Wednesday, March 24, 2010

Fugitive Pieces - Anne Michaels


Lidt tør for læseidéer benyttede jeg mig af en ny metode - jeg har indtastet samtlige bøger fra 1001-listen i et regneark med engelske og franske titler, forfatter, land og årstal og en afkrydsning for dem, jeg har og dem, jeg har læst. Så jeg tog ganske enkelt listen over ulæste i reolen - og tog den første på listen. Det viste sig at være en roman, som har henslængt snart tretten år i en reol, og dermed er flyttet noget rundt.

Det viste sig også at være en helt igennem fantastisk lille roman. Lille fordi den på trods af de 294 sider er meget 'enkel' - en masse afsnitsopdelinger og 2-3 blanke sider mellem hvert kapitel, og et komprimeret sprog med korte og knivskarpt præcise sætninger, som tydeligt viser, at forfatteren ellers er digter. Dette er hendes første roman for hvilken hun vandt Orange Prize i 1997.

Romanen er delt i to forskellige historier, som dog er forbundet. I den første del - de første tohundrede sider - er fortælleren Jakob Beer, der som 7-årig bliver hevet ud af en ruinby i Polen under den 2. Verdenskrig. Han gemte sig i et skab, da hans forældre blev dræbt og hans søster Bella taget af tyskerne; og da han endelig vover sig frem fra sit skjul, bliver han reddet af Athos - en græsk arkæolog, som arbejdede på udgravningerne ved Biskupin. Han tager ham med til Zakynthos, hvor de resten af krigen gemmer sig i hans hus. Efter krigen flytter de til Toronto, hvor Jakob bliver voksen og kommer sig over sine barndomstraumer.

Den anden del af bogen er skrevet af Ben; en mand, hvis forældre overlevede krigen i lejre men mistede to børn, som Ben først opdager eksistensen af efter deres død. Han skriver til den døde Jakob efter at have lært om ham gennem en fælles bekendt, og igennem hans forståelse af Jakobs kampe lærer han endelig at finde sin plads i sit eget liv.

Mange af disse temaer er beskrevet før; det er ikke historien om Jakob gemt i et køkkenskab, der er den interessante. Det er måden Michaels beskriver det på! Til tider sad jeg forbløffet og kiggede på den samme lille intense sætning i minutter; på andre tidspunkter var det bedre at læse historien højt for at forhindre blikket i at glide for hurtigt videre til næste ord.

Athos er den gamle stoiske græker, som har sine egne sorger, men som blomstrer op igen ved at redde Jakob. Man ser uvilkårligt en Zorba på de græske øer for sig, når man læser om ham... med den styrke og følsomhed, som jeg forbinder med grækere. Både Jakob og Athos er begge fascinerede af naturfænomener, og der optræder mange allusioner til geologi, botanik, biologi og arkæologi - men også gamle indianske, græske, jødiske ritualer. Bogens relative korthed taget i betragtning er alt dette heller ikke i dybde med lange beskrivelser; der er mange spring - men med så simple ord formår forfatteren alligevel at overbringe budskabet med en enestående indlevelse.

Det var en utroligt gribende roman ikke mindst på grund af den særprægede stil, hvor der ikke pensles i detaljer og endda afsluttes med nogle usagte ting, men som absolut ingen betydning har for læseoplevelsen, men nok snarere er et udtryk for vores vane med, at alle tråde skal sluttes - en stil, som ikke er Michaels. Det var et guldfund at finde i sine reoler efter så mange år - og bestemt en bog, der skal genlæses.

------------------------------------------------------------------------

Venue dans mes mains dans un moment d'incertitude et au bout d'une décennie (et plus) passé sous la poussière de l'étagère, ce livre était un tel miracle que je me demande comment j'ai fait pour l'éviter? Il est dans la liste 1001 - et c'est pour cette raison que je l'ai cherché au fond de la bibliothèque. Une bonne idée finalement!

Il est assez 'facile' à lire dans un sens; pas long, écriture grande et beaucoup d'espace entre les paragraphes. Mais en même temps il est d'une lenteur inoubliable. Je me retrouvias par moments à regarder la même phrase des minutes durant - ou de lire à haute voix pour ralentir le regard et goûter les mots. Michaels est une poète avant tout - et cela se ressent très fort dans sa façon d'écrire et de construire des petites phrases précises, compactes et qui regorgent de signification.

Le livre est partagé en deux parties; la première partie qui occupe deux tiers du livre est raconté par Jakob. Agéde sept ans pendant la deuxième guerre mondiale il se cache dans une armoire de la cuisine pendant que ses parents sont tués et sa soeur, Bella, enlevée par les allemands. Quand finalement il ose sortir c'est des décombres d'une ville polonaise en ruines, où il est pris en charge par Athos, un vieux grec archéologue qui travaille sur le site de Biskupin. Ils arrivent à revenir en Grèce sur la petite île de Zakynthos, où ils passent les années de la guerre en cachette, à se reconstruire tant qu'ils peuvent et s'apprivoiser comme les deux êtres blessés qu'ils sont.

Le Athos du livre fait penser à un Zorba grec; grand, immense, fort en apparence mais d'une fragilité et douceur incroyable. Il a ses qualités d'homme qu'on visualise aisément - un homme qui a aussi eu sa part de douleurs, et qui se reconstruit en aidant le jeune Jakob surmonter ses angoisses. Après la guerre ils partent pour le Canada, où ils restent jusqu'à la mort d'Athos. Jakob retourne des années après en Grèce retrouver ce qui reste de leur vie de là-bas après que le village a été rasé par un tremblement de terre.

La deuxième partie du livre est racontée par le canadien Ben, un homme dont les parents ont surveçu les camps; ils ont perdu deux enfants pendant la guerre - Ben ne le découvre qu'après leur mort. Ben découvre les écritures de Jakob et devient ami avec son ami quand celui meurt. Il parle directement à Jakob en lui racontant sa vie, son enfance, son mariage et tout ce qu'il découvre sur la vie à travers ses découvertes sur la vie de Jakob.
C'est un roman d'une extrême tendresse, brutalité... qui m'a énormenent touché. C'est un roman à relire... et de voir ce qu'elle a écrit d'autre aussi et surtout!


2 comments:

Carsten said...

Anne Michaels er en af de forfattere jeg har sat højt på listen over forfattere jeg skal læse. Både Fugitive Pieces og hendes seneste roman The Winter Vault synes jeg lyder som helt fantastiske og poetiske.

God anmeldelse!

Carsten
www.eskapisten.dk

Nille said...

Carsten,

Jeg syntes absoluit den var god - men det er en helt anden skrivestil end man tit ser.

Jeg købte faktisk The Winter Vault dagen efter - men den skal lige modne lidt, tror jeg.

Det er meget poetisk, og til forskel fra mange andre holocaust-bøger er det det usagte, der er det værste i hendes bog.