Monday, December 6, 2021

Mom & Me & Mom - Maya Angelou

 

  • Engelsk
  • 4.-6. december
  • 208 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det har været en dejlig rejse gennem Angelous erindringer! Det tog pludselig længere end først forventet - men jeg nød at kunne læse dem i uafbrudt rækkefølge.

Syvende og sidste bind i serien udkom i 2013 - blot et år inden Angelou døde; 86 år gammel. Bogen adskiller sig væsentligt fra de andre idet den kronologiske kæde er brudt; sjette bind sluttede med starten af hendes forfatterskab - og the rest is history, som man siger. 

I stedet fokuserer Angelou her - som titlen indikerer - på forholdet til moderen. Fra hendes første bind erindrer man jo, hvordan hende og broderen som små børn voksede op hos deres farmor. Der er en del gentagelser af episoder fra de andre bøger; men samtidig går den mere i dybden med det smertefulde i deres forhold, som Angelou brugte mange år på at bearbejde.

Da de som genforenes med moderen, er broderen Bailey ekstatisk - han ser den smukke kvinde, som er smart klædt og nok adskiller sig noget fra det, de kendte fra tilværelsen på landet. Angelou selv ser kun, hvordan moderen er raffineret og elegant - alt det, hun ikke selv er. Hun vil ikke kalde hende for mor - for der et svigt fra barndommen, som hun ikke kan komme sig over.

Men da hun som 17-årig er gravid, og blot et par uger inden fødslen er nødt til at fortælle det til moderen og stedfaderen, da træder moderen i karakter, og hjælper hende igennem det. Angelou siger selv, at det var på det tidspunkt hun "endelig" begyndte at kalde hende for mor. 

Angelous mor var bestemt en farverig kvinde; og der var mange forskellige jobs og ligeså mange forskellige ægtemænd eller forhold. Ikke alle var lige vellykkede - hverken jobs eller mænd - men hun havde et ukueligt positivt livssyn, og strøede altid omkring sig med hendes yndlingscitater for at klare tilværelsens strabadser.

Igennem flere perioder er det også moderen, der træder til, når Angelou rejser rundt for at arbejde som sanger og danser. Hendes søn bor selv i lange perioder hos mormoren - ganske som Angelou som barn blev placeret hos farmoren. Selv om hun har dårlig samvittighed og oftest gør alt hun kan for at hente ham igen hurtigst muligt, så hjælper det hende også til at tilgive moderens handlinger.

Hele serien er absolut anbefalelsesværdig som et vidnesbyrd om sorte kvinders skæbner i et USA, der endnu var fanget i segregationens mørke; men der er uden tvivl stadig mange unge enlige kvinder, der lider samme skæbne. Men det er også en historie om, hvordan man kæmper imod; kæmper tilbage og kommer videre i sit liv trods dårlige odds.

No comments: