Leaving the World - Douglas Kennedy

• English
• March 24-27
• 584 pages
• Dansk titel: Endnu ikke oversat
• Titre français: Quitter le monde

En let underholdende bog var sådan set ideel til en uge, hvor jeg havde utroligt meget arbejde, og der skulle lidt nem underholdning til i de resterende timer... og Douglas Kennedys bøger kan til tider være den slags nemme underholdning. Jeg havde tilsyneladende fortrængt, at hans sidste bog absolut ikke tiltalte mig, så den nye blev købt uden at blinke. Det viste sig at være en lige så stor skuffelse.

Handlingen er om ikke utroværdig, så skruet sammen som en billig amerikanske TV-film uden substans. En ung pige, som sværger aldrig at ville gifte sig og få børn, og derved forårsager hendes forældres skilsmisse. Efter hendes Harvard-studier har hun en kort karriere i finansverdenen, som i sig selv ikke har nogen betydning for resten af bogen - og al den energi Kennedy bruger på at beskrive og forklare er derfor overflødig.

Den eneste relevans er de penge, hun pludselig står med efter en fyring fra finansfirmaet - og som hun senere investerer i et obskurt filmselskab hendes kæreste starter. For hun finder en mand og får et barn, men det er selvfølgelig et vanskeligt forhold, som også skal selvanalyseres til døde. Hendes barn bliver dræbt i en trafikulykke som treårig, og hun forsøger at begå selvmord, men overlever. Hendes udvej er så at flygte fra alt hun kender - slette alle spor og flytte langt væk, hvor en ung piges forsvinden til sidst får hende til at 'se lyset' og genopstå som selvbestaltet krimireporter, som uden at blinke med øjnene finder den skyldige, som ingen andre har tænkt på. Jo, den er faktisk utroværdig!

Derudover er den dårligt skrevet med en dræbende monotoni og gentagelse af visse ord. Det irriterede mig grænseløst, at Kennedy fx utallige steder i hendes historie fortalt af hende selv bruger vendingen 'But I am getting ahead of things here' - jeg stoppede med at tælle. Ligeledes er der visse ord Kennedy er utroligt glad for - som fx 'bar' (og ikke som i en restaurant) eller 'sartorial' hver gang han omtaler folks påklædning. Et sted genbruger han ordret næsten en hel side gentaget fra 150 sider tidligere. Det er i mine øjne sjusk og dovenskab, men sikkert symptomatisk for en forfatter, der gerne skal sprøjte en blockbuster ud med jævne mellemrum.

Jeg syntes, at hans allerførste romaner var glimrende underholdning, men det bliver værre og værre - ikke engang strandlæsning værdigt længere!