Blonde Roots - Bernardine Evaristo

 

• Engelsk
• 14.-16. september
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Evaristo er nu på listen over mine absolutte favoritter; det er mesterværk efter mesterværk! Det er selvfølgelig præget af hendes feministiske synspunkter - og det er i den grad BLM-litteratur; selvom den altså udkom i 2008. Men bogens tema er - desværre - stadigt aktuelt.

Titlen er allerede et hint til Alex Haleys berømte storroman Rødder; men med omvendt fortegn! For nu er slaverne den hvide race. I indledningen er der et verdenskort; og her er Aphrika, som Evaristo kalder det, på den nordlige halvkugle mens Europa ligger, hvor vi i dag ser Afrika. Mod vest ligger de vestjapanske øer, som en opdagelsesrejsende ved en fejltagelse navngav, da han troede, han havde funet vejen til Japan (!!!). Mere mod vest ligger så Amarika, hvortil slaverne fragtes i stor stil. Lige vest for Aphrika ligger Great Ambossa - som er en kopi af Storbritannien i geografisk form.

Evaristo er født af en engelsk mor, og en nigeriansk far - så hendes referencer er naturligt nok England som holdepunkt for denne spejlvending af verdenshistorien.

For det er det, det handler om - at forestille os, at det hele var omvendt! En temmelig skræmmende tanke for mange hvide mennesker sikkert; men hvad nu hvis...

Evaristo har gennemtænkt hver detalje; de hvide kaldes Whytes eller som skældsord Wigger.... de fjernes med magt fra Europa, og fragtes til Amarika, hvor de betales med rigdomme, som igen fragtes tilbage til Great Ambossa, hvor mange af slavehandlerne bor.

Doris bor i Europa med sine forældre og tre søstre, da hun kidnappes og sendes på et slaveskib til Great Ambossa. Hun er en af de heldige - hun får arbejde som husslave, da hun kan læse og skrive - men nu skal hun hedde Omorenomwara; for de håbløse navne, de har på det Grå Kontinent (Europa) kan ingen jo forstå! I Great Ambossas hovedstad Londolo stræber de hvide slaver efter at komme til at ligne deres ejere. De vil have gjort huden mørkere, have lavet fladere næser og afrohår - for som det forklares i anden halvdel af bogen, så er det jo videnskabeligt bevist, at den aphrikanske hjerne er formet anderledes, og dermed er det den overlegne race. Den hvide mands hovedform indikerer tydeligt, at han er doven, ude af stand til at føle smerte - eller andre humane følelser. Der er fuld knald på satiren her!

Doris/Omorenomwara forsøger dog at flygte; i Londolos undergrund findes resterne af en metro, som nu bruges som flugtvej for slaverne; de hjælpes af nogle aphrikanere, som har medlidenhed med deres sag - her er vi jo direkte inde i Colson Whiteheads The Underground Railroad - som dog udkom næsten ti år senere. Men Evaristo bruger mange af de velkendte historier og klichéer, og vender dem så på hovedet.

Således kan man genkende dele af Rødder, Onkel Toms Hytte og lignende klassikere - og selvom man kan finde det humoristisk - og det ER det sandelig også; så er der en underliggende dybt tragisk satire.

Bogen er opdelt i tre dele; først da Doris forsøger at flygte fra Londolo og samtidig ser tilbage på sit liv som slave. Anden del er fortalt af den sorte slavehandler, som giver sin retfærdiggørelse af, hvorfor de hvide egner sig bedst til slaver - i bedste engelske overklassestil fra det 18. århundrede. Endelig kommer Doris til Amarika, som straf for sit flugtforsøg - og her får historien en finurlig afsløring.

Jeg kan ikke erindre nogensinde at have læst noget så eminent! Satire kan jo noget helt utroligt her - det groteske bliver mere grotesk; og får os virkelig til at tænke over "tilfældigheden" i, at historien blev som den blev. Og selvfølgelig samtidig uretfærdigheden, grusomheden, skammen... alt det, der gjorde slavetiden til et så grumt kapitel; og som stadig er tilstede i vores verdensbillede, når vi ser fx BLM-bevægelsen. Det er ikke ovre! Desværre...