Det syvende barn - Erik Valeur

• Dansk
• 24. februar - 1. marts
• 692 sider

Den har stået på reolen i mere end et år med de blå elefanter, der trodsede mig hver gang, jeg skulle finde en ny bog at gå i gang med. Men det blev aldrig bogen, der fik mig til at føle, at jeg stod med en hel elefant i hænderne. Men.... læses skulle den jo; og jeg har været rimeligt grebet af den i den forgangne uge.

Jeg er jo generelt ikke så god til dansk litteratur - der er nogle få undtagelser; men med den ros denne roman havde fået, så var den endt der.

Det er en grum historie om små børn, der får en barsk start på livet. Deres mødre er af forskellige årsager kommet i uføre, kan man gætte sig til, og der i starten af 1960'erne var der selvfølgelig ikke fri abort. Moderen fødte med et hvidt klæde over hovedet for ikke at se barnet, og det blev straks taget fra hende. Så endte de på det fine børnehjem i Skodsborg, hvor forstanderinden Magna passede dem og fandt de rigtige adoptivforældre, som som regel ikke fik meget at vide om de biologiske forældre.

Men der er et enkelt barn, der falder helt uden for kategori, og som må skjules helt og aldeles så man ikke finder dets rødder. Skuespillet forløber fint i mere end 40 år; indtil en stædig mor dukker op og vil vide, hvor hendes barn er. Det sætter gang i tankerne hos det barn, der blev tilbage på børnehjemmet - den skæve Marie, der blev forstanderindens plejebarn. Hun voksede op og blev boende på hjemmet, men spionerede igennem årene de seks andre, hun lå på stue med som spæd. En form for jalousi over for dem, der virkelig fik en reel familie og kom væk - men deres skæbner var alle lidt tragiske.

Da børnehjemmet skal fejre forstanderindens 60-års jubilæum spidser tingene til, og det er det rigtige tidspunkt at få trommet tropperne sammen, og et anonymt brev til de fem mænd, der var spædbørn i Elefantstuen samt en kopi til landets magtfulde Nationalminister (en opdigtet post) får lavinen til at rulle. Der er måske noget fordækt i den historie om børnene fra 1961 - i hvert fald kan ingen finde frem til, hvem deres biologiske forældre var.

Marie sidder med alle trådene, og styrer de andre som marionnetter - men man er fra starten i tvivl om hendes rolle i det hele. Det indebærer så mange løgne, og så mange konfrontationer for de implicerede og deres adoptivforældre, at det er smertefuldt og river op i alle de gamle sår. Samtidig er der et islæt af en politisk krimi.

Adoption er et emne, som altid kan få følelserne frem. For det er jo nærmest vores basale humane ret at vide, hvor vi kommer fra - det er i hvert fald med til at forme os og tilsvarende skabe utryghed, når vi ikke kan få de svar. Men sådan var det jo ikke på den tid, og der er uden tvivl triste skæbner at finde - og en masse, der aldrig fik besked om deres fortid.

Erik Valeur sætter sig selv i romanen som journalisten Knud Tåsing, der ikke var adopteret, men tilbragte en kort tid på børnehjemmet - akkurat som han selv; og det var også fra hans journalistiske virke, at ideen til romanen kom. Og romanen sejrede!

Det er en virkelig stor mundfuld. Der er et strejf af fantasy i visse dele af fortællingen; personer, man knap ved om findes eller ej - og Skæbnen, Godheden og alle mulige andre spiller deres rolle i mysteriet, som virkelig først forklares i bogens slutning. Alligevel ved jeg ikke helt, hvad jeg synes? En god historie, men meget springende til tider, og visse personer blev aldrig helt levende for mig. Som debutroman må man dig sige, at det er en kraftpræstation at levere et sådant værk.