"There was only one catch and that was Catch-22, which specified that a concern for one's safety in the face of dangers that were real and immediate was the process of a rational mind. 'Orr' was crazy and could be grounded. All he had to do was ask; and as soon as he did, he would no longer be crazy and would have to fly more missions.
Orr would be crazy to fly more missions and sane if he didn't, but if he was sane he had to fly them. If he flew them he was crazy and didn't have to; but if he didn't want to he was sane and had to.
Yossarian was moved very deeply by the absolute simplicity of this clause of Catch-22 and let out a respectful whistle."That's some catch, that Catch-22," Yossarian observed."It's the best there is," Doc Daneeka agreed."
Kultbøger kan nogle gange virke så skræmmende i al deres berømmelse, at man næsten ikke tør gå igang med dem. Sådan havde jeg det vist lidt med Catch-22; og det var heller ikke en nem start. Jeg har været noget tid om den; men det var enten med dage, hvor jeg læste - eller overhovedet ikke åbnede den; også afbrudt af en weekendrejse selvfølgelig. Efter de første 60-70 sider overvejede jeg seriøst om jeg skulle opgive; men jeg er glad for, at jeg var stædig.
Ovenstående citat er vel hele essensen i denne absurde roman. Det er det afsnit, som giver definitionen på den lov, som er afgørende for bogens hovedpersoners skæbne - alle amerikanske soldater, der under 2. Verdenskrig er udstationeret på en flyvebase i Italien. Stort set hvert kapitel bærer navnet på en af bogens personer - og man kan med usvigelig sikkerhed være ret sikker på, at det ikke er den person, der kommer til at præge det kapitel mest. Der er så mange personer i bogen, at jeg efter de 60-70 sider besluttede mig for at udskrive listen fra Wikipedia - seks sider! Men det hjalp mig til at få tingene lidt i perspektiv; for tidslinien er heller ikke nem at følge. Den første del af bogen er grotesk surrealistisk og absurd med dialoger, der ingen mening giver og med referencer til episoder, hvor man ikke får noget svar på udfaldet. Mange af dialogerne er lige så absurde som ovenstående eksempel; så man tit må genlæse for at sikre sig selv om, at man virkelig har læst rigtigt. Det er samtidig en fantastisk måde at mestre sprogets nuancer på - Heller kan få én til at følge konversationen i den tro, at det er fuldt ud normalt; for så pludselig at se, at verden igen står helt på hovedet. Bogens hovedperson er Yossarian - soldaten, der er bange for at dø; og igennem hvem vi i løbet af bogen får serveret den sande historie. Alle de absurde handlinger i bogens første kapitler belyst flere gange og fra flere sider; først i det næstsidste kapitel får man Yossarians egen og fuldstændige forklaring, og dermed forståelsen for, hvorfor han pludselig ikke vil flyve bombeflyene længere. Ikke, at der ikke var grund nok til at udvikle dødsangst ellers - især ikke med de overordnedes syn på tingene. Hver karakter i bogen er så kompleks, absurd og selvmodsigende, at det er umuligt at beskrive hele handlingen her. Der er majoren, med det borgerlige Major Major Major, som kun kan konsulteres, når han ikke er på sit kontor. Der er Milo, som opbygger et imperie af illegale fødevaretransaktioner ved at bruge militærets fly (såvel de allierede som fjendens) og erstatter nødhjælpskasserne med reklamer for sit firma. Der er den døde mand i Yossarians telt, som døde inden han blev indskrevet i lejren - og derfor kan man ikke fjerne hans ting. Der er Doc Daneeka, som "dør" på et bombetogt, selvom han i sidste øjeblik ikke kom med ombord; men hans navn stod i papirerne, så om han vil eller ej - så er han død nu! Til tider kunne jeg nærmest se, hvor forfatterne til M.A.S.H. har fundet inspiration til visse karakterer - selvom det var i en anden krig! Under al den absurditet og groteske humor, er det selvfølgelig alvorlige temaer Heller berører -grænsen mellem at være sund og rask eller vanvittig; for hvorfor går man ellers i krig for at dræbe andre mennesker. Bureakrati er et andet stort tema, som især i krigens kulisser bliver endnu mere absurd. Hen mod slutningen erstattes den temmeligt grovkornede humor af den mere seriøse diskussion om menneskets overlevelsesvilje; og især det sidste kapitel virker påfaldende 'normalt' efter mere end 500 siders vanvid... men det sammenfatter på bedste vis essensen i hele det ragnarok, som en krigssituation er. Pudsigt nok er begrebet Catch-22 slet ikke kendt på fransk - ligesom bogen aldrig har haft stor succes på fransk. Til dels tror jeg, at den er for grusom på nogle meget håndgribelige måder, hvor franskmænd har tendens til at intellektualisere tingene. Det er sidestykket til en kafkask situation men uden det kødelige, blodige modbydelige, som Heller ikke er bange for at beskrive. Der findes enorme mængder af tolkninger og beskrivelser af denne bog; alene Wikipedia har utallige sider om handling, tidslinier og hver personnage. Mit råd er ikke at læse dem inden man går igang med bogen - til gengæld kan visse sider være en hjælp, hvis det virker uoverskueligt. Men efter de første knap 100 sider var jeg solgt... en genlæsning vil absolut kun gøre nydelsen endnu større!
No comments:
Post a Comment