- Engelsk
- 17.-20. september
- 496 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
John Boyne er blevet en anden favorit og det er nu den tredje af hans romaner, jeg læser i år. Jeg er gået tilbage til de tidligere romaner, og denne er helt tilbage fra 2009. Titlen er baseret på det navn den russiske regering gav det hus, hvor Romanov-familien den 17. juli 1918 blev myrdet.
Det er en langt mere historisk roman end andre af hans romaner; ikke mindst fordi den giver en af hovedrollerne til fyrstinde Anastasia om hvem der i mange år efter var divergerende historier om, at hun skulle have overlevet. Indtil flere kvinder udgav sig igennem det tyvende århundrede for at være Anastasia; men den historie er endegyldigt lukket efter man i 2007 fandt de sidste grave, og ved hjælp af DNA-tests kunne bekræfte, at hele familien altså døde i 1918 i kælderen i huset.
I 1981 besøger Georgy sin kone, Zoya, på et hospital i London, hvor hun er døende af kræft. Det er et langt livs parforhold, ægteskab og kærlighed, der er ved at ende. Men som bogen skrider frem bliver historien mere nuanceret.
Historien foregår i to tempi; hvert andet kapitel er tiden efter, hvor der fortælles ned fra 1981 til 1970, 1953, 1941, 1935, .... indtil vi er i huset i Rusland i 1918. Hvert andet kapitel tæller op - startende med den usle bondesøn Georgy, som redder tsarens fætter fra et attentatforsøg i 1915, og som belønning tages med til Skt. Petersborg, hvor han får arbejde som personlig vagt for den syge tsarevitch - tronfølgeren, som lider af en blødersygdom, som ingen må vide noget om.
Derfor gætter man jo ret hurtigt, at Zoya i realiteten er Anastasia; og det er her filmen knækker lidt for mig! Jeg bryder mig ikke om de historier, hvor man omskriver virkeligheden, så kendte personer og handlinger pludselig forandres. Nok så meget jeg beundrer Boyne for hans evne til at fortælle en historie på en helt fantastisk måde, så irriterer det mig, at denne Georgy, som i realiteten ville være ingenting i det imperiale hierarki, pludselig er til stede, da Rasputin myrdes og smides i Neva-floden. Det er en begivenhed, som er fyldestgørende dokumenteret med, hvem der var tilstede den nat. Og igen at bringe denne historie om Anastasia, der skulle have overlevet - og endog bliver genkendt et par gange igennem sit liv - er ganske enkelt ikke plausibelt for mig.
Jo, han kan skrive fantastisk gribende og levende; hans emner er altid forskellige og hans protagonister som regel virkelig levende. Altså pånær de to hovedpersoner lige her; bevares som fiktive personer ville de stå skarpt. Men der er noget urealistisk i situationerne, de gennemlever og i hele den præmis, at Anastasia skulle have overlevet og boet i England i mere end tres år efter massakren på resten af familien.
Man kan undre sig over, hvorfor Boyne skriver denne roman netop som der er blevet sat et punktum for spekulationerne? Måske var det den fornyede omtale, der gav ham inspirationen - men havde jeg læst den i 2009 ved udgivelsen, hvor man samtidig havde medieomtalen frisk i erindring, ville den jo ikke have kunnet fænge mig.
Nu tror jeg, at det må være Boynes nye udgivelser, jeg skal fokusere på; jeg kan se, at nogle af dem, jeg mangler er i samme kategori af reelle hændelser, der genfortælles. Det er nok kendetegnet ved hans tidlige romaner - så den skuffelse vil jeg spare mig selv for.
No comments:
Post a Comment