Monday, March 31, 2014

Lige østen for regnen - Levi Henriksen

























  • Fransk
  • 25.-31. marts
  • 348 sider
  • Fransk titel: Les Curieuses Rencontres du facteur de Skogli

En forside, der bestemt tiltrak mig med dens lidt barnlige udtryk og den kuriøse franske titel - "Postbudet i Skoglis underlige møder". Det måtte da være både lidt morsomt - og måske også lidt melankolsk, som jeg kunne læse mig til visse steder. Men der lå den allerede i læsebunken, og den kom med på en forlænget weekend til Danmark, hvor der så desværre ikke var meget tid til at læse. Det er bestemt ikke fordi det kedede mig at komme igennem denne ellers ret let læselige roman.

Simon Smidesang er journalist; måske en lidt middelmådig af slagsen. I hvert fald en mand, der allerede som dreng tydeligvis led under at have et par ekstravagante forældre og som kun fandt ro hos bedsteforældrene i den lille landsby Skogli. En dag fanger han konen i seng med en anden; men også her svigter modet ham - i stedet for at råbe og skrige, går han uden at sige, at han så det - og rejser til bedsteforældrenes hus.

Her bliver han postbud, og hurtigt hvirvles han ind i landsbysamfundets pudsigheder. Den gamle dame, der altid hører musik, og ligner er lærerinde - og den sjove tidligere botaniker, som udråber sig selv som Simons redningsmand som nytilflytter. Eller taglæggeren Bjørkli, som gemmer sig på taget for at undgå realiteterne derhjemme med problemer i ægteskabet. Eller - den unge Ginni, som altid skjuler sig bag underlige gevandter og store tørklæder, og har stoppet ure og stort set alt andet, der forbinder hende til livet uden for huset.

Simon kommer til at agere både som katalysator for disse skæbner, men de gør det også for ham og brudvis kommer hans fortid frem som en hel historie, så man forstår dybden af såret. Det, der måske starter som mere humor ender langt mere alvorligt, selvom der er den sædvanlige "boy meets girl; then there is trouble..." vævet ind i historien. Ikke nødvendigvis en happy end, for man kan hurtigt regne ud, at Ginni må have kræft - og Simon er håbløst forelsket i hende.

Den franske titel er derfor lidt misvisende, hvis man forventer humor - mens den danske måske bedre beskriver, hvordan man kommer ud af krisen og væk fra det triste sted. Men jeg synes, at historien taber pusten lidt mod slutningen. Men der er bestemt også en stærk skildring af Simons kvaler, som han overvinder ved at tage sig af andre - og det er en forfatter, jeg gerne vil læse mere af. 

Tuesday, March 25, 2014

Le Code d'Esther - Bernard Benyanim/Yohan Perez

























  • Fransk
  • 23.-24. marts
  • 303 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Umiddelbart ligner forsiden et forsøg på at lave en Dan Brown-succes; en mystisk kode, en forbindelse fra fortiden - og Bibelen - til nutidige hændelser. Men - og det gjorde jo hele forskellen - jeg fandt bogen i faglitteraturafdelingen. Jeg må nemlig indrømme, at jeg ikke længere er til den anden slags. Jeg vil måske nok læse Dan Browns Inferno, når den kommer i paperback og til en god flytur. Men det er jo ikke litteratur!

Bernard Benyamin er en fransk journalist, som i årevis har arbejdet på et af mine yndlingsprogrammer på fransk fjernsyn - og han er jøde omend ikke praktiserende. Da hans mor dør beslutter han sig dog alligevel for at overholde de regler, der er forbundne hermed - deriblandt at dagligt besøge en synagoge og læse Kaddishen højt. Her møder han den yngre og meget ortodokse Yohan, som fortæller ham om et projekt, han arbejder på - og som ingen andre end han selv tror på. Yohan får overtalt Bernard til at kigge på det - selv at tage skridtene og se, om han bliver interesseret eller berørt nok til at ville gå videre.

Mysteriet omhandler Ester's bog - et skrift i det Gamle Testamente, som ligeledes er en del af den jødiske Torah. Den er i sig selv anderledes end de andre bøger i Bibelen, idet den ikke nogle steder nævner Guds navn - men er overordentlig vigtig i den jødiske tro, da den har lagt navn til Purim-festen. Esters bog er en smuk fortælling, som så mange andre historier i Bibelen - kongen, prinsessen og det halve kongerige; de gode og de onde... alle ingredienser til en god historie! Her er den onde kongens minister, Haman, som vil udrydde samtlige jøder. Dronningen Ester får forpurret planerne; ministeren og hans ti sønner bliver hængt og jøderne fejrer den dag i dag disse hændelser med Purim-festen, som afholdes i foråret. Det var det første forsøg på en total udryddelse af jøderne - en Endlösung.

I 1946 afholdt man i Nürnberg retssagerne mod krigsforbryderne fra 2. Verdenskrig; og en af de dømte var Julius Streicher, som var grundlæggeren af et antisemitisk tidsskrift. Han blev hængt  - eller snarere stranguleret (og henretteren blev hurtigt fyret) - men lige inden han døde råbte han "Purimfest 1946". Men dette var jo i efteråret og dermed ikke tiden for den årlige fest. Men jøderne undrede sig - og det er dette mysterie, der årtier senere optager den unge Yohan.

Den jødiske tro er i høj grad baseret på tydningen af ordene ved hjælp af deres numeriske værdi - en kunst, som kabbalisterne har drevet endnu videre. Men det er her de to mænd begynder at finde en sammenhæng; de rejser fra Paris til Nürnberg, hvor rettergangen fandt sted; til Landsberg, hvor Hitler sad i fængsel og skrev Mein Kampf; til Jerusalem, hvor de er ved Grædemuren under Purim-festen og til Zürich, hvor millioner stadig står frosne i bankkonti, der tilhørte afdøde jøder. Benyamin, som er indædt kartesianer, begynder at mærke gruen i den symbolik, der afsløres for ham - og hans tro begynder at ændre sig. Rejsen til især Jerusalem bliver et vendepunkt - og det forstår jeg; da jeg stod ved Grædemuren eller oppe på Oliebjerget var jeg vist også parat til hvad som helst - ramt af et midliertidigt Jerusalem-syndrom, som man uundgåeligt bliver det i den by.

En hårrejsende detalje er historien om Haman og de ti sønner, der hænges. Benyamin betragter Haman som separat fra sønnerne. En rabbiner fortæller ham, at det er som de hængte fra Nürnberg - det er et profeti. Men i Nürnberg var der oprindeligt elleve dødsdømte - indtil Göring begik selvmord natten inden; Benyamin er overbevist om at gennemhulle argumentet nu! Men i Esters bog var der også elleve - den sidste var en datter, som begik selvmord. Skal man tro på denne sammenhæng, er det jo vanvittigt pudsigt at det er en pige versus Göring, som jo netop er kendt for sine seksuelle tendenser. Men Benyamin mangler sin Haman for, at historien skal give mening for ham - indtil han opdager, at den mand, der omskrev og udgav Mein Kampf hed Max Amann. Døm selv. Haman. Amann. Med diverse muligheder for stavning af det første navn afhængig af, hvilket sprog man læser på.

Der er mange steder på nettet man kan finde informationer om det, som de to mænd sammen finder frem til - andre har uden tvivl fundet de samme konklusioner - men det er fascinerende! Prøv fx at se regnestykket her eller her

Om man skal tro på den slags er jo selvfølgelig svært at dømme; og der er da heller ingen endegyldig facitliste på det, de to mænd finder frem til. Men det er et faktum, at Streicher læste og forstod yiddisch, og var imponerende inde i de jødiske historier og symboler. Jeg synes personligt, at judaismen er fantastisk spændende, og den verdensreligion, som har de smukkeste ritualer - jeg nød derfor denne historie, selvom den jo er baseret på dystre historier. Men mennesket har altid haft behov for at sætte tragedier i en sammenhæng, og måske kan dette skjulte profeti (sandt eller ej) dulme en smerte over de millioner af jøder, der mistede livet dengang.

Sunday, March 23, 2014

Kim - Rudyard Kipling

























  • Engelsk
  • 18.-21. marts
  • 383 sider

Mange af Kiplings digte er uendeligt smukke - og Junglebogen kender vi jo alle fra vi var børn. Men jeg havde endnu ikke læst hans klassiske 'mesterværk' Kim - nu kom jeg endelig igennem det, og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal synes om det?

Måske skulle jeg have læst den på dansk eller i en moderniseret udgave, hvis en sådan findes - for det var altså lidt tungt og ustruktureret følte jeg samtidig. 

Kim er en forældreløs dreng, der hutler sig igennem tilværelsen i Lahore i slutningen af det 19. århundrede. Indtil han en dag møder den tibetanske lama, som er på jagt efter Flodens Pil, som skal frigøre ham fra alle materialistiske fornødenheder både i praktisk og overført betydning. Sammen drager de ud på denne rejse, som bliver en form for dannelsesrejse for den unge dreng. Kims rolle er at tigge for lamaen, og dermed sørge for deres overlevelse - nok skal han frigøres for sine behov; men spise skal man jo.

Kims forældre var irere, og under rejsen møder de en af faderens tidligere forbundsfæller, som sender ham i en engelsk skole og skiller ham fra lamaen. Under sin skoletid oplærer de ham samtidig til at fungere som spion for det engelske herredømme, og efter endt skolegang skal han starte denne virksomhed. Men inden da holder han fri for at mødes med sin lama og læremester; og det bringer dem til Himalaya, hvor de falder i hænderne på russiske spioner og nær ender deres jordiske liv.

Det er en klassiker; men jeg synes, at det er en rodet blanding af røverhistorie, religiøs oplysning og dannelsesroman - og sproget hjælper bestemt ikke. De fleste af samtalerne mellem Kim og lamaen foregår i et meget gammelt engelsk - Hast thou.... - som jeg slet ikke forbinder med et naturligt sprog for en tidligere gadedreng; for det er således fra starten. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke synes, at det er nemt at læse.

Der er så mange smukke bøger om indisk kultur og samfund - A Fine Balance er jo et rent mesterværk; men selvfølgelig også mammutklassikeren A Suitable Boy eller The God of Small Things. Dem ville jeg langt hellere anbefale på trods af Kiplings fremtrædende plads i litteraturhistorien. 

Tuesday, March 18, 2014

Lumières de Pointe-Noire - Alain Mabanckou

























  • Fransk
  • 16.-17. marts
  • 250 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Man skal uden tvivl have læst andre af Mabanckous bøger og/eller være lidt Afrika-tosset, som jeg, for at blive begejstret for denne bog. Jeg var selvfølgelig i en tåge af eksotiske dufte; af støvfyldte gader med skrammel og affald alle vegne men fyldt af halvnøgne børns leg og latter. Som hjemme i min senegalesiske landsby, som jeg savner umådeligt.

Alain Mabanckou beskrev i en af sine tidligere bøger, hvordan hans barndom i Congo-Brazzaville var. Men uden helt direkte at afsløre, at det var selvbiografisk og med den lille distance der er, når man skriver fra et barns synsvinkel. Humoren er med til at afdramatisere nogle minder, der kan rive op i nogle sår - og for mig er det tydeligt, at Mabanckou har et tosidigt forhold til sin afrikanske baggrund. På ingen måde fornægter han sine rødder; han er stolt af sin kultur og hans forfatterskab er absolut afrikansk helt ind i sjælen.

Men han er også mere klarsynet efter at have boet i årtier i Vesten; og han lægger ikke altid fingrene imellem, når han kritiserer sine afrikanske medmennesker, som han gjorde det i sin seneste bog. Det er en indstilling, som hurtigt kan vække harme i Afrika - jeg har selv forsøgt mig med den dialog (og som hvid er det selvfølgelig endnu sværere!); men faktum er, at mange afrikanere svælger lidt i offerrollen. Slaveriet, kolonialismen, imperialismen, den vestlige verdens stadig økonomiske overdømme.... listen er lang! Og han har bestemt ikke uret - læs fx Dowdens fænomenale værk eller Theroux og man vil møde mange af de samme kritikpunkter. Men det anses for forræderi, når de fremsættes af en sort!

Mabanckou lider derfor heller ikke af en voldsom nostalgi efter hjemlandet - men måske er der andet og mere bag? I denne bog rejser han nemlig tilbage til Pointe-Noire, hvor han voksede op med moderen Pauline og senere stedfaderen Roger. Han er inviteret af det franske kulturinstitut, og man fornemmer næsten, at han ellers ikke ville være rejst. Det bliver så anledningen til at se familie og venner igen - eller familie rettere.... for i Afrika er alle i familie; og alle forventer i den egenskab at få noget af den, der vender hjem fra Vesten.

Her afslører han også, at han ikke rejste fra Paris til Brazzaville, da moderen døde i 1995 - ej heller, da stedfaderen døde ti år senere. Visse familiemedlemmer bebrejder ham det nu og stiller op med en regning for begravelsen - med voldsom inflation ser det ud til. Han beskriver det med en vis afstandstagen, som den vestlige person han nu er mere end tidligere - men familien ser blot stadig den lille sorte dreng, der rejste ud i verden - og tiden går anderledes i Afrika! Det ved jeg.

Han erindrer sin barndoms steder og ikke mindst overtro; som enhver anden afrikansk familie er animismen den vigtigste religion og personligt ved jeg, at man ikke gør grin med gri-gris og andet "tingel-tangel", der holder det onde øje væk. Netop den del af sin kultur er da også en af de grundlæggende for historierne i hans absolutte mesterværk, hvor alle 'personerne' er dyr; for det er velkendt i Afrika, at du har en dobbeltgænger i form af et dyr - som beskytter dig. 

Der er en helt særlig respekt for mennesker og dyr i den afrikanske kultur; man kan grine af den eller man kan beundre deres fintfølende måde at se på tingene. Som da Mabanckou ved feriens afslutning indrømmer, at han ikke nåede at besøge forældrenes grav. Men som han siger "de døde bliver beklemte, når de levende træder ind i de liggendes have inden dagen for de dødes fest [1. november i den katolske tro]. De tolererer ikke, at nogen på den måde kommer ind i deres soveværelse og tvinger dem til hurtigt at trække i fint tøj for at modtage gæster.... " 
Det er jo en smuk og samtidig respektfuld anskuelse, som vi i Vesten sagtens kunne lære af - som generelt med afrikanernes forhold til døden.

Han kommer som sagt vidt omkring - sin skole, biografen, biblioteket - hvor han som barn troede, at man skulle starte ved A og arbejde sig fremad; og han forstod ikke, hvordan en anden dreng allerede kunne være i gang med at læse Zola.

En smuk lille finesse er, at hvert kapitel er opkaldt efter en film - mange af dem fra 1940'erne og 1950'erne - de gamle sort-hvide film han så som barn i Rex-biografen. Man opdager det ikke først; men pludselig blev det for påfaldende, og jeg måtte lige tjekke de par stykker, der ikke var indlysende for mig.

Men det fuldender en særdeles dejlig bog. Jeg er altså vild med ham - og drømmer stadig om at møde ham en dag. Selvom han ved bogens afslutning tydeligt tilkendegiver, at han måske aldrig vender tilbage til Pointe-Noire. Han  har forladt sine rødder, men benytter dem på anden vis i sin litteratur. Personligt drømmer jeg jo kun om at vende tilbage til Afrika... men det er en anden historie!

Saturday, March 15, 2014

Fimbulvinter - Søren Mosdal

























  • Fransk
  • 15. marts
  • 136 sider

Jeg er bestemt ikke tegneserielæser; men der er en lidt pudsig historie bag denne bog, som udkommer i Danmark den 3. april i år. I min kontorbygning ligger også det belgiske tegneserieforlag, Casterman, som er et af verdens mest kendte indenfor denne branche. Forleden var jeg på vej ud i forårssolen med en kollega for at spise frokost, da vi møder en af hendes venner - som er redaktør på forlaget. De hilser og småsnakker, og jeg bemærker, at de jo netop er blevet opkøbt af det store franske forlagshus, Gallimard - hvilket vist morede herren, at jeg vidste. Min kollega mente at skulle forklare, at jeg læste HEEEELE tiden og også skrev en bogblog - og, at jeg var dansker. Hvorefter han fortæller om denne danske tegneserie, de netop har trykt i Belgien - lavere omkostninger selvfølgelig. Så selvom jeg ikke er tegneserielæser insisterede han på at forære mig en kopi, som jeg modtog senere samme dag - i den franske udgave dog.

Da emnet jo var nordisk og bekendt er det ikke så svært for mig at synes om den - selvom jeg ikke bruger så meget tid som en tegneseriefan på at beundre hver lille tegning. Men jeg kan sagtens se det kæmpe arbejde bag, og det er nogle både imponerende og skræmmende tegninger, der passer til den grumme historie om Erik den Røde.

Historien er den klassiske saga om Erik den Røde, der bliver fordrevet fra Island efter at have begået drab og rejser til Grønland, og bygger en koloni der. Årtier efter ankommer hans søn sammen med en præst, der har omvendt mig til kristendommen og de to må have deres endelige opgør.

Det er en tegneserie med blodigheder og vold; tegningerne ledsager denne historie særdeles fint og jeg nød rent faktisk at læse den - nok lidt mod mine forventninger.

Den evige toer - David Nicholls

























  • Engelsk
  • 12.-15. marts
  • 408 sider
  • Originaltitel: The Understudy

Jeg havde tidligere læst Nicholls' mere berømte roman, som senere blev filmatiseret - One day. En bog jeg kunne lide, og da jeg faldt over en af hans tidligere romaner til den rørende pris af 3 € i den lokale Oxfam, så var det jo svært at modstå. At jeg skulle have gjort det, kunne jeg konstatere , da jeg lukkede den i!

Stephen McQueen er suppleant for den berømte engelske skuespiller, Josh Harper - verdens 12. mest sexede mand (og så ser man straks Hugh Grant for sig); men selv er han lidt af en taber. Han venter bare på, at Josh skal blive syg, så han kan få sit store gennembrud og bevise over for sin ekskone og sin datter, at han ikke er den taber, alle anser ham for.

Så møder han Josh' unge og smukke kone; en amerikaner, som dog tilsyneladende er den eneste, der kan se igennem den forfængelige Josh - og forelsker sig i hende. Samtidig må han dække over Josh' utroskab mod en handel om, at denne bliver syg og giver ham sin chance på de skrå brædder. Og så er der selvfølgelig lagt op til en forviklingskomedie af bedste skuffe - så man sagtens kan se den filmatiseret som en utrolig dårlig Hollywood-produktion.

Forsiden praler af dens ustyrlige humor - selv morede jeg mig slet slet ikke; og jeg læste den færdig i håbet om en bedring - som aldrig kom.

Totalt spild af tid - men heldigvis ikke af for mange penge; og den røg direkte i papirskraldet, da jeg var færdig.

Wednesday, March 12, 2014

Faldet - Albert Camus

























  • Fransk
  • 10.-11. marts
  • 153 sider
  • Originaltitel: La chute

Camus' sidste roman er mildest talt heller ikke hans mest tilgængelige; han er jo ikke ligefrem letlæselig - men til gengæld er hans romaner jo sjældent særligt lange, og de fortjener læsning, når man har tid til at fordybe sig i hans ord.

Denne er dog uden tvivl den mest filosofiske og mystiske i hans forfatterskab; og man kan nemt falde i fælden af gå lidt hurtigt henover det. Faktisk stoppede jeg helt op og genlæste 20-30 sider for at være sikker på at få alle nuancerne med. 

Det hele er en lang monolog, hvor man dog fornemmer, at hovedpersonen taler til en anden person; en person han har mødt i en obskur bar i det mindre pæne kvarter af Amsterdam. Fortælleren er franskmand, og er 'flygtet' fra Paris nogle år tidligere. Han var en succesfuld advokat, der altid tog de udsattes sager; manden, der hjalp blinde over gaden; overlod sin plads i bussen til ældre mennesker - og alt andet godt han kunne gøre for at sætte sig selv i et forherligende lys. Han levede for at få denne opmærksomhed og taknemmelighed fra andre.

En dag går han over en af broerne i Paris, og ser en ung kvinde, der sidder ved kanten. Han undrer sig men går videre, da han hører lyden af kvinden, der rammer vandet. En person han stik mod sine principper ikke hjalp! Nogle år senere kommer han igen over broen, og hører en rå latter forfølge ham - sikkert slet ikke møntet på ham; men det bliver dråben, der driver ham ud i en livskrise efter at have forrådt den unge kvinde, der begik selvmord. Han ændrer holdning og får nu trang til at være modbydelig mod alle. At sige grove ord - set i lyset af 1950'ernes kultur er de dog ikke voldsomme i vore øjne; men det er forandringen i ham, der omdrejningspunktet i Camus' 

Han sammenligner Amsterdams kanaler i edderkoppespindmønster med Dantes helvede, og hans eget navn er langt fra valgt tilfældigt - Jean-Baptiste Clamence! Jean-Baptiste som Johannes Døberen, der forudsiger Kristi ankomst og udpeger ham som Guds lam. Clamence er med en let omskrivning til Clémence det franske ord for barmhjertighed - en særegen egenskab for en dommer.

Netop funktionen som dommer er absolut heller ikke uden betydning - slet ikke da fortælleren indrømmer overfor sin usynlige tilhører, at han ejer det manglende panel fra altertavlen i Ghent, hvis franske titel refererer til Guds lam og hvis historie Noah Charney beskriver i den faglitterære bog, jeg læste i efteråret. Det stjålne panel er nemlig det, der forestiller de "De retfærdige dommere", og bliver således en legemliggørelse af den rolle fortælleren må tildele sig selv for at retfærdiggøre hans manglende handling i det afgørende sekund, da en kvinde døde.

Han har forladt sit liv i Paris, og mener selv at have fået et langt bedre liv, hvor han nu sidder og dømmer folk fra alle samfundslag i den usle havnebar. I virkeligheden kan man jo se den mand, hvis liv er faldet fra hinanden af skam, og i stedet lever et forhutlet, fordrukkent og sørgeligt liv, hvor han nok snarere er en pestilens for barens kunder. Han påstå at have modtaget maleriet - det er nok også snarere stjålent. 

Camus berører mange religiøse emner i denne bog på trods af hans højt proklamerede atéisme; men det er tit retfærdigheden og dommen i troen, der optager ham - som det også ses i romanen De Retfærdige. Det er ideen om, at vi opnår forståelse og tilgivelse, og at vi bekæmper had. Så uanset, hvor ateistisk han er - og dog opdraget som en god katolik - så er religiøse temaer konsekvent omdrejningspunktet i hans romaner igennem hele hans forfatterskab. På sin vis er det jo en oprigtig ateist, der kender sin Bibel så godt, at man kan bygge en person op over Johannes Døberen og har alle sine referencer på plads til at forholde sig kritisk til emnet. Lidt mere intelligent end de mange mennesker, der vist snarere er ateister for ikke at betale skat til Folkekirken - og igen tager det mig tilbage til min fikse idé - at alle bøger på en måde nedstammer fra Bibelen. Derfor kommer man langt med at have sine referencer i orden - og jeg skriver mig endnu en gang bag øret, at jeg altså MÅ i gang med at læse Bibelen fra ende til anden.

Sunday, March 9, 2014

Velazquez

























  • Fransk
  • 9. marts
  • 95 sider


Jeg havde behov for lidt skønhed i sjælen efter den lidt triste men meget gribende læsning af Gadefejeren. Og søndage er gode dage til kunstbøger; de er alt for uhåndterlige at have med i sporvognen selvfølgelig - og det er praktisk med lidt Wikipedia inden for rækkevidde; selvom jeg holdt mig til min favoritperiode, hvor der ikke er mange overraskelser længere i historiens kronologi.

Jeg er jo passioneret af flamsk og italiensk renæssance; men der er nogle spanske malere, der virkelig rammer mig - Goya, Zurbaran, El Greco (der er virkelig tale om kærlighed!!!) og så Velazquez - for nu ikke at blande Picasso ind i det; han blandede sig alligevel i alle de gamle mestres værker.

Velazquez er mest kendt for sine hofportrætter af Habsbourg-familien og selvfølgelig Las Meninas, som var højdepunktet i mit besøg på Prado i 2009. Det er grund nok til at rejse til den by - og så kan man passende følge op med Picassos 58 nyfortolkninger på hans museum i Barcelona ved en senere lejlighed, som jeg selvfølgelig gjorde. Men min ledsager på Prado i 2009 var temmelig lidt sensibel over for kunst, og jeg måtte meget mod min vilje løbe det igennem på under en time, og fokusere på de vigtigste malerier.

Så det var med fryd at jeg læste og så mig igennem denne smukke bog, og så mange af de malerier, der bør få mig retur til Madrid og Prado; men også til Rom - for selvom jeg har været der flere gange, har jeg endnu ikke set hans monumentale portræt af Innocent X i levende live. 

Det er det værste ved de bøger - jeg er to sekunder fra at booke en flybillet med det samme; men der er jo også gode sider - og det er nydelsen ved at drage linierne mellem de forskellige malere; sammenligne deres kunst og sætte dem i en historisk kontekst. Og heldigvis så jeg da en del Velazquez i Wien - naturlig nok som en del af den omfattende Habsbourg-samling. Det gjorde godt med et gensyn og lidt skønkunst til at fordøje indtrykkene fra den tidligere bog!

Gadefejeren - Elliot Perlman

























  • Engelsk
  • 4.-8. marts
  • 554 sider
  • Originaltitel: The Street Sweeper

"Memory is a wilful dog. It won't be summoned or dismissed but it cannot survive without you. It can sustain you or feed you. It visits when it is hungry, not when you are. It has a schedule of its own that you can never know. It can capture you, corner you or liberate you. It can leave you howling and it can make you smile."

Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde læst denne bog, som har stået i reolen i ti måneder. Hvis jeg ikke havde læst den, så ville jeg nemlig stadig have denne oplevelse til gode. Hvis jeg havde ladet den stå, kunne jeg glemme den. Nu kan jeg blot huske, at jeg har læst en bog, som er uforglemmelig. Den landede først via New York Times Bestseller-liste; men så blev jeg i tvivl. Jeg læste anmeldelser, som nedgjorde den og den måtte vente. Da jeg så startede, var jeg blæst omkuld. Jeg læste, jeg havde gåsehud, jeg græd mig igennem visse passager. Og jeg fortrød med en dyb melankoli den sidste side. Det er en af den slags bøger, som blot mærker dig som læser.

Lamont Williams er en sort amerikansk mand, der er havnet i fængsel på en misforståelse. Han kommer til at sidde inde i seks år, og da han er ude flytter han tilbage til bedstemoderen, og arbejder som rengøringsassistent på et hospital i New York. Han har en datter, som han ingen kontakt har til. Han har en kusine, som lader til at have glemt ham, da han kom i fængsel. Han møder den gamle kræftdøende Mandelbrot på hospitalet, og denne begynder mod Lamonts vilje at fortælle ham sin livshistorie.

Parallelt er der Michelle McGray - Lamonts kusine - som er gift med den fine universitetshistoriker Charles. Der er Charles' far, som arbejdede for de sortes ligestilling i USA. Og der er Adam, som er nedstammet fra polske jøder, og nu arbejder for Charles og ved, at hans job er på vippen. Han smider kæresten, Diana, ud og indstiller sig selv på at hans arbejde som historiker er fejlslagen.

Alle disse menneskers skæbner væves sammen - uden, at det er amerikansk sentimentalitet. Perlman er jøde, og hans historie er Holocaust; men også uretfærdighederne begået mod sorte amerikanere. Hans historie er hukommelse. Erindring. Minder. Overlevering. Vigtigheden i at fortælle verden, hvad der er sket for at undgå, at det gentager sig.

Lamont besøger den gamle mand på hospitalet. Adam finder båndoptagelser fra 1946 fra lejrene i Europa, hvor de overlevende jøder fortæller deres historie. De kommer fra vidt forskellige miljøer; men begge fra etniske kulturer, der har været udsat for 'hetz' - virkelig alt for mildt et ord her!

"In memory of Rosa Robota, Estusia Wajcblum, Ala Gertner, Regina Safirztain and Denise McNair, Carole Robertson, Cynthia Wesley, Addie Mae Collins who all died from different manifestations of the same disease."

Det er forordet, og det er personer døde under nazisternes hånd eller af dræbt af raceuroligheder i USA. Perlmans bog indeholder mange reelle personer, som fx Emanuel Ringelblum, som begravede sin historie om livet i ghettoen i Warszawa og som blev fundet i 1950.

En del af kritikken omkring Perlmans roman er netop denne "historieundervisning" - og, at den er tung i starten. Man skal over de første 30-40 sider, hvor det hele virker lidt diffust; men så begynder han at arbejde med hukommelsen. Vores hukommelse. Og det er ikke doktrinært. Det er en påmindelse om, at der er sket forfærdelige ting i verden, som gør, at vi i dag kan leve i (nogenlunde) fred og ro. Hvor vigtigt det er, at tingene bliver fortalt!

I tiden lige efter krigen var ikke mange udenfor Tyskland og Polen reelt interesserede i at vide omfanget af de grusomheder, der havde fundet sted. Man vidste ikke, at koncentrationslejrene eksisterede under selve krigen. Men efter krigen var der en skamfølelse, som umuliggjorde et ansvar og en erkendelse. Der var også mange overlevende, der ikke ønskede at tale om det. Primo Levis berømte overlevering blev måske for meget for selv ham. Og 'vi' andre foretrak måske at vende det døve øre til - nu det hele var overstået.

Perlmans lektion er, at de tidligere slavers kamp for frihed ikke er ulig jødernes situation som værende uønskede. Begge gruppers situation er ikke nødvendigvis løst for endeligt - selv i det 21. århundrede.

Derfor er det vigtigt, at vi husker. At vi fortæller. At vi bliver ved med at læse, skrive og fortælle om historien. Jeg kan godt blive nervøs for, at børn i dag ikke forstår den historie og dens grusomhed.

Det er Perlmans endelige og gribende budskab - som de sagde i cellerne i Auschwitz:

"Tell everyone what happened here."

Læs den!!!!!!!!!!!!!!!

Tuesday, March 4, 2014

I venlig erindring - Françoise Sagan

























  • Fransk
  • 2.-3. marts
  • 215 sider
  • Originaltitel: Avec mon meilleur souvenir

Jeg synes, at den danske titel er temmelig misvisende og lidt for underspillet og flad - den rigtige oversættelse skulle være Med min bedste erindring. Den titel forstår jeg anderledes, når man kender til Sagan og hendes omtumlede liv. Jeg læser imellem linierne et forsvar - et svar på tiltale af alle de ting, der blev sagt og skrevet om hende i fransk presse i årtier. Og her tager hun til genmæle! Hun kunne også have kaldt den Med min bedste overbevisning.

Det er ikke i ordets strengeste forstand hendes erindringer; hun skrev bogen i 1984, da hun var knap 50 år gammel - men hun døde først tyve år senere; i dyb armod og ødelagt af druk og stoffer. Men i denne bog tager hun fat på forskellige emner, som uden tvivl står hende nært men som også definerer hende - Fart (hun blev beskyldt for at være lidt af bisse på vejene); Spil (det er almindeligt kendt, at hun brugte formuer på casinoer og endog lod sig forbyde adgang); Saint Tropez (stedet, hvor de unge, de smukke og de rige mødtes i 1960'erne); Teater (om hendes successer og fadæser) og ikke mindst bøger, som selvsagt betød meget for hende allerede som teenager.

Der er også et par kapitler om bestemte personer - Billie Holiday, Orson Welles, Rudolf Nureyev og Jean-Paul Sartre. Personer, hun havde et særligt forhold til og som hun især beundrede. Det er et rørende afsnit om hendes møder med den gamle Sartre, der er blevet blind og ikke længere kan skrive. Hun tager ham med på restaurant en gang om ugen, og hvor andre af hans venner væmmes ved at se ham have svært ved at spise ordentligt - så skærer hun hans mad i små stykker som til et spædbarn. Han dør og hun er i dyb sorg, og skriver, at selvom han var 30 år ældre end hende, så håbede hun at dø før ham. Hun understreger, at hun i hvert fald ikke håber at leve 30 år til - og der fik hun jo heldigvis ret. Det blev kun til 24 år mere end Sartre.

Sagan havde et fatalistisk og til tider meget sort livssyn. Hun fortrød 'den gamle verden', som i hendes øjne var teenagetiden og den totalt ubekymrede periode i slutningen af 1950'erne, hvor hun havde penge, var ung, smuk og feteret - og hvor Saint Tropez endnu var en idyllisk lille fiskerlandsby - i hastig udvikling mod den rædsel, man besøger i dag. Jeg var der selv i sommers, og fra det sekund vi ankom til byen, tænkte jeg blot på at komme væk igen.  

Hun gider vel faktisk ikke den verden, hun ser komme, og meget pudsigt skriver hun et sted - min oversættelse:

"Vi er i 1980, og jeg ved ikke om vi når til år 2000 uden at et eller andet stædigt fly med en besætninge, der er døv overfor opråb [....] styrer imod os med vores øjeblikkelige askedækkede død i vingerne."

Det virker jo lidt profetisk! Men det er nok snarere et udtryk for hendes afsky for al det moderne. Hun elskede farten - og syntes ikke om den nye motorveje og alle kontrollerne. Hun elskede at spille og gamble - og muligvis også snyde lidt. Hun elskede at feste - og drikke - og gerne i forbindelse med de to ovennævnte beskæftigelser. Alt i alt en dårlig kombination i vore mere moderne tider.

Hun skriver til gengæld ikke et ord om sine mænd. Hun skriver om alle de mænd, hun beundrede men ikke elskede eller havde et forhold til. Men ikke et ord om de to ægtemænd - eller endnu vigtigere hendes elskerinder. Hun vælger at forsvare sig på de punkter, hun kan og med sin endegyldige ret at beholde sit privatliv for sig selv. Og det er vel en fin selvbiografi - vel vidende, at andre nok skal sørge for at fortælle deres version af din historie.

Sunday, March 2, 2014

Farlig sommerleg - Françoise Sagan

























  • Fransk
  • 2. marts
  • 154 sider
  • Originaltitel: Bonjour tristesse

Forleden dag fandt jeg to bøger i reolen, som jeg pudsigt nok aldrig har læst - af den franske skandaleombruste forfatter Françoise Sagan. Den ene er hendes erindringer, men så tænkte jeg, at jeg måske inden lige skulle genlæse hendes debutroman. Det er en hurtig lille sag, som jeg nød med morgenmaden, kaffen og mens husets maskiner kørte, som de gør på en søndag formiddag.

Sagan er - var - en kontroversiel person; hun led af misbrug under flere former; hun havde et anstrengt forhold til penge, og døde i den dybeste armod; hun var gift to gange men levede sine største kærlighedsforhold med kvinder og ligger i dag begravet mellem sin afdøde elskerinde og eksmand. Absolut ikke en kedelig dame!

Denne, hendes debutroman, udkom i 1953, da Sagan var 18 år gammel - og udover hendes unge alder, var det også temaet, der skabte røre.

Cécile er en ung pige - på Sagans egen alder - hvis mor er død ung. Hun har tilbragt det meste af sin barndom på kostskole, men da hun skal i gymnasiet flytter hun hjem til faderen, der er lidt af en skørtejæger og færdes i det parisiske natteliv med en umådelig appetit på morskab og yngre kvinder. Han slæber Cécile med til det hele på trods af hendes unge alder. Denne sommer har de lejet et hus i Sydfrankrig og faderen har slæbt sin seneste erobring med - en ung kvinde på 26 år. 

Cécile morer sig med naboens søn, som også er 26 år, og håbløst forelsket i hende, og alt ånder almindelig ferieidyl. Men de får besøg af Anne, en af moderens ungdomsveninder, og hurtigt ender faderen i hendes seng og den unge elskerinde forsvinder. Men Anne er en moden kvinde, der ikke vil have en skørtejæger, og i øvrigt synes, at opdragelsen af Cécile er useriøs. Hun vil giftes, hun vil presse Cécile til at studere mere og more sig meget mindre. Nabosønnen bliver forbudt territorie og hun tvinges til at læse op til eksamen.

Cécile ser med det samme, at hendes ubekymrede idyl med faderen er i fare, og hun udtænker en diabolsk plan, som kun en forvirret teenagepige kan gøre det. Nabosønnen skal lade sig se med den forsmåede elskerinde, og vække faderens jalousi - det er at ramme han lige midt i hans ego. Cécile skifter konstant mellem at fortryde og hade Anne endnu mere. Hun tyer til havet som til den manglende moder, og ser solen som symbolet på den altomfavnende, morsomme men totalt uansvarlige fader - og hendes manipulation får ret grusomme konsekvenser.

Det er i sig selv en smuk men barsk historie; men hvad der uden tvivl har rystet borgerskabet i 1953 er, at en så ung pige kan have kendskab til de ting. Sagan var allerede der anderledes end sine jævnaldrende, og den dualitet Cécile besidder, er i store træk den samme som Sagan kæmper mod hele sit liv.

Romanen sætter de to typer op mod hinanden - de egoistiske som Cécile og faderen, der blot bruger deres omgivelser og den seriøse velmenende Anne, som kunne have skabt den stabilitet, der så tydeligt mangler i deres liv. Men som de inderst inde slet ikke er modne til.

Det er en af de bøger, man genlæser med glæde og for dem, der ikke kender Sagan er det et stormende første møde, der venter!

Det syvende barn - Erik Valeur

























  • Dansk
  • 24. februar - 1. marts
  • 692 sider

Den har stået på reolen i mere end et år med de blå elefanter, der trodsede mig hver gang, jeg skulle finde en ny bog at gå i gang med. Men det blev aldrig bogen, der fik mig til at føle, at jeg stod med en hel elefant i hænderne. Men.... læses skulle den jo; og jeg har været rimeligt grebet af den i den forgangne uge.

Jeg er jo generelt ikke så god til dansk litteratur - der er nogle få undtagelser; men med den ros denne roman havde fået, så var den endt der.

Det er en grum historie om små børn, der får en barsk start på livet. Deres mødre er af forskellige årsager kommet i uføre, kan man gætte sig til, og der i starten af 1960'erne var der selvfølgelig ikke fri abort. Moderen fødte med et hvidt klæde over hovedet for ikke at se barnet, og det blev straks taget fra hende. Så endte de på det fine børnehjem i Skodsborg, hvor forstanderinden Magna passede dem og fandt de rigtige adoptivforældre, som som regel ikke fik meget at vide om de biologiske forældre.

Men der er et enkelt barn, der falder helt uden for kategori, og som må skjules helt og aldeles så man ikke finder dets rødder. Skuespillet forløber fint i mere end 40 år; indtil en stædig mor dukker op og vil vide, hvor hendes barn er. Det sætter gang i tankerne hos det barn, der blev tilbage på børnehjemmet - den skæve Marie, der blev forstanderindens plejebarn. Hun voksede op og blev boende på hjemmet, men spionerede igennem årene de seks andre, hun lå på stue med som spæd. En form for jalousi over for dem, der virkelig fik en reel familie og kom væk - men deres skæbner var alle lidt tragiske.

Da børnehjemmet skal fejre forstanderindens 60-års jubilæum spidser tingene til, og det er det rigtige tidspunkt at få trommet tropperne sammen, og et anonymt brev til de fem mænd, der var spædbørn i Elefantstuen samt en kopi til landets magtfulde Nationalminister (en opdigtet post) får lavinen til at rulle. Der er måske noget fordækt i den historie om børnene fra 1961 - i hvert fald kan ingen finde frem til, hvem deres biologiske forældre var.

Marie sidder med alle trådene, og styrer de andre som marionnetter - men man er fra starten i tvivl om hendes rolle i det hele. Det indebærer så mange løgne, og så mange konfrontationer for de implicerede og deres adoptivforældre, at det er smertefuldt og river op i alle de gamle sår. Samtidig er der et islæt af en politisk krimi.

Adoption er et emne, som altid kan få følelserne frem. For det er jo nærmest vores basale humane ret at vide, hvor vi kommer fra - det er i hvert fald med til at forme os og tilsvarende skabe utryghed, når vi ikke kan få de svar. Men sådan var det jo ikke på den tid, og der er uden tvivl triste skæbner at finde - og en masse, der aldrig fik besked om deres fortid.

Erik Valeur sætter sig selv i romanen som journalisten Knud Tåsing, der ikke var adopteret, men tilbragte en kort tid på børnehjemmet - akkurat som han selv; og det var også fra hans journalistiske virke, at ideen til romanen kom. Og romanen sejrede!

Det er en virkelig stor mundfuld. Der er et strejf af fantasy i visse dele af fortællingen; personer, man knap ved om findes eller ej - og Skæbnen, Godheden og alle mulige andre spiller deres rolle i mysteriet, som virkelig først forklares i bogens slutning. Alligevel ved jeg ikke helt, hvad jeg synes? En god historie, men meget springende til tider, og visse personer blev aldrig helt levende for mig. Som debutroman må man dig sige, at det er en kraftpræstation at levere et sådant værk.