Chronique d'une mort annoncée - Gabriel García Márquez

• French
• March 28
• 116 pages
• Dansk titel: Historien om et bebudet mord

Márquez's bøger foregår altid i en udefineret mystisk by i et udefineret mystisk land - og byen ligger altid ved bredden af en flod, som fungerer som livline til omverdenen; men også vejen, hvorfra det gode eller det onde kan komme. Dog spiller floden en mindre rolle i denne lille historie, som vel nærmest er en novelle. Vi er også tilbage i Macondo, byen fra 'Hundrede års ensomhed'.

I Litteratursidens anmeldelse oplyses det, at den skulle være udråbt til at være det 20. århundredes bedste spansksprogede roman! Det er meget store ord synes jeg - for så få sider. Ganske vist er den meget kompakt, og sine få sider til trods er der mange personnager, og der er det umiskendelige univers, som er hans.

Historien er fortalt med mange års tilbageblik af Santiago Nasar's bedste ven, som forsøger at danne sig et overblik over om drabet på hans ven kunne være undgået - og hvad der egentlig skete i de sidste minutter, hvor alle i landsbyen vidste, at han skulle dræbes på nær offeret selv. Det er natten efter en storslået bryllupsfest, hvor den lidt naive Angela bliver gift med den særprægede Bayardo, som er kommet fra den anden verden via floden. Han opdager dog, at hun ikke er jomfru, og da hun opgiver Santiagos navn, beslutter hendes to tvillingebrødre at dræbe ham morgenen efter den mislykkede bryllupsnat.

Der er således ingen spænding - bogen starter med at annoncere offeret, morderne og det faktum, at det lykkes. Hvad er så spændingsmomentet? Alle i landsbyen bliver informeret den morgen, da de to brødre begiver sig rundt i deres søgen efter Santiago - de er derfor alle medskyldige; ingen foretog sig noget for at advare eller informere den vigtigste involverede i dette drama, og de må alle leve med den kollektive skyldfølelse, da Santiago dør.

Samtidig berører historien det fatalistiske, som er allestedsnærværende i Márquez's romaner; de kan alle spørge sig selv, hvordan tingene havde udviklet sig, hvis de havde handlet anderledes. Men de drives af den ganske humane rutine, som gør, at vi aldrig tror, at det værste kan ske - i stedet snakker de om det inden mordet sker, og i årevis efter, at det har fundet sted. Det bliver en anledning til sladder i det lille samfund, og meget typisk for den slags sladder, er vejret en tilbagevendende faktor i de referater Santiagos ven får 27 år efter drabet.

Der er samtidig en bihistorie, hvor Márquez fortæller om Angelas forhold til sin mand. Efter få timers ægteskab bliver hun sendt bort, men skriver til ham ugentligt i årevis; han åbner ikke et eneste af disse breve, men han gemmer dem. Hendes stædighed og vedholdenhed i sig selv ændrer hans syn på hende, og en dag vender han tilbage. Det er et par få sider i bogen, men alligevel fremstår det som en historie i sig selv, hvor man har en fornemmelse af mere end blot et par sider - og det er absolut Márquez styrke som fortæller.

Alligevel gjorde den mindre indtryk på mig end 'Kærlighed i koleraens tid' - måske fordi den er så kort, at man ikke når at synke helt ind i hans fantasifulde beskrivelser, som jeg synes er hans styrke. Men jeg tror til gengæld også, at den vinder ved en genlæsning.