De der er elsket - Victoria Hislop

 

• Engelsk
• 9.-13. september
• 512 sider
• Originaltitel: Those who are loved

Jeg har vist læst samtlige af Hislops romaner nu - pånær en novellesamling; men det har oftest været god og let underholdning. Hislop har en forkærlighed for Grækenland og dets historie; det er ofte rammefortællinger - som jeg igen må sige, at jeg ikke forstår pointen i. Det kan sagtens gøres på en anden og mere naturlig måde end som her med to børnebørn, der er ved at rejse hjem fra en 90-års fødselsdag i Athen, og bedstemoderen tager dem med på en café for at fortælle dem sin livshistorie. Og så følger 500 siders intens beskrivelse; det virker jo ikke plausibelt!

Historien er igen om Grækenland, men med et langt mere dystert bagtæppe end i nogle af de andre romaner. Det er historien om de komplekse interne politiske konflikter i landet fra fascismen tager fat i landet inden 2. Verdenskrig til efterkrigsårene, diktaturet, juntaen, krigen mod tyrkerne på Cypern - og endelig demokratiet.

Den gamle bedstemoder viser sig nemlig at have været særdeles aktiv i den historie - ikke blot politisk, men også militært. I en familie med fire børn, hvor der var forskellige skarpe politiske opdelinger - nogle var kommunister, og andre var for det højreekstremistiske diktatur. 

Jeg synes dog, at det tog Hislop alt for lang tid at komme til sagens kerne; de første 150 sider er langtrukne, og handler igen og igen om barndommen og ungdommens politiske skænderier over middagsbordet. Jeg var lige ved at opgive - men endelig kom der lidt handling, og jeg blev fanget af historien.

Dog vil jeg sige, at det langt fra er hendes bedste roman; den er ambitiøs med sit langt mere politiske budskab - men man fornemmer, at det muligvis er for komplekst for forfatteren.