Le Code d'Esther - Bernard Benyanim/Yohan Perez

• Fransk
• 23.-24. marts
• 303 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Umiddelbart ligner forsiden et forsøg på at lave en Dan Brown-succes; en mystisk kode, en forbindelse fra fortiden - og Bibelen - til nutidige hændelser. Men - og det gjorde jo hele forskellen - jeg fandt bogen i faglitteraturafdelingen. Jeg må nemlig indrømme, at jeg ikke længere er til den anden slags. Jeg vil måske nok læse Dan Browns Inferno, når den kommer i paperback og til en god flytur. Men det er jo ikke litteratur!

Bernard Benyamin er en fransk journalist, som i årevis har arbejdet på et af mine yndlingsprogrammer på fransk fjernsyn - og han er jøde omend ikke praktiserende. Da hans mor dør beslutter han sig dog alligevel for at overholde de regler, der er forbundne hermed - deriblandt at dagligt besøge en synagoge og læse Kaddishen højt. Her møder han den yngre og meget ortodokse Yohan, som fortæller ham om et projekt, han arbejder på - og som ingen andre end han selv tror på. Yohan får overtalt Bernard til at kigge på det - selv at tage skridtene og se, om han bliver interesseret eller berørt nok til at ville gå videre.

Mysteriet omhandler Ester's bog - et skrift i det Gamle Testamente, som ligeledes er en del af den jødiske Torah. Den er i sig selv anderledes end de andre bøger i Bibelen, idet den ikke nogle steder nævner Guds navn - men er overordentlig vigtig i den jødiske tro, da den har lagt navn til Purim-festen. Esters bog er en smuk fortælling, som så mange andre historier i Bibelen - kongen, prinsessen og det halve kongerige; de gode og de onde... alle ingredienser til en god historie! Her er den onde kongens minister, Haman, som vil udrydde samtlige jøder. Dronningen Ester får forpurret planerne; ministeren og hans ti sønner bliver hængt og jøderne fejrer den dag i dag disse hændelser med Purim-festen, som afholdes i foråret. Det var det første forsøg på en total udryddelse af jøderne - en Endlösung.

I 1946 afholdt man i Nürnberg retssagerne mod krigsforbryderne fra 2. Verdenskrig; og en af de dømte var Julius Streicher, som var grundlæggeren af et antisemitisk tidsskrift. Han blev hængt  - eller snarere stranguleret (og henretteren blev hurtigt fyret) - men lige inden han døde råbte han "Purimfest 1946". Men dette var jo i efteråret og dermed ikke tiden for den årlige fest. Men jøderne undrede sig - og det er dette mysterie, der årtier senere optager den unge Yohan.

Den jødiske tro er i høj grad baseret på tydningen af ordene ved hjælp af deres numeriske værdi - en kunst, som kabbalisterne har drevet endnu videre. Men det er her de to mænd begynder at finde en sammenhæng; de rejser fra Paris til Nürnberg, hvor rettergangen fandt sted; til Landsberg, hvor Hitler sad i fængsel og skrev Mein Kampf; til Jerusalem, hvor de er ved Grædemuren under Purim-festen og til Zürich, hvor millioner stadig står frosne i bankkonti, der tilhørte afdøde jøder. Benyamin, som er indædt kartesianer, begynder at mærke gruen i den symbolik, der afsløres for ham - og hans tro begynder at ændre sig. Rejsen til især Jerusalem bliver et vendepunkt - og det forstår jeg; da jeg stod ved Grædemuren eller oppe på Oliebjerget var jeg vist også parat til hvad som helst - ramt af et midliertidigt Jerusalem-syndrom, som man uundgåeligt bliver det i den by.

En hårrejsende detalje er historien om Haman og de ti sønner, der hænges. Benyamin betragter Haman som separat fra sønnerne. En rabbiner fortæller ham, at det er som de hængte fra Nürnberg - det er et profeti. Men i Nürnberg var der oprindeligt elleve dødsdømte - indtil Göring begik selvmord natten inden; Benyamin er overbevist om at gennemhulle argumentet nu! Men i Esters bog var der også elleve - den sidste var en datter, som begik selvmord. Skal man tro på denne sammenhæng, er det jo vanvittigt pudsigt at det er en pige versus Göring, som jo netop er kendt for sine seksuelle tendenser. Men Benyamin mangler sin Haman for, at historien skal give mening for ham - indtil han opdager, at den mand, der omskrev og udgav Mein Kampf hed Max Amann. Døm selv. Haman. Amann. Med diverse muligheder for stavning af det første navn afhængig af, hvilket sprog man læser på.

Der er mange steder på nettet man kan finde informationer om det, som de to mænd sammen finder frem til - andre har uden tvivl fundet de samme konklusioner - men det er fascinerende! Prøv fx at se regnestykket her eller her. 

Om man skal tro på den slags er jo selvfølgelig svært at dømme; og der er da heller ingen endegyldig facitliste på det, de to mænd finder frem til. Men det er et faktum, at Streicher læste og forstod yiddisch, og var imponerende inde i de jødiske historier og symboler. Jeg synes personligt, at judaismen er fantastisk spændende, og den verdensreligion, som har de smukkeste ritualer - jeg nød derfor denne historie, selvom den jo er baseret på dystre historier. Men mennesket har altid haft behov for at sætte tragedier i en sammenhæng, og måske kan dette skjulte profeti (sandt eller ej) dulme en smerte over de millioner af jøder, der mistede livet dengang.