Yuns forhold bliver den helende forløsning, de begge har brug for og de finder hinanden.

Der er beskrivelser af selve skibet og dets historie; men også førstehåndsberetning af, hvordan de første operationer foregik under de specielle forhold. Men det er jo også en humanistisk historie om håb og forsoning.

Bogen er skrevet af to forfattere, og hvordan det er fordelt, er svært at vide? Det virker til, at Kold er den mere faktuelle og med en stor viden om krigen mens Vraa har stået for persongalleriet, og den personlige historie. Vraa begejstrede mig med sin vestindiske trilogi - han kan noget med historier; også historien om hans egen familie i Vaniljehuset. Derfor kan det jo godt give mening at arbejde sammen og man fornemmer, at research og faktatjek har været grundige.

Jutlandia tjente som hospitalsskib frem til 1953, og behandlede næsten 5.000 soldater og mere end 6.000 civile - så det var en god beslutning at ændre strategi. Da det endelig vendte hjem i efteråret 1953 var det til en massiv menneskemængde og en heltemodtagelse på Langelinie - og altså en hyldestsang mange år senere.

Undervejs - Tom Buk-Swienty

 

• Dansk
• 7.-12. december
• 456 sider

I forbindelse med Dronningens 50 års jubilæum udkom der adskillige bøger med forskellige vinkler på "historien".  Jeg faldt for denne erindringsbog, som dækker årene indtil Margrethe blev dronning - altså alt andet end de 50 år vi skal fejre i januar.

Bogen er opstået ud af interviews mellem Tom Buk-Swienty, som jo har skrevet mange fantastiske biografier af fx Karen Blixen, og Dronningen. Materialet er så efterfølgende blevet organiseret i en kronologisk tematisk orden.

Hvis man har læst tidligere biografier - eller blot fulgt Dronningen i medierne - er der selvfølgelig en del gengangere i historier og billeder. Men der er også mange nye anekdoter og dybere tanker - og helt nye private fotos.

Man fornemmer virkelig Dronningens mestring af sproget og finurlige måder at udtrykke sig på. Forfatteren har på smukkeste vis respekteret Dronningens ord, og kondenseret det enorme materiale til en flydende fortælling, hvor man føler at man hører Dronningens stemme selv fortælle det hele.

Det ville være fantastisk, hvis der kom en tilsvarende bog om de 50 år, der fulgte efter! Måske materialet er lavet og vi en dag bliver overraskede?

Vores Dronning må nemlig siges altid at have noget klogt at sige - og på en ganske særlig måde.

Mom & Me & Mom - Maya Angelou

 

• Engelsk
• 4.-6. december
• 208 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det har været en dejlig rejse gennem Angelous erindringer! Det tog pludselig længere end først forventet - men jeg nød at kunne læse dem i uafbrudt rækkefølge.

Syvende og sidste bind i serien udkom i 2013 - blot et år inden Angelou døde; 86 år gammel. Bogen adskiller sig væsentligt fra de andre idet den kronologiske kæde er brudt; sjette bind sluttede med starten af hendes forfatterskab - og the rest is history, som man siger. 

I stedet fokuserer Angelou her - som titlen indikerer - på forholdet til moderen. Fra hendes første bind erindrer man jo, hvordan hende og broderen som små børn voksede op hos deres farmor. Der er en del gentagelser af episoder fra de andre bøger; men samtidig går den mere i dybden med det smertefulde i deres forhold, som Angelou brugte mange år på at bearbejde.

Da de som genforenes med moderen, er broderen Bailey ekstatisk - han ser den smukke kvinde, som er smart klædt og nok adskiller sig noget fra det, de kendte fra tilværelsen på landet. Angelou selv ser kun, hvordan moderen er raffineret og elegant - alt det, hun ikke selv er. Hun vil ikke kalde hende for mor - for der et svigt fra barndommen, som hun ikke kan komme sig over.

Men da hun som 17-årig er gravid, og blot et par uger inden fødslen er nødt til at fortælle det til moderen og stedfaderen, da træder moderen i karakter, og hjælper hende igennem det. Angelou siger selv, at det var på det tidspunkt hun "endelig" begyndte at kalde hende for mor. 

Angelous mor var bestemt en farverig kvinde; og der var mange forskellige jobs og ligeså mange forskellige ægtemænd eller forhold. Ikke alle var lige vellykkede - hverken jobs eller mænd - men hun havde et ukueligt positivt livssyn, og strøede altid omkring sig med hendes yndlingscitater for at klare tilværelsens strabadser.

Igennem flere perioder er det også moderen, der træder til, når Angelou rejser rundt for at arbejde som sanger og danser. Hendes søn bor selv i lange perioder hos mormoren - ganske som Angelou som barn blev placeret hos farmoren. Selv om hun har dårlig samvittighed og oftest gør alt hun kan for at hente ham igen hurtigst muligt, så hjælper det hende også til at tilgive moderens handlinger.

Hele serien er absolut anbefalelsesværdig som et vidnesbyrd om sorte kvinders skæbner i et USA, der endnu var fanget i segregationens mørke; men der er uden tvivl stadig mange unge enlige kvinder, der lider samme skæbne. Men det er også en historie om, hvordan man kæmper imod; kæmper tilbage og kommer videre i sit liv trods dårlige odds.

A Song Flung Up to Heaven - Maya Angelou

 

• Engelsk
• 1.-3. december
• 192 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sjette bind af Angelous erindringer fortsætter igen, hvor sidste bind slap. Angelou er rejst tilbage til USA, hvor hun vil arbejde sammen med Malcom X i hans bevægelse. Hun ankommer til New York, og taler med ham i telefonen - men inden hun kan begynde arbejdet, vil hun tilbringe nogle uger sammen med moderen i San Francisco. Det viser sig at blive fatalt, da Malcolm X bliver dræbt to dage senere. Hun kunne jo intet have gjort; men der er fortrydelsen over ikke at have mødtes med ham bare lige den ene aften - og især da hun senere besøger det teater, hvor det skete under et offentligt møde.

Det slår hende helt ud af kurs, og hun flytter nu til Hawaii, hvor broderen Bailey bor. Endnu engang vender hun tilbage til det, hun havde lovet sig selv at droppe - denne gang som sanger i diverse restauranter og natklubber; selvom hun ved, at hun ikke er specielt dygtig. 

Hele sit liv igennem må man sige, at hun er spontan - men også fleksibel! Hun finder altid en vej ud; selvom den nogle gange tager krogede omveje. Så nu rejser hun tilbage til fastlandet, og tager et job som dør-til-dør-interviewer samtidig med, at hun mere seriøst begynder at skrive. 

Der er en temmelig komisk passage, da hendes afrikanske elsker fra Ghana pludselig dukker op i USA, og forventer at hun nu er kommet til fornuft og vil indfinde sig i sin underdanige kvinderolle, og rejse med ham hjem til Afrika. Det er morsomt, fordi det minder mig så uendeligt om den rolle, som man har forsøgt at sætte mig i også - visse ting er åbenbart universelle i tid!

Det er et lidt rodløst liv, hun lever i disse år fra 1965-68; hun kan ikke finde et reelt formål med sit liv, hun er igen overvejende single (officielt), og da Martin Luther King overtaler hende til at tage et job for hans bevægelse accepterer hun. Hun skal rejse rundt i USA og promovere hans bevægelse, som nu er ved at vokse sig stor - og dermed "farlig" i oppositionens øjne. Endnu engang skal hun lige have nogle praktiske ting til at falde på plads - og mens det gør det, sker der selvfølgelig det, at MLK bliver dræbt.

Så endnu engang ryger alle hendes illusioner sig en tur, og hun rammes af en seriøs depression indtil hendes venner - deriblandt Baldwin - overtaler hende til at skrive det, der skulle blive til første bind af hendes erindringer og udkomme året efter i 1969.

All God's Children Need Travelling Shoes - Maya Angelou

 

• Engelsk
• 28.-30. november
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den 1. november fortsatte jeg ufortrødent i serien af selvbiografiske bøger af Maya Angelou; jeg regnede med, at de sidste tre ville være læst indenfor en uge og havde allerede nye læseplaner forberedt. Men senere den dag skulle jeg til en kontrol, og pludselig stod jeg med en diagnose på brystkræft. Det kom til at påvirke min læsning i resten af 2021 - jeg kunne ganske enkelt ikke koncentrere mig om at åbne en bog.

Jeg kom endelig i gang med femte bind af Angelous erindringer i slutningen af måneden, da jeg kom mig efter operationen.

Fjerde bind sluttede jo med lidt af en cliffhanger, da Angelou rejste til Ghana for at få sønnen i gang med skolen og selv fortsætte til Liberia. Den plan blev ødelagt af en trafikulykke. Hun ender derfor med at blive længere i Ghana og får arbejde på universitetet; hun rejser rundt i landet og opdager endelig det ægte Afrika (i modsætning til Egypten), og finder muligvis en del af sine rødder, da nogle kvinder mener at genkende hendes træk fra Bambara-stammen.

Bogen foregår i årene 1962-1965 - tiden, hvor afrikanske lande i stigende grad slap fri af de imperialistiske kolonialisters bånd men også tiden, hvor borgerretighedsforkæmperne Malcolm X og Martin Luther King stormede frem i USA. Angelou havde allerede tidligere forbindelser til begge mænd, men i 1964 besøger Malcolm X landet og hun nærmer sig mere hans politiske filosofi end Kings. I Afrika opleves kampen for frihed mere voldeligt end i USA, og Angelou er ikke længere enig med Kings doktriner om non-violence. Men måske ville hun have oplevet det anderledes, hvis hun havde været i USA; en anden debat i en anden kontekst!

Hun afbryder opholdet i Ghana for at tage på endnu en teaterturné - på trods af, at hun havde svoret, at det var nu slut. Denne gang går turen til blandt andet Berlin - knap tyve år efter afslutningen af krigen, og her udsættes hun for en decideret voldsom racisme. 

Som bogens titel siger det, så er denne del en historie om en rejse - det er nok den fysiske rejse til Ghana; men det er endnu mere den psykiske rejse Angelou er på for at forstå sinde rødder, men også finde fred i sin identitet som afroamerikaner og ikke afrikaner! For ved at bo i Afrika, som hun betragtede som det forjættede land for hende, ser hun, at der er bagsider af medaljen alle vegne. Angelou er nu også i trediverne og efter et virkeligt hektisk liv fra en meget ung alder, begynder hun at modnes og reflektere - en naturlig proces i den alder; men det er også en sorg- og helingsproces i søgningen af en identitet. Og den finder hun endelig i Afrika - omend ikke som hun havde forventet det.

Bogen slutter med hendes hjemrejse til USA for at arbejde med borgerrettighedskampen "derhjemme".

The Heart of a Woman - Maya Angelou

 

• Engelsk
• 27.-31.oktober
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I 1981 udkom det fjerde bind af Angelous erindringer, som dækker årene 1957-62; da er hun lige blevet 30 år gammel, og Angelou bor i starten af bogen i California. Her møder hun Billie Holiday, som besøger hendes hjem flere gange og chokerer Angelous teenagesøn med sit grimme sprog, og generelle opførsel. Det giver et noget andet billede af den store sangerinde, end jeg havde - men det har jeg jo kun fra musikken. Holiday siger til Angelou, at hun vil blive berømt en dag - men at det ikke bliver for at synge.

Det er selvfølgelig nemt at skrive så lang tid efter, og når Holiday ikke længere er der til at bestride hendes udsagn. Men måske så Holiday den spirende interesse for civiles rettigheder, som jo blev kodeordet for 1960'ernes USA. Angelou flytter nemlig til New York, og beslutter at dagene som entertainer er ovre. Hun vil fokusere mere på politisk arbejde, og får arbejde hos SCLC, som er en afro-amerikansk organisation, der arbejder for sortes rettigheder og ikke mindst var Martin Luther King præsident for den. Her kommer hun i kontakt med de centrale skikkelser i periodens kamp - men også udenfor med mødet med Malcolm X.

Parallelt arbejder hun for en sammenslutning af afro-amerikanske forfattere, og begynder så småt at skrive selv. Her møder hun også James Baldwin, som bliver hendes mentor.

Da hun i 1961 møder den sydafrikanske frihedskæmper Vusumzi Make er hun ellers forlovet og på nippet til at blive gift med en respektabel med virkelig kedelig mand; hendes eventyrlyst tager endnu en gang over, og i stedet dropper hun alt for at rejse med Make til først London, og siden Cairo, som er epicentret på det afrikanske kontinent for de politiske ledere, der kæmper for uafhængighed.

Make er intelligent, og hun er intellektuelt stimuleret - men arbejde kan der ikke blive tale om; hans kønsrollemodel er den arkaiske afrikanske, hvor kvinden bliver hjemme og også finder sig i elskerinder. Det holder selvfølgelig ikke i længden, og da de i 1962 bryder op, vil hun til Liberia for at arbejde. Sønnen Guy skal dog inden da placeres på universitetet i Accra, Ghana - men blot et par dage efter ankomsten kommer han alvorligt til skade i en bilulykke.

Endnu engang slutter Angelou med en ægte cliff-hanger, som man ikke kunne have skabt bedre i fiktion. Hendes liv er en konstant længsel efter spænding, men paradoksalt nok også den stabilitet hun ikke finder hos de mænd, hun møder. Men det virker jo også uopnåeligt at ville forene de to ting - den stille husmoder og den store rettighedsforkæmper. 

Fjerde bind er nok det mest interessante indtil videre; og det mest velskrevne i mine øjne. 

Singin' & Swingin' & Gettin' Merry Like Christmas - Maya Angelou

 

• Engelsk
• 320 sider
• 23.-26. oktober
• Dansk titel: Ikke oversat

Nu er jeg virkelig godt i gang med serien af erindringer af Angelou; dog stadig kun den første, der er oversat til dansk - og det er måske fint nok; for hvordan ville man oversætte denne vanvittige titel?

I det trejde bind følger vi Maya Angelou i årene 1949-1955; hun er da 21 år ved bogens start, og stadig kæmper for at finde et godt arbejde, der kan give hende og sønnen mad på bordet. Da hun tilbydes et job i en pladebutik, er hendes umiddelbare reaktion bange anelser - for hvorfor vil en hvid kvinde tilbyde hende arbejder, hvis ikke for at anse hende for at være tyende... en slave! Hun vil ikke gøre rent for hvide mennesker, som hun er notorisk mistroisk overfor; men det viser sig her, at der ingen skumle hensigter er. Men da hun opvartes af en stamkunde i pladebutikken, bliver det pludselig en anden snak, da hun gifter sig med ham - han er nemlig græker... og hvid! Mayas mor ser ikke med milde øjne på det forhold.

Maya bliver hjemmegående husmor; men ægteskabet holder ikke - og igen er det racespørgsmålene og deres forskellige kulturelle baggrund, der kommer op til overfladen. Han vil ikke have hun går i kirke; og pludselig er for mange kompromisser - ikke mindst for sønnen, der er "raceforvirret" nu.

Da de skilles, skal Maya igen på arbejdsmarkedet - og efter et par trængsler som sangerinde i mindre og obskure natklubber, ses hun af et hold talentspejdere. Det bliver chancen for at komme med i truppen bag Porgy & Bess, som jo udelukkende bestod af sorte sangere. Det betyder, at hun må forlade sønnen endnu en gang - men hun får endelig opfyldt sit ønske om at se verden.

På trods af sin mangelfulde uddannelse er Angelou meget belæst; og på rejsen, som går til Canada, Italien, Frankrig, Egypten, Israel, Grækenland og Jugoslavien, beslutter hun sig for at lære sproget i hvert land. Hun opsøger de lokale - hvilket er en udfordring i østlandene bag jerntæppet; men hun fascineres af det absurde i situationen. Alle disse mennesker, som lever i en form for fængsel - og de fleste har aldrig set et sort menneske før. Men der er paralleller til den mangel på frihed, som sorte amerikanere føler.

Da de når Egypten er det noget helt andet; de står nu overfor folk af deres egen race - og de har intet tilfælles udover anerne. Men Maya vil se noget andet, større og symbolsk i mødet med Afrika; men oplever for det meste blot, at det stadig er de hvide, der har topstillingerne - og de sortes rettigheder her på deres eget kontinent er ikke meget bedre end hjemme i USA.

Maya er nu en voksen kvinde; og observationerne og tankerne om civile rettigheder for sorte begynder at fylde mere og mere; det bliver også klart for hende, at hun må hjem og passe sin søn - og så er det gode job med Porgy & Bess ovre.

Denne bog udkom i 1976; og det mærkes, at skrivestilen udvikler sig. Det er mere flydende, men også både mere humoristisk og mere dybt. Hun forstår at fremhæve det absurde i rejserne på en tid, hvor hvermand jo absolut ikke rejste rundt i verden - og slet ikke sorte amerikanere. Det er også i en politisk koldkrigstid med de begrænsninger, det havde. Man når til vejs ende lidt forpustet af alle de svingture hendes liv tager - men også nysgerrig på, hvad der nu sker!

Gather Together in My Name - Maya Angelou

 

• Engelsk
• 20.-22. oktober
• 224 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kan ikke se, at de følgende bind af Maya Angelous erindringer er oversat til dansk; første bind er - men nu hvor jeg er i gang med hele serien, kan jeg da ærgre mig for dem, der ville læse dem alle.

Jeg havde udsat denne læseoplevelse længe - mest fordi det ærgrede mig at starte helt forfra (grundet min egen fejl); men nu kan jeg se, at det var godt, at jeg gjorde det. Angelou kommer med små referencer til første bind, som omhandler hendes barndom op til hun som 16-årig føder sin søn som enlig mor. Men man skal ikke regne med en dybere udpensling af historien; og netop derfor er det dejligt at have alle bind indenfor rækkevidde.

I andet bind følger vi Angelou fra hun er 17 til 19 år gammel; og som enlig mor uden en uddannelse må hun forsøge hvad som helst for at forsørge sit barn. Det betyder servitrice i skolens kantine - men også den dansekarriere som hun igen og igen vender tilbage til. 

Hun bor oftest hos moderen, som driver et pensionat i San Francisco og har mange forskellige mænd i sit liv - ikke uden drama. Netop mændene og forelskelsen bliver et problem for den unge Angelou. Hun forelsker sig meget tit i de forkerte mænd; enten den forlovede, som er helt åben omkring det og selvfølgelig ender med at forlade hende. Men værst går det dog, da hun forelsker sig i den lidt ældre gifte mand, som serverer hende alle de klassiske historier om en syg og uuholdelig kone, som han vil skilles fra. Det hele er højst sandsynligt blot et plot for at få hende til at arbejde som prostitueret for ham - hvilket hun gør i en uge. Inden da har hun dog selv tidligere lejet et hus, hvis to lesbiske beboere brugte det som bordel - og da det går galt må hun lige gå lidt under jorden.

Hun lægger ikke skjul på sine egne mangler; hun flirter med narko og bebrejder sig selv for ikke at kunne tage vare på sønnen. Da hun i et forsøg på at gemme sig flygter hjem til mormoderen langt ude på landet, mener hun dog at være en anden - og bedre - slags afroamerikaner end de lokale. Hun har jo set verden! Men den slags nonsens accepterer mormoderen ikke - og slet ikke, da det bliver til fare for familien at rage uklar med områdets KKK-tilhængere.

Det er en bundærlig indsigt i efterkrigstidens raceadskilte USA; og måske er den ikke så teoretisk som første bind. Jeg tror ikke første bind var tiltænkt som mere end det - og nu bliver det til en reel serie af erindringer. Dermed er der selvfølgelig mere eller mindre interessante passager; og her er det mere lavpraktisk - men ikke mindre interessant i mine øjne. Gennem hendes oplevelser og desperate forsøg på at skabe sig et liv, får man indsigt i hvor hårdt livet var for sorte amerikanere i særdeleshed. 

Så man skal læse de syv bind som en helhed og en dannelsesrejse frem mod den karriere som menneskerettighedsforkæmper, som hun fik i senere år. Hele serien er skrevet over mere end fyrre år, og dermed vil stilen i bøgerne jo også forandre sig. Andet bind er skrevet i 1974 - fem år efter første bind.

Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur - Maya Angelou

 

• Engelsk
• 17.-19. oktober
• 309 sider
• Dansk

Det her er jo lidt fjollet egentlig; det er anden gang, jeg læser denne bog - men jeg kom allerede inden da helt galt i gang med Angelou. I 2012 læste jeg en bog af hende - på fransk oven i købet - som jeg først til sidst opdagede var femte bind af hendes erindringer. Så besluttede jeg mig for at gøre tingene ordentligt, og startede nogle måneder senere i den rette orden - med første bind. Men uden at have købt de andre bind; og dertil nåede jeg først sidste vinter!

Så jeg besluttede mig for, at de skulle læses i rækkefølge og uafbrudt af andre bøger - og det er så planen for de næste uger. Derfor startede jeg lige med at læse starten igen; og det var slet ikke skidt - blot bedre at have kronologien og holde momentum.

Men nedenstående er fra min 2013-post:

Angelou er født i 1928 i en fattig sort familie, hvor hun vokser op hos farmoderen, Momma, sammen med broderen Bailey. Man får ikke meget at vide om forældrenes forhold andet end, at de er skilt. Momma har en lille forretning, hvor hun sælger fornødenheder til byens sorte befolkning, når de udmattede vender hjem fra markerne, hvor de har plukket bomuld hele dagen. Det er stadig en tid med enorm segregation mellem sorte og hvide; og som lille pige betragter Angelou de hvide som nærmest ikke-eksisterende eller så urealistiske som mænd fra Mars.

Det er et relativt simpelt liv, hvor højdepunkterne er den ugentlige kirkegang - det er de sortes trøst, at der en Gud, der passer på dem. Måske endda lidt mere end på de hvide, for hvorfor skal de ellers lide sådan, hvis ikke der er en mening med det i livet efter døden?

Men en dag dukker faderen op, og tager børnene med til moderen, hvor de skal bo. Moderen er en farverig affære - med lidt halvdunkle jobs, og en kæreste, som hurtigt fatter interesse for den 8-årige pige. Først misforstår hun det som faderlig ømhed - men da hun bliver udsat for en fuldbyrdet voldtægt går alvoren op for hende. Der følger en retssag, og manden bliver lynchet til døde - en handling, der til gengæld forbigås i tavshed. Den slags ordner man selv i det lille samfund. Og så kommer de retur til Momma.

Nogle år senere kommer de dog tilbage til moderen i San Francisco, hvor de tilbringer teenageårene. Angelou beskriver sin skolegang og generelle små hverdagsoplevelser med den indsigt i livet som sort i et hvidt samfund, som hun senere har. Hun beskriver sin kamp for under 2. Verdenskrig at blive byens første sorte sporvognskontrollør, og angsten og bekymringen for ikke at blive til en kvinde.

Hun er lang og ranglet; og en dag tager hun sagerne i egen hånd og tilbyder sig til en af gadens drenge. En enkelt temmelig trist episode, der ender med en graviditet som 16-årig. Dermed slutter den første del af erindringerne - og selvom der var nogle lidt stille dele af bogen, som jeg ikke var helt vild med, så vil jeg bestemt læse de fire mellemliggende. Hun har uden tvivl haft et spændende liv, men jeg tror ikke, at barndommen er det mest interessante i hendes livshistorie. Men den skal med for at forstå personen selvfølgelig.

The Invisible Life of Addie LaRue - V.E. Schwab

• Engelsk
• 10.-16. oktober
• 560 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

En kæmpe publikumssucces fra 2020, som jeg lod mig friste af på biblioteket - en monumental fejl skulle det vise sig! 

Der er skrevet mange bøger over temaet udødelighed, og hvordan det mennesket drømmer så meget om, viser sig at være en forbandelse. Den klassiske udødelighedsroman er uden tvivl de Beauvoirs; og den er og bliver den bedste i mine øjne.

Denne gang starter vi i en lille fransk landsby i 1714; den 23-årige Adeline Larue skal giftes med en ældre enkemand - og det vil hun ikke. I stedet beder hun til de gamle guder i naturen om at hjælpe hende, og lige inden brylluppet lykkes det endelig. Men prisen er høj!

Hun bliver pludselig "usynlig" for alle i den forstand, at de glemmer at have set hende blot nogle sekunder inden. Hendes familie kan ikke genkende hende, og hun søger mod Paris for at kunne leve mere anonymt. Hun kan derfor heller ikke få en fast bopæl eller et arbejde - og må lære at stjæle mad, selvom hun principielt kan leve uden. Hun kan heller ikke sige sit eget navn og kan ikke fortælle nogen, hvad der er sket med hende. Her er historien jo fundamentalt forskellig fra de Beauvoir, hvor eksistentialismen gennemsyrer det hele på den smukkest tænkelige måde.

Historien kører parallelt med 2014 - næsten 300 år på dagen for hendes forsvinden; der er hun i New York og møder endelig én, der kan huske hende!

I de 300 år mellemliggende år har hun været vidne til en del store historiske begivenheder; men hun forbliver en passiv og ligegyldig person. Jeg kedede mig igennem århundreder med en person, som en gang om året har muligheden for at omstøde "dommen". Men hun gør det ikke! Hun brokker sig igennem 300 år og det bliver temmelig repetitivt at høre på; det var en lettelse, da det var ovre.

Desuden er det så uopfindsomt at kalde hovedpersonen Adeline (hurtigt forkortet til Addie) - i 2015 var der en amerikansk film kaldet The Age of Adaline, som handlede om en kvinde, der i 1937 stopper med at ældes. En glimrende og smuk film, som jo også berører samme emne. Kan man så ikke finde et andet navn til sin hovedperson?

Jeg kæmpede mig virkelig gennem alle de sider; men selv til sidst forstod jeg ikke, hvorfor så mange er så begejstrede!

Det ender med os - Colleen Hoover

 

• Engelsk
• 1.-9. oktober
• 384 sider
• Originaltitel: It Ends With Us

Efter sin fars begravelse flygter Lily op på et tag på en ejendom i Boston for at få luft - i bogstavelig og overført forstand. Heroppe møder hun den lækre hjernekirurg Ryle, som også skal af med nogle aggressioner. De falder i snak, og udveklser nogle nøgne sandheder om dem selv. En af dem, Lily deler, er historien om hendes opvækst med en voldelig far - kun overfor moderen; men Lilys verdensbillede blev præget af det, og det er én ting, hun ikke vil gå på kompromis med i et forhold. Ryle på sin side er slet ikke til forhold - men han vil gerne tilbringe natten med hende. Men Lily leder måske ubevidst stadig efter sin ungdomskærlighed Atlas. 

Nu er hun kun 23 år - så det er jo relativt; men Atlas var hendes første kærlighed som 15-årig. Han kom selv fra et hjem med problemer, og boede i et tomt hus bag hendes som eneste mulighed. Og som hjemløs. De bliver forelskede, men han må til sidst rejse til Boston, hvor han kan få et sted at bo hos familie.

Nu er Lily selv i Boston, og måneder senere, da hun skal til at åbne sin egen blomsterforretning møder hun igen Ryle. Han er søster til hendes eneste ansatte, som samtidig bliver hendes bedste veninde.

Ryle og Lily bliver til et forhold; men hun opdager også hurtigt den mørke side af ham - volden og alt det, hun kendte fra forældrenes forhold. Det gætter man jo som læser ret hurtigt, at det er der, det vil bære hen. Men Hoovers vinkel er baseret på ting fra hendes eget liv, og hvordan hun ser det mere nuanceret. Det er nemt at fordømme andre, der er udsat for den slags og være uforstående over, hvorfor de ikke bare forlader den voldelige part. Men det er slet ikke så nemt, når man elsker, og den anden angrer og lover.... og starter forfra. Det beskrives ganke fint et sted med grænser, der rykkes! 

Da Atlas pludselig dukker op i hendes liv igen, blusser Ryles jalousi også op - med fatale følger.

Der er lige dele amerikansk pladderromantik og virkelig alvorlighed, når emnet falder på volden i forholdet. Det var svært for mig, da jeg selv har været udsat for det. Kun en enkelt gang. Det var nok for mig efter en slem episode, hvor jeg måtte løbe ud af min lejlighed midt om natten og ringe efter politiet. Det kunne aldrig være faldet mig ind at acceptere det - selvom der var hundredevis af opkald, beskeder, løfter - og så trusler. Det var uendelig tidligt i forholdet, og det var nemt for mig at lukke den der. Men jeg kan sagtens forstå, at det kan være svært - nogle står måske også i en anden situation med børn, økonomi, .... man skal passe på med at dømme!

På trods af den til tider lidt for lyserøde verden - og de uendelige sexbeskrivelser - så var det en relevant og spændende bog. Men barske ting, der sætter tankerne i gang.

Hamnet - Maggie O'Farrell

 

• Engelsk
• 22.-29. september
• 384 sider
• Originaltitel: Hamnet

Og så sluttede ferien og september måned med den absolut skønneste bog; faktisk så meget, at jeg henlagde den de sidste dage i Spanien for at læse den færdig hjemme i Danmark i ro og mag i sofaen. Det passede nemlig langt bedre til bogen stemning.

I 1596 render en lille dreng rundt for at lede efter sin mor, sin søster, sin farmor, sin farfar, tjenestepigen - hvem som helst! For hans tvillingesøster Judith er pludselig blevet syg, og hvor han ikke først var bekymret, så bliver han det virkelig, da han ser de sorte pestbylder på hendes krop. 

Den lille dreng er Hamnet - Shakespeares 11-årige søn; og huset er barndomshjemmet i Stratford, hvor Shakespeare voksede op og levede periodisk som voksen afbrudt af de lange perioder ved teatret i London.

Hamnets mor er Agnes (eller Anne som moderne historikere til tider kalder hende); og da hun endelig vender hjem, er Judith langt mere syg og ingen regner med, at hun overlever. Agnes er ældre end Shakespeare, og i tilbageglimt fortælles deres historie - Agnes regnedes for at være lidt af en heks; i hvert fald en spøjs kvinde, der kunne kurere sygdomme og måske også se ind i folks sjæl. Det var midten af det 16. århundrede og heksejagt var stadig en ting.

Agnes har altid set sin egen fremtid; og der stod to mennesker ved hendes dødsleje - ergo skal hun have to børn. Så hun forstår det ikke, da tvillingerne kommer efter den første datter Susanna.

Men nu ved hun hvorfor - Judith skal dø. Det giver mening nu.

Tvillingerne får dog vendt op og ned på skæbnen; det kan man jo ikke - men som tviliinger er de tætte. De skifter tøj og lægger sig tæt sammen i sengen; og som de tror de kan snyde Døden, så er det jo blot et tilfælde af virkelig tæt kontakt af bakterier. Pesten slipper Judith, men tager Hamnet.

Hele beskrivelsen af forløbet op til døden er nærmest i slow motion; med alle de tanker om, hvad der ville være sket hvos farmoderen havde kigget bedre på sønnen; hvis moderen var kommet tidligere hjem fra bistaderne. Det er så smukt beskrevet; og man føler virkelig det er urimeligt, at det skal ske - selvom det jo fra første side vides, at Hamnet vil dø.

Man tænker måske ikke umiddelbart, at et dødt barn var så stor en sorg i den tid. Ikke desto mindre er begge forældre ødelagte; men som forældre, mennesker og individer håndterer man sorg forskelligt.

Skrev Shakespeare senere sit stykke Hamlet med spøgelset som en sorgbearbejdelse og til ære for sønnen? Det er Maggie O'Farrells opfattelse; mens andre mener, at Hamlet udelukkende er knyttet til legenden om Amleth, som beskrevet af Saxo i hans krønike fra middelalderen.

Det er jo umuligt at vide i dag; og den ene forklaring kan være lige så god som den anden. Faktum er, at navnet Hamnet og Hamlet i det 16. århundrede var et og det samme - som vi i dag vel bruger Michael og Mikael; eller Jacob og Jakob.

O'Farrell bruger derfor idéen til at beskrive hele tiden efter døden, som fylder knap den anden halvdel af romanen; kampen for forældrene til at forstå deres tab men også finde hinanden igen. Shakespeare - i O'Farrells ord - holder sig langt væk i London. Det er for smertefuldt at komme hjem. Rent lavpraktisk var det dog også i London, at pengene skulle tjenes - og Anne flyttede aldrig med ham dertil.

Så som med alle historiske romaner, må der være en anden fortolkning mulig for forfatteren. Det gør ikke hendes historie mindre rørende og universelt relevant for alle, som har mistet - men især forældre, der har mistet et barn. Den er intens, smuk og stemningsfyldt - varm anbefaling til at læse den (helst på engelsk!)

Friend Request - Laura Marshall

 

• Engelsk
• 18.-20. september
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er relativt langt mellem krimierne hos mig; og så er det mere den gammeldags stil med en whodunnit end thrillers. Men denne fandt jeg i det hus, vi havde lejet - og krimier er jo som regel god ferielæsning.

Louise er fraskilt og deler sønnen med eksmanden. Hun er selvstændig og lever et stille liv; hun har altid forsøgt at holde sin sti ren og en lav profil. Nu er hun i starten af 40'erne, og bedst som hun trives i dette forudsigelige liv får hun en venneanmodning på Facebook. Problemet er blot, at den person, der har sendt den, efter alt at dømme er død for 25 år siden.

Louise begynder nu at kontakte andre fra den skoletid, hun helst ikke vil tænke tilbage på. Efter en lidt nørdet barndom skiftede hun nemlig pludselig omgangskreds som teenager, og vendte ryggen til de gamle venner. Men hun var heller ikke den valgte leder i den den anden af pigegrupperne; og for at blive accepteret går hun med til nogle ting, hun faktisk ikke har det godt med. Blandt andet at mobbe den nye pige i klassen, Maria, og putte stoffer i hendes sodavand ved et skolebal. Efter den nat så ingen Maria og alle antager, at hun faldt ud over en klippe og døde. 

Men nu vil hun være venner med Louise!

Louise får kontakt til flere af dem fra skoletiden; dem, der er enige om, at det stadig skal holdes hemmeligt - de har dækket over hinanden i 25 år. Og dem, som var venner med Maria og også blev mobbet. Det tvinger Louise til at anerkende den rolle hun havde i mobningen - ikke nemt nu, hvor hun selv er mor og sårbar. 

Samtidig fortsætter beskederne på Facebook, som tiden nærmer sig jubilæet, hvor "Maria" vil dukke op.

Men Louises karakter står ikke helt stærkt nok, eftersom forfatteren ønsker en løftet pegefinger i forhold til mobning. Hun vil gerne forbedre sig - men kun, hvis det ikke sætter hende i fokus. Det er for nemt! Hun tager aldrig noget ansvar som menneske. Det er måske også for meget forlangt af en thriller; men man kan jo stadig godt bygge gode personer op?

Plottet er langt mere banalt end man regner med; og mod slutningen har man for længst regnet det ud - hvilket er årsagen til, at jeg læser så få thrillers.

Mit år med ro og hvile - Ottessa Moshfegh

 

• Engelsk
• 13.-17. september
• 304 sider
• Originaltitel: My Year of Rest and Relaxation

"Bogen alle taler om" - sådan hed det både i anmeldelser og i diverse boghandlere forrige år. Måske derfor købte jeg den ikke med det samme; måske fordi forsiden forekom mig lidt for poppet morsom.

Men et par dage inden ferien startede, tænkte jeg, at den måske var perfekt til min måned med ro og hvile - jeg havde otte dage helt alene til at starte med, og der bestilte jeg ikke andet end at slappe af og læse.

Men de to sidste uger var jeg ikke alene, og det ses tydeligt af min læseaktivitet - men en anden faktor var, at jeg ikke på samme måde blev fænget af denne roman.

Hovedpersonen fottæller historien i første person, og vi får aldrig hendes navn at vide. Ud fra hendes egne ord - og fra "veninden" Revas ved vi dog, at hun er ung, smuk, åleslank men måske ikke superintelligent. Eller også er hun bare doven!

Hun er i hvert fald på kanten af en kæmpe depression, da hun ender med at opsige sit job i et kunstgalleri for at sove tiden væk. Inden da har hun allerede en lang historie af medicinmisbrug, og den måske morsomste del af det hele er netop møderne med psykologen. Man kan blive i tvivl om denne psykolog har en licens; i hvert fald udskriver hun alverdens medicin uden at hævet et bryn, og erindrer intet om sine patienter. Vores hovedperson lyver konsekvent for hende, og får blot mere medicin.

Veninden Reva er heller ikke særligt psykisk stabil, men prøver dog at hive hende ud af lejligheden og bekymrer sig for denne udvikling. Men vores hovedperson opfører sig ganske egoistisk overfor hende; næppe en ven ville jeg mene. Hun er i det hele taget et frastødende menneske; selvom man nok skal tolke det hele som et tidsbillede for slut-1990'ernes yuppiedekadence.

Jeg kom godt i gang, og kunne godt lide satiren - men så kører det rundt i det samme og det samme, og der sker ikke noget med hverken personer eller historie. Det hele afsluttes med, at hovedpersonen efter at have været i en komatøs medicinrus i flere måneder, vågner op, stopper al medicin - og så sker 11. september. Men hun har det nu helt fint!

Det er for det første urealistisk; for det andet siger det igen usigeligt meget om personen, som ikke lader sig påvirke af 9/11, hvor blandt andet veninden dør - udover at en sådan kold tyrker slet ikke kan fungere.

Igen - jeg tager det nok for bogstaveligt; men jeg forstår slet ikke, hvor al hysteriet kommer fra.

Et la vie reprit son cours - Catherine Bardon

 

• Fransk
• 12.-13. september
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde ikkr først tænkt mig at læse videre i det, der blev til en familiesaga efter første bind; så da jeg alligevel købte andet bind i sommer i Bruxelles var tredje bind allerede udkommet i paperback. Det var oplagt til ferien og jeg læste de tilsammen knap tusind sider på fire dage!

I tredje bind er Ruth vendt hejm fra USA for at bo og arbejde på familiens finca - eller gård. Hendes bror er mere konservativ og sat, og det giver til tider lidt spændinger i familien. Ikke mindst da Ruth er blevet enlig mor, og vender hjem med datteren Gaia.

Der er også stadig ungdomsvennen Arturo, som endelig begynder at leve mere roligt med sin homoseksualitet - stadig ikke nemt her i starten af 1970'erne. Således fortsætter historien både i de små detaljer med de protagonister, vi kender, men også med den omkringliggende samfundsaktuelle kontekst.

Det er tiden for hippier, Carter, Castro, Golda Meir - en historie, der præger alle i klanen i USA, Israel og hjemme i Den Dominikanske Republik. Og der er ungdomsveninden Lizzie, som vender hjem efter en periode som højtflyvende hippie og med et stort narkomisbrug.

Tempoet er stadig højt som i andet bind med mange meget korte kapitler; hvilket nogle gange giver lidt manglende dybde i forhold til det helt fantastiske første bind. Det virker som om, at Bardon nu vil trække denne saga helt frem til i dag og på relativt få sider i stedet for at skrive ti bind. Det er både lidt ærgerligt, men vi kender jo også historien og har ikke behov for en minutiøs gennemgang. 

Vil man inddrage så meget samfundshistorie vil det jo tage noget fra personernes følelsesliv - men som sommerferielæsning ved poolen var det helt perfekt. Der er nu et fjerde bind, som jeg selvfølgelig slet ikke kan vente på - men den kommer nok ikke i paperback før næste sommer. Næste strandferie måske?

L'américaine - Catherine Bardon

 

• Fransk
• 10.-12. september
• 592 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I sommeren 2019 læste jeg den første del af denne saga, som nok ikke var tænkt som en sådan til at starte med. En historie om den jødiske familie, der flygtede fra Østrig under krigen, blev afvist ved den amerikanske grænse og endelig blev modtaget af regeringen i Den Dominikanske Republik.

Den første roman slutter med Wilhelms tragiske død i 1960, efter han og Almah har været gennem et langt ægteskab med eksil og et nyt liv på den anden side af jorden. 

Deres datter, den 20-årige Ruth, rejser nu til USA - til New York, hvor andre af familien bor, og hvor hun vil læse og opleve verden. Det er USA i 1960'erne med raceadskillelse, Kennedy, popmusik og spirende uroligheder verden over. Således også hjemme i Den Dominikanske Republik, hvor diktatorer og militærkup følger hinanden i rask trav.

I dag forbinder med det land med kridhvide sandstrande og billig turisme; men der var lange perioder, hvor de som mange andre lande i Caribien levede under diktatur, som blev accepteret eller nedkæmpet alt efter amerikanernes interesser.

På båden på vej til New York møder Ruth den pudsige Arturo - dominikaner som hende, men fra en rig familie med rødderne solidt plantet i jorden. For Ruth ved faktisk ikke rigtig, hvad hun er - jøde, dominikaner, østriger .... ? Hun har alle de muligheder hendes forældre ikke havde, og hun rejser også til Israel og arbejder i en kibbutz. Det er mulighedernes tid - der er ikke længere krig (direkte hos dem i hvert fald) og der er penge og optimisme i verden.

Det hele foregår i mange meget små og hurtige kapitler, hvor man mest oplever denne periode fra Ruths perspektiv - men vi følger også Almah og hendes liv efter Wilhelms død. Men det bliver også til tider lidt for overfladisk; og forvirrende som ved forfatteren ikke rigtigt, hvad hun vil? Nogle kapitler fortælles i første person og andre i tredje person - man forstår det jo godt; men stilistisk er det pudsigt at observere.

Men det er en fantastisk familiesaga, hvor klanen udgøres ikke så meget af familie men af den selvvalgte og konstruerede familie, som opstod efter flugten fra Europa og som næste generation betragter som onkler, tanter og bedsteforældre spredt over flere kontinenter.

Det er også en historie om denne periode i efterkrigstiden, om ungdommen, der er så forskellig fra deres forældres ungdom. Om Vietnam-krig og civile rettigheder - det bliver et baggrundstæppe for deres egne historier. Den er ikke så dyb og markerende som første del; men man trives vældigt godt i deres selskab.

Et sted kaldet frihed - Ken Follett

 

• Engelsk
• 8.-9. september
• 592 sider
• Originaltitel: A Place Called Freedom

Da jeg havde tre ugers ferie i et skønt hus i Sydspanien var der også pakket rigtig strandlæsning; og Ken Follett er jo en sikker vinder i den sammenhæng. Det går utroligt hurtigt at læse - denne slugte jeg i et hug.

Den er oprindelig fra 1995, men med den store interesse de senere år i forbindelse med katedral-romanerne er den pludselig genudgivet med stor succes.

Jeg troede jo umiddelbart, at det var en historie om slavefrigørelse - og det er det også; men af de hvide slaver, som godsejere i Europa havde som en form for livegne i det 18. århundrede. Mack McAsh er født ind i slaveri på en skotsk herregård, hvor han siden barnsben har arbejdet i minerne. 

Lizzie Hallim er datter af netop denne herregård, og lever i den riges lykkelige uvidenhed indtil Mack står frem under gudstjenesten og kræver sin frihed som 21-årig.

Lizzie skal giftes med en rig arving - ikke mindst for at redde godset far fallit; men hun opdager nu, hvordan minedriften foregår - og selvfølgelig sker der ting og sager mellem Mack og Lizzie. Ikke umiddelbart - og det kræver mange forviklinger, og en rejse over havet til en plantage i USA, hvor Mack jo også ser det sorte slaveri inden de to beslutter sig for en sidste rejse ud for at leve for sig selv.

Det er en klassisk Follett med alt, hvad det indebærer af godt og ondt; kærlighed og krig - og en happy end! Men det fungerer jo også bare nogle gange, hvor man ikke har behov for voldsomt intellektuelt udvidende litteratur - perfekt ferielæsning.

Soul Tourists - Bernardine Evaristo

 

• Engelsk
• 7. - 8. september
• 304 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg opdagede Evaristo i 2019, og har siden opsøgt flere af hendes romaner. Nu er jeg tilbage i 2005, og hendes stil var noget anderledes, selvom man allerede aner den specielle prosa hun også benytter i The Emperor's Babe. Hun eksperimenterede allerede her med genrer, og det er virkelig interessant for læseren.

Historien er måske ikke så sammenhængende og fængende som i hendes senere romaner, men hun er tro mod sine afrikanske rødder.

Stanley Williams er i starten af 30'erne, da hans far dør og efterlader ham en lille arv. Han er tilhænger af orden og forudsigelighed i alle livets forhold - indtil han møder Jessie på en halvskummel bar. Hun er noget ældre end ham, og en afdanket sanger, der nu ernærer sig som bartender osv.

Jessie får ham dog overtalt til at rejse ud i verden og bruge pengene; det bliver til en road trip tværs gennem Europa med kurs mod Mellemøsten. Jessies ultimative mål er at sejle til Australien for at genforenes med sin søn. De bliver elskere - og Jessie sætter sine kløer godt fast i ham; hun tror på den sidste store kærlighed.

Men Stanley trives ikke helt med deres autocamper som bopæl - og ikke mindst Jessies evner til at bruge hans penge. Så de skændes og skilles. De genforenes og elsker. Men i sidste ende holder det ikke; men der er et aspekt af dannelsesrejse i det for dem begge - for deres livssyn og ikke mindst livsstil er udfordret og forandret.

Den er absolut ikke på højde med de senere romaner; og det er helt fint - der er en udvikling i hendes forfatterskab og det er tydeligt at mærke samtidig med, at hun er trofast overfor sine kerneemner i den afroamerikanske kultur. 

The Paper Palace - Miranda Cowley Heller

 

• Engelsk
• 1. - 6. september
• 400 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Sommer efter sommer er det det samme - Elle tager ud i familiens gamle sommerhus ved Cape Cod sammen med manden Peter og deres tre børn. Det har de gjort stort set hver sommer i hendes 50-årige liv, og oftest starter Elle dagen med en svømmetur. Således også denne morgen, hvor hun er den første oppe efter en festlig aften sammen med vennerne Jonas og hans kone. Men aftenen inden havde hun også sex med Jonas - hendes barndomsven. En forløsning på årtiers romantisk spænding imellem dem.

Historien udfolder sig over blot 24 timer - fra Elle står op til en dag, hvor hendes liv har taget en dramatisk ændring til næste morgen, hvor hun vågner med et klarsyn på livet.

Historien skifter mellem dagens gøremål - som involverer hendes excentriske mor Wallace, manden og selvfølgelig vennerne, som de mødes med på stranden. I tilbageblik fortælles Elles familiehistorie - om en skilsmissefamilie, hvor forældrene går i vidt forskellige retninger. Faderen er den svage, som aldrig formår at tage faderrollen overfor Elle og søsteren. Moderen har mange forhold - men ikke mindst til kunstneren Leo, som bringer stedsøskende ind i familien. Det får tragiske følger for Elle, og former hendes syn på mænd for resten af livet.

Det er også som teenager, at hun møder Jonas, som er to år yngre. Som de vokser op, er der en klar tiltrækning mellem dem - men også Elles traumer. Og senere er der blot livet, som trækker i hver sin retning, og så møder hun Peter i London, der er så anderledes for det, hun kender fra mændene i hendes egen familie.

Peter bliver således den stabile enhed, som er der altid - året rundt! Og Jonas er sommeren, varmen, spændingen... men Elle vil ikke gå i forældrenes spor og lade sig skille.

Det er dog mere komplekst end som så, og som vi læser tilbageblikkene forstår vi bedre Elles tanker. Det er en melankolsk og intens stemning; man fornemmer sensommeren i sommerhuset og alle de tidligere somre der. 

Afslutningen er meget tvetydig - men læser man den grundigt, og husker man forordet (eller bladrer tilbage) er der klare indikationer fra Heller om, hvad der sker. Og det er lige præcis som det skal være! Kan varmt anbefales, hvis og når den udkommer på dansk - men selvfølgelig bedst på engelsk!

Le dernier des Dulac - François Antelme

 

• Fransk
• 29.-31. august
• 384 sider
• Dansk titel: Heldigvis ikke oversat

Jeg faldt for denne, fordi den handlede om Mauritius. Var corona ikke kommet, var det nemlig der, jeg skulle have holdt ferie sidste år - og jeg skal nok komme dertil. Men når jeg rejser kanjeg godt lide at læse litteratur fra landet for ligesom at fornemme kulturen.

Det tror jeg desværre ikke denne bidrog meget til på trods af forfatterens oprindelse fra det lille land i det Indiske Ocean.

Nu undrer jeg mig over, hvordan han kan være blevet udgivet i Pocket? Han har end ikke en Wikipedia-side - og det er jo ikke for at være snobbet; men det viser, at han åbenbart ikke er en seriøs forfatter. Det vidste jeg bare ikke, da jeg hev den ned fra hylden.

Historien er faktisk totalt ligegyldig - en historie om familiehemmeligheder, som det tager alverdens krumpsring at opklare... og så er hemmeligheden hverken interessant eller særlig vanvittig. Faktisk bare ikkeeksisterende og tam.

Men problemet er, at han ingen respekt for læseren har! Samtlige årstal, aldre på personer, datoer osv. er forkerte. En person dør i 1968 - men nogle kapitler længere fremme er det 1978. Hovedpersonen er 10 år gammel i 1905, men bliver gift som 18-årig i 1918. Jeg bliver simpelthen så frustreret over sådan noget sjusk!!!!

Så jeg læste den færdig i håbet om, at plottet i det mindste var godt, Det var det ikke. Den røg i skraldespanden, og jeg spildte tre dage af mit liv! Nu skal der findes rigtigt lækre og skønne bøger til fire ugers ferie, der starter lige om lidt - og der er tre uger i solen ved en pool med en bog i hånden.

Din hengivne - Anne Thompson

 

• Dansk
• 23.-28. august
• 444 sider

Den har været længe undervejs; jeg indrømmer, at dansksprogede romaner er de sværeste for mig. Jeg læser langt de fleste bøger på engelsk eller fransk, og dansk er bare tungere for mig. Men jeg stræber efter at forbedre det - jeg er jo trods alt dansker; men de mange år i udlandet sætter sine spor.

At Gauguin var gift med en dansker vil nok chokere de fleste franskmænd - det chokerede vist også ham selv! De fleste franskmænd har jo en temmelig fordrejet forståelse af de skandinaviske lande; og Gauguin blev heller ikke fan af vores smukke lille land.

Bogen starter således da han i 1885 forlader København, hustruen Mette og deres fire børn; det sidste barn, den 6-årige Clovis, tog han ganske enkelt med til Paris. Det hed sig, at han skulle finde sin kunstneriske åre - men i virkeligheden var han dødtræt af Danmark, af svigerfamilien og deres evindelige bebrejdelser over penge, karriere osv. Han trængte til andre himmelstrøg, hvor man ville beundre ham. Noget, der jo ikke ligger så let til den danske kultur - og vel endnu mindre for snart 150 år siden.

Når vi i dag ser hans tahitianske kvinder, tænker de færreste nok på de år i Danmark, hvor han rent faktisk malede - tjek Glyptoteket!!! 

Bogen skifter mellem Mettes og familiens liv i Danmark, og de breve, som han sendte hjem. Hun skrev selvfølgelig tilbage - men den historie og hendes reaktioner på hans breve, får vi i hendes historie. Hans breve er de originale, og det er fuldstændigt øjenåbnende at se, hvor krukket og svigerisk han var. Det ændrer virkelig ens syn på de store kunstnere.

Han kæmpede, og han havde ingen penge - og blev selvføgelig syg deraf. Men han bebrejder komstant hustruen hjemme i Danmark, som jo ikke har det mindre svært. Hun kæmper som enlig kvinde i det 19. århundrede med at skulle arbejde, passe fire børn og samtidig yde støtte til sin krukke af en mand. Hun promoverede ham og forsvarede ham endeløst i det danske kulturliv; mange andre var nok smuttet! Hun forblev gift med ham til hans død næsten tyve år efter, at han forlod Danmark. I den tid ser de kun hinanden ganske få gange i meget kort tid - og også der skal hun kun høre på, hvor lidt hun hjælper, hvor småborgerlig hun er osv.

Samtidig lever han rundt omkring i verden, får andre børn med flere andre kvinder og brokker sig bare. Man må sige, at der er mange utrolige kvindehistorier derude - og Mette Gauguins er virkelig en af dem.

Derudover giver bogen et fantastisk indblik i København i slutningen af århundredet, hvor Nørrebro var på landet med bondegårde; hvor Brandes-brødrene styrede den kulturelle og politiske agenda.

Det tog mig lidt tid at komme igennem - men det var virkelig en fornøjelse.

Toutes les histoires d'amour ont été racontés, sauf une - Tonino Benacquista

• Fransk
• 20.-22. august
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er utallige år siden jeg sidst læste Benacquista; fra før jeg startede bloggen - dvs. i omegnen af 15 år mindst. Men jeg kunne godt lide hans lidt specielle historier, og denne nyudgivelse skuffede da bestemt ikke; selvom man bagefter sidder og undrer sig over, hvad det var!

Léo er den lidt dovne type uden de store ambitioner for livet; han lever af at uddele spørgeskemaer i toget indtil han en dag pludselig opdager, at han er god til at fotografere. Det ene tager det andet og pludselig sælger hans billeder, og han rejser verden rundt.

Så møder han kvinden i sit liv, og de trækker sig tilbage fra vennekredsen for at leve i deres egen lille perfekte symbiose. De ledte ellers begge efter én, som ville give dem frihed og rum til at leve deres egne liv; men det glemmer man jo hurtigt, når man er forelsket. Men så forlader hun ham, da han kommer ud for et uheld i forbindelse med en tandoperation. Han går i hundene - smertestillende, alkohol, sofaen hos vennerne, .... og ingen kan holde ham ud.

Derefter indretter han sig i en lejlighed, hvor han lukker ALT ude; købmanden stiller varer foran døren, og selv sidder han blot foran fjernsynet og sluger dårlige tv-serier i alle døgnets timer. Her finder han det perfekte liv, hvor han kan skifte ham og identificere sig med de personer, han ser på skærmen - det går fra vikinger til Michelangelo til hjemløse i USA. 

En serie han følger er om forfatteren Harold Cordell, som skriver krimier - og hvis ekskæreste dør. På sit dødsleje beder hun ham skrive en kærlighedshistorie - den som endnu ikke er skrevet, og som bogens titel refererer til. Så vi kommer et skridt videre, og træder ind i tv-figurernes liv. De tager livsform, og bliver personer Léo kan interagere med. 

Det er historien om en dyb depression, og hvordan man kommer ud af den - for igennem de personer, han lever med igennem skærmen, genopretter han sin egen balance, og heler sig selv. Han ender med at kunne gennemskue de gode fra de dårlige, og derigennem se sine egne fejltrin.

Om det er en god morale er jo svært at sige; men Benacquista har altid været fascineret af fjernsynets magt. Saga - hans første store succes - handlede om fire arbejdsløse, der skulle skrive en tv-serie for at opnå finansiel støtte. Det var både morsomt og skræmmende, og man finder den samme følelse i denne roman iblandet en underlig form postapokalypse.

La Maîtresse du peintre - Simone van der Vlugt

 

• Fransk
• 16.-19. august
• 312 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den hollandske forfatters sidste del af en trilogi om kvinder i den hollandske senrenæssance er endelig udkommet på fransk - den udkom på originalsproget hollandsk allerede i 2019; men efter den internationale succes med Midnight Blue fra 2016, og Red Snow in December fra 2012 gik det lidt hurtigere denne gang. 

Vi er stadig i senrenæssancen i Holland, hvor Geertje Dircx fødes i Edam omkring år 1610.

Som ung pige - eller den alder, hvor mange andre ville være gift forlængst - flytter hun til byen Hoorn, hvor hun arbejder som guvernante for en velstående familie med mange børn. Da de ikke længere har behov for en guvernante, tager hun videre til Amsterdam og får en plads i huset hus Rembrandt.

Hun ved ikke meget om malerier eller kunst i det hele taget; men Rembrandt er allerede en meget kendt mand. Hans store kærlighed Saskia er dog meget syg, og deres spædbarn har behov for en barnepige. Om hun kom til huset før eller efter Saskias død, hersker der en del tvivl om - men som så tit i historiske romaner, har forfatteren valgt at tage visse friheder i fortolkningen.

Helt sikkert er det dog, at de på et tidspunkt bliver elskende - da konen er død vel at mærke. De lever som mand og kone, og Geertje tror i starten, at han vil gifte sig med hende efter en passende sørgeperiode. At leve på polsk var både strafbart og med fare for at blive ekskommunikeret. Det var alvorlig i en tid, hvor man tit overlevede i troen på, at det rigtige paradis ventede bagefter!

Men Rembrandt kan ikke gifte sig med hende; han er bundet af Saskias testamente, hvorved han mister alt, hvis han gifter sig igen. Rembrandt var notorisk for altid at have gæld - i hans fantastiske hus i Amsterdam kan man se hans kabinet af eksotiske ting; de kostede ham mange penge. Så i stedet for et ægteskab, giver han hende Saskias smykker - blandt andet en kostbar diamantring. Det giver Geertje en vis kredibilitet - omend ikke kirkelig velsignelse. Den eneste betingelse er, at hun skal testamentere dem til Rembrandts søn ved sin død.

Men efter nogle år kommer der en ny - og meget ung - tjenestepige til huset; og nu forelsker Rembrandt sig i hende - eller hendes ungdom. Geertje er nu omkring 40 år gammel, og ser sig blive sat på gaden uden en mønt. Dog har hun taget smykkerne med sig, og udover at afkræve Rembrandt erstatning for brudt ægteskabsløfte pantsætter hun også smykkerne for at kunne starte en lille forretning.

Det juridiske er veldokumenteret; men arkiverne blev først tilgængelige flere århundreder efter begges død, og hendes skæbne er derfor ret ubeskrevet. På trods af, at hun formodentlig er model til flere af hans malerier deriblandt det, der pryder bogens forside. Men det endte jo lidt skidt imellem dem.

Rembrandt har overtaget her, og han ender med at betale for at hun kommer i tugthuset! 12 år får hun for usædelig opførsel mens han pudsigt nok slipper fri. Det var stadig tiden i Europa, hvor kvinder altid var de fristende og mænd de stakkels ofre. 

Det er en fantastisk historie, og ikke mindst når man har besøgt hans hus; bogens beskrivelser af det er jo nemme, da alt kan ses. Men det er også en fascinerende historie om en kvindeskæbne fra dengang, hvor kvinder ingen rettigheder havde - som det desværre er tilfældet mange steder i verden endnu.

Hun skriver levende og historisk pragtfuldt og det er altid om stærke kvinder, der går en anden vej.

Denne gang var det om en reel skæbne, og sidst i bogen er der mange uddrag fra retssagerne imellem de to tidligere elskende. 

Nu er der endnu en historisk roman på fransk på vej - jeg kan slet ikke vente!

La vraie vie - Adeline Dieudonné

 

• Fransk
• 15. august
• 216 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Adeline Dieudonné er en ny belgisk forfatter, der er virkelig på vej frem i den litterære verden. Efter blot tre udgivelser siden 2018 har hun modtaget adskillige priser - ikke mindst for denne debutroman fra 2018.

Det er virkelig barske sager at læse om "det rigtige liv", som den hedder; og jeg blev nødt til at læse den i et træk; især mod slutningen, hvor gruen bare bliver værre og værre. I håbet om, at jeg kunne sove roligt om natten. Det kunne jeg heldigvis!

I en lidt trist forstad bor fortælleren - en pige på ti år sammen med sine forældre, og lillebroren Gilles på seks år. Faderen er storvildtsjæger, alkoholiker og tæver jævnligt moderen; hun er en undselig hustru, der allerhøjst forsøger at undgå slagene.

Det rigtige liv refererer til det liv, som fortælleren forestiller sig at de kunne have haft; uden faderen - og uden den dag, hvor en sifonflaske eksploderede i hoevedet på ismanden, mens de to børn så ham dø. Siden den dag holdt Gilles op med at lege, le og smile.

Først vil hun bygge en tidsmaskine; indtil hun opdager, at det ikke kan lade sig gøre - men hun drømmer stadig om at gå tilbage og lade være med at bede om det flødeskum på isen, der forårsagede ulykken.

I stedet vokser hun op; hun er dygtig i skolen men forsøger at skjule det for faderen. Det er bedre at være dummere end ham, og holde sig under radaren. Lillebroren begynder dog at slå dyr ihjel - der er snart ingen kattekillinger eller hundehvalpe tilbage i området - inden han begynder at lære at skyde sammen med faderen.

Værre bliver det blot, da hun bliver teenager - kombinationen af en sprudlende krop, hun ikke kan skjule og faderens fyring fra arbejdet får ham til at kappe helt over.

Det er en skrækkelig roman, om hvor galt det kan gå i et socialt belastet hjem, hvis ingen gør noget. Og hvor langt - forfærdeligt langt - ude, det kommer til sidst. Det var virkelig ikke hyggelæsning - men bestemt vigtigt, at der er nogle, der beskriver denne virkelighed.

Angélus - François-Henri Soulié

 

• Fransk
• 9.-14. august
• 576 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var lykkelig over endelig at kunne rejse til Bruxelles og få fyldt bogreolerne op; men nu har jeg allerede læst tre af de tretten bøger, jeg bragte med hjem. Jeg trængte virkelig til at kunne snuse rundt i min yndlingsboghandel i centrum af Bruxelles - en af de absolut smukkeste boghandlere i verden.

Udover min allerede forberedte liste, blev det også til et par impulsindkøb som fx denne middelalderkrimi.

Alt med historie, religiion og især perioden op til og med Quattrocento er lige mig; og den franske måde at gribe tingene an på er lidt anderledes end Folletts måde. Begge er i øvrigt glimrende!

Angélus er bedeslagene; de bruges ved begyndelsen til alle kirkelige handlinger også i vore protestantiske kirker. Men i den katolske kirke er det også den bøn, der siges morgen, middag og aften. Tre gange om dagen ligesom bedeslagene er trefoldige som treenigheden.

Og så er det jo det latinske navn for engel.

Det er netop englene som er centrum for gåden her, hvor man finder en mand myrdet og "forklædt" som en engel. Efter hans død er han blevet udstyret med et par vinger - stjålet fra en gås, der også har måttet lade livet. Men det bliver ikke den eneste engel - og inden det griber om sig, skal morderen findes.

Der er igen et magisk tre-tal her for vi følger tre hovedpersoner som hver især symboliserer hver sit.

Den unge Raimon de Termes, som netop er blevet slået til ridder, og drømmer om korstog og store bedrifter - vi er i 1165 i Carcassonne!

Men det er jo også egnen, hvor katharismen opstod netop i begyndelsen af det 12. århundrede. Alois de Malpas er kvinde, men også en af de højest rangerende i denne nye kirke; hun er gift med Enric, men det er et pro forma ægteskab. Katharerne troede ikke på sansernes lyster; kroppen var en djævelsk indpakning, og kun sjælen var ren.

Endelig er der skulptøren Jordi de Cabestan, som skal dekorere flere klostre i området - og det er præcis hans håndværkere morderen er ude efter tilsyneladende.

Abbeden og munkene er hurtige til at skyde skylden på katharerne, som ligesom den senere lutheranske tro, ikke går ind for idoldyrkelse - og den katolske tradition med tunge udsmykninger er jo netop dette. Alois og hendes fælles troende vil derfor bevise, at de ikke er mordere - og ridderen vil blot vise, at han er en rigtig ridder.

Historien kører parallelt mellem de tre personer, og deres grupper indtil de til sidst overlapper og mødes. Det er selvfølgelig en krimi - men det er lige så meget en beskrivelse af de religiøse spændinger, der prægede Frankrig i middelalderen. Det er indgående beskrevet med sprog, der så vidt muligt nærmer sig sproget fra dengang - og det er ikke "almindeligt" fransk. Der er glimrende beskrivelser af, hvordan man levede, spiste osv. - udover beskrivelsen af forskellen mellem katharerne og katolikkerne.

Det er tilsyneladende den første i en trilogi om netop denne region af Frankrig; og jeg er ret sikker på, at nogle protagonister vil dukke op i andet bind, som jeg bestemt også skal læse.

Les victorieuses - Laetitia Colombani

 

• Fransk
• 8. august
• 240 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Laetitia Colombani fik for nogle år siden en stor succes med udgivelsen af Fletningen - hendes debutroman. Det var en rigtig smuk lille bog, og blev som noget lidt sjældent for en fransk forfatter også oversat til dansk.

Nu har hun skrevet sin anden roman, som ligeledes er en mindre sag. Den minder også om Fletningen idet den har nogle klare feministiske træk - uden at dette på nogen måde er en kritik.

Historien kører i to spor; i nutidens Paris, hvor den 40-årige advokat Solène får et burn-out efter en klient begår selvmord i retssalen. Hendes læge anbefaler hende at lave humanitært arbejde - ofr ved at hjælpe andre, kan hun hjælpe sig selv. Mener han. Solène er knap så entusiastisk må man sige. Men hun finder sig et ulønnet job som skriver for kvinderne i et hjem - lidt à la vores Danner-stiftelsen. 

Palais de la Femme er en enorm bygning i det 11. arrondissement i Paris, som tilbyder hjælp til flygtningen, hjemløse, voldsramte og alle andre kvinder med eller uden børn, som måtte have behov for et sted at bo.

Oprindeligt åbnede det i 1926 finansieret af Frelsens Hær; en dengang omstridt beslutning i et katolsk land. Ikke desto mindre fungerer det stadig efter nogenlunde samme princip.

Den anden historie er nemlig den om Blanche Peyron, som var en vital drivkraft i den franske sektion af Frelsens Hær, og det var hendes idé at købe det forladte sted og omdanne det til kvindecenter. Hun stod for at oprette en arbejdsgruppe og skaffe finansielle midler - ikke en nem ting umiddelbart efter 1. Verdenskrig, hvor kasserne var tomme.

Solène kommer i den grad ud af sin komfortzone, da hun skal arbejde med kvinderne. De vil nemlig ikke blot have skrevet breve til stat og kommune; hun skal også lytte, læse reklamer eleler skrive til familien i Afrika. Hun konfronteres med typer af skæbner, hun aldrig mødte i sit komfortable rige liv - og det er selvfølgelig ikke uden udfordringer for begge parter.

Colombani brænder for kvindernes sag; det ser man tydeligt med denne anden roman - men hun sætter også fokus på et vigtigt emne, som det er jo at se de mennesker, der virkelig lever og lider under andre vilkår. Samtidig får man et indblik i Frelsens Hærs historie, som heller ikke er uinteressant.

Den kan til tider svinge lidt over i for mange klichéer rent sprogligt; og selvfølgelig ved man jo, at Solène ender med at blive det der fantastiske altruistiske menneske, der nu kun vil hjælpe andre. Men det var hyggelig og nem søndagslæsning.