World Travel - Laurie Woolever / Anthony Bourdain

 

• Engelsk
• 27.-31. december
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var meget begejstret for - men også berørt af - Woolevers "biografi" af Anthony Bourdain; og om nogle dage kommer der en portrætudsendelse af ham på Netflix, som jeg bestemt også skal se. Så inden da, og et tiltjent afbræk i tempelriddernes historie læste jeg hans uofficielle rejseguide.

Det er ikke en rejseguide i traditionel forstand; det er et stort format, og med mange lande får man kun ganske få informationer per land.

Bourdain arbejdede på bogen sammen med Woolever, da han besluttede at ende sit liv i 2018. De havde haft nogle møder; der var noter og optagelser, og de havde besluttet sig for formatet og hvilke lande, der skulle indgå i bogen. Da Bourdain døde, var projektet principielt dødt - men måske relateret til pandemien, satte Woolever sig for at færdiggøre den. Hendes input er adskilt fra Bourdains i skriften; hans står med blå fed skrift - men blot ved at læse den, fornemmer man hans ord - og hører hans ikoniske stemme.

Mange citater stammer fra tidligere tv-programmer, og der er en udførlig liste over dem til sidst.

Princippet er simpelt - for hvert land er der en kort intro; dernæst lidt om, hvordan man bedst kommer dertil uden at det bliver en oversigt over lufthavne og togtider. Dernæst følger beskrivelser af maden, stedet og de hoteller, som Bourdain især husker og var imponeret af.

Uden på nogen måde at have de samme økonomiske midler som Bourdain; så er jeg absolut fan af hans tilgang til rejser. Han kunne godt lide luksusindkvartering - ikke nødvendigvis femstjernede internationale hoteller; men også de mere lokale specielle steder man kan finde. Og så elskede han at komme ud blandt de lokale - på markeder, i restauranter - alle steder, hvor han fik den upolerede version af landet og maden.

Præcis samme måde er den jeg har rejst på i mange lande - især udenfor Europa (hvor det jo er en selvfølge). Men i Senegal, Jamaica, Cuba, Sri Lanka... etc. - kom ud af hotellet, væk fra turisterne og spis sammen med de lokale fra gadeboder og markeder. Vær forsigtig - men ikke hysterisk! Jeg har aldrig taget malariapiller eller mælkesyretabletter - jeg har en enkelt gang fået et vanvittigt maveonde, da jeg drak vand i Banjul uden at tjekke, at flasken havde været åbnet. Det var ikke en sjov tur hjem i flyveren - men jeg lærte altid at tjekke lige netop dette.

Bogen dækker utroligt mange lande; også mange, jeg aldrig kommer til at besøge sikkert. Men jeg kan støde på for eksempel en nepalsk restaurant andre steder - og nu har jeg en idé om deres specialiteter. Andre steder er nogle jeg ved jeg kommer til i 2023, og så blev der taget noter! Derfor er det mere en inspirationsbog end en reel rejseguide man ville pakke i kufferten; og det er først og fremmest et genhør med hans utroligt skønne verdenssyn, åbenhed og nysgerrighed.

Thibaut or la Croix perdue (Les chevaliers I) - Juliette Benzoni

 

• Fransk
• 27.-30. december
• 620 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var vist startet på denne en gang tidligere; men kom aldrig rigtigt i gang - så nu startede jeg forfra. Den har også stået i ventebunken i et par år; en trilogi om korsriddere, tempelriddere og middelalderhistorie. I 2014 opdagede jeg den franske forfatter med en forkærlighed for historiske romaner; og så læste jeg ni af hendes romaner over det næste årstid. Så jeg bestilte denne trilogi, men så gik der lidt tid.

Historien er som sagt en trilogi, der foregår over en længere periode, og vi følger flere generationer. I denne første del starter vi i 1244 i Frankrig, hvor den unge Renaud flygter fra sin landsby, da han bliver anklaget for tyveri. Hans far har tidligere givet ham instrukser om at finde en gammel tempelridder, som bor alene oppe i bjergene. Da han finder munken Thibaut, begynder denne at fortælle ham sin livshistorie - som viser sig at være hans egen historie også.

Vi skal tilbage til 1176 i Jerusalem, hvor Thibaut er soldat/ridder for den unge konge Balduin IV.

Historien omhandler en del reelle personer, som Balduin og hele hans familie - og Thibaut er placeret som uægte barn af kongens onkel, og dermed forklares hans rolle tæt på kongen. Det er en behændig måde at få en levende historie; og selvom der vides temmelig meget om de reelle personer, så er det jo 900 år gammel historie.

Kongen var spedalsk, og man vidste dermed, at han ikke ville leve længe - men han var en aktiv kriger; denne del af verden var allerede dengang i tumult. Korsridderne ville regere i Jerusalem på grund af Jesu grav; men andre mellemøstlige muslimske ledere havde også deres øjne på områderne - som den berygtede Saladin.

Der er derfor en del navne og årstal - og mange krige - at holde styr på; og så kan jeg ikke læse den slags bøger uden konstant at skulle undersøge, hvilke personer er reelle eller fiktive og om de historiske data er korrekte. Desuden havde man i middelalderen en forfærdelig tendens til at genbruge de samme navne; så alle hedder det samme, men tilhører forskellige dynastier. Det bliver til en meget afbrudt læsning, indtil jeg føler mig tilpas i det og kan overgive mig til historien. Men den er historisk korrekt; Benzoni er dygtig til sit fag!

Måske er der lidt for mange krige og intriger frem og tilbage til min smag; men der er også historier, som jo selvfølgelig er fiktion omkring de mange protagonister. Og vores Thibaut viser sig at skulle have haft en affære med Balduins halvsøster, som senere bliver dronning af Jerusalem. Renaud er nemlig en efterkommer af den historie. Thibaut flygter til Frankrig for at komme i sikkerhed omkring år 1197, og dør netop som Renaud finder ham i 1244. Men ikke inden Thibaut har givet ham en mission at udføre!

Som sagt lidt kompleks; men virkelig interessant periode i verdenshistorien, som jeg ikke kender meget til - andet end, at det jo er fantastisk at læse om de steder i Jerusalem, som jeg selv har besøgt så mange århundreder senere - historiens vingesus uden tvivl! 

Mrs. Harris ta'r til New York - Paul Gallico

 

• Engelsk
• 25.-26. december
• 177 sider
• Originaltitel: Mars Harris Goes to New York

I sidste uge læste jeg den lille roman om rengøringskonen, Mrs Harris, der rejser til Paris for at få sin Dior-kjole. Nyudgivelsen af bogen i forbindelse med den nye version af filmen, indeholder ligeledes hans opfølger til historien fra 1958, som faktisk er lidt længere end den første historie.

Mrs Harris' tur til New York beskrives i bogen, der udkom i 1960, hvor vi genfinder den lidt geskæftige Mrs Harris tilbage i sin lejlighed i London efter det store eventyr i Paris. Naboerne har en lille plejesøn, Henry, som de har accepteret for at få pengene fra moderen. Hun er engelsk, men drengens far var en amerikansk soldat, som ville have dem med til Amerika, da hans tid i England var ovre. Det ville moderen ikke; de blev skilt - og hun sendte drengen væk, da hun skulle giftes igen. Nu er pengene stoppet med ar komme, og drengen bliver slået og mistrives.

Mrs Harris beslutter derfor at tage til Amerika; og da en af hendes kunder som rengøringskone samtidig får en stor stilling i New York, er det chancen for at finde barnets far. Hun får veninden med på turen - og så kidnapper de lige drengen, og får ham ombord på skibet uden at nogen opdager det. 

Det resulterer selvfølgelig i en masse forviklinger og vi genfinder hendes ven greven, som skal være ambassadør i Washington. Han bliver også viklet ind i historien om den lille dreng, som tager det hele i stiv arm.

Jeg var ikke nær så begejstret som for den første; måske fordi en opfølger bare ikke har charmen fra den første - og tingene bliver trukket lidt i langdrag med en gentagelse af mange tanker og sætninger. Mrs Harris er skam en charmerende kvinde, men så skal der bygges mere på personen end tilfældet er.

Men den kom jo som en lille bonus til den anden roman, og var glimrende juleunderholdning.

Bourdain in Stories - Laurie Woolever

 

• Engelsk
• 20.-23. december
• 496 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da den amerikanske kok, Anthony Bourdain, begik selvmord i sommeren 2018, gik der chokbølger igennem restaurationsverdenen; men også blandt mange andre, som kendte ham fra de mange tv-shows som No Reservations, Parts Unknown osv. Jeg var selv ret chokeret over, at en mand, der tilsyneladende lever et så spændende liv kan blive tvunget derud. Jeg genlæste ikke længe efter hans første bog fra 2000.

Deri fortæller han jo selv om begyndelsen på karrieren, men lægger heller ikke skjul på det massive stofmisbrug, der herskede i branchen dengang.

Efter hans død har hans personlige assistent - forfatteren - interviewet en lang række mennesker, der arbejdede sammen med ham. Der er både tidligere kokkekolleger, men også hans to ekskoner, hans bror og datter - og de uendeligt mange mennesker, der arbejdede på hans tv-shows. De så ham måske mere end familien; han rejste omkring 250 dage om året!

Bogens kapitler er til dels kronologiske, og skrevet som citater fra de forskellige interviews, der tilsammen giver en flydende fortælling. Hvert indslag indledes med navnet på personen; og mange af dem er ganske korte, så det til tider tager form af en dialog. Vi ser ikke forfatterens spørgsmål; det er nok snarere interviews, der efterfølgende er destrukturerede for at passe ind kronologien.

Når man læser ordene fra dem, der var tættest på ham, får man også et indblik i de dæmoner han bar på. Han var ude af stofmisbruget, men i stedet begyndte han at forfølge andre interesser, der kunne erstatte den afhængighed. Det blev berømmelsen og anerkendelsen igennem de tv-shows, der tog ham verden rundt. Det var lidt interimistisk i begyndelsen; små hold, der arbejdede med små budgetter, og hvor alle tog del i arbejdet. De blev voldsomt populære, og da han nåede til at arbejde for CNN, var han en superstjerne, som ankom, når alt andet var klart. Han sov på andre luksuriøse hoteller end holdet, og blev pludseligt isoleret i sin berømthed.

Samtidig rejste han konstant, og det blev sværere og sværere hele tiden at finde nye interessante historier og uopdagede kulinariske perler. Han blev et offer for sin egen passion og berømmelse.

Et par år inden sin død, gik han fra sin italienske kone uden dog at blive skilt; og han mødte en ny kvinde, som ikke er en del af bogen. Hun bliver af stort set hele hans omganskreds udpeget som den dråbe, der fik det hele til at flyde over. Var det en panikhandling fra en mand, der fyldte 60 og stadig kæmpede med narkoens dæmoner? 

Blot et par dage inden selvmordet udgav pressen billeder af hende med en anden mand; og det anses som det sidste ydmygende strå; han vidste godt selv, at det forhold ikke ville vare evigt - men nu var det udbasuneret på alverdens forsider. Det var næppe den hændelse alene; det ville være for nemt!

Men det var en kombination af at løbe hurtigere og hurtigere for at fylde et tomrum, som kun stofferne havde kunnet fylde tidligere. Der var en livskrise forbundet med alder, berømmelse og en yngre kvinde måske? Uanset hvad er bogen et fantastisk indblik i ham som person; i måden tv-optagelserne foregik på og hans relationer. Men også uendelig trist; for alle tænker jo nu, at de kunne have gjort noget. Alle dem, der så hans træthed, depression, opfarenhed hen mod enden - og som ikke gjorde noget - fordi han nu var blevet for berømt og for utilnærmelig; men nok mest i folks egen opfattelse. Han havde sat sig selv i en Catch-22.

Mrs. Harris ta'r til Paris - Paul Gallico

 

• Engelsk
• 19. december
• 143 sider
• Originaltitel: Mrs. Harris Goes to Paris

Ada Harris er enke, og arbejder som rengøringskone for de rige i London, og så har hun en tyk dialekt på engelsk, så hun faktisk selv udtaler sit navn som Arris. Og så rimer det jo på Paris på engelsk!

En dag ser hun en Dior-kjole i klædeskabet hos en af sine arbejdsgivere, og selvom hun ved hun aldrig kommer til at bruge den, er det eneste hun nu kan tænke på, at eje en Dior-kjole. Hun spinker og sparer, og efter næsten tre år tager hun flyet til Paris. Hun tror jo, at hun tager hen til Dior, køber kjolen og kan komme hjem med aftenflyet. 

Det er et kulturchok, da hun træder ind i Dior-forretningen, hvor der ikke hænger en eneste kjole fremme. Bogen udkom i 1958, da de udelukkende lavede haute couture og ikke prêt à porter. Chokket er mindst lige så stort for de ansatte; og da hun ender med at sidde på forreste række til dagens fremvisning, er det for meget for nogle - mens andre finder det befriende nyt og morsomt; som den ældre greve Chassagne.

Hun kan jo ikke få sin kjole samme dag, og ender med at tilbringe en uge i Paris, hvor hun vender op og ned på alles liv og forestillinger om den perfekte sociale orden. Det er den uslebne diamant, der møder eliten og ublu siger alt, hvad hun mener og føler.

Som sagt udkom bogen i 1958 - en ganske anden tid; Dior var fornemt og uopnåeligt for de fleste; men romanen her giver os et indblik i, hvor vigtigt det er at forfølge sine drømme uanset hvad. Det er skrevet med humor, og man kan ikke andet end at holde af den lille kvinde, som bliver så skidt behandlet af de rige hun gør rent for.

Det ender lidt bittersødt - men Mrs Harris konkluderer, at hun jo fik sin drøm opfyldt - og ikke mindst fik hun en masse nye venner. 

Bogen er blevet filmatiseret flere gange - senest i år, hvor dele af historien er ændret i forhold til bogen kan jeg se. Men det forklarer selvfølgelig hvorfor den er genudgivet, og det er en fin lille roman - og en film, jeg gerne ville se. Der er lidt old school-magi  over det, som er tabt i det 21. århundrede. 

Blæsten, sandet og stjernerne - Antoine de Saint-Exupéry

 

• Fransk
• 17.-18. december
• 181 sider
• Originaltitel: Terre des hommes

Antoine de Saint-Exupérys bøger er sikkert lidt uddaterede i en dansk bevidsthed; de er oversat for snart hundrede år siden og findes stadig kun med de lidt klodsede titler - som Krigsflyver fra 1942, og denne fra 1938 om hans tid som pilot med base i Nordafrika, hvor han sikrede postruten fra Paris over Spanien til Saint-Louis i Senegal oppe ved grænsen til Mauritanien. Herfra fløj de videre til Sydamerika, og ændrede for evigt kommunikationsmulighederne i en mere forbundet verden. 

Netop Saint-Louis besøgte jeg selv i 2010, og der er blandt andet en skole, der bærer hans navn og hele byen er så forskellig fra resten af Senegal. Navnet alene indikerer det franske islæt, og den er smuk og vanvittig med sin kolonialistiske stil, som den ligger der midt i ørkenen.

Den franske titel refererer til Saint-Exupérys dybt humanistiske livssyn - Menneskets jord - hvor han fortæller om de oplevelser han har haft som pilot. Om sine møder med andre piloter, og helt almindelige mennesker undervejs. Om den eventyrlyst, der drev de første piloter ud på de flyvninger, der var krævende og farlige i en tid, hvor flyvning var ny.

En særlig oplevelse præger en stor del af bogen - og har uden tvivl også præget Saint-Exupéry så meget, at den danner grundlag for Den lille Prins, som udkom nogle år senere.

I 1935 strander Saint-Exupéry og hans copilot i Sahara med deres fly. De kan ikke flyve videre; de aner ikke, hvor de er - og det gør ingen andre heller ikke. Hvis de skal overleve må de bevæge sig væk fra flyet og ud i ørkenen. De bliver dehydrerede; de ser fata morgana og mister næsten troen på overlevelsen, da de endelig møder en beduin.

Men temaerne er de samme i to forskellige former. Forholdet mellem mennesket og vores planet; venskaber; ørken; vand - men også dyrene. Da Saint-Exupéry vandrer ude i ørkenen for at redde dem, møder han en ørkenræv - som vi finder igen i Den lille Prins. Vandet som kilde til liv er også en genganger.

Nok er Den lille Prins den poetiske udgave af en livsfilosofi; men den er bygget på hans egne oplevelser - reelle eller fata morgana - fra de dage fortabt i Sahara.

Det er selvfølgelig næppe den slags bøger, der sælger bedst 90 år senere; men den er interessant fordi vi lærer om disse flypionerer - men også om det humanistiske livssyn, der prægede denne mellemkrigstid. Saint-Exupéry var udpræget pacifist, som vi ser det i Krigsflyer - flyet var for ham eventyret og faren. Det var livet! 

Brunelleschis kuppel - Ross King

 

• Dansk
• 14.-16. december
• 191 sider
• Originaltitel: Brunelleschi's Dome

Et rent fund fra bibliotekets hylder, som jeg tilfældigt så ud af øjenkrogen, da jeg ledte efter en anden bog. Det er den danske oversættelse, og normalt ville jeg foretrække at læse originalen på engelsk - men når det nu er gratis på biblioteket, og de ikke havde den engelske udgave!

Jeg tror snart det haster med en tur til Firenze; jeg kan se på mine 2022-bøger, at jeg kredser mere og mere om kunsten i netop Firenze, og det er da også tyve år siden jeg sidst var der. For der er så mange andre steder at udforske - men netop byer som Rom, Paris, Firenze kan man altid vende tilbage til og aldrig blive færdige med.

Jeg var ikke oppe i toppen af kuplen, da vi var der - men jeg besøgte selvfølgelig kirken og dåbskapellet. Jeg beundrede Ghibertis døre og Brunelleschis kuppel. Jeg købte samtlige bøger jeg kunne finde om Medici-familien og byens historie; men ikke om selve kuplen.

Men netop kuplen er præcis en særskilt bog værdig - for hvordan byggede man et så imponerende bygningsværk for 600 år siden? Det er den største murede kuppel i verden med en spændvidde på mere end 45 meter - på en tid, vor man ikke havde kraner! 

Den er så karakteristisk med sine røde sten, der adskiller den fra den hvide marmor på kirken; som ses fra stort set hele byen og passer til landskabet omkring byen. 

Kings bog fortæller om besværlighederne ved dette byggeri. Om konkurrencen inden valgte faldt på Brunelleschi som bygmester; men også om Brunelleschi som person - ikke en nem mand at arbejde med.

Vi lærer om teknikkerne; det er ikke en forskønnet renæssancehistorie - der er mange opfindelser undervejs, som senere forekommer naturlige for os. På trods af alle de problemer, dør der officielt kun 3 personer på byggepladsen, som varer i årtier. Det er jo tankevækkende, når man ser på moderne byggerier og sikkerhed - Qatar fx!

Selvfølgelig rører den også ved nogle af komplekse relationer, der var såvel politisk som kunstnerisk i Firenze med Medici-familien, med Michelangelo og alle de andre genier, som hver især havde deres massive egoer at håndtere. Virkelig interessant bog - men til tider meget teknisk også.

The Moroccan Daughter - Deborah Rodriquez

 

• Engelsk
• 11.-13. december
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Hovedbiblioteket i København har flere udstillinger af de nyeste bøger - eller blot anbefalinger; for den engelske sektion er den opdelt i flere områder, som jeg endnu ikke har gennemskuet. Det virker som om den ene er mere seriøs - eller tung - litteratur, mens den anden er mere chick-lit. Det er det nærmeste jeg er kommet det - og oftest finder jeg inspiration i den mere seriøse ende. Men flere gange havde jeg kigget på denne roman, og jeg trængte til lidt eksotisme og lidt minder fra en dejlig rejse til Marokko. 

Amina er marokkaner, men bor i USA og er gift med Max - men det ved hendes familie ikke. Nu skal hendes søster giftes, og hun rejser hjem til brylluppet sammen med sin bedste veninde Charlie og dennes bedstemor, Bea. Max er ikke med - for det går jo ikke; men planen er, at hun skal afsløre nyheden om sit liv. Familien derimod tror hun snart vender hjem igen, og er i gang med at finde en passende mand til hende.

Hjemme i familiens storsåede villa i Fez er også Samira, som er husholderske, og har været hos familien i fyrre år. Men hun gemmer også på en hemmelighed - som involverer Amina.

Forfatteren har gjort bedstemor Bea blind - hvilket jo fungerer optimalt for at iscenesætte beskrivelserne af livet i Marokko, da de andre skal forklare hende, hvad de ser. Det bliver dog lidt langtrukkent i enden konstant at have den vinkel på omgivelserne.

Så dukker Max op ud af det blå, og Amina vikles ind i flere løgne. Stadig får hun intet sagt til familien og det udvikler sig til lidt af en soap opera med stereotype personnager som Bea, der konstant beder om en drink... i Marokko!

Jeg havde håbet på en mere dybdegående analyse af de problematikker, der ville være - men det virker nærmest som et manuskript til en film. Måske er det, hvad forfatteren håbede? Jeg læste den færdig, selvom jeg næsten opgav, da slutningen var så uendelig forudsigelig. Absolut ikke interessant og en forfatter, jeg ikke vil kaste mig ud i igen.

Krigsflyver - Antoine de Saint-Exupéry

 

• Fransk
• 6.-8. december
• 221 sider
• Originaltitel: Pilote de guerre

De fleste danskere kender nok udelukkende saint-Exupéry for hans fabelagtige roman Den lille prins, som har solgt 145 millioner eksemplarer og er oversat til 270 sprog. Det er den mest oversatte bog efter Bibelen!

Noget anderledes er det med denne lille roman, som Saint-Exupéry skrev, da han var pilot under 2. Verdenskrig - en krig, som også endte med at koste ham livet. I 1940 var han stationeret på en base i Arras i det nordlige Frankrig, og tyskerne invaderede byen. Han flyver på en mission for at rekognoscere, og hans fly bliver undervejs angrebet af tyske fly. Han formår dog at vende retur til basen, og det lilel mandskab på tre personer, overlever alle - og Saint-Exupéry får en medalje for indsatsen.

Den oplevelse er baggrunden for den lille roman om livet som krigspilot; den danske titel virker noget forældet, men der er nok ikke det samme salg i denne historie som i historien om den lille prins.

Da franskmændene overgiver sig, og Frankrig bliver delt i en besat og en fri zone, rejser Saint-Exupéry til New York, hvor han opholder sig de næste tre år. Det er her, han skriver bogen og også her, han året efter udgiver Den lille prins.

Saint-Exupéry var ikke fan af de Gaulle, som styrede Frankrig fra London, mens den anden del af landet blev styret af Vichy-regeringen. Vichy-regeringen ledet af Pétain var antisemitisk og søgte aktivt at samarbejde med tyskerne; men Saint-Exupéry er i starten af krigen frustreret over Frankrigs militære nederlag, som han bebrejder de Gaulle for.

Med bogen forsøger han at overbevise amerikanerne om, at Frankrig kæmpede bravt for at forsvare landet - til inden nytte; og bruger det som argument for, at amerikanerne skal melde sig ind i krigen; hvilket de som bekendt gjorde efter Pearl Harbour i december 1941.

Bogen handler om den ene flyvning over Arras; farerne og kompleksiteten i at flyve fly på den tid, hvor den teknologiske udvikling ikke just var Top Gun-fly! Beskrevet langt senere væver Saint-Exupéry sine tanker om krigen, menneskeheden og absurditeten i det hele ind i teksten, som bliver meget filosofisk. Næppe tanker han havde tid til at gøre sig oppe i flyet; men helt sikkert tanker, som prægede hans syn på verdenssituationen, og som senere genopstår i en mere naiv form i Den lille prins.

Dog var ikke alle lige begejstret for hans kritik af piloter som kanonføde; og både nazisterne, Vichy-regeringen og de Gaulle forbød bogen, som oprindelig kun blev trykt i 2 100 eksemplarer; det blev en undergrundsbog, man læste i skjul. Ingen havde behov for en fortælling, der kunne demoralisere både piloter, men også alle andre soldater.

Saint-Exupéry var nemlig sin profession til trods pacifist og nationalist; han vendte derfor tilbage som pilot i 1943 for at flyve fra Nordafrika, som dengang var fransk territorie. Den 31. juli 1944 letter han på en rekognesceringsmission, og hans fly forsvinder. I 2003 finder man rester af flyet og endda hans armbånd. Siden 1944 har utalige versioner verseret - blev han skudt ned; blev han taget som krigsfange? Er han begravet anonymt et sted i nærheden af, hvor man så et fly blive skudt ned?

Det får vi nok aldrig svaret på; men Saint-Exupéry døde jo, som han elskede det - i sit fly; og hans besked m næstekærlighed lever for evigt i Den lille prins.

Savnet - C. L. Taylor

 

• Engelsk
• 4.-5. december
• 512 sider
• Originaltirel: The Missing

Psykologiske thrillers er for mig nogle, hvor jeg virkelig er holdt i spænding og først i side øjeblik på sidste side opdager tingenes rette sammenhæng. Indrømmet - det er en svær kunst!

Lesley Karas thriller havde den effekt på mig; den er dog endnu ikke oversat til dansk - men den vil jeg varmt anbefale på engelsk, hvis man har lyst til ægte spænding omkring et plot, vi nok alle kan identificere os med.

Taylors plot er også noget, der sagtens kunne finde sted i hverdagen - og gør det! En 15-årig knægt forsvinder fra sit hjem midt om natten. Han bor hos sine forældre, Claire og Mark, og storebroderen Jake. Og så er der Kira, Jakes kæreste, som er flyttet ind hos dem på grund af problemer i hjemmet.

Men nu er der gået seks måneder, og Billy er stadig ikke fundet. Hverken død eller levende - og ikke et livstegn. Parallelt med historien, der starter med endnu en appel i medierne efter de seks måneder, følger vi en chatkorrespondence mellem to pseudonymer. Vi ved ikke, hvem de er - men som historien skrider frem, kan man gætte det. Øv!

Claire begynder at lide af blackouts hver gang hun opdager nye hemmeligheder i familien; nogle relaterede til Billy - men også andre totalt ligegyldige, som ingen indflydelse har på historien.

Psykologisk thriller betyder snarere, at man trækker det så meget i langdrag med banaliteter, at man køres træt på den måde. Heldigvis er det en meget let læst bog; det tog mig reelt set to aftener og lidt morgenlæsning inden arbejde. 

Jeg var ikke overrasket over slutningen, og jeg var bestemt ikke imponeret. Den tabte pusten, og endte med en hverdagsfilosofi over vores liv som mennesker, teenagere, ægtepar og alt muligt andet. Heldigvis var den fra biblioteket - men den forfatter er jeg slut med.

Notre-Dame - Ken Follett

 

• Dansk
• 3. december
• 106 sider
• Originaltitel: Notre-Dame

En lille lækkerbisken til lørdag eftermiddag; det knap en bog men heller ikke en artikel - noget midt imellem!

Da Notre-Dame begyndte at brænde i april 2019 sad jeg som så mange andre, og kiggede forfærdet på tv-skærmen. Jeg har boet i Paris, og jeg er der jævnligt (unden corona i hvert fald!). Og jeg er kæmpe fan af Victor Hugo, som jo om nogen har udødeliggjort katedralen i sin roman. Faktisk var hans indignation over katedralens forfald, da han skrev sin roman i 1831 medvirkende til, at den franske regering igangsatte en omfattende renovering - som blandt andet betød installationen af det spir, vi alle så styrte brændende sammen i 2019.

Ken Follett hat skrevet flere bøger om katedraler; han har et indgående kendskab til deres arktiektur og den teknik, der har været brugt i bygningen af dem. Så - som han selv siger - uden absolut at være en autoritet eller ekspert på området, så rakte mange medier ud til ham i dagene efter branden.

Derfor accepterede han at skrive denne lille bog, hvor alt overskud går til genopbygningen af katedralen. Den skulle meget gerne stå klar i 2024, når Paris skal være vært for de Olympiske Lege.

Bogen indeholder nogle af de vigtige datoer i katedralens historie - som udgivelsen af Hugos roman, renoveringen og selvfølgelig den oprindelige historie om byggeriet i middelalderen. Om katedralens betydning i Paris' og Frankrigs historie. På Cluny-museet i Paris kan man se de statuer, der under den Franske Revolution blev fjernet fra facaden, da de repræsenterede konger. Blot var det ikke franske konger, som man fejlagtigt antog - men derimod konger fra Bibelen. Heldigis kan de nu ses der og facaden fik nye kopier, da Viollet le Duc renoverede den.

Jeg var sidst i Paris i november 2019 - inden corona, inden kræften kom - og der var byen præget af de store kraner, der er den del af genopbygningsarbejdet. De rager højt op i byen - højere end det tidligere spir, og man ser dem mange steder fra som en påmindelse om, hvad der skete - og det kæmpe arbejde, der endnu ligger forude. Jeg glæder mig til igen at kunne se kirken indefra - men nok især at se, om man vil formå at bevare den aura af mystik, sjælero og historie, som man altid følte derinde.

The Dig - John Preston

 

• Engelsk
• 30. november - 3. december
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg opdagede faktisk filmen på Netflix, men ofte er jeg ikke imponeret over filmatiseringer af bøger - eller jeg foretrækker under alle omstændigheder at have den litterære version med mig. Så jeg lånte bogen på biblioteket først.

Det er en sand historie om de gravfund, der blev gjort i Sutton Hoo lige på bristepunktet til 2. Verdenskrig. Edith Pretty er enke og bor på en mindre herregård i Suffolk; et engelsk amt i den østligste del af England, og altså med direkte adgang til Nordsøen. Pretty og hendes afdøde mand har i mange år været nysgerrige omkring de gravhøje, der findes på deres jorder - men først nu hyrer hun Basil Brown til at udgrave dem. Hun fornemmer, at det haster, da krigen vil vende op og ned på alting og umuliggøre den slags opgaver.

Basil Brown er selvlært arkæolog, og går med iver til opgaven. Han forventer ikke mirakler - så stor er hans overraskelse, da han finder de første rester. Som han graver videre, begynder han at se, at dette er langt mere og større end hans lille hold kan klare.

Derudover er der pludselig politiske interesser; for nu vil British Museum have fingrene i gravstedet - og så er der diskussionen om, hvem der er den retmæssige ejer af fundene. 

Historien fortælles i flere dele set fra forskellige synsvinkler - Edith Pretty, Basil Brown, Peggy Piggott (en kvindelig arkæolog på stedet) og Edith Prettys søn. De oplever hver især deres version af de korte intense måneder, hvor krigen lurede og de samtidig gjorde opdagelserne. For Edith Pretty handler det om at opklare mysterierne og også underholde hendes 9-årige søn, som keder sig en del som eneste barn med en mor på 56 år - ret usædvanligt for tiden.

Peggy Piggott er en mere kompleks karakter; man fornemmer, at hun ikke er lykkelig i sit ægteskab med Stuart, og bliver ret tæt med Edith Prettys fætter, Rory. Det er vist en kunstnerisk frihed, som ikke havde hold i virkeligheden - men folket vil have romantik.

For min del havde jeg det fint med blot at læse om de meget spændende udgravninger; man fandt nemlig resterne af et ret stort skib, som muligvis var en gravplads. Man fandt guldobjekter af forskellig art, og der er stadig spekulationer om, hvem der muligvis har været begravet der - en konge? Under alle omstændigheder viser det sig at være et af de vigtigste fund i England, og kan dateres tilbage til det 6.-7. århundrede. Samtidig er der ligheder med fund gjort i fx Sverige - og så tænker man jo uvilkårligt, at perioden stemmer med den tidlige vikingetid.

Jeg vil muligvis se filment - blot for at se, hvordan de gengiver udgravningen - den romantiske historie er unødvendig og irriterende; men nødvendig for Netflix selvfølgelig.