Les trois femmes du consul - Jean-Christophe Rufin

 

• Framsk
• 29. september
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sidste efterår læste jeg den nye krimi fra en af mine franske yndlingsforfattere - men var ikke helt så begejstret, som jeg har været for andre af hans romaner. Jeg havde derfor besluttet mig for ikke at købe den næste i det, der skal være en serie - i det mindste ikke før den kom i paperback. 

Heldigvis har de danske biblioteker - eller Hovedbiblioteket i København i det mindste - et mindre udvalg af fransksprogede bøger. Jeg ville aldrig selv have betalt 20 EUR for denne krimi i stort format; og slet ikke, når den er læst på en enkelt dag. Jeg startede om eftermiddagen - og lukkede den lige inden sengetid. Den fangede mig dog også!

Rufin har jo en karriere som både læge, diplomat, forfatter og alt muligt andet - en mangfoldig herre!

Han er også meget forelsket i Afrika, hvor han har boet i flere omgange - og hans krimier med antihelten Aurel foregår for første og andet binds vedkommende i Afrika. Fra Guinea er Aurel nu rkket til Mozambique, hvor han stadig plejer sit uudtalte talent for at lave mindst muligt om dagen, og drikke sig sanseløst beruset hver aften.

Men nu er en franskmand blevet dræbt og fundet død i svømmepølen på sit hotel. Han var en absolut usympatisk type - den klassiske mavesure desillusionerede hvide mand, som ender sine dage som alkoholiker i Afrika. 

Hurtigt viser det sig, at der er en del kvinder omkring ham - deraf titlen - og det kunne muligvis være et motiv?

Der er ekskonen fra Frankrig, som stadig får penge af ham; der er hans afrikanske kone - og nu en langt yngre elskerinde, der oven i købet er gravid.

Aurel bliver begejstret; han gider ikke det almindelige administrative ambassadearbejde - men et mysterie, hvor han kan arbejde uden opsyn er lige ham.

Hans antihelt-facon fungerer til at skabe tillid; han virker bestemt hverken farlig eller truende - og specielt disse kvinder betror sig hurtigt til ham.

Årsagen skal dog findes et helt andet sted! Som stor forkæmper for miljøet får Rufin drejet historien over til krybskytter, som smugler elfenben ud af landet. I den første krimi var det narkotrafikken langs de afrikanske kyster, der var i fokus - og selvom det ikke var en kæmpe overraskelse, så bragte det jo lidt flere elementer ind i historien.

Jeg var langt mere begejstret for denne - måske ydermere fordi det var hurtig og graits underholdning!

Kvinderne fra Thy - Maria Helleberg

 

• Dansk
• 25.-28. september
• 381 sider

Med mit nye bekendtskab med de offentlige biblioteker, stod danske romaner højt på ønskelisten - de er nemlig for dyre (i mine øjne og med mit forbrug) til jeg får købt dem.

Maria Helleberg har skrevet mange historiske biografier; desværre var jeg ikke begejstret for de sidste jeg læste - den ene blandt andet på grund af det enorme sjusk med korrekturlæsningen. Men historien om hendes egen familie er udkommet på et andet forlag - og det ser faktisk ud til at være en ret god idé!

Maria Hellebergs familie stammer fra Nordjylland - i Thy i et stærkt indremissionsk miljø ude på den barske jyske slette.

Hellebergs oldemor, Mariane, er født i midten af det 19. århundrede i en tid, hvor kvinderne blev hjemme og passede hus, hjem og børn. De fødte mange børn, og brokkede sig ikke, når manden klattede pengene væk på brændevin. 

Mariane havde en bejler i skolelæreren - men han var for fin til hende; og da faderen har spillet gården væk, skal det gå hurtigt med at få hende gift. Det bliver en stille bondemand, som hun ikke kender og hun flytter ud på gården, hvor hun skal leve med svigermoderen. Manden viser sig at være svag i karakter; han formår konstant at gøre hende gravid - men alt andet er der ikke meget succes med. Så en dag rejser han bare til Amerika - og har faktisk ikke tænkt sig at komme tilbage. Det sætter Mariane i en underlig situation, for hun er ikke enke og samtidig er hun jo bare en kvinde. Men hun er stærk, og formår at skabe sig et ry som den bedste jordemoder på egnen.

Det er barske kår for kvinder på den tid; og Helleberg beskriver det virkelig fint og detaljeret.

Ligeledes da Marianes yngste datter, Marie Dusine, forsøger at komme fri af den skæbne, der ellers var stukket ud. Kærlighed og omsorg for børnene rakte ikke meget længere end at forsøge at få dem til at overleve til de kunne hjælpe til med at skaffe penge til husholdningen.

Marie Dusine vælger dog anderledes, og kommer først i huset i Thisted - den farlige storby - inden hun bliver hattemagerske. Hun gifter sig af kærlighed; men er ikke heldigere end moderen virkelig. Hendes mand mangler også karakterstyrke, og de ender i noget ringere kår.

Men trods disse livsvilkår har begge kvinder langt mere i sig; Mariane har et liv, som hendes børn ikke opdager før efter hendes død. Marie skal skabe sig et liv, hvor hun er den stærke for dem alle.

Jeg var helt fortabt i disse kvinders historie; og faktisk også lidt fascineret af, hvor kort tid siden det jo egentlig er! Vi undres i dag over fremmede kulturer, hvor vi mener, at kvinder undertrykkes, holdes i hjemmet, ikke må vise deres kroppe osv. Men i Marianes tid var det uhørt for en kvinde at vise sit hår frem - det var skjult under et tørklæde; og familieforøgelser skete ved at iklæde sig en særlig natkjole med et hul placeret et passende sted. De var hjemme ved gryderne, og havde ingen mening om noget.

Så vi kan have nok så travlt med at mene om andre kulturer, hvad vi vil - men vi skal huske, at alle kulturer principielt kom fra den ideologi - og vi er blot nu et andet sted.

Dear Edward - Ann Napolitano

• Engelsk
• 22.-24. september
• 352 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

I september havde jeg tre ugers 'sommerferie' - og da udlandsrejser jo var lidt problematisk, blev det til en staycation; altså helt hjemme hos mig selv! Det fik mig så faktisk til endelig at tage et stort skridt! Jeg gik på biblioteket, og fik oprettet en lånerprofil. Det virker jo meget simpelt; men siden jeg flyttede til(bage) til Danmark for seks år siden, har jeg ikke fået taget mig sammen til at finde ud af teknikaliteterne.

Jeg kan godt lidt at eje mine bøger; men det tager meget plads - og nogle sjældne gange sker det jo, at man får købt en bog, som man faktisk ikke kan lide. Desuden læser jeg ikke mange danske romaner, da de ofte koster mindst 300 kroner - og jeg læser dem ganske enkelt for hurtigt. Der er biblioteket jo også en fantastisk mulighed.

Så da jeg var oprettet og klar, gik jeg på opdagelse og kom hjem med et par bøger allerede.

Denne havde jeg for eksempel nok aldrig selv købt; men den virkede som god hyggelæsning til ferien.

Inspireret af det tragiske flystyrt i 2010, hvor en ni-årig hollandsk dreng som den eneste overlevede styrtet, har Napolitano skrevet Edwards historie.

Edward er tolv år gammel, da han sammen med sin familie skal flytte til Los Angeles fra New York.

Forældrene rejser sammen med Edward og hans storebror på femten år; moderen flyver business class mens de tre andre sidder sammen. Ombord på flyet er selvfølgelig en del andre passagerer, og i bogen lærer vi nogle af dem at kende.

Flyet styrter ned, og Edward overlever - han skal bo hos sin moster og onkel; men rejsen tilbage til at blive et helt menneske, og samtidig gå fra teenager til voksen er lang og smertefuld. Han knytter sig tæt til naboens datter, Shay, som også er en lidt skæv person - og sammen kæmper de sig igennem; men også mod deres voksne selv.

Bogen skifter mellem Edwards historie efter styrtet, og dagen for styrtet, hvor kapitlerne er navngivet efter tidspunktet på den seks timer lange flyrejse. I disse kapitler får vi indblik i de andre passagerers liv - hvorfor rejser de, hvor skal de hen, hvem skal de se eller hvem har de forladt? Der er jo altid mange forskellige skæbner ombord på et fly; og når det falder ned, er der lige så mange tragiske historier om dem, der måske ikke skullet have været med og alle de sidste ord, der aldrig blev sagt efter et sidste skænderi måske.

Det var absolut for en stor del en meget gribende roman; men jeg synes det blev til en Young Adult-roman hen mod slutningen, hvor jeg savnede lidt mere dybde i personerne og afrundingen af historien.

Men det er jo netop fordelen ved biblioteket - det var en helt gratis formøjelse!

Det store bogtyveri - Stéphanie Surrgue / Lea Korsgaard

• Dansk
• 21. september
• 224 sider

Jeg så denne bog, da en af forfatterne flashede den på sin IG-profil for et stykke tid siden. Da jeg virkelig godt kunne lide Surrugues bog om Prins Henrik og jeg samtidig blev fascineret af historien, som jeg intet kendte til, så måtte jeg på jagt. Den er ikke længere at finde i handlen - forståeligt nok for at dansk bogpublikum; men heldigvis fandt jeg et antikvarisk eksemplar, der var i fin stand. I øvrigt også en noget bedre økonomisk disposition eftersom den er meget hurtigt læst!

Som sagt så vidste jeg intet om denne sag - de mange, mange sjældne og værdifulde bøger, der igennem en årrække var blevet stjålet fra Det Kongelige Bibliotek. Jeg var selvfølgelig for ung til at være informeret, da der var lidt røre om det i pressen i 1970'erne. Da retssagen kørte i 2004 efter afsløringen af de store boglagre i en villa i Espergærde, boede jeg ikke i Danmark. Der foregik selvsagt mange ting herhjemme i de år, som jeg ikke ved noget om - man følger jo pressen i det land, man bor.

Det er jo en fascinerende historie; på samme vis som vi fascineredes af en Britta Nielsen - disse (offentligt) ansatte, som stjæler fra deres arbejdsplads i årevis uden, at det opdages! Tanken om, at det er muligt undrer os - hvorfor er den ingen, der opdager noget? Hvordan kan en familie ikke undre sig over, hvor alle de penge pludselig kommer fra?

Frede Møller-Kristensen er ligesom Britta Nielsen "blot" en funktionær i et normalt betalt job, som stjæler af kassen! Eller i dette tilfælde af bogreolerne. Alle de bøger - og vi snakker jo mere end tusind - står hulter til bulter i villaen, uden at konen undrer sig. I slutningen af 1990'erne begynder de at sælge dem via auktionshuse - og det foregår på en så fordækt vis, at det er ganske enkelt en lodret løgn, at familien ikke er klar over det. Hustruen Eva, og sønnen Thomas Møller-Kristensen er særdeles involverede ligesom svigerdatteren og en ven af huset. De skovler ind i 'kommission" for at sende bøgerne ud af landet, og sælge dem, hvor det ikke vækker opsigt.

Men man kan da ikke tro, at ens far ved et tilfælde har bøger stående, der pludselig hiver millioner hjem på en auktion? Og da slet ikke, når arbejdspladsen hedder Det Kongelige Bibliotek? Det er ikke god tro i mine øjne! Ingen med det lønniveau ville kunne investere i bøger af den kaliber - men de slipper pudsigt nok meget nemt af med det.

Frede Møller-Kristensen var jo et stakkels menneske; alkoholiker, tyveknægt, og han levede på en livsløgn - hverken kolleger, venner eller familie kan bagefter sige, at de kendte og respekterede den mand. Men ikke desto mindre fortsatte de salget af bøgerne selv efter hans død. I god tro????

Han slap selv for straf; hans familie fik bemærkelsesværdigt lave straffe - og Danmark mistede en uerstattelig bogskat. Det er meget svært at finde opfølgende information siden bogen her udkom i 2005; men det betyder desværre nok, at de bøger aldrig kom tilbage til Danmark. Det burde man straffes langt hårdere for! 

The House of Special Purpose - John Boyne

 

• Engelsk
• 17.-20. september
• 496 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

John Boyne er blevet en anden favorit og det er nu den tredje af hans romaner, jeg læser i år. Jeg er gået tilbage til de tidligere romaner, og denne er helt tilbage fra 2009. Titlen er baseret på det navn den russiske regering gav det hus, hvor Romanov-familien den 17. juli 1918 blev myrdet.

Det er en langt mere historisk roman end andre af hans romaner; ikke mindst fordi den giver en af hovedrollerne til fyrstinde Anastasia om hvem der i mange år efter var divergerende historier om, at hun skulle have overlevet. Indtil flere kvinder udgav sig igennem det tyvende århundrede for at være Anastasia; men den historie er endegyldigt lukket efter man i 2007 fandt de sidste grave, og ved hjælp af DNA-tests kunne bekræfte, at hele familien altså døde i 1918 i kælderen i huset.

I 1981 besøger Georgy sin kone, Zoya, på et hospital i London, hvor hun er døende af kræft. Det er et langt livs parforhold, ægteskab og kærlighed, der er ved at ende. Men som bogen skrider frem bliver historien mere nuanceret.

Historien foregår i to tempi; hvert andet kapitel er tiden efter, hvor der fortælles ned fra 1981 til 1970, 1953, 1941, 1935, .... indtil vi er i huset i Rusland i 1918. Hvert andet kapitel tæller op - startende med den usle bondesøn Georgy, som redder tsarens fætter fra et attentatforsøg i 1915, og som belønning tages med til Skt. Petersborg, hvor han får arbejde som personlig vagt for den syge tsarevitch - tronfølgeren, som lider af en blødersygdom, som ingen må vide noget om.

Derfor gætter man jo ret hurtigt, at Zoya i realiteten er Anastasia; og det er her filmen knækker lidt for mig! Jeg bryder mig ikke om de historier, hvor man omskriver virkeligheden, så kendte personer og handlinger pludselig forandres. Nok så meget jeg beundrer Boyne for hans evne til at fortælle en historie på en helt fantastisk måde, så irriterer det mig, at denne Georgy, som i realiteten ville være ingenting i det imperiale hierarki, pludselig er til stede, da Rasputin myrdes og smides i Neva-floden. Det er en begivenhed, som er fyldestgørende dokumenteret med, hvem der var tilstede den nat. Og igen at bringe denne historie om Anastasia, der skulle have overlevet - og endog bliver genkendt et par gange igennem sit liv - er ganske enkelt ikke plausibelt for mig.

Jo, han kan skrive fantastisk gribende og levende; hans emner er altid forskellige og hans protagonister som regel virkelig levende. Altså pånær de to hovedpersoner lige her; bevares som fiktive personer ville de stå skarpt. Men der er noget urealistisk i situationerne, de gennemlever og i hele den præmis, at Anastasia skulle have overlevet og boet i England i mere end tres år efter massakren på resten af familien.

Man kan undre sig over, hvorfor Boyne skriver denne roman netop som der er blevet sat et punktum for spekulationerne? Måske var det den fornyede omtale, der gav ham inspirationen - men havde jeg læst den i 2009 ved udgivelsen, hvor man samtidig havde medieomtalen frisk i erindring, ville den jo ikke have kunnet fænge mig.

Nu tror jeg, at det må være Boynes nye udgivelser, jeg skal fokusere på; jeg kan se, at nogle af dem, jeg mangler er i samme kategori af reelle hændelser, der genfortælles. Det er nok kendetegnet ved hans tidlige romaner - så den skuffelse vil jeg spare mig selv for. 

Blonde Roots - Bernardine Evaristo

 

• Engelsk
• 14.-16. september
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Evaristo er nu på listen over mine absolutte favoritter; det er mesterværk efter mesterværk! Det er selvfølgelig præget af hendes feministiske synspunkter - og det er i den grad BLM-litteratur; selvom den altså udkom i 2008. Men bogens tema er - desværre - stadigt aktuelt.

Titlen er allerede et hint til Alex Haleys berømte storroman Rødder; men med omvendt fortegn! For nu er slaverne den hvide race. I indledningen er der et verdenskort; og her er Aphrika, som Evaristo kalder det, på den nordlige halvkugle mens Europa ligger, hvor vi i dag ser Afrika. Mod vest ligger de vestjapanske øer, som en opdagelsesrejsende ved en fejltagelse navngav, da han troede, han havde funet vejen til Japan (!!!). Mere mod vest ligger så Amarika, hvortil slaverne fragtes i stor stil. Lige vest for Aphrika ligger Great Ambossa - som er en kopi af Storbritannien i geografisk form.

Evaristo er født af en engelsk mor, og en nigeriansk far - så hendes referencer er naturligt nok England som holdepunkt for denne spejlvending af verdenshistorien.

For det er det, det handler om - at forestille os, at det hele var omvendt! En temmelig skræmmende tanke for mange hvide mennesker sikkert; men hvad nu hvis...

Evaristo har gennemtænkt hver detalje; de hvide kaldes Whytes eller som skældsord Wigger.... de fjernes med magt fra Europa, og fragtes til Amarika, hvor de betales med rigdomme, som igen fragtes tilbage til Great Ambossa, hvor mange af slavehandlerne bor.

Doris bor i Europa med sine forældre og tre søstre, da hun kidnappes og sendes på et slaveskib til Great Ambossa. Hun er en af de heldige - hun får arbejde som husslave, da hun kan læse og skrive - men nu skal hun hedde Omorenomwara; for de håbløse navne, de har på det Grå Kontinent (Europa) kan ingen jo forstå! I Great Ambossas hovedstad Londolo stræber de hvide slaver efter at komme til at ligne deres ejere. De vil have gjort huden mørkere, have lavet fladere næser og afrohår - for som det forklares i anden halvdel af bogen, så er det jo videnskabeligt bevist, at den aphrikanske hjerne er formet anderledes, og dermed er det den overlegne race. Den hvide mands hovedform indikerer tydeligt, at han er doven, ude af stand til at føle smerte - eller andre humane følelser. Der er fuld knald på satiren her!

Doris/Omorenomwara forsøger dog at flygte; i Londolos undergrund findes resterne af en metro, som nu bruges som flugtvej for slaverne; de hjælpes af nogle aphrikanere, som har medlidenhed med deres sag - her er vi jo direkte inde i Colson Whiteheads The Underground Railroad - som dog udkom næsten ti år senere. Men Evaristo bruger mange af de velkendte historier og klichéer, og vender dem så på hovedet.

Således kan man genkende dele af Rødder, Onkel Toms Hytte og lignende klassikere - og selvom man kan finde det humoristisk - og det ER det sandelig også; så er der en underliggende dybt tragisk satire.

Bogen er opdelt i tre dele; først da Doris forsøger at flygte fra Londolo og samtidig ser tilbage på sit liv som slave. Anden del er fortalt af den sorte slavehandler, som giver sin retfærdiggørelse af, hvorfor de hvide egner sig bedst til slaver - i bedste engelske overklassestil fra det 18. århundrede. Endelig kommer Doris til Amarika, som straf for sit flugtforsøg - og her får historien en finurlig afsløring.

Jeg kan ikke erindre nogensinde at have læst noget så eminent! Satire kan jo noget helt utroligt her - det groteske bliver mere grotesk; og får os virkelig til at tænke over "tilfældigheden" i, at historien blev som den blev. Og selvfølgelig samtidig uretfærdigheden, grusomheden, skammen... alt det, der gjorde slavetiden til et så grumt kapitel; og som stadig er tilstede i vores verdensbillede, når vi ser fx BLM-bevægelsen. Det er ikke ovre! Desværre...

De der er elsket - Victoria Hislop

 

• Engelsk
• 9.-13. september
• 512 sider
• Originaltitel: Those who are loved

Jeg har vist læst samtlige af Hislops romaner nu - pånær en novellesamling; men det har altid været god og let underholdning. Hislop har en forkærlighed for Grækenland og dets historie; det er ofte rammefortællinger - som jeg igen må sige, at jeg ikke forstår pointen i. Det kan sagtens gøres på en anden og mere naturlig måde end som her to børnebørn, der er ved at rejse hjem fra en 90-års fødselsdag i Athen, og bedstemoderen tager dem med på en café for at fortælle dem sin livshistorie. Og så følger 500 siders intens beskrivelse; det virker jo ikke plausibelt!

Historien er igen om Grækenland, men med et langt mere dystert bagtæppe end nogle af den andre romaner. Det er historien om de komplekse interne politiske konflikter i landet fra fascismen tager fat i landet inden 2. Verdenskrig til efterkrigsårene, diktaturet, krigen mod tyrkerne på Cypern - og endelig demokratiet.

Den gamle bedstemoder viser sig nemlig at have været særdeles aktiv i den historie - ikke blot politisk, men også militært. I en familie med fire børn, hvor der var forskellige skarpe politiske opdelinger - nogle var kommunister, og andre var for det højreekstremistiske diktatur. 

Jeg synes dog, at det tog Hislop alt for lang tid at komme til sagens kerne; de første 150 sider er langtrukne, og handler igen og igen om barndommen og ungdommens politiske skænderier over middagsbordet. Jeg var lige ved at opgive - men endelig kom der lidt handling, og jeg blev fanget af historien.

Dog vil jeg sige, at det langt fra er hendes bedste roman; den er ambitiøs med sit langt mere politiske budskab - men man fornemmer, at det muligvis er for komplekst for forfatteren.

The Emperor's Babe - Bernardine Evaristo

• Engelsk
• 7.-8. september
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har fået en ny darling! Jeg har simpelthen bestilt alt jeg kunne af Evaristo efter min opdagelse sidste år; og så hendes nyudgivelse fra i år.

Da jeg modtog bogen med posten, blev jeg dog lidt betænkelig ved, om jeg ville kunne lide formatet - det er meget specielt; men mere om det senere!

Så nu er jeg tilbage i 2001, da hun udgav sin anden roman. Allerede der var hendes inspiration tydelig; Evaristo er opvokset i England med en engelsk mor, og en nigeriansk far - og den afrikanske kultur er det gennemgående træk i hendes litteratur. Men det er feminismen sandelig også! 

Her er vi tilbage i år 200 ca.; og Zuleika er ung pige af nubisk afstamning; Evaristo havde gennem research fundet ud af, at de første afrikanere faktisk var i England allerede under Romerne - og ikke som måske vanligt antaget ankommet i det 16. århundrede som kuriosa for de kongelige. 

Zuleikas forældre er flygtet fra Nubien, som i dag er i Sudan, til England grundet fattigdom og sult. Her begynder de at få det nogenlunde godt økonomisk; Zuleikas liv overstråles dog totalt, da der kommer en lillebror til. Så hun bruger sin tid på at ture byen rundt med sin veninde Alba og lave narrestreger.

Det er under en sådan udflugt, at den rige statsmand Felix ser hende, og blot 11 år gammel bliver hun gift væk. Felix er romer, men opholder sig i London nogle måneder om året - når han ikke er hjemme, er hun låst inde i huset. Men så nemt lader hun sig ikke kue!

Sammen med Alba besøger hun stadig byens lumske steder - som fx baren, hvor drag queen Venus the Penis huserer; og sammen drømmer de tre om den store kærlighed. Den finder Zuleika da kejseren Septimius Severus kommer til London for at føre krig mod skotterne.

Det ender med stor kærlighed - og stort drama!

Men.... og det er det meget specielle ved romanen; det hele er skrevet i prosa. Ikke på vers; men i strofer af knækprosa og opbygget mere som et græsk værk end en traditionel roman.

Det skræmte mig en anelse; men da jeg først havde læst et par sider, flød det glimrende.

Det er ganske enkelt genialt; en blanding af gammel romersk iblandet moderne London street talk - som når romerne sender festinvitationer til byens VIP. Og tilstedeværelsen af drag queen er jo også plausibel - de havde det festligt i de dage!

Men det er jo også en tragisk fremstilling af kvindens kår på den tid; bortgiftet som 11-årig, og holdt som fange i eget hus - og så udstødt for at dø på gaden. Der rører Evaristo lige i kernen af kvindens rettigheder; og for så vidt også den afrikanske kvindes, da Zuleika jo fascinerer både Felix og Septimius på grund af sin eksotisme.

Hendes temaer startede således allerede i starten af forfatterskabet; men hver historie er forskellig og bliver fortalt på så opfindsomme og nytænkende måder. Mere af det!

Off the Map - Alastair Bonnett

• Engelsk
• 3.-6. september
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Rejsebøger er pludselig blevet endnu mere tiltalende som jeg er afskåret fra at komme nogle steder; hvilket nok er den værste straf man kan give mig! Fra at have rejst min. fem gange om året til nu at have været hjemme siden slut februar... jeg er virkelig ved at få kuller!

Alastair Bonnetts bog lod mig derfor rejse en smule hjemme fra sofaen.

Hans indgangsvinkel er vores forhold til verdenskort og grænser; steder vi kender fra et kort, eller hvordan man nogle gange forsøger at manipulere disse enten ved at frembringe eller skjule steder. De fleste har han indikeret ved hjælp af deres koordinater, så man kan tjekke dem på Google Earth. Jeg kunne dog ikke finde ud af denne søgefunktion på Google - så måtte bruge navnene; det var ikke altid helt så præcist - men det var sjovt samtidig med læsningen at kunne visualisere det. Og Google Earth er jo en fantastisk måde at rejse på hjemme fra sofaen!

Bogen er opdelt i hovedafsnit for Lost Spaces, Hidden Geographies, No Man's Lands Dead Cities, Spaces of Exception, Enclaves and Breakaway Nations, Floating Islands og endelig Ephemeral Places.

Der er virkelig et stort udvalg - alt fra barndommes hulelege (uden koordinater!!!) til Nordkoreas forsøg på at bluffe Sydkorea ved at bygge Kijong-dong - en propagandaby, der ligger lige ved grænsen, og således skal give indtryk af rigdom og fredelighed i landet. I virkeligheden er den ubeboet - men alt er oplyst som var det en reel by.

Der er Mont Athos, som jo er forbudt for kvinder - eller fyrstedømmet Sealand; en gal mands forsøg på at skabe en mikronation på en forladt olieplatform i Nordsøen. Der er historierne om de kirkegårde, hvor de levende bor sammen med de døde - som i Cairo eller Manila; og fortællinger om forladte byer - Wittenoom i Australien; Pripayat i Ukraine (Tjernobyl).

Der er også mere uhåndterlige begreber som rendestene og de græstrekanter, vi ser langs motorvejen - er det kartografisk materiale? Hvem ejer det jord - og kan man erobre det? Så Bonnett angriber det både filosofisk men også geopolitisk, og der er bestemt afsnit, der er mere interessante end andre. Men alle 47 historier er relativt korte, og det er sjovt at se dem i Google Earth samtidig. Jeg er nu stadig ærgerlig over at jeg aldrig kan besøge Mont Athos - der er historier om kvinder, der har forklædt sig som mænd og har været der. De er blevet underlagt forbandelser (og eder) efterfølgende - og nogle historier er muligvis ikke helt troværdige. 

Men Bonnetts konklusion er jo, at der stadig er steder i verden - imaginære eller reelle - som får os til at drømme, og det er en nødvendighed for os. Vi arbejder konstant mod et samfund uden grænser - EU, Schengen etc. - men i virkeligheden er netop grænserne en del af fascinationen ved at rejse ud i verden, og vide, at nu er vi et helt andet og fremmed sted. Personligt er jeg jo vild med stemplerne i mit pas - og savner den fornemmelse af at vide, at jeg er rejst ind i en anden verden.

Bonnetts bog får mig til at længes efter at krydse den næste grænse... snart!  

Félix et la source invisible - Eric-Emmanuel Schmitt

• Fransk
• 1.-2. september
• 192 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den franske forfatter Eric-Emmanuel Schmitt spænder temmelig vidt; det er vist umuligt at holde styr på, hvor mange romaner, han har skrevet - og der er teaterstykker, noveller, selvbiografier og meget andet. Et af hans længerevarende skriveprojekter har været Det usynliges cyklus; en række små bøger om eksistentialistiske emner. De kan læses uafhængigt af hinanden, og er udkommet over mere end tyve år.

Jeg har endnu ikke læst den første, som berører buddhismen; derefter kom en smuk smuk bog, som omhandler islam. I 2002 skrev han den tårevridende historie om Oscar, der skal dø som barn men alligevel når at leve et helt liv - her er det den kristne tro, der er i centrum. I 2004 udkom den bog, der skulle omhandle judaismen; og nogle år senere bogen om zenbuddhismen, som jeg heller ikke har læst. Jeg mangler også at læse den om konfucianismen fra 2012, og i en lidt anden boldgade den om musikken som usynlig kraft - men nu kastede jeg mig over den seneste, som handler om afrikansk animisme - det er jo lige mig!

Oven i købet handler den om Senegal, som jeg jo har et helt specielt forhold til og i disse tider med rejserestriktioner er det jo nærmest tortur at læse den slags! Dakar og ikke mindst Saint Louis oppe ved grænsen til Mauretanien - en by, som er afsides og besværlig at nå til; men som jeg alligevel besøgte en af de mange gange, jeg var i Senegal. Der er en helt anden stemning end i Dakar, og det er en umådelig smuk by.

Men tilbage til historien...

Fatou bor i Paris, hvor hun driver en lille café/bodega og bor sammen med sin 12-årige søn, Félix.

Faderen lever hun ikke sammen med; men hun havde nøje udvalgt ham - for han var gudesmuk, og de gener ville  hun give videre til sønnen. Og så hedder han Saint-Esprit til efternavn - Helligånden. Her er Schmitt jo tilbage i sporet fra nogle af de tidligere romaner, hvor flere religioner krydser spor i kraft af symbolerne.

I caféen er også stamgæsterne, som omfatter alt fra indelukkede sære mænd til en sydamerikansk transvestit, der arbejder i Boulogne-skoven om natten. 

Men en dag rammes Fatou af en stor depression; den kommer i kølvandet på et mislykket køb af nabobutikken og nu henter Félix hjælp hos hendes bror, Bamba, der straks kommer fra Dakar. De tager til diverse trolddoktorer i Paris; som mener, at det er den afdøde nabokøbmand, der har kastet en forbandelse over hende. Men deres metoder virker ikke, og pengene forsvinder bare.

En dag komme "Helligånden" så i form af den ukendte far; han tager affære, og sammen rejser de tilbage til Senegal. For som det viser sig her, så har Fatou mistet kontakten til sine rødder i Afrika.

Alt ender godt - selvfølgelig; men det er med Schmitts sædvanlige skæve humor og alligevel en lille morale til sidst.

Den afrikanske animisme er jo centreret om netop de rødder, man har i alt, der omgiver en. At folk lever videre i ting; og at alting er levende og indeholder sjæl. Det er jo en smuk tanke; men ikke så vanvittig, som den kan lyde for vore pragmatiske vesteuropæiske ører! For ens baggrund og rødder er jo centrale for vores identitet og vores liv - på godt og ondt! Der er mange emigranter, som Fatou, der går til i en ny og anderledes verden, fordi de kapper forbindelsen til den gamle og ofte står alene i nye omgivelser. Paris er upersonlig med al sit jern og beton og manglende grønne områder; i hvert fald set med Fatous øjne. Men hun får genoprettet sin balance!