Farlig sommerleg - Françoise Sagan

• Fransk
• 2. marts
• 154 sider
• Originaltitel: Bonjour tristesse

Forleden dag fandt jeg to bøger i reolen, som jeg pudsigt nok aldrig har læst - af den franske skandaleombruste forfatter Françoise Sagan. Den ene er hendes erindringer, men så tænkte jeg, at jeg måske inden lige skulle genlæse hendes debutroman. Det er en hurtig lille sag, som jeg nød med morgenmaden, kaffen og mens husets maskiner kørte, som de gør på en søndag formiddag.

Sagan er - var - en kontroversiel person; hun led af misbrug under flere former; hun havde et anstrengt forhold til penge, og døde i den dybeste armod; hun var gift to gange men levede sine største kærlighedsforhold med kvinder og ligger i dag begravet mellem sin afdøde elskerinde og eksmand. Absolut ikke en kedelig dame!

Denne, hendes debutroman, udkom i 1953, da Sagan var 18 år gammel - og udover hendes unge alder, var det også temaet, der skabte røre.

Cécile er en ung pige - på Sagans egen alder - hvis mor er død ung. Hun har tilbragt det meste af sin barndom på kostskole, men da hun skal i gymnasiet flytter hun hjem til faderen, der er lidt af en skørtejæger og færdes i det parisiske natteliv med en umådelig appetit på morskab og yngre kvinder. Han slæber Cécile med til det hele på trods af hendes unge alder. Denne sommer har de lejet et hus i Sydfrankrig og faderen har slæbt sin seneste erobring med - en ung kvinde på 26 år. 

Cécile morer sig med naboens søn, som også er 26 år, og håbløst forelsket i hende, og alt ånder almindelig ferieidyl. Men de får besøg af Anne, en af moderens ungdomsveninder, og hurtigt ender faderen i hendes seng og den unge elskerinde forsvinder. Men Anne er en moden kvinde, der ikke vil have en skørtejæger, og i øvrigt synes, at opdragelsen af Cécile er useriøs. Hun vil giftes, hun vil presse Cécile til at studere mere og more sig meget mindre. Nabosønnen bliver forbudt territorie og hun tvinges til at læse op til eksamen.

Cécile ser med det samme, at hendes ubekymrede idyl med faderen er i fare, og hun udtænker en diabolsk plan, som kun en forvirret teenagepige kan gøre det. Nabosønnen skal lade sig se med den forsmåede elskerinde, og vække faderens jalousi - det er at ramme han lige midt i hans ego. Cécile skifter konstant mellem at fortryde og hade Anne endnu mere. Hun tyer til havet som til den manglende moder, og ser solen som symbolet på den altomfavnende, morsomme men totalt uansvarlige fader - og hendes manipulation får ret grusomme konsekvenser.

Det er i sig selv en smuk men barsk historie; men hvad der uden tvivl har rystet borgerskabet i 1953 er, at en så ung pige kan have kendskab til de ting. Sagan var allerede der anderledes end sine jævnaldrende, og den dualitet Cécile besidder, er i store træk den samme som Sagan kæmper mod hele sit liv.

Romanen sætter de to typer op mod hinanden - de egoistiske som Cécile og faderen, der blot bruger deres omgivelser og den seriøse velmenende Anne, som kunne have skabt den stabilitet, der så tydeligt mangler i deres liv. Men som de inderst inde slet ikke er modne til.

Det er en af de bøger, man genlæser med glæde og for dem, der ikke kender Sagan er det et stormende første møde, der venter!